Der var blot gået fem uger siden tragedien på Utøya den 22. juli i år, da Joachim Triers nye film, Oslo, 31. august, havde premiere — den 31. august. Og selv om den norske instruktør ikke var bange for reaktionerne på selve filmen, der er en melankolsk fortælling om et menneske på kanten, blev han pludselig meget bevidst om, hvad han sagde — og hvad han allerede havde sagt.
»Alle var bange for alting,« siger han, da han gæster København for at tale om sin film.
»Folk græd. Det var traumatisk. Det var frygteligt. Der var en norsk komedie, som havde premiere samme weekend som Utøya — der var ingen, der så den. Den hed oven i købet Hjælp, vi er i filmbranchen. I vores trailer er der en bygning, som braser sammen, Philips-bygningen, og der var diskussion om, hvorvidt vi skulle tage den ud. Jeg havde lavet nogle interviews før Utøya, som skulle publiceres efter, og jeg begyndte at spekulere over, om jeg havde sagt noget, som kunne misforstås. Alle gik i panik. Men jeg var ikke bange for at lade filmen få premiere. Overhovedet ikke. Den kan jeg stå helt inde for. Den er meget personlig, og jeg tror og håber på, at jeg kan formulere noget gennem Oslo, 31. august, som jeg ikke kan sige på nogen anden måde. Det er mit ideal. Der var også gået nogen tid, da filmen havde premiere, og det er jo ikke en film, der direkte relaterer til hændelserne på Utøya.«
Oslo, 31. augusthandler om Anders (Anders Danielsen Lie), der er midt i 30'erne og efter et længere ophold på en narkoafvænningsklinik kommer tilbage til Oslo, hvor han konfronteres med de venner og den familie, han har svigtet, og sine egne bristede illusioner og samtidig kæmper med at finde ud af, om han stadig har noget at leve for.
Indre splittelse
37-årige Joachim Trier var nervøs ved at give Oslo, 31. augustnetop den titel. Han ville nødig have, at folk skulle tro, at den var et portræt af hele Oslo. Det er det ikke, understreger han: »Det er et meget specifikt miljø, som jeg ikke synes er specielt godt repræsenteret i norsk film — et hipster-agtigt, kulturinteresseret middelklassemiljø af folk, der arbejder med ting, de selv synes er spændende, og som prøver at blive voksne, selv om de har en drøm om, at livet skal være lidt mere jetsetagtigt og kulturorienteret. Det miljø ville jeg tage fat i, og det er folk, jeg kender.«
På den måde er filmen også et personlig projekt for instruktøren, der skildrede et lignende miljø og nogle af de samme mennesker, blot yngre, i sin roste debutfilm, Reprise.
»Nogle af de tragedier, jeg har været vidne til i min egen virkelighed, har ikke handlet om antagonister eller en ydre kraft, man skal kæmpe imod. I de allerfleste tilfælde har det handlet om en indre splittelse eller mennesker, der har problemer med at klare sine egne kampe. Jeg har været optaget af det, jeg kalder den dobbelte skam, som jeg har set i mange menneskers liv. Skammen over ikke at lykkes i forhold til sine egne ambitioner og samtidig vide, at man kommer fra et land og et miljø, hvor man er så privilegeret og har så mange valg. Det skaber en dobbelt skam, fordi det virkelig er et nederlag ikke at indfri sine ambitioner og drømme.«
Hovedpersonen i Oslo, 31. augusthar det, Joachim Trier kalder en selvdestruktiv integritet.
Clean og hudløs
»Han skal være helt heroppe« — instruktøren løfter hånden højt over hovedet — »eller også er det ikke noget værd. Han kan være over eller skamfuldt under, men han kan ikke finde ud af gå på kompromis, ligesom alle vi i midten gør hver eneste dag med både selvironi, men også tabte drømme. Han passer ikke ind i det. Han var en interessant figur til at spejle det miljø. Der er specielt én ven, der har overlevet et stofmisbrug, og som hjalp mig meget med filmen. Selv om han var voksen og havde en masse erfaring og havde oplevet ting, vi andre aldrig ville opleve, så var han alligevel som et barn og lidt uskyldig i forhold til visse ting, fordi han havde befundet sig i en rus i sine 20'ere. Det er en spændende tilstand, metaforisk.«
Det er på sin vis denne vens historie, instruktøren og hans faste manuskriptmakker, Eskil Vogt, fortæller i Oslo, 31. august.
»For mig handler filmen om et menneske, der har haft heroinproblemer, om et øjeblik i hans liv, hvor han er cleanog hudløs og på kanten og ikke ved, om han vil leve. Kan vi ikke lytte til sådan en fyr en dag? Det vil være interessant. Hvad siger han om os og vores eksistens? Han kommer fra samme baggrund som mig og mine venner. Han kunne have været en af mine venner. Det var et interessant udgangspunkt.«
Da jeg spørger, om Oslo, 31. auguster en fortsættelse af Reprise, svarer Joachim Trier, at han har været bange for, at den ville blive det.
»Ja, der er sikkert ting, der er en fortsættelse, men Reprisehandler mere om de drømme, man har foran sig i livet. At være 23 og ville det hele. Oslo, 31. augusthandler om, at man er kommet op i 30'erne, hvor nogle døre har lukket sig lidt, og folk er faldet mere på plads og har accepteret ... men du har ret. Der er nogle ligheder, og jeg skal måske ikke være så bange for dem ... man laver det, man laver. Det var det her, som kom ud. What can you do!«
Joachim Trier er en af ny nordisk films mest markante stemmer. Han er visuelt begavet, kender sin filmhistorie og forklarer, at han blandt andet elsker film, fordi de er afhængige af den sammenhæng, man ser dem i. Og det bringer os tilbage til Utøya, og hvordan Oslo, 31. augustvil opleves med tragedien i baghovedet. Han kommer med et eksempel: Philips-bygningens kollaps, der både optræder i traileren for filmen og i selve filmen. Da bygningen, der stod midt i Oslo, skulle fjernes for 11 år siden, hentede man professionelle nedrivere fra England og satte et kamera på bygningen for at filme, hvordan det gik til. Det ser voldsomt ud og giver naturligvis associationer til den bygning, attentatmanden Anders Behring Breivik sprængte i luften i Oslo, inden han tog til Utøya.
Forgængelighed
»Historien om Philips-bygningen er interessant, fordi det ligner en terroraktion, men sandheden er, at bygningen skulle rives ned, og en søndag kl. 12 stillede folk op for at se på en bygning, som faldt perfekt sammen, uden at nogen kom til skade. Alle klappede og gik hjem, og så byggede man en bygning magen til. For mig står det som en anekdote om en naiv norsk planlægningskultur. Selv katastroferne kan rummes i vores kontrollerende favntag. Så sker der en frygtelig katastrofe, som på en måde forandrer den norske kulturelle naivitet, og så betyder billederne af Philips-bygningen noget andet. Det har jeg altid været optaget af som filmskaber. Jeg har ikke 100 procent kontrol over billederne. Det skal jeg heller ikke have, og det er også derfor, jeg elsker film. De er kontekstafhængige, og meningsdannelsen omkring dem er umulig at forudsige.«
Deraf følger også, forklarer instruktøren, at Oslo, 31. augustvil betyde noget andet for dem, der ser den om to, tre eller 10 år. Byen, mennesker og ting forandrer sig.
»Den tematik vedrørende forandring og forgængelighed og identitet og byen var noget, jeg ville beskæftige mig med i filmen. Hovedpersonen, Anders, går igennem et område, som er et lidt borgerligt, klassisk venstreradikalt område, som nu er blevet opkøbt af dem, der har penge, og som absolut ikke er akademikere. Så på en måde er filmen også en ode til en kultur, der er ved at forsvinde. Filmen handler om forandring og byen, og så sker Utøya. Man må være åben for, at ting forandrer sig, når man laver film.«
Oslo, 31. august har premiere i dag. Anmeldelse her på siden
