Læsetid: 7 min.

'Vi går ad smallere stier, end vi tror'

Der skal så lidt til, før vi pludselig er en anden. Hvad sker der, hvis vi af en eller anden grund ændrer personlighed? Astrid Saalbach har skrevet en roman om en mand, der slår hovedet, får en hjerneskade og smides ud af sit liv
Forfatteren. Astrid Saalbach har netop udgivet romanen 'Fordrivelsen', der blev anmeldt i Bøger den 14. oktober.

Forfatteren. Astrid Saalbach har netop udgivet romanen 'Fordrivelsen', der blev anmeldt i Bøger den 14. oktober.

Jakob Dall

21. oktober 2011

En succesrig forretningsmand, Andreas, er på skiferie sammen med sin kone, Monica, der er kosmetolog, og parrets to teenagebørn. Andreas kommer ud for en ulykke, og da han vågner efter en tids bevidstløshed, ved alle tilsyneladende mere om ham, end han selv gør. Han har forvandlet sig til et mere enkelt og driftsstyret menneske, han bliver jaget ud alle steder, fra sit ægteskab, fra sit eget firma, og er fra da af en detektiv på sporet af sit tabte jeg.

Kort resumeret er det handlingen i Astrid Saalbachs nye roman, Fordrivelsen,der har høstet fine anmeldelser.

Det mandlige

Flere af anmelderne har hæftet sig ved den angst for at blive en anden, som bogen vækker. Selv hæftede denne interviewer sig i første omgang ved Monicas reaktion, da hun opdager, at Andreas har haft en affære med en anden mand. Reagerer man virkelig så voldsomt på det? Ville man ikke være mere jaloux på en anden kvinde end på en mand? Det, en mand kan give Andreas, kan en kvinde jo under ingen omstændigheder give ham.

Men sådan tror Astrid Saalbach ikke, det fungerer.

»Måske det første øjeblik, men så tror jeg, det vil ramme meget hårdere. For hvem og hvad er man så, hvis ens mand er faldet for en anden mand? Vil man så ikke komme alvorligt i tvivl om sin kvindelighed? Det gør Monica i hvert fald, det er derfor, hun senere næsten begynder at karikere den ved at kaste sig ud i en lang række tilfældige forhold, der kan bekræfte hende som kvinde. Køns-identitet er noget skrøbeligt noget og ind imellem ret ulogisk, synes jeg,« siger hun.

»Det mærkelige er, at en kvinde, især hvis hun er ung, sagtens kan fortælle om det, hvis hun har eksperimenteret med forhold til andre kvinder,« siger Astrid Saalbach. »Det vil ikke støde nogen, mange mænd vil endda finde det pirrende, mens det modsatte absolut ikke er tilfældet! Hvis en ung mand fortæller det samme, vil der blive stille, og hans chancer hos det modsatte køn være stærkt forringet. Hvorfor? Det er som om, den mandlige seksualitet er noget meget mere alvorligt, og skæbnesvangert.«

Hår forbudt

»Mandens seksualitet får sværere og sværere vilkår, den må nærmest ikke være der,« fortsætter Astrid Saalbach ivrigt.

»Vi prøver at fjerne den, og ethvert tegn på den. Hår for eksempel, som Monica i al uskyldighed gør det på sin klinik. Det maskuline er skræmmende og dermed også alle tegnene på det.«

At en kvinde ikke må have hår på benene eller skægvækst i ansigtet, kan man måske forstå, mener hun. »Men nu må, og vil, mænd heller ikke længere have det, bortset fra få, udvalgte steder. Det der egentlig skulle tænde os, altså kvinderne, det vilde og utæmmede, skal fjernes.«

I begyndelsen af historien er der en klasseforskel på Andreas og Mo, som hun kaldes. Han har et stort firma, hun en lille skønhedssalon og en følelse af, at det ikke er fint nok til ham. Han opmuntrer hende til at komme videre, uddanne sig, men hun holder fast i det, hun har, som giver mening for hende, og som hun efterhånden tjener flere og flere penge på. »Jeg blev stædig på hendes vegne,« erklærer Astrid Saalbach.

Hun er dybt fascineret af steder som Monicas skønhedssalon, siger hun, »af den overvældende kvindelighed, de repræsenterer, og den tavshed og skamfølelse, de er omgærdet af, lige meget hvor mange penge de tjener. Der er gardiner for vinduerne. Man skynder sig ud og ind! Hilser ikke på sin behandler, når man møder hende på gaden. Folk betror sig til Mo, når de ligger på hendes briks, og hun lytter, mens hun arbejder med nålen. Men da ulykken rammer Andreas, og han så inderligt har brug for hendes forståelse, er hun ude af stand til at omfatte ham med samme empati, som hun omfatter sine klienter med. Hun er også ramt, bare på en anden måde, og de kan ikke længere hjælpe hinanden.«

Egentlig har de to et godt og bevaringsværdigt ægteskab, siger Astrid Saalbach, og hun ville gerne have, at det også skulle være en kærlighedshistorie.

»Men en dag lader Andreas sig friste til at prøve noget helt nyt, og så sætter skæbnen sin finger på ham. Et på en måde uskyldigt sidespring bliver straffet urimelig hårdt, fordi tilfældet pludselig peger på ham. Han er blevet på en måde, der ikke kan fjernes med nål og laser, han mister alt, også sin kone. Måske havde hun bidt tænderne sammen, og var blevet hos ham, hvis det ikke var fordi, hun havde opdaget hans hemmelighed. Måske giver det hende en undskyldning for at gå.«

»Hvordan ville man selv reagere? Jeg ved det ikke, eller rettere sagt: Jeg er bange for, at jeg tror jeg ved det, og det er ikke nogen behagelig indsigt. Man vil leve helt og fuldt, ikke ofre sig, det gør man ikke mere. Men måske mister man i virkeligheden noget mere dyrebart end sit liv på den konto.«

Som hunde

»Der skal så lidt til, før man er en anden. Vi går ad smallere stier, end vi tror,« udbryder Astrid Saalbach. Men Andreas finder måske en menneskelighed bag den civiliserede fernis. Vi er nemlig kommet meget langt væk fra os selv, synes hun. Vi er blevet raffinerede, kontrollerede og styrede, men det forhindrer ikke, at drifterne lurer lige under overfladen.

»Før ulykken er Andreas et kontrolleret menneske, efter er han blevet mere primitiv, siger pinlige ting, får raserianfald, er styret af sine drifter og behov. Han er svær at omgås, som man er, når man har fået den slags skade, især arbejdsmæssigt. Hans partnere i firmaet er tvunget til at skaffe sig af med ham, hvis han ikke skal ødelægge det hele. Han er blevet inkarnationen af det fremmede, som pr. instinkt vækker vores angst. Der reagerer vi ligesom hunde, der gør ad mentalt handikappede.«

— I stedet finder han sig selv?

»Han er blevet en idiot, men med idiotens guddommelighed. Jeg tror, det er noget mere ægte, før havde han bare travlt.«

Mørkt stof

Andreas er skildret i 1. person, Astrid Saalbach følger ham indefra. Men hun begyndte i 3. person, fortæller hun, og arbejdede sig frem fra 3. til 1. person, for hun ville se historien med Andreas' øjne, og hun syntes også, at hun bedre og bedre forstod en hjerneskade, jo mere hun skrev i 1. person. I alt har hun skrevet manuskriptet igennem syv gange, fortæller hun, og for hver gang blev det mere og mere radikalt, personerne blev mere og mere ambivalente.

»For mig er det hårdt at skrive romaner, alle de ord, der skal til for at beskrive, det er alt, hvad der er forbudt i drama. Dér skal det ligge i replikken, så for mig føles det pinligt, at det hele ikke ligger under teksten. På Teaterskolen er ordet det sidste, man griber til. Så hvis jeg skal skrive roman, skal jeg være så udmattet, at alle forsvarsværker er væk, og jeg har opgivet alt,« siger Saalbach og fortsætter:

»Det lyder krukket, men denne gang følte jeg, at personerne løb af med mig. Jeg kunne ikke hamle op med Andreas, men jeg kunne heller ikke slippe ham. Det var for meget med ham, jeg følte at jeg ikke havde kræfter til at skrive færdig. Jeg blev rigtig syg, men jeg kunne ikke bare holde op. Jeg har aldrig før følt det sådan. Som om historien var der i luften som noget mørkt stof, som jeg måtte have hevet ud.«

Enfoldige engle

En ting har Andreas dog fået, nemlig en særlig evne til at se ting, andre ikke kan se. Det er en luftig og lidt tvivlsom evne, siger Astrid Saalbach, og han forstår det ikke selv og tror ikke på det, men han har faktisk en heldig hånd, da han begynder at eksperimentere med clairvoyance. Han går på skole, og føler sig godt tilpas blandt de andre elever.

»Fortrinsvis kvinder af den slags han ikke før lagde mærke til, midaldrende, med korte uddannelser og et stort hjerte,« lyder hendes karakteristik.

Men heller ikke her passer han ind. Clairvoyanceforeningen har en bestemmelse om, at man ikke må komme med dårlige budskaber. Det kan ligefrem føre til eksklusion, hvis man gør det, fortæller Astrid Saalbach, der understreger, at den slags skoler faktisk findes.

»Jeg ved ikke, om det er en international bestemmelse, den virker meget dansk, synes jeg. Vi vil gerne have noget at vide, men for alt i verden ikke noget alvorligt og slet ikke noget, der gør os bange! Vi vil frem for alt hygge os og tale om det gode og nære og trygge. Da Andreas kommer til deres seancer, ser han ikke andet end dårligt, så da de oplever hans kraft, bliver de bange,« siger hun og uddyber: »Mit forhold til det og til de clairvoyante er mindst lige så ambivalent som Andreas'. Jeg tror ikke på det og forstår ikke, at nogen kan, men jeg tror på tilfældet og på, at der kan være noget, parallelverdener for eksempel, som vi ikke ved noget om endnu. Jeg ville heller ikke hænge de clairvoyante ud, der er noget rørende over dem, i hvert fald som jeg har mødt dem og læst om dem. De skader ikke nogen og gavner, hvis de kan. De er en slags engle, måske lidt enfoldige,« siger hun.

Men der er naturligvis også undtagelser: »De er også snedige, nogle af dem! De optræder som hemmelige rådgivere for folk, der skal træffe store beslutninger, man finder både virksomhedsledere, politikere og bankfolk blandt deres kunder. Det kom bag på mig! Men det kan muligvis forklare lidt om, hvordan vi er endt i det økonomiske morads, vi befinder os i,« tilføjer Astrid Saalbach tørt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Birgitte Maria Smidt

I forhold til modsætningerne/mulighederne mellem teater og roman: Man kunne også sige, at romanen bliver sprogligt højnet af, at replikken kommer frem som beskrivende element - hvormed teksten skal læses indenad. Det er der også læsere til. Et miljø kan iscenesættes langsomt gennem det i 1. person tænkte og talte ord.