Pablo Llambias laver kaffe. Han er afdæmpet.
Det er en solskinssøndagmorgen på Østerbro. Komfuret er stadig pakket ind i plastic, og det flyder med flyttekasser i den nye lejlighed. Teenagebørnene sover et sted.
Han udgiver i dag tekstsamlingen Monte Lema.
Bogen består af dagbogsoptegnelser skrevet over et år og arrangeret i tre temaer: kunsten, angsten og kærligheden. Det ligner ikke dagbogen.
Teksterne er godt nok skrevet i et ligefremt hverdagssprog. Men de er er sat op som sonetter og pakket ind i et lækkert omslag.
»(...) Symptomerne er, at jeg altid forestiller mig, at alle er særlig opmærksomme på mig. At jeg altid forestiller mig, at de tænker negativt om mig (...) At der ikke er nogen steder, der er helle, hverken blandt familie eller venner. Det var det, der gav diagnosen: Angst grænsende til psykose. Psykiateren ordinerede mig antipsykotisk medicin. Jeg er bange. I aften går jeg i gang. Jeg føler ikke, jeg har noget valg. Jeg kender ikke mig selv længere.« (Monte Lema)
— Hvorfor udgiver du bogen?
»Åhr ... Nu skal jeg til at træffe en masse valg,« siger han.
»Jo,« fortsætter han så, »der er flere grunde. Jeg vil gerne lave en bog, der er på kanten af, hvad litteratur overhovedet er. Noget, der diskuterer, hvad litteratur er. Jeg ville gerne have noget at give mig til om morgenen. Jeg vil gerne have et forum, hvor jeg kan diskutere med mig selv. Jeg vil gerne behandle mig selv på flere planer. Som skrivende, som menneske. Mig selv som ... tilfælde.«
Pablo Llambias taler langsomt og i samme gentagende form som dagbogens afsøgning.
»Og så vil jeg gerne chokere folk.«
— Hvorfor?
»Jeg vil gerne gøre dem usikre på de forestillinger, de har om litteratur og om, hvad liv er. De forestillinger, de har, om, hvad et menneske er. Bringe dem ud af ligevægt.«
— Men også bringe dem ud af forestillingen om, hvem du er?
»Ja. Men det er kun relevant for dem, der kender mig som person.«
Angsten
Diagnosen er angst, og gennem bogens anden del beskriver Llambias nøje de forskellige medicinpræparater, som bogens fortæller tager for at forsøge at ramme det rigtige. Hvordan han samtidig underviser på Forfatterskolen og optræder med egne bøger, mens han på grund af bivirkninger mister sin seksualitet, tager på og taler snøvlet. Hele tiden opretholder han projekt dagbog efter råd fra psykologen for at få en kontinuerlig handling i sit eget liv.
Han betragter sig selv gennem medicinen, gennem ting, han læser, gennem det åbenlyst usunde kærlighedsforhold, han samtidig er i med en sygeplejerske ('L'), der arbejder i psykiatrien.
»L vil sige, det er en del af sygdommen. Når jeg ikke vil hende (...) L vil sige, det er en del af sygdommen. Når jeg forsøger at tage selvstændigt stilling. (...) Når jeg ikke kan mærke hende. Du er stadig lidt inde i psykosen, siger hun. Når jeg ikke omfavner hende ordentligt.« (Monte Lema)
Han siger, bogen er et forsøg på at komme så tæt på ærligheden som muligt. Den emmer også af dagbogens ærlighed, men der er et eller andet galt i iscenesættelsen i sonetform og det lækre omslag. På billedet af ham selv på flappen er han sminket i 1920'erstil, og gennem læsningen kan man komme i tvivl om, hvorvidt det hele er en stor fiktiv iscenesættelse.
Ærlighedens paradoks
— Hvor ærlig kan man være?
»Jeg har haft intentionen om at være ærlig i teksten, men det er jo altid en illusion, der er fremstillet, i og med at det er tekst. Og der er ting, jeg ikke kan trænge ind i i mig selv, og ting, jeg ikke er klog nok til at reflektere over. Picasso forsøgte at lave en kopi af Velázquez berømte maleri Las Meninas.Det gribende er, hvor desperat han er for at kunne lave det billede, det lykkedes ikke, det hele er skitser, skitser, skitser. Den samme desperation ligger i min bog; at forsøge at lave det ene portræt, der rammer rigtigt. Det mellemværende, man har med sit ansigt i spejlet, er jo et meget kompliceret mellemværende. Vi har tre lag: Sig selv, spejlet og så mediet, her teksten. Og mediet har i sig selv sine egne spilleregler, nemlig sproget. Man kan ikke overføre sig selv direkte til mediet.«
— Ville du gerne rive spejlet væk og kunne overføre dig selv til mediet?
»Det er jo det, man prøver i en kærlighedsrelation. At man bare én gang i sin tilværelse kan være et menneske sammen med en anden. At være den, man er. Men det frygtelige ved kærlighedsrelationen er, at det kan man heller ikke der. I få øjeblikke måske. Fordi man har denne her hud, man er fanget i. Man kan ikke sætte et stik i til en anden, man er nødt til at formidle sig selv. På samme måde kan jeg heller ikke formidle mig selv til mig selv.«
En tredjedel af dagsoptegnelserne er med i bogen, og de står stort set, som de er skrevet. Sonetformen valgte han, fordi han opdagede, at teksterne havde nogenlunde samme længde som sonetten, 14 linjer. Og så for at provokere.
Sonetten signalerer en højlitterær form, men selve teksten undersøger hele tiden, om den overhovedet er litteratur.
»Tænk sig at jeg har troet, der var noget ved denne sygdomsdagbog. Frygtindgydende at tænke på, at jeg på et tidspunkt og i flere omgange troede, at der var noget som helst litterært ved den (...) som Ezra Pound siger, bliver teksten ikke et hak bedre af at blive arrangeret på flatterende måder.« (Monte Lema)
— Er ærlighed en kvalitet i sig selv?
»Hos den skrivende er det. Det er sådan set lige meget, om man skriver om fiktive figurer. Der skal man også som forfatter besidde en vis ærlighed for at kunne genkende andre mennesker. Den evne, man har til genkendelse, har jo rod i en form for ærlighed i en selv. Det, tror jeg, er en meget vigtig evne at have som forfatter, uanset om man skriver selvbiografi eller ej. Så kan man diskutere, om man har den, og det diskuterer jeg så i min tekst, om jeg har.«
Den relation, der ligner den, Llambias helst vil have til læseren med denne bog, er kærlighedsrelationen. At man en enkelt gang står helt barberet og nøgen i sin relation til et andet menneske.
»Der er bogen så min substitut, for jeg ved godt, bogen ikke er mig, men jeg spørger: Vil du have mig? Måske er man nødt til at læse den med sin egen ærlighed. Måske er man nødt til at indrømme et eller andet. Jeg husker et billede, jeg så i Leningrad, af Rembrandt, der hedder Den fortabte søns hjemkomst.Jeg sad og kiggede på det maleri i en time. Jeg var nødt til at konfrontere mig selv med min egen fortabthed for overhovedet at få noget ud af billedet, og sådan er det måske også med læsningen af Monte Lema.Man kender måske lidt til angst eller tvivlen på kærligheden, det er vist ret alment menneskeligt.«
Søgen gennem kunstarter
Pablo Llambias er vokset op med forældre, der begge er klassiske pianister. For 20 år siden stod han på scenen i Huset i Aarhus og spillede trækbasun i undergrundsbandet Picnic. Siden har han bevæget sig gennem Kunst-akademiet og filmen for at havne i litteraturen. Allerede da han spillede trækbasun, fik han lyst til at lave sin egen kunst i stedet for at gengive andres. Naturligt nok blev han en overgang komponist. Men han oplevede det som utilstrækkeligt og bevægede sig over i filmmediet.
Det viste sig at være for tung en maskine at danse med, men i litteraturen oplevede han, at han kunne alting på en gang. Bruge rytme og musikalitet, danne billeder, låne ideerne om konceptkunst fra billedkunsten, og så er litteratur en tilfredsstillende hurtig produktionsform modsat filmen. Litteraturen blev en fusion af de tidligere kunstarter.
»I toget på vej til foredrag: Jeg læser Knausgård: 'Min kamp'. Jeg er rystet over hvor godt, det er. Hans nådesløse portræt af faren, hans uhyrlige klogskab, hans sproglige tæthed og præcision, hans rystende klarhed i få, nøje docerede, rigtigt placerede billeder.« (Monte Lema)
Bogens jeg reflekterer over bøger, musik, billedkunst, angst og over kærligheden, han ikke kan finde ind i, men sjældent i samtale med andre end sig selv.
Gråzoner
—Du taler om gråzoner i bogen. Mellem normalitet og sindssyge og mellem at elske og ikke at elske.
»Det har jeg fra min tidligere psykolog. Hun karakteriserede to poler, den ene hvid, den anden sort. Hun sagde: 'Du skal lære at befinde dig midti. Du skal være parat til, at det er mere gråt'. Det er gråzonen. Det var hendes definition, den har jeg så brugt i bogen flere steder« siger Llambias og fortsætter:
»Jeg forestiller mig, at det normale befinder sig i gråzonen, det sunde er midti, men det er gråt. Og i kærlighedsrelationen er det også midti. Det er ikke vildt forelsket, men det er heller ikke ikke-elskende. Det er midti.«
— Skal man stræbe efter gråzonen?
»Det anbefalede min psykolog.«
— Hvad tænker du selv?
»Jeg forholder mig lidt tvivlende til det. Jeg kan ikke genkende livet i gråzonen. Men det var det, hun prøvede at hjælpe mig til.«
— Vil du gerne ofre yderpunkterne og leve et mere gråt liv?
»Ja.«
— Ville du så lave de ting, du lavede?
»Nej, men så ville jeg lave noget andet, det er jeg slet ikke bekymret for.«
— Så du er parat til at leve i gråzonen?
»Ja.«
