»Men rent fysisk er han jo en mand?«
TV 2 Østjylland-værten peger i bladet Proud og kigger opgivende på homomagasinets unge redaktør. Artiklen, de diskuterer, handler om en 'regnbuefamilie' med to lesbiske. Den ene er transkvinde. Og værten er forvirret.
»Hvor går grænsen fra et kærligt portræt af en sådan en kvindemand til et decideret freakshow med særlinge med perverse lyster,« spørger værten.
Det er januar 2011. Gay and Lesbian Film Festival har i år skiftet navn til det altinkluderende MIX Copenhagen og åbnede i går festivalen med en dokumentarfilm om Sonny og Chers transkønnede søn, Chaz Bono, i Becoming Chaz(2011). Filmen er produceret af giganten Oprah Winfrey Network i et år, hvor transkønnede generelt har mere fået taleplads og medieplads. I Danmark diskuteres lige nu den 15-årige transfyr Caspians bortoperation af sine bryster, og transkvinden Maria hitter som realitystjerne på TV3.
Men snakken begyndte med TV 2 Østjylland-fadæsen.
Andethed i 'homovælten'
Politiken.dk bragte historien om TV 2 Østjyllands indslag, misvisende illustreret med et billede af en drag queen, Miss OTB, i stedet for en transkønnet. I artiklen forsvarer TV 2 Østjyllands redaktionschef Eva Kvist sin tv-vært:
»Der findes jo inden for forskellige seksuelle minoriteter, herunder den homoseksuelle, nogle, som er helt ude på kanten af noget, hvad jeg tror, mange vil være enige om, er perverst, og hvor det også nærmer sig noget ulovligt,« siger hun.
Den udtalelse bringer også hende i »homovælten«, som Politiken kalder det.
»Sagen illustrerer meget godt den klassiske modtagelse af den transkønnede,« fortæller Tobias Raun, ph.d.-stipendiat ved Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet.
»Den har alle de klassiske elementer: Studieværten positionerer sig som normens repræsentant og laver en slags kontrakt med seeren om, at det her altså er mærkeligt, og at det er helt i orden at synes det.«
Den journalistattitude adskiller sig ikke nævneværdigt fra 1950'ernes verdenspresse, der interviewede den første offentligt kendte transkønnede, den danske transkvinde Christine Jørgensen.
»Det er de akkurat samme elementer, der går igen i TV 2 Østjylland som dengang: Den transkønnede skal tage på sig at være en mærkelig andethed, der må forklare sig.«
Problemet, før som nu, hænger sammen med dårlig viden og ringe forberedelse hos journalisterne, mener Raun.
»Men der er tendens til at de danske transkønnede i de seneste fem år har fået mere medie- og taletid.«
Transformationen
I marts i år skriver modemagasinet Vogue om »sæsonens transkønstrend«, inspireret af supermodellen Lea T., der sidste år prydede forsiden af franske Vogue med sin nøgne, drenget-slanke krop, der lige netop afslørede konturerne af hendes penispung, halvt skjult af en hånd foran skridtet.
Modellen Isis deltog i America's Next Top Modelog fik tilbudt en gratis kønsoperation i Tyra Banks Show.
»Historien om transformationen har altid haft folks interesse. Det fascinerer og pirrer og skræmmer folk, og alt det inkarnerer den transkønnede,« fortæller Tobias Raun.
Også filmhistorien er spækket med kønsidentitetslege. Film som Some Like It Hot(1959) og Tootsie(1982) dyrker transfascineret krydsudklædningskomik, mens Ondskabens Øjne(1991) gør transen til en uhyggeligt forvirrende 'anden'.
Først fra de sene 90'ere dukker film med transkønnede hovedroller op, bedst bemærket den tragiske Boys Don't Cry(1999), tv-filmen om en familiefars sene kønsskifte, Normal(2003), Soldier's Girl(2003) og musicalkomedien Hedwig and the Angry Inch(2003) og så den mere bitterkomiske mor/søn-roadmovie Transamerica(2005), der vises på MIX-festivalen.
Festivalen har også et tema navngivet efter organisationen STP 2012 (Stop Trans Pathologization), der kæmper imod sygeliggørelsen af transpersoner. Lost in the Crowd(2010) og Victor & Georgina(2010) er skrabet producerede debatdokumentarfilm om transpersoners kår i New York og i Uganda, mens superheltetransfilmen Madame X(2010) og slashergyset Sleepaway Camp(1983) dyrker genrer. Gun Hill Road(2010), der også vises på festivalen, er et fint spillet Bronx-drama om unge transkønnede Rodriguez, der kæmper imod sin cubanske machofars forvirrede foragt.
Transbomben
I begyndelsen af oktober i år er der med TV3's realityshow Fristetlagt i ovnen til en sand intrigeeksplosion. Deltageren Maria Rosé har haft som mission at forføre en af de mandlige meddeltagere for at kunne blive i reality-villaen.
Andreas er i en fulderus bidt på krogen — selv om han lidt er kærester med Nadja. Maria bekender, de andre gisper, og Nadja græder. Så kaster Maria Rosé sin anden 'bombe' i et klassisk reality-øjeblik:
»Jeg er født som mand,« siger hun.
Som 15-årig blev hun den yngste kønsskifteopererede dansker nogensinde. De andre deltagere spiler mistroisk øjnene op.
'Transpersonens bedrag' er en yndet fortælleteknisk greb i alt fra Steve Sanders flirt i Beverly Hills 90210til thrilleren The Crying Game(2002), hvor en sangerindes kønsidentitet gøres til filmens klimatiske chokeffekt. Men måske indgyder transen i 2011 ikke længere denne form for chok for den bredere befolkning?
'Freakshowet' i TV 2 Østjylland er en historie, der ifølge Tobias Raun ganske vist startede som en klassisk fordomsparade, men som faktisk ender godt:
»For første gang får vi en storm af henvendelser, som kritiserer et sådant indslag. Det er tegn på, at transkønnede er ved at mobilisere sig og kræver deres ret til at blive omtalt på en ordentlig måde og til ikke at blive diskrimineret og udstillet som freaks i tv længere. Samtidig er det første gang, at LGBT Danmark for alvor og officielt støtter op om de transkønnede. Og så markerer det tendentielt en form for skifte i den bredere befolkning, som også viste modstand mod episoden,« siger han.
Da 15-årige Caspian i sommer blev interviewet i Go' Morgen Danmarker der sket noget, mener Raun.
»Jeg synes faktisk, at man kan se en ændring i attituden over for den transkønnede på de seks måneder, bl.a. i den sprogbrug, som journalisten har til rådighed, tilgangen til den transkønnede, og hvilket budskab man vil have ud til seeren,« siger Tobias Raun.
Formiddagen efter at Maria Rosé er 'sprunget ud' som transkvinde i Fristet,diskuterer hun med drengerøven Kasper, hvad hendes kønshormoner gør for hårtab. Kasper aer misundeligt sit forgængelige, slikkede pandehår. Og sådan bliver det ligesom bare hverdag igen. Sogol overvejer, hvilken effekt, Marias afsløring har haft i reality-villaen:
»Man ser, at hun også bare er menneskelig ...«
MIX Copenhagen / LesbianGayBiTrans Film Festival. 21.—30. oktober i udvalgte biografer i København, Odense, Aarhus, Aalborg og Malmø. Foredrag med Tobias Raun i dag, lørdag d. 22. oktober, kl. 14 i Cinemateket.
"Let's dance for comic relief" på BBC i år er også en interessant ting at se på i denne sammenhæng. Mange af de mandlige komikere klædte sig ud i dametøj, og sang, f.eks. Noel Fielding som Kate Bush - men det var blottet for den skabagtige "nu-leger-jeg-dulle" attitude som den slags ofte har været gennemsyret af før. Både Noel Fielding, Robert Webb (i 2009) og Russel Kane "var" kvinder, med ømhed, dybe følelser og elegance - og selvfølgelig et blink i øjet! Det er som om at mænd nu kan få lov til at lege med kønnet uden at skulle distancere sig for at markere at "jeg er altså en rigtig mand." Dommerne roste dem for at tage sig selv alvorligt i disse roller og dermed skabe noget, der var "a thing of beauty" som én dommer sagde. Jeg synes det er helt fantastisk :-D
Det er skræmmende uhyggeligt så dybt afhængige vi alle er af anerkendelse fra andre. Uden den anerkendelse kan et menneske få lov at dø i ensomhed, - udenfor ethvert fællesskab. Det handler ikke alene om transkønnede, men om vores opfattelse at normaltet. Og om vores angst for det, vi ikke kender og umiddelbart genkender. - Og dybets set handler det måske om vores egne fortrængninger, og de evt. tilbøjeligheder vi selv måske kunne have, hvis vi slap gækken løs. Eller hvis vi indrømmede overfor vores nærmeste, - hvad vi i al hemmelighed nærer af drømme......
- undskyld stavefejlene, - jeg er lidt for træt....