Læsetid: 8 min.

'Vi er ikke forbrydere — men patrioter'

I 1944 blev de fleste medlemmer af den jyske modstandsgruppe Hvidstengruppen dømt til døden og henrettet. Det er en dramatisk historie, som handler om mod og national stolthed, og som nu bliver filmatiseret af Anne-Grethe Bjarup Riis og Regner Grasten. Information var med på optagelserne
I 1944 blev de fleste medlemmer af den jyske modstandsgruppe Hvidstengruppen dømt til døden og henrettet. Det er en dramatisk historie, som handler om mod og national stolthed, og som nu bliver filmatiseret af Anne-Grethe Bjarup Riis og Regner Grasten. Information var med på optagelserne
6. oktober 2011

»Uha, det gyser, jeg kan slet ikke holde til at sidde her!«

Anne-Grethe Bjarup Riis forlader sin plads foran monitorerne.

»Vi har snakket om det, Anne-Grethe, det er bare film,« siger en fra filmholdet til hende.

Vi befinder os på Frederiksberg Rådhus, hvor et stort mødelokale lige ved siden af byrådssalen er omdannet til en retssal i Dagmarhus, nazisternes hovedkvarter i København under Anden Verdenskrig. Anne-Grethe Bjarup Riis er i fuld gang med optagelserne til sin første spillefilm som instruktør, modstandsdramaet Hvidsten Gruppen, der fortæller om de jyske sabotører, som under krigen tog imod de våben og det udstyr, englænderne kastede ned, og udførte adskillige sabotageoperationer rundt om i Jylland.

Hvidstengruppens hovedkvarter var Hvidsten Kro, der lå nord for Randers og blev drevet af Marius Fiil og hans familie, som også var med i den store modstandsgruppe. Gruppen endte med at blive taget af tyskerne og de fleste af medlemmerne dømt til døden og henrettet. Det er rettergangen og domsafsigelsen, der er ved at blive optaget på Frederiksberg Rådhus.

I den ene ende af det aflange mødelokale med brune træpaneler og reoler langs væggene sidder en flok mænd og kvinder på rad og række med ansigterne vendt mod den anden ende af lokalet, hvor anklageren, dommerne og en tolk har taget plads foran et stort portræt af Adolf Hitler.

Dommeren, en brysk herre klædt i sort, vil vide, om de anklagede har noget at sige, og da Marius Fiil (Jens Jørn Spottag) rejser sig op og taler besættelsesmagten midt imod og beder om nåde for gruppens unge medlemmer, deriblandt sine egne børn, er der ikke et øje tørt bag monitorerne, hvor instruktøren og det øvrige filmhold følger med i optagelserne.

»Tyskerne er trængt ind i Danmark og vi er i krig,« siger han.

»Vi er ikke forbrydere — men patrioter.«

Ikke bare bønder

»Det er en sørgelig film,« siger Anne-Grethe Bjarup Riis, der sagde ja til at lave Hvidsten Gruppen, fordi hun var tiltrukket af historiens menneskelige aspekter og havde mulighed for at fortælle om en ikke så kendt side af den danske modstandskamp.

»Ofte i historisk materiale tager man udgangspunkt i bomberne og kampene. Det her er en anden vinkel. Det er dybt interessant at gå ind i sådan en familie. Hvordan tager de stilling? Er de enige? Hvordan reagerer de, når de finder ud af, at der bliver indført dødsstraf? Går de videre? Det gør de! Vi er helt nede i kødet på deres beslutninger; hvordan de tør rejse sig op og sige, 'det her gider vi ikke finde os i.' Hvidstengruppen havde et stort mod. De havde alle gået på højskole og har diskuteret politik. De havde en national stolthed.«

Og det var en national stolthed, der ikke har noget at gøre med den form for nationalisme, som Dansk Folkeparti dyrker i dag, understreger Jens Jørn Spottag, der beskriver Marius Fiil som et helt almindeligt menneske, der er opdraget i »den gode kristne tro med ballast i Steen Steensen Blicher. Han har også en veludviklet retfærdighedssans, og på et tidspunkt bliver tyskernes besættelse af landet uudholdelig for ham. Han tager så den fatale beslutning at sætte sit og sin families liv på spil i kampen mod tyskerne. De er alle voksne mennesker og tager deres egne beslutninger om at være med, men Marius er dog drivkraften«.

Marius Fiil lærte også meget af at blive konfronteret med døden, forklarer skuespilleren. Det fremgår af de breve, han skrev fra sin dødscelle.

»Han tog dødsdommen med ophøjethed og indsigt i sit eget liv og beslutningen om at gå ind i modstandskampen. Han havde en kolossal værdighed og var i stand til at sige, at hvis vi i fremtiden skal kunne se hinanden i øjnene og række hinanden hånden over grænserne i et venskab, så må dommerne ikke henrette de unge. Ellers vil der gå generationer, før man kommer over det igen. Han formåede allerede at rumme tilgivelsen.«

Nok er nok

Det var netop brevene, som Marius Fiil og de andre medlemmer af Hvidstengruppen skrev til deres familier og venner fra dødscellerne, som for små 20 år siden overbeviste producenten Regner Grasten og hans kone, Tove, om at de skulle lave en film om gruppen og menneskene bag.

»Den 29. august 1943, hvor gruppen får at vide, at der er indført dødsstraf for sabotage, med tilbagevirkende kraft, ændrer tingene sig,« siger Regner Grasten, som ud over at producere filmen også har skrevet med på Jørgen og Ib Kastrups oprindelige manuskript sammen med Anne-Grethe Bjarup Riis.

»De begynder at blive klar over, at de betyder noget. Og de går ikke under jorden, men vælger at fortsætte. Det var den længstvarende nedkastningsgruppe i Europa, og af englænderne regnet for at være den bedste. De gik netop heller ikke under jorden, men på job. Det har været fascinerende at følge deres rejse. Vi ser også deres samtaler i fængslet og selve henrettelsen. Undervejs er vi blevet klar over, at krigen kun er en ramme for at fortælle den her historie. Det kunne lige så godt have været i Libyen eller Egypten. Det er almindelige mennesker i krig. Når vi fortæller unge mennesker om historien, tænker de straks på Det Arabiske Forår. De spekulerer meget over, hvad det er, der får almindelige mennesker til at tage kampen op og sige, 'nok er nok.' Det handler filmen om.«

Tyske afspærringer

Det er den sidste dag i september, og solen bager næsten naturstridigt ned fra en skyfri himmel over Flyvestation Værløse, som dagen efter optagelserne på Frederiksberg Rådhus danner ramme om en af Hvidsten Gruppens mere suspensefyldte scener. Det er sidste dag med skuespillere, og i scenen skal to af gruppens medlemmer i en lastbil transportere ikke blot våben, men også en faldskærmsagent igennem to tyske afspærringer.

På bakken lige før den første afspærring holder en gammel lastbil med to skuespillere i førerhuset, et kamera monteret i det ene sidevindue og et helt filmhold på ladet. Her sidder ikke blot scripteren, der skal holde øje med kontinuiteten i de enkelte scener, så de kan klippes sammen. Her er også tonemesteren med sit lydudstyr, focuspulleren, der skal sørge for, at billederne står skarpt, og naturligvis Anne-Grethe Bjarup Riis og hendes medinstruktør, garvede Anders Refn, der mestendels står for den tekniske side af filmen, mens hun tager sig af personinstruktionen.

Efter lidt problemer med at få startet lastbilen med håndsving og indviklede manøvrer med gear og speeder, rumler den med sin kostbare last ned mod afspærringen, hvor tyske soldater står klar til at stoppe den og udspørge chaufføren. På den anden side af afspærringen holder endnu en lastbil og en flot, gammel bus med navnet Ringsted Karosserifabrik skrevet på siden.

Mellem hver optagelse fyldes vejen af statister, som ellers sidder inde i bussen og agerer passagerer, og de to instruktører konfererer med hinanden om skudvinkler, arrangementer og skuespil. På rollelisten er — ud over Jens Jørn Spottag — Bodil Jørgensen, Bjarne Henriksen, Jesper Asholt, Anne Louise Hassing, Arne Siemsen, Thomas Ernst og mange flere.

Velsmurt maskine

Hvidsten Gruppenhar et budget på 25 millioner kroner, hvilket ikke er ret meget for en periodefilm og kun ca. halvdelen af, hvad det kostede at lave den beslægtede Flammen & Citronen (2008) — hvis publikumssucces i øvrigt overbeviste Regner Grasten om, at tiden var inde til at realisere endnu en modstandsfilm.

»Krig koster det hvide ud af øjnene, især Anden Verdenskrig,« siger han. Men i modsætning til Flammen & Citronen foregår det meste af Hvidsten Gruppen på landet og ikke i København eller en anden stor, dansk by, der skal føres tilbage til 1940'erne. Og det har den omkostningsbevidste producent sparet mange penge på.

»Det var noget af det første, jeg tænkte på, da jeg lagde budgettet for filmen. Det handler om planlægning. Knæbøjning for manuskriptet. Det er manualen, det skal sidde i skabet og være klart, ikke for langt, ikke for kort. Man må helst ikke smide en time på gulvet i klipperummet. Så vi har timet og timet og timet manuskriptet — filmen bliver mellem to timer og 10 minutter og to timer og 30 minutter lang. Vi har også grundigt overvejet, hvor i manuskriptet vi kunne fyre den af og åbne op, så ikke alt er dyrt. Så vælger man sine slagmarker. Det er det allervigtigste. Og så er vi bare skrappe til at producere — 25 år kan godt mærkes.«

Regner Grasten griner, roser holdet og skuespillerne og fortæller, at konstellationen med to instruktører har været virkelig god, også fordi Anders Refn er filmens hovedklipper og således ved, hvad han har brug for og kan sikre sig, at han får det under optagelserne.

»Det kører som en velsmurt maskine,« siger producenten.

»Den erfaring, Anders har, er ubetalelig. Man skal også lave en film, folk er engageret i. Det lyder måske lidt banalt, for selvfølgelig er man altid engageret i de film, man laver. Men når man laver en type film som den her, hvor holdet kan mærke, at det er en vigtig historie, så giver de noget ekstra.«

Stort ansvar

Også Anne-Grethe Bjarup Riis er glad for filmholdet og for samarbejdet med Anders Refn, som under arbejdet med Hvidsten Gruppen har lært hende meget om de tekniske aspekter af filmarbejdet.

»Jo flere dage, der er gået, jo mere tag har jeg fået på det,« siger hun.

»Og som skuespiller gennem 20 år kan jeg godt se, når spillet ikke fungerer, timingen er forkert, og et eller andet er forceret. Det skal være ægte, det må ikke lyde som replikker.«

I det hele taget er Anne-Grethe Bjarup Riis meget fokuseret på sproget i filmen, hvorfor hun f.eks. har besat alle de jyske roller med skuespillere, der har jysk som modersmål.

»Vi skal ikke opfinde en tv-dialekt. Jeg kommer selv fra Midtjylland og har valgt at sige, at vi snakker, som vi snakker. Vi skal ikke forcere noget. Sådan har jeg det også med kostumerne. Vi har hentet kostumer fra Prag, og de er fra 1940'erne, men vi har valgt noget, som ikke stikker for meget ud. Kostumerne skal løfte karaktererne, men ikke støje. Vi skal ikke bruge for store og sjove hatte. 'Men det havde man på det tidspunkt.' Ja, men vi kan ikke bruge dem her. Vi skal have hatte, der kan gå i dag, selv om de er fra 1940'erne. Jeg vil ikke sige, at man skal snyde publikum, men de skal kunne læne sig tilbage og føle, at det er nu og her, det sker. Ellers kommer der en mur mellem lærred og publikum.«

Hvidsten Gruppen har premiere i foråret 2012

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er spændt på at se filmen.

Jeg håber, den bliver så god. at jeg kan slæbe ungerne med ind for at se den.

Hvorfor i øvrigt blande DF ind i filmen her?

Sætningen "Og det var en national stolthed, der ikke har noget at gøre med den form for nationalisme, som Dansk Folkeparti dyrker i dag" er dybt besynderlig.

Det kan ingen af os da vide. Og - måske - empirisk forkert. I hvert fald var Toldstrup med til at starte Den Danske Forening.

Men - hvorfor ikke nævne Harald Blåtand, nu vi er i gang med mærkelige paralleler.

Niels Engelsted

Lyder som en spændende film om en vigtig periode i dansk historie. Nu er frihedskæmperne helte, men dengang blev de af mange anset for at være terrorister. Det kan man ikke lade være at tænke på i de her dage, hvor Anton Nielsen er blevet sat i fængsel for terror--pengeindsamling til PFLP-- og anbragt i Horserød, hvor hans far kommunisten af frihedskæmperen Martin Nielsen blev anbragt af dansk politi i 1941. Og man kan ikke lade være at tænke på, at Anton Nielsens fængsling kun har fortjent et telegram i Information, hvor Hvidstengruppen får en lang artikel. Men måske kommer der en film om 60 år.

jan henrik wegener

Jeg må indrømme at jeg nærer en vis mistro mod sammenligninger mellem nutidige aktiviteter og modstanden mod den tyske besættelsesmagt. Det er grundet en stærk fornemmelse af at sådanne sammenligninger for let ender med at stille lysky aktiviteter i et positivt lys de ikke fortjener.Hvis man har gang i et eller andet "kriminelt" kan man vel komme med noget befrielsesævl som undskyldning og ligefrem påskud.

Henning Pedersen

Niels Engelsted, den Martin Nielsen du taler om, kan jeg kun forstå som folketingsmedlemmet Martin Nielsen og han var jo i sagens natur ikke frihedskæmper i frihedskampens forståelse af sig selv. Han nåede ikke at deltage, men blev interneret sammen med andre kommunister i juni 1941.

-ehm-

Hvem er det som ikke kender til Hvidsteen-gruppen. Mine forældre fortalte mig historien hver gang vi kørte forbi kroen. Lars Lilholt har lavet en glimrende sang om gruppen, dens leder og dens arbejde. En bedre sang end denne her film nogensinde bliver.

Og her er dokumentationen for den:

"Undervejs er vi blevet klar over, at krigen kun er en ramme for at fortælle den her historie."

Dette tyder på, at hverken Regnar Grasten eller Anne B. Riis har forstået noget som helst. Uden krigen i Danmark, og den tyske besættelse, havde man jo netop ikke kunnet fortælle den her historie.

Henning Pedersen

Niels Engelsted, nej det gør det selvfølgelig ikke, men jeg var bare lidt forvirret over at du betegnede ham som frihedskæmper. Det ærefulde eftermæle fik han ikke. At Anton Nielsen sidder i Horserød er dybt beskæmmende i hvert fald for min retsfølelse og det vækker til en underlig form for deja vu, når jeg tænker på Martin Nielsen som sad der på næsten lignende præmisser. Han havde foretaget sig noget som var blevet ulovligt med tilbagevirkende kraft.

jan henrik wegener

Der er så vidt jeg har set masser af eksempler på sammenligninger af "jkæpheste" med besættelsen - men jeg vil indrømme at dette i sig selv vel hverken er "lyssky aktivitet" eller "kriminelt", men bestemt kan være det. Eksemplerne omfatter så meget forskelligt som foruden støtte til FARC og PFLP kampen mod "skattetyrrrani" (Glistrup), "oversvømmelse af fremmede", "solidaritet" med nær sagt alverdens bevægelser i hvis navn noget med "Liberation" eller "Freedom" indgår. "Kampen mod "korrekthed"", mod elelr for det "grønne", mod "imperialismen", o.s.v., o.s.v. At det er forkert at tale om "terrorister", fordi disse retteligt bør kaldes "frihedskæmpere" er der vist mange der har mere end antydet. Så jeg synes der er en del eksempler.