Læsetid: 5 min.

'Jeg føler mig hjemme blandt hjemløse'

Følelsen af ikke at høre til nogen steder er både en belastning og en gave for dokumentar-instruktøren Ditte Haarløv Johnsen, som på skift voksede op i Danmark og Mozambique. I sidste uge vendte hun tilbage til Mozambique for at vise sin seneste film, 'Hjemløs', på en filmfestival
'Det er en gave at kunne falde ind i alle mulige miljøer, og det er jeg rigtig god til,' siger Ditte Haarløv Johnsen.

'Det er en gave at kunne falde ind i alle mulige miljøer, og det er jeg rigtig god til,' siger Ditte Haarløv Johnsen.

Jakob Dall

11. oktober 2011

MAPUTO — Bræk. Bank. Tårer. Snot. Længsel. Begravelse. Savn. Musik. Alkohol og kærlighed. Det meste i nærbilleder. Når Ditte Haarløv Johnsen laver dokumentarfilm, går hun helt tæt på. Så tæt, at hun under optagelserne til dokumentaren Hjemløs selv levede som hjemløs sammen med de tre grønlandske mænd, hun filmede. Så tæt på, at hun blev kæreste med en af dem. Så tæt på, at hun endte med at få bank og så tæt på, at hun til sidst var ved at gå i stykker, inden hun igen fandt sig selv.

Det er ikke, fordi Ditte Haarløv Johnsen mener, at det er nødvendigt at være hjemløs for at kunne skildre hjemløse. Det skete først og fremmest af praktiske årsager. Fordi det var umuligt at lave aftaler med dem, og fordi det var umuligt at vide, hvornår der skete noget, der var værd at filme.

»Det, jeg oplevede bag kameraet, var så meget vildere, at jeg aldrig følte, at jeg havde nok. Jeg følte også meget ansvar, for jeg kunne se, at jeg kunne gøre noget for dem bare ved at være der og lytte — det havde ingen gjort før,« siger 34-årige Ditte Haarløv Johnsen, der i disse dage er i Mozambiques hovedstad, Maputo, for at vise Hjemløs på festivalen Dockanema.

»Men mest har det at involvere mig så meget været en metode, hvis jeg har været bange, så er jeg gået helt ind i det — det er en måde at gå op imod angsten. Men jeg tror, at jeg kunne have lavet en lige så god film, selv om jeg havde holdt fast i, at jeg havde et hjem at komme hjem til, i stedet mistede jeg mig selv for meget. De hjemløse havde så meget smerte i sig, at de var grænseløse, og med tiden blev mine grænser også opløst, og så havde jeg også så meget lyst til at være der, og jeg følte ikke, at jeg kunne slippe dem, for der skete så meget hele tiden,« siger hun.

Opvokset i Mozambique

Maputo er samtidig det sted, hvor kimen til Ditte Haarløv Johnsens karriere som dokumentarinstruktør blev lagt for 10 år siden. Det var her, hun lavede sin første dokumentar, Sisters — om en gruppe unge homoseksuelle mænd, der lever i udkanten af det mozambiquiske samfund, hvor homoseksualitet stadig er meget tabubelagt. Sisters blev hendes adgangsbillet til Den Danske Filmskole, hvor hun tog sin afgangseksamen i 2007 med den prisbelønnede kortfilm One Dayom en vestafrikansk kvinde, der arbejder som prostitueret i København.

Fælles for filmene er, at de handler om mennesker på kanten af samfundet. Mennesker, som Ditte Haarløv Johnsen forsøger at give en stemme ved at komme helt ind under huden på deres længsler, drømme, smerte og håb.

Ditte Haarløv Johnsen har let ved at identificere sig med mennesker, der på den ene eller anden måde ikke rigtig hører til. Identifikationen kommer fra hendes egen opvækst, som foregik på skift i Danmark og Mozambique.

Ditte Haarløv Johnsen var fem år, da hun i 1982 første gang flyttede med sine forældre til det dengang borgerkrigsramte Mozambique. Hendes forældre var u-lands-frivillige og ville hjælpe den mozambiquiske regering med at finde sine egne ben efter kolonialismen.

Selv om Ditte Haarløv Johnsen var det eneste hvide barn i klassen på den lokale mozambiquiske skole, husker hun det som problemfrit at falde til. Og minderne fra de tidlige barndomsår er hovedsageligt gode.

»Jeg fik lynhurtigt venner, og vi løb rundt i gaderne, som stort set var bilfri, eller opførte danseforestillinger for hinanden på trappeopgangene i den bygning, hvor vi boede.«

Efter tre år i Maputo rejste familien tilbage til Danmark for dog allerede i 1989 at vende tilbage til Mozambique, hvor Ditte Haarløv Johnsens far havde fået arbejde på den danske ambassade.

Og i stedet for igen at gå på en lokal skole blev hun sendt i international skole:

»Det var meget ensomt det første halvandet år. Jeg følte ikke, at jeg hørte til der, for jeg var jo mozambiquer.«

Samtidig var den trygge base, som Ditte Haarløv Johnsen havde haft den første gang i Maputo, så småt ved at smuldre. Hendes familie befandt sig på randen af skilsmisse, opbrud og adskillelse:

»At læse Jakob Ejersbos Afrika-trilogi var ligesom at læse min egen historie, jeg tudede en uge bagefter, men det var også fantastisk endelig at få sat ord på. På teenagefremmedheden. For i virkeligheden var det lige så meget en fremmedhed over for forældrene og det liv, de lige pludselig levede i et ambassade- og expat-miljø, og den råddenskab, der var der, hvor de blev korrumperet i arbejde og alkohol og et liv, der var så meget ude af sync med den virkelighed, som jeg kendte fra før,« siger Ditte Haarløv Johnsen, som fandt sin egen vej uden for den internationale skole.

»Jeg fik nogle lidt ældre mozambiquiske og chilenske venner, og vi kørte rundt på motorcykler næsten hver nat. Det var et fedt, vildt og meget frit liv,« siger hun.

Et helvede at komme hjem

Identitetskrisen ramte for alvor, da Ditte Haarløv Johnsen sammen med sin far igen forlod Mozambique — denne gang for at gå i gymnasiet i Danmark.

»Det var et helvede at komme hjem. Jeg kunne ikke bare glide ind og være dansk teenager i en dansk virkelighed. Jeg følte ikke, at jeg hørte til. Og det skabte en stor eksistentiel ensomhedsfølelse.«

»Jeg var blevet meget hurtigere moden og havde meget mere livsbagage end mange unge danskere. Jeg kom fra et land i krig, hvor der ikke var nogen vej uden om at tage stilling til en masse politiske og sociale aspekter af tilværelsen. Det sker automatisk, når alle, du kender, har et nært familiemedlem, der er blevet dræbt eller kidnappet i krigen,« siger Ditte Haarløv Johnsen, som ud af smerten i ikke at høre til også lagde grundstenen til sin fremtid som dokumentarinstruktør.

»Det handler jo meget om at se på mennesker indefra og udefra på samme tid. Det er en kæmpegave, som jeg bruger mere og mere. Jeg kunne jo aldrig lave det, jeg gør, uden den bagage. Det er en gave at kunne falde ind i alle mulige miljøer, og det er jeg rigtig god til.«

Ditte Haarløv Johnsen håber, at hendes film kan være med til at åbne øjnene hos dem, der ser filmen, sådan at de næste gang, de går forbi en hjemløs, ikke går med tunnelsyn, men i stedet ser og anerkender, at vedkommende eksisterer.

Hun føler ofte, at der er en grå masse, der har lagt sig som en tung dyne ud over Danmark og over vores måde at agere sammen på som mennesker:

»Og det gør det svært at trække vejret. At lave sådan en film som Hjemløs handler for mig om at få lov til at trække vejret og også om at stimulere mit eget savn.«

Se også Ditte Haarlev Johnsens fotoserie: Maputo Diary

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

michael parly pedersen

Du godeste, de få klip man her kan se fra filmen, er jo dybt bevægende, rørende og skræmmende. Hvordan har man det så, hvis man ser hele filmen.

Emilie Poulsen

@Michael Parly Pedersen

Det kan jeg fortælle dig.
Det er væmmeligt, men samtidig ualmindeligt befriende.
Nu har jeg i hvertfald aldrig for travlt til at svare pænt (og meget oprigtigt), hvis en hjemløs spørger mig om noget.