Læsetid: 12 min.

'Ghita'

Uddrag. Flytningen fra Det Kgl. Teater på Kongens Nytorv til det nye skuespilhus betød for Ghita Nørby ikke bare afsked med sjælen i det gamle hus, men også afsked med en tid, hvor arbejdsform — og måske også kunst — var alt andet end demokratisk, og den sublime kunstner var i centrum. I næste uge udkommer bogen 'Ghita' af Lea Korsgaard. Vi bringer her kapitlet 'Aristokrati'
Sceneskifte. Ghita Nørby i sin garderobe på Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv i 2004 sammen med Birthe Neumann. De to spillede på daværende tidspunkt sammen i forestillingen 'To Kvinder'. Den gang var garderoben Ghita Nørbys hele året rundt, og hun fyldte den med minder og udklip og fotografier. I det nye skuespilhus er forholdene anderledes, men ifølge skuespillerinden ikke til det bedre.

Sceneskifte. Ghita Nørby i sin garderobe på Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv i 2004 sammen med Birthe Neumann. De to spillede på daværende tidspunkt sammen i forestillingen 'To Kvinder'. Den gang var garderoben Ghita Nørbys hele året rundt, og hun fyldte den med minder og udklip og fotografier. I det nye skuespilhus er forholdene anderledes, men ifølge skuespillerinden ikke til det bedre.

Christian Als

Kultur
21. oktober 2011

Her er efterhånden blevet hyggeligt, siger Anne Birgitte Lang. Men der mangler stadig den rette stemning. Den rette ånd. For er der noget, påklæderen og Ghita Nørby har til fælles, er det savnet efter den gamle teaterbygning henne på Kongens Nytorv. Her, i Skuespilhusets moderne kasse af tegl, kobber og kæmpe glaspartier, er der alt for meget lys, mener de. Et teater bør være en dunkel, tillukket cigarkasse kun oplyst af projektørernes knitrende, elektriske lys — ikke en åben, strømlinet glasbygning, som solen brager ind gennem.

Her er ingen historie.

»På Kongens Nytorv er der teaterlugten,« siger Anne Birgitte Lang. »Jeg har ikke de samme følelser, når jeg går ind gennem vagten her. Men så snart jeg er tilbage i den gamle bygning, er følelsen der igen. Det er svært at forklare ... Men der lugter af støv. Væggene siger så meget. Man fornemmer, at teatret har været der altid. Du fornemmer Johanne Luise Heiberg, når du går på gangene. Jeg gør i hvert fald.«

Hun sukker.

»Nu er det et kontorhus. De begyndte at lave klar til internet, allerede inden vi var flyttet derfra.«

På Kongens Nytorv, fortæller Anne Birgitte Lang, havde Ghita Nørby en garderobe, som stod og var hendes hele året rundt. Fyldt med minder og udklip og fotografier og møb-ler og roser.

I Skuespilhuset er der skåret ned på antallet af garderober. Eftersom skuespillerne ikke medvirker i samtlige forestillinger i en sæson, kan det bedre betale sig at lade dem flytte ind og ud af garderoberne efter behov. Når en forestilling, Ghita Nørby har medvirket i, er slut, pakker Anne Birgitte Lang derfor alle skuespillerindens nips og billeder og sminke sammen i kasser og stiller dem op på en hylde over døren, så en anden skuespiller kan komme ind og overtage hendes plads i garderoben.

»En gang imellem gør det lidt ondt på mig,« siger Anne Birgitte Lang. »Man kan ikke lave den rigtige sjæl, når der kommer for mange fremmede derind.«

Hun sukker igen.

I det samme gjalder en velkendt stemme ude fra garderobegangen.

»Nejnejnejnej!« lyder det begejstret, og Ghita Nørby træder ind i påklæderrummet iført sin voluminøse, lilla frakke og smældrøde bukser.

»Hej Ghita,« siger Anne Birgitte Lang, rejser sig og får et klem.

»Lille skat,« siger Ghita Nørby.

»Hvordan går det med prøverne?«

»Vi er i fuld gang.«

Det viser sig, at de to — påklæderen og skuespillerinden — har gang i et fælles projekt. Når solen står ind gennem det flere meter høje glasparti, der udgør endevæggen i Ghita Nørbys garderobe, bliver der utrolig varmt — og skuespillerinden har derfor fået den ide at dyrke grønsager derinde. Nu skal der bare indkøbes en stor trækasse, som posen med muldjord kan skjules i.

»Jeg kan købe den, hvis det er,« siger Anne Birgitte Lang. Ghita Nørby tøver.

»... Det kan godt være, det er dig, der har tid til det ...«

»Ja, jeg har bedre tid end dig,« siger påklæderen. »Jeg så brudeslør den anden dag, og så tænkte jeg, om der skulle fyldes brudeslør forneden?«

»Nå ja! Nå ja!«

»Nogle små hvide nogle i bunden.«

»Det ville være sødt. Så der ville komme lidt pur om benene,« siger Ghita Nørby og ser over på mig. »Vi kaster os ud i en chili, en agurk og en tomat.«

Anne Birgitte Lang spørger, om hun vil have sin kaffe nu.

»Der er jo ikke andet at lave herinde,« siger Ghita Nørby, »end drivhus.«

 

 

For Ghita Nørby symboliserer bygningen på Kongens Nytorv alt det, hun elsker mest ved teatret. Kunsten. Originaliteten. Sjældne stunder. Det nye skuespilhus, derimod, er hun ikke vild med.

»Jeg bor der ikke,« som hun proklamerer.

Flere af Ghita Nørbys kollegaer er svært tilfredse med at have fået et helt nyt hus at boltre sig i og kan ikke forstå skepsissen. Som Benedikte Hansen siger:

»Hendes holdning til Skuespilhuset forekommer mig fuldstændig idiotisk og konservativ — og dét må du gerne citere mig for.«

Ghita Nørbys savn efter bygningen på Kongens Nytorv handler da heller ikke kun om smag og arkitektur. Hendes aversion mod stedet kan også forklares på en anden — om end lidt mere omstændelig — måde.

Da Ghita Nørby i 1956 debuterede på Det Kongelige Teater i Eventyr på fodrejsen,udgjorde stedets faste ensemble enogfyrre skuespillere. I dag har ingen en decideret fastansættelse, men femogtyve skuespillere har en kontrakt, der giver dem det, som minder om en fast stilling. Det moderne arbejdsmarked med færre fastansatte og flere projektarbejdere har dermed meldt sin ankomst på landets nationalscene. I 1976, da instruktøren John Price hyrede en toogtyveårig skuespillerinde udefra til en enkelt forestilling, førte det både til skriverier i pressen og et forenet ensemble i vildt oprør, i dag er det reglen snarere end undtagelsen at hyre skuespillere udefra til at spille med i Det Kongelige Teaters opsætninger. Når teatret sætter Fanny og Alexanderop, er stjerneskuespillere som Sofie Gråbøl og Jens Albinus kun inde og vende på teatret i lige præcis den periode, forestillingen går — og årsagen er ikke anderledes end på det øvrige arbejdsmarked. I stedet for at have en stor gruppe fastansatte på lønningslisten hele året rundt er det både billigere, mere effektivt og fleksibelt at hyre freelancere ind for kortere perioder ad gangen.

Også et andet typisk træk fra det moderne arbejdsmarked går igen på det nye årtusindes Kongelige Teater. Hvor både balletten, operaen, skuespillet og kapellet engang havde hjemme i den gamle teaterbygning fra 1748 på Kongens Nytorv, er kunstarterne nu distribueret ud over hele hovedstaden. Ligesom store danske virksomheder decentraliserer og specialiserer arbejdskraften i større og større grad, har Det Kongelige Teater også gennemført sin helt egen version af den moderne arbejdsdeling: Operaen har fået sit eget hus på Dokøen, skuespillet sit eget hus på Kvæsthusbroen, balletten er blevet tilbage på Kongens Nytorv og har — stort set — eneret til Gamle Scene, der engang udgjorde hele teatrets solar plexus. Den øgede specialisering afslører sig også, hvis man kigger ned ad listen over stedets nuværende administrative personale.

Dengang Ghita Nørby debuterede, var teatrets ledelse forholdsvis lille — Henning Brøndsted var chef, Henning Rohde hans vicechef, under sig havde de en hovedbogholder, en hovedkasserer, en økonomidirektør, en dramatisk konsulent foruden, selvfølgelig, cheferne for de fire kunstarter. I dag kan man ud over direktionen finde titler som 'personaleudviklingschef', 'kommunikationschef', 'kommerciel chef', 'logistik- og it-chef' og 'juridisk chef'. Når man taler om, at landets statsapparat, sundhedsvæsen, uddannelsesinstitutioner og kulturinstitutioner har været igennem en omfattende djøfisering, er Det Kongelige Teater altså ingen undtagelse. Regnedrengene er rykket ind. Stedets arbejdsgange er trimmet, optimeret, ensrettet, struktureret; der er kommet styr på økonomien og styr på arbejdsfordelingen, men teatret er — netop derfor — også blevet mere bureaukratisk.

De to personer, der stod i spidsen for at føre teatret ind i det nye årtusinde, var teaterchefen Michael Christiansen og bestyrelsesformanden Mads Øvlisen. Michael Christiansen, der residerede i sit okseblodsfarvede kontor udsmykket med sabel og rytterpistoler fra 1992 til 2008, havde en fortid i militæret og kom til teatret fra en stilling som departementschef i Forsvarsministeriet. Hans mission var at få styr på økonomien og professionalisere den temmelig kaotiske organisation, han overtog. Det skulle ske, mente han, ved at tælle, måle og veje — og ved at få loyale chefer, der alle arbejdede i samme retning.

Mads Øvlisen, der blev udpeget som bestyrelsesformand i 1999, var en mand, der fra sin tid som direktør i medicinalgiganten Novo hyldede moderne principper om værdibaseret ledelse. Han trak blandt andet Novos human ressource-manager med over på Det Kongelige Teater som udviklingschef, og på teatret blev det snart besluttet at sætte gang i en omfattende demokratisk proces blandt stedets 1.000 ansatte. Målet var at finde et fælles værdisæt for samtlige medarbejdere på teatret.

Det var i den periode, et nyt fænomen på den danske nationalscene blev introduceret: medarbejderseminaret.

Ghita Nørby var ikke begejstret.

»Hun er ikke typen, der gider lave tillidsfald med sine kollegaer,« som hendes ven, psykoterapeuten Ruddy Nyegaard, formulerer det.

Den dag Ghita Nørby deltog i det, der helt i tidens ånd blev forkortet MUP — medarbejderudviklingsprogrammet — endte da også i noget, der mindede om opløsning. Programmet gik ud på, at samtlige ansatte på teatret skulle lære det nys formulerede værdisæt at kende: 'indlevelse', 'dialog', 'fællesskab', 'respekt' og 'faglig stolthed'. Nogle eksterne konsulenter havde uddannet en gruppe ansatte til at agere stedets interne værdikonsulenter: de skulle med rekvisitter som legoklodser og store memory-cardslege værdisættet ind i deres kollegaer på teatret, så de efter to dages MUP-øvelser kunne agere i overensstemmelse med de vedtagne værdier.

Ghita Nørby havde sjældent hørt noget så tåbeligt. Sammen med skuespillerinden Kirsten Olesen strittede hun så højlydt og indædt imod, at programmet smuldrede fuldstændig. Bagefter gik der rygter om, at turen gennem de to skuespillerinders kværn havde fået konsulenterne til at bryde grædende sammen.

I Ghita Nørbys verden hører medarbejderdemokrati ikke hjemme på et teater. I et demokrati har starutten på løntilskud og novicen i den ubetydelige birolle lige så meget at skulle have sagt som skuespillets koryfæer — og sådan ser det teater, Ghita Nørby er gjort af, ikke ud. Hun er fra klantiden. Fra dengang hierarkiet stadig var pyramideformet, og de bedste ikke bange for at kalde sig netop dét. Hun er drevet af en lære om, at teatret er en barsk og nådesløs verden — det er benhårdt at skulle præstere en ny, sublim præstation aften efter aften, så hvorfor foregive, at her kan alle være med?

Kunsten vedtages ikke i udvalg. Den egner sig ringe til kompromiser. Og sker det, at Ghita Nørby mister respekten for en instruktør eller medspillers arbejde, er hun ikke bleg for at sætte sin indflydelse igennem for at få dem fjernet fra produktionen.

»Hun kan blive fuldkommen sindssyg, hvis ikke folk er gode nok,« siger direktøren for Betty Nansen Teatret, Henrik Hartmann.

Derfor findes der skuespillere — især yngre — som blegner ved tanken om at skulle spille sammen med 'Die Ghita'. Præcis som hun selv engang stod og kæmpede med sin rolle over for Poul Reumert i Den døde dronning,er der dem, som må synke en ekstra gang inden første læseprøve til en forestilling med Ghita Nørby på rollelisten. Hun kan være »ualmindelig generøs«, siger hendes kollegaer, hun kan være »vildt hjælpsom«, »givende«, »kærlig« og — endda — »mormoragtig sød«, men ser hun sig ond på nogen, som efter hendes opfattelse ikke leverer en tilfredsstillende professionel præstation, er det bare med at komme af vejen. I dag har Ghita Nørby ingen ambitioner om at være hverken diplomatisk eller elskværdig, hvis det koster på den kunstneriske konto. Så hellere en furie.

Da hun netop er hjemvendt fra en sminkeprøve i Oslo på filmen Halvbroren,får jeg selv syn for sagen, da hun fortæller mig, at hun har været nonstop godt gal i skralden i et døgns tid, fordi intet klappede, som det skulle, på filmproduktionen.

»Jeg havde glædet mig sådan til den dag, fordi en svensk parykmager har lavet en meget lang, grå paryk til mig, den er så genial, det kan slet ikke beskrives,« siger hun.

Men da hun ankom til den norske hovedstad, træt efter at have spillet Fanny og Alexanderi København, var der imidlertid ingen, der havde tænkt på at hente hende og hendes rullekuffert i lufthavnen, og — tilmed — viste chefsminkøren sig ikke at være til stede, da Ghita Nørby endelig nåede frem.

»Hun har pludselig fundet ud af, at hun skal opereres i knæet — man kunne måske have valgt et andet tidspunkt eller ladet være med at kalde mig til Oslo samtidig, for sminkeprøverne og fotoprøverne er en vigtig forberedelse. I stedet er der en anden mægtig sød pige, som ikke aner en skid — der var ingen plan!« fortsætter Ghita Nørby.

»Nå. Hun satte så den der fantastiske paryk på mit hoved, og så tager hun en saks og klipper i den. Jeg fik sådan et chok og prøvede at standse hende — hvis du skal rette en paryk til, skal du klippe lidt, så skal håret finde balancen, så klipper du en lille bitte smule mere, og så videre. Det er en yderst ømfindtlig affære — den paryk koster 50.000 kroner! Jeg fór ind på produktionen og skældte dem hæder og ære fra.«

Ghita Nørby overvejede nu kraftigt, fortæller hun, at rejse sig op og forlade produktionen, men en ven fra kostumeafdelingen fik talt hende fra det.

»Nogle mennesker er tydeligere end andre — og jeg er en tydelig en. Både i min glæde ... men også når jeg er rasende. Og jeg var så rasende. Men så gennemførte jeg alligevel, og vi blev fotograferet, og jeg skældte dem ud, og jeg tog hjem igen, og jeg var godt gal i hovedet, og lige inden du kom, ringede — endelig — chefartistsminkøren med sine krykker, og jeg sagde: 'Jeg gider ikke høre om dine krykker, nu må du holde op' — og hun sagde: 'Jeg er så lei.' 'Ja,' sagde jeg, 'men nu har vi været leinok. Forfra',« siger hun. Og ligner en, der stadig er en anelse lei.Men selv om chefartistsminkøren fra Norge formentlig helst betakker sig, kan man imidlertid sagtens finde dem, der mener, Ghita Nørbys furiøse raserier er en velsignelse. I kunstens verden har hensynet ikke hjemme, siger de. Hvis vi alle render rundt og glatter ud og gør tilfredse, ville der kun blive produceret Stryhns leverpostej og Kims kartoffelchips i det her land. Hverken Holberg, Brandes eller P.H. ville være Holberg, Brandes og P.H., hvis det, de søgte, var konsensus.

»Ghita er dansk skuespils aristokrati. Hun er dronningen,« som skuespilleren Jens Albinus udtrykker det. »Jeg er stærk demokratitilhænger, men ikke på den kulturelle scene. Der er jeg stærk tilhænger af, at nogen stikker hovedet op over havregrøden og spænder forskelle op. Så der bliver noget dynamik. Og det kan du ikke forlange, samtidig med at du forlanger en rimelighed. Rimelighed hører hjemme et helt andet sted.«

Tilbage i begyndelsen af det nye årtusinde var dét også gået op for Michael Christiansen i hans kontor på Kongens Nytorv. Et teater kan ikke ledes som et militær, hvor alle med samme rang forventes at parere de samme ordrer. Et teater skal ikke være ens for alle. Derfor må en teaterchef tage hensyn til, at den solodanserinde, der præsterer det umenneskelige på scenegulvet, er sart som bjergkrystal. Han må vide, at den operasolist, der risikerer at ødelægge hele aftenen, hvis han knækker på sin vej op mod det høje C, er udsat for et pres, almindelige mennesker ikke begriber. Og så må han bære over med, at den skuespillerinde, der aften efter aften skal leve op til sit ry som den bedste, somme tider eksploderer i en giftiggrøn galdeudladning.

»Når du sætter livet ind på kunsten, bliver du temmelig afvigende,« som Michael Christiansen i dag siger om den erkendelse, han gjorde sig om at være chef for kunstnere. »Hvis de selv betaler en høj pris for deres afvigende adfærd, må det være min opgave at begrænse den pris.«

Så medarbejderseminarerne? De blev efterhånden undtaget for teatrets lille superelite af kunstnere, som var for mærkelige, for sarte, for angste, for vilde, for rasende til at deltage. Almindelige nykker var ingen undskyldning for at slippe, »men nykker, der er et udslag af den angst, som virkelig kan rive det syvende slør af tilværelsen — den slags kunstnere skal ikke sidde på et medarbejderseminar i Ringsted og være kollektive,« siger Michael Christiansen.

»Ghita synes ikke, hun er kollektivist. Og det skal hun have lov til.«

 

'Ghita' af Lea Korsgaard udkommer på Gyldendal den 28. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her