'Hippierne var eksotiske, men ændrede kun lidt'

Hippiebevægelsen var ifølge forfatter Peter Øvig Knudsens nye bog grunden til, at alt fra familieliv og sexvaner, til pædagogik og musik gennemgik en revolution i 60'- og 70'erne. Men Thy-lejren og flower power-bevægelsen var snarere en eksotisk konsekvens af forandringerne og betød i sig selv ikke det store, lyder det fra historikere
Flower power-bevægelsen med blomster i hår og på kinder, Make Love, Not War-sit down-aktioner, pandebånd, hash, top- og bundløse Thy-lejrfolk har afgjort pirret og provokeret samtiden. Men det alene ændrede ikke mentaliteten i Danmark. Her en kreaturhandler i juli 1971, der lige skal pille ved den unge hippie på markedet på Egeskov Slot på Fyn.

Flower power-bevægelsen med blomster i hår og på kinder, Make Love, Not War-sit down-aktioner, pandebånd, hash, top- og bundløse Thy-lejrfolk har afgjort pirret og provokeret samtiden. Men det alene ændrede ikke mentaliteten i Danmark. Her en kreaturhandler i juli 1971, der lige skal pille ved den unge hippie på markedet på Egeskov Slot på Fyn.

Ib Jensen
28. oktober 2011

Hippie — tre år og 74 dage, der forandrede Danmark. Så bombastisk lyder titlen og hovedpåstanden i den meget omtalte bog af journalist og forfatter Peter Øvig, som udkom i går. Her beskriver Peter Øvig, hvordan Thy-lejren og hippiebevægelsen har haft massiv indflydelse på alt fra danskernes arbejds- og sexvaner til musik og pædagogik.

Men den tolkning af hippiebevægelsens betydning, kan flere historikere ikke genkende.

Hans Hauge, forfatter, lektor og dr.phil. ved Aarhus Universitet, undrer sig over bogens teser:

»Umiddelbart mener jeg, at meget af det, der nu påstås at være kommet til med hippierne, allerede var forandringer, der slog igennem inden eller uafhængigt af hippiebevægelsen. Jeg er overbevist om, at det snarere var og er en konsekvens af nogle forandringer i samfundet, der allerede var godt i gang. Ikke, at hippierne ligefrem skulle være årsagen.«

Han understreger, at han endnu ikke har læst bogen, der udkom i går, men at han har fulgt debatten via interview og artikler.

Også Henrik Jensen, lektor i historie på RUC, har svært ved at godtage præmissen om den enormt betydningsfulde hippiebevægelse:

»Det virker som om, at han (Peter Øvig, red.) er meget optaget af at revitalisere historien om alt det, hippierne udrettede. Men han udkommer jo også nu med både bog, cd og hjemmeside. Jeg synes, det ligner et forsøg på at sparke gang i den opfattelse, at hippierne betød meget mere, end de gjorde.«

Symptom

Den opfattelse deler Claus Bryld, professor i historie fra RUC og tidligere venstrefløjspolitiker også. Han mener, at de forandringer, der i bogen tilskrives hippiebevægelsen, opstod af andre årsager:

»Fra slutningen af 1950'erne gennemgik de vestlige samfund nogle enorme materielle omvæltninger. En historisk højkonjunktur, der startede i 1958 fik eksempelvis kvinderne ud på arbejdsmarkedet og ændrede fuldstændigt vore familiemønstre,« siger Claus Bryld, som mener, at ungdomsoprøret og hippierne i højere grad skal ses som et symptom på de forandringer, der var i gang i samfundet, end at de var årsag til dem.

»Og ideen om, at Thy-lejren skulle være den store afgørende begivenhed, mener jeg også er grundlæggende forkert,« lyder det fra Claus Bryld.

Peter Øvig er ikke overraskende uenig med historikerne om hippiernes betydning for de store forandringer, der kendetegnede 1960'erne og 70'erne.

»Det er selvfølgelig ikke Thy-lejren som sådan, der ændrer Danmark. Den er bare hippiernes manifestation. Men den bølge, som hippierne rejser fra sommeren '67 på trods af, at de kvantitativt er relativt få, får en enorm presseomtale og opmærksomhed, og jeg mener, det er helt åbenlyst, at det er i de tre år, hippierne fyldte så meget, at samfundet gennemgår en helt grundlæggende forandring. Fra kønsrollerne og familielivet til kunsten, energipolitikken og musikken. Min påstand er så, at det er hippierne, der skaber forandringerne,« siger forfatteren.

Sex og musik

»Det er påfaldende, at på alle de punkter, hvor forandringer slår igennem i den periode — er det hippierne, der formulerer nye tanker. Det har faktisk også været en stor overraskelse for mig selv at opdage i forbindelse med min research til bogen,« siger Peter Øvig.

Han henviser især til, at slutningen af 60'erne førte til et markant opbrud af kønsrollerne og familielivet, den seksuelle frigørelse samt at tilgangen til pædagogik vendte 180 grader og førte til den såkaldte 'rundkredspædagogik'.

Men på alle de områder mener Hans Hauge, at forklaringen på forandringerne skal findes andetsteds end hos hippiebevægelsen. Ifølge historikeren begyndte musikrevolutionen allerede med The Beatles og beat-generationen først i 60'erne, og reformpædagogikken går helt tilbage til kulturradikalismen i 50'erne.

Claus Bryld supplerer:

»Den store forandring i familielivet opstod, da kvinderne i 50'erne og 60'erne kom ud på arbejdsmarkedet. Og p-pillen var langt vigtigere end Thy-lejren, når vi snakker seksuel frigørelse — for nu kunne kvinderne gøre, som det passede dem seksuelt.«

Peter Øvig understreger, at han ikke benægter, at en lang række strukturelle forudsætninger lagde grunden til tidens store forandringer, men fastholder samtidig sin pointe:

»Man kan sige, at samfundet var parat til at modtage alle de her forandringer. Men det var ikke desto mindre hippierne, der rent konkret formulerede og indførte det hele,« lyder det fra forfatteren, der uddyber:

»Jeg synes, det er en forsimpling af de komplekse sammenhænge, hvis man ikke mener, at samfundsforandringer er noget, enkelte mennesker og små grupper kan have en enorm indflydelse på. Og det havde hippierne,« fastslår Peter Øvig.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Claus Oreskov

Umiddelbart giver jeg Hans Hauge; Henrik Jensen og Claus Bryld ret i at ungdomsoprører var mere symptom end årsag. Det store røre i samfundene dengang og den største ungdomsårgang i verdenshistorien var nogle af de faktorer der udløste hippie, provo, oprøre og hvad ved jeg. Imidlertid skal man huske på, at denne bevægelse fik den form den fik takket være hippier og flippere, provoer og oprører og heri er det Peter Øvig der har mest ret. Oprøret kunne jo i princippet være blevet noget helt andet!
Claus Bryld fremhæver en vigtig kendsgerning idet han hævder: ”Og ideen om, at Thy-lejren skulle være den store afgørende begivenhed, mener jeg også er grundlæggende forkert”. Hermed mister Peter Øvig muligheden for at forstå at hippie bevægelsen var mange bevægelser inde i hinanden. Ligesom de personer der var med ofte skiftede ståsted som Skovsen og Ingemann synger i sangen: ”Herfra Hvor vi Stå”:”Det bevæger sig, Når vi går, Det forandrer sig i alle tider”. Jeg kendte mange der var Maoist om vinteren og nudist om sommeren, anarkister om formiddagen og guru- flipper om aftnen. Kompleksiteten i oprøret har jeg skrevet om i ”Arbejder Historie”:
http://www.sfah.dk/filer/ah-arkiv/ah-2009/ah09-1-debat.pdf
Artiklen hedder ”Det Store Stygge Storkespringvand” ledt nede på siden.
Allerede på den tid hvor hippierne og maoisterne florerede, var der nogle der forsøgte at tage patent på bevægelsen. Som regel unge med borgelig bagrund. Det førte til at man til sidst troede at unge arbejdere ikke var med – det var vi og vi var ganske toneangivende mange år før Thy. Så det har jeg også skrevet om i kronikken ”Ungdomsoprørets Proletarer”:
http://politiken.dk/debat/ECE463171/ungdomsoproerets-proletarer/
Jeg skrev disse artikler fordi jeg var godt træt af at vi proletarer altid blev usynliggjorte så nu håber jeg ikke i også er usynlige i Peter Øvig´s bog!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

Uden at have læst Peter Øvigs bog, vil jeg påstå, at det, der først og fremmest ændrede bevidstheden, var de stoffer, især hash og de øvrige psykedeliske stoffer, som blev anvendt af hippierne, eller hvad man nu vil kalde datidens unge generation, som lod sig inspirere af den psykedeliske bølge.

Sådanne stoffer havde ganske vist længe været inspirationskilde for en avantgarde (Baudelaire, Huxley), men først da 60'ernes rebeller mixede disse eksistentielle strømninger med et væld af nye kunstneriske udtryk, opstod en kultur, som aldrig var særlig organiseret, men som man nu kalder hippiebevægelsen.

The Beatles var endnu midt i 60'erne et pigtråds-band i stil med Animals, Stones og Kinks, men omkring 1966-67 skete der et omsving, og påvirket af psykedelica indspillede Beatles deres vel mest revolutionerende albums (Revolver, Sgt. Peppers), mens den psykedeliske bølge sprængte den musikalske scene (Jimi Hendrix, Pink Floyd, Doors - for at nævne nogle af de mest kendte). Også Beatles' opløsning (Let it Be, 1970) skete parallelt med hippiebevægelsens kollaps i 1970-71, hvor flere af de største ikoner døde.

Siden da har denne bevægelse været i stærk kontrast til det omgivende samfund. Thy-lejren var og er stadig et af de mest levende eksempler, mens talrige andre rebeller, som gik ind i politiske eller nyreligiøse organisationer, efterhånden distancerede sig fra hippiebevægelsen. Det kulturelle establishment skabte helt bevidst modbevægelser i 70'erne, særlig diskobølgen. Også den tidlige punkscene indeholdt et opgør med hippiernes "naive" kærlighedsbudskab.

Hvis hele hippiefilosofien skal koges ned til et enkelt beatlesnummer, må det være "All You need Is Love", som i 1967 havde premiere i verdens første satellit-transmitterede TV-show. Lige midt i tidens brogede udbud af psykedeliske godbidder stod det klart: Beatles er med på bølgen! - Det var en ekstatisk oplevelse, og selv vore forældre var solgt.

http://www.youtube.com/watch?v=r4p8qxGbpOk

Det psykedeliske lydunivers har stadig indflydelse i mange musikgenrer, bl.a. i new-age og filmmusik. Også i andre kunst- og kulturformer lever frugterne af den psykedeliske æra, ikke mindst har den spirende øko-bevægelse relation til de ideer, som hippierne dyrkede sidst i 1960'erne. Der produceres også stadig rendyrket psykedelisk rock, som dog sjældent er mainstream.

http://www.youtube.com/watch?v=yHjy_cOGFAI&feature=related

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Jeg er jo selv født i 71 og set fra min børnehøjde var hippierne altså nogle underlige skikkelser. Jeg kan huske, at jeg var på cykeltur til Thy i barnesæddet bag på mine forældres cykel. Vi var afsted med deres arbejde. Længere oppe i 70'erne var Thy-lejren nemlig, i lighed med Christiania i dag, et yndet turistmål. Så derfor skulle vi også lige derind et smut. Der var også et hippiekollektiv i en gammel forfalden gård lige ved siden af det parcelhuskvarte,r vi boede i. Mit indtryk var, at hippierne var fjerne, hennafarvede, skæve og temmelig sølle. Der var ikke noget med at indtage arbejdsmarkedet eller tage politiske og ideologiske kampe dér. Nærmere et rent ungdomskulturelt fænomen med nogle stoffer, en bestemt klædedragt og en bestemt slags musik.

Ligesom hiphop- og grafittikulturen i 80'erne næppe har haft den store positive betydning for indvandrernes chancer og vilkår på arbejdsmarkedet, tror jeg heller ikke, at hippiebevægelsen har haft den store positive betydning for kvinders chancer og vilkår, hverken privat eller på arbejdsmarkedet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

@ Vibeke Nielsen. Jeg er ikke helt sikker på at du har ret i at: ”hippiebevægelsen har haft den store positive betydning for kvinders chancer og vilkår, hverken privat eller på arbejdsmarkedet”. Det er et kendt fænomen indenfor antropologien, at i nogle folkelige bevægelser opstår der det man kalder ”de omvendte kønsroller”. Således også hos hippie bevægelsen. Her oplevedes de omvendte kønsroller i mange sammenhænge. Kvinderne var de udfarende, især hvad angik seksualiteten. Jeg tror at denne erfaring blev brugt til også, at få mere selvtillid og gå på mod, i livets andre sammenhænge. Glem ikke at rødstrømpe bevægelsen var en del af ungdomsoprøret.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Vibeke Nielsen

Du har ret i, at det ikke lå til hippierne at kæmpe politisk. Skete det alligevel, var det overvejende en følge af den personlige indstilling, fx ved at nægte militærtjeneste, eller ved at skille sig ud fra det materialistisk indstillede samfund og skabe et hjemmestrikket alternativ.

Mange var mest medløbere og udrettede vel ikke stort andet end at tage stoffer, og det er måske karakteristisk, at ikoner som Jimi Hendrix og Jim Morrison tog afstand fra hippiebevægelsen som sådan, selv om netop deres kreativitet var et klart udtryk for hele den psykedeliske bevidsthed, som gennemstrømmede tiden, og netop de blev tidlige ofre for det forbrug af stoffer, som det kan være farligt at vove sig ud i.

Uden det bevidsthedsmæssige potentiale, som disse stoffer i bedste fald kan forløse, ville tidens musik og øvrige kultur langtfra have været, hvad den faktisk blev: Et sprudlende sammensurium af nye ideer, ofte med vidtrækkende perspektiver af spirituel karakter, og som vide kredse fortsat er i færd med at videreudvikle.

Mennesket lever jo ikke af brød alene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

@Claus Oreskov

Det der med at være udfarende seksuelt var højeste mode i 70'erne. Uanset hvilken befolkningsgruppe, du kigger på. Det var absolut ikke et særligt hippiefænomen.

Paradoksalt nok, så var det faktisk de mest hippieagtige blandt mine forældres venner, der levede de mest reaktionære kønsroller. En art back-to-nature livsstil, hvor alt skulle være hjemmelavet og naturligt, hvilket resulterede i at kvinderne i værste fald sad fast derhjemme, syltede og lavede, hvad vi i dag ville kalde, slow food, strikkede trøjer af hjemmefarvet garn og viklede batik, imens mændene skaffede til dagen og vejen på arbejdsmarkedet. I modsætning til eksempelvis min noget ældre, konservative og udearbejdende mor, som kom fra et borgerligt hjem, hvor der allerede i 1940'erne og 50'erne var prestige i at have en datter med en videregående uddannelse.

Gurudyrkelsen kan man vist heller ikke kalde feministisk, da guruerne jo var patriarker... Apropos det spirituelle.

Som jeg ser hippiebevægelsen var den, hvad nogle værdier angår, tæt på at være anti-moderne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Og, hvad den sidste sætning angår - vil jeg mene, absolut nej! Rødstømperne var IKKE hippier. Rødstrømperne var dybt politiske. Se engang på billedet, der ledsager artiklen. Den der pige, der byder sig til for den gamle støver, er godt nok ikke rødstrømpe. Der er ikke meget kvindekamp eller klassekamp i den modelopstilling.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

@Vibeke Nielsen. Jeg tænkte faktisk mest på midt tresserne omkring de omvendte kønsroller. Og læs hvad jeg skrev øverst på denne tråd. De samme personer var med i forskellige sammenhænge, og havde forskellige relationer til hinanden indenfor ungdomsoprøret. jeg har kendt masser af rødstrømper som også var hippier, og hippier der også var alt muligt andet end hippiger. Bevægelsen var kentetegnet ved et både og - og ikke et enten eller. Nu var jeg jo ung både i tiden før, og efter oprøret, og jeg kan godt fortælle dig, at kvinderne var en meget passiv kræft inden ungdomsoprøret.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Vibeke Nielsen:

Hippierne var ikke politiske, som rødstrømperne eller de borgerlige kvinder, der emanciperede sig ved at få en videregående uddannelse og søge op ad den sociale rangstige, dybest set på mandens præmisser, kan man i mange tilfælde sige. Selv om en kvinde har arbejdet sig op, er hun jo ikke nødvendigvis blevet et friere eller lykkeligere menneske.

Hippiebevægelsen handlede snarere om at finde sig selv, om autensitet på det personlige plan og en eksperimenterende livsstil, som også kvinder kastede sig ud i.

Hippiekvinder udforskede den frie kvindelighed på en måde, som nok gav mange knubs, men også gav stof til øget indsigt i sjælens dybere behov og gav erfaringer, som ofte ledte hen mod en mere enkel livsstil.

Hippie-ikonet Joni Mitchell (Both Sides Now, For Free, Woodstock) genfandt sig selv i kølvandet på hippietidens løssluppenhed på albummmet "For The Roses" (1972), hvor hun gør op med den alt for "frie", overfladiske og kommercialiserede del af hippiebevægelsen, samtidig med at hun når frem til dyb forbundethed med naturen og sin inderste kvindelighed. Både kvinder og mænd kan stadig lære meget af denne hippie-mama.

http://www.youtube.com/watch?v=OZ-GM8Q7q60

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

Jeg ser tilbage på 1967-70 og de følgende år, som en periode hvor familielivet og skolesystemet blev kraftigt udfordret, idet de unge i høj grad selv satte dagsordenen. Selv de mere regelrette skoledrenge var temmelig langhårede, og mange yngre lærere efterhånden også, et signal om, at man ikke uden videre accepterede den borgerlige dagsorden, og vigtige spørgsmål kunne altid ved given lejlighed være til debat.

I dag er ungdommen under et så stærkt pres fra den mobiliserede samfundsorden, at det er langt færre, som åbenlyst tør drage den i tvivl. De unge retter sig ind af angst for at tabe points i den hellige konkurrence, under overfladen ligger dog mange spændinger gemt, som måske vil komme til udtryk på et senere tidspunkt - og muligvis på en måde, som vil være langt mindre kreativ og humoristisk end hippietidens happenings.

Der er en tid for kreativitet og en tid for politisk handling. Sidstnævnte er ofte mere målrettet og sammenbidt, idet den er resultatet af planlægning. En kombination af forskellige strategier er måske det gunstigste for samfundets udvikling, men den kreativitet, som hippietiden var udtryk for, har trange tider og ligger langt fra magthaverne mediemonopol. Dog vil kreativiteten nok altid bane sig vej, og den kan spire, hvor man mindst venter det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

@Søren Tolsgaard.

Emanciperede sig selv? Det var lige nøjagtigt med "kom i kontakt med din dybere kvindelighed" parolen, at de her hippiekvinder blev holdt tilbage i hjemmet og udenfor de offentlige forsamlinger. I dag ville det blive betragtet som reaktionært og i bedste fald konservativt. Der har indenfor feministisk teori, siden 80'erne været et voldsomt opgør med essentialismen, som er udtrykt i den parole. En af årsagerne er, at den holder kvinder tilbage og nede. Det historiske tidspunkt, hvor det opgør kom, er nok ikke tilfældigt.

Hvor mange kvinder siger noget, opløfter deres røster i forsamlingerne, i fx filmen Skæve dage i Thy? Emaniciperede?

Der er, tror jeg, gode grunde til, at Kvindehuset udskilte sig fra det her cirkus på et meget tidligt tidspunkt. Det blev dannet, så vidt jeg ved, i 1972. Og, som du ved, er der ikke adgang for mænd. Meget kan man sige om dem derinde, men det har mig bekendt aldrig været et hippiehus.

Når du nævner Joni Mitchell, så er det jo lidt sjovt, at hun netop ikke har levet det, hun prædiker. Hun er karrierekvinde i musikbranchen. Ikke kogekone i en forfalden gård langt ude på landet. Og heller ikke syrehoved. I 1972 var hun ikke i naturen, men i et moderne lydstudie, i TV (natur?), radio og på scener rigget til med moderne teknologi.... De nye folkmusikere, som virkelig ikke brød sig om det kommercielle og den fremmedgørende teknologi, forsvandt hurtigt ud af musikbranchen. Af gode grunde. Anne Briggs er et eksempel. Og hun var altså ikke hippie.

Nå, men nok om det. Vi er uenige. Og jeg synes, det er fedt, at Information bringer en artikel, hvor faghistorikere forholder sig lidt kritisk til Øvigs nye underholdningsbrag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

@Claus Oreskov

Jeg tror vi taler lidt forbi hinanden. Det er ikke ungdomsoprøret, jeg brokker mig over, men forherligelsen af hippiebevægelsen, som jeg som noget andet end den mere politiske del af oprøret.

Hvis jeg skal nævne et eksempel fra mit eget liv igen, så var der i 90'erne, dem der var hippieinspirerede, gik på gøglerskolen og tog til Goa for at tage syre og høre tekno i den indbildning, at det udvidede deres bevidsthed. Andre var måske politisk aktive. Og vi kunne altså godt bo i det samme kollektiv. Men Goa-folkene blev ikke taget seriøst af de politiske. Og omvendt.

Jeg bilder mig ind, at der meget hurtigt skete det samme sidst tresserne og begyndelsen af 70'erne. Enten Tvind-agtig askese og politisk engagement. Eller stofflip i en stadigt nedadgående spiral. Måske tager jeg fejl.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

Søren Tolsgaard

Du anfører at hippiebevægelsen ikke var politisk, måske mest med "andedamsbrillerne" på, men din antagelse holder ikke.
Hippiebevægelsen var først og fremmest en fredsbevægelse - "Make love - not war" og med 60'ernes pågående krig i Vietnam og omkringliggende lande, var netop denne imperialistiske krig et mål for hippiebevægelsen.
Nedskydningen af studenter på Kent State University i Ohio - amerikanske unge mænds afbrænding af indkaldelsespapirer og efterfølgende flugt til Canada eller Europa, alt dette hører også til hippiebevægelsen politiske ageren.

Ikoner som Jimi Hendrix havde også politiske tekster rettet mod krigen i Vietnam - bl.a. nummeret "Isabella", mens hans musik i øvrigt var "syremusik" - rettet mod et pludseligt købedygtigt publikum - netop hippiebevægelsen.
At mene at Jimi Hendrix skulle tage afstand fra sit eget publikum, er nok en påstand der mangler egentlig substans.

At den danske udgave var en blegere afskygning af bevægelsen i USA er korrekt, men det førte alligevel folk ind i Vietnambevægelsen, slagsmål foran Saga-bio med de "Vilde Engle" i anledning af John Waynes forherligende film om Vietnam, Thy-lejr og Christiania, og også ny boformer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@vibeke nilsen

mange af hippiebevægelserne,

( også de mange af hippiebevægelserne
som måske var noget venstreorienterede )

mente jo at kunne begrunde deres sager,
bla.a. ved de "hårde" videnskaber, vel især: kemi,
og praktiseret kemi ( h.m.);
det var næppe blandt de meget gode begrundelsesmåder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

hippierne; det synes mere som om deres hovedsager var nogle frustrede borgerlige, og nogle frustrerede borgerlige unge;
som forsøgte at sammenblande deres hovedsager
( især kønspolitiske og miljøpolitiske ) med dkp's hovedsager.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

imo:

mange af hippierne gav indtryk af at være for:

de nye samfund, altså andre samfund
end de borgerlige samfund;

men de fleste hippier syntes at mene at
de nye samfund;
de kunne være tilstrækkeligt nye, som:

1)
samfund, med kapitalisme men kun kapitalisme med menneskellige ansigter;
evt. ditto mht. socialisme,

( hvad hippierne så end måtte mene med noget som det ? );

eller

2)
samfund som hverken er kommunistiske eller capitalistiske.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

Kim Grams indlæg for mig til, at tænke på ”skriften på lokumsvægen” på Cafe Rosa Luxemburg. En eller anden havde skrevet ”Pas på de røde – de nasser på ungdomsoprøret”. Ideen var, at der fandtes et autentisk ungdomsoprør: Thy Lejeren; Storkespringvandet; 68 eller Galleri 101 (Hippie Tempel i St. Kongensgade) osv. Rundt omkring denne autentiske kerne, af fultids hippier grupperede medløberne sig f.eks. de røde! Intet er mere forkert, men som sagt, det var en form for reduktion, af spontaniteten i de mange oprør, inden i hinanden, som allerede florerede i 60´erne. Her opstod myten om de rigtige hippier, og weekend-hippierne som man sagde. Men den holder ikke, vi var alle medløbere, eller omvendt vi var alle autentiske. For at der skulle være uautentiske hippier måtte, der være et skema for hvad en hippie var, og et sådan skema stred imod alt hvad bevægelsen praktiserede!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Vibeke Nielsen:

Åhja, de hippiekvinder flyttede vel ikke ret meget udadtil, men at de i deres individuelle søgen efter nye erkendelser udelukkende lystrede de patriarkalske paroler, synes jeg er at undervurdere den udvikling, som de begav sig ud i.

Som Claus er inde på, var der ofte en vekselvirkning mellem de forskellige miljøer, og mens der var kvinder (og mænd), som kun agerede politisk og foragtede den mere personligt orienterede udvikling, var der andre, som magtede at drage erfaringer i flere verdener.

Joni Mitchell gjorde karriere ja. Hun solgte sig dog ikke til popindustrien, og heller ikke til en politisk ideologi. Tilbagetrukket i hjemlandets skove genfandt hun på ”For The Roses” (hendes højst rangerede album i USA’s National Recording Registry) balancen med naturen og sig selv:

”She wants me to tell her
what the trouble might be
well I'm learning, it's peaceful
with a good dog and some trees
out of touch with the breakdown of this century
they're not going to fix it up too easy”

http://www.youtube.com/watch?v=5KBCGDYIfEw

Både dette og hendes første albums er – om end naturligvis velproducerede – overvejende akustiske, idet hun fra folkemusik bevæger sig mod rock og især jazz, hvor hun i selskab med avangardemusikere søgte efter nye musikalske udtryk, altid grænsesøgende og dybt personligt.

Til Joni Mitchells historie hører, at hun i en ung alder - før berømmelsen - bortadopterede sin (eneste) datter. Den kunstneriske succes var således dyrt betalt og hvilede igennem alle årene på en personlig tragedie. Hun er dog siden blevet lykkelig genforenet med sin datter.

@Claus Oreskov:

Det er naturligvis lidt kategorisk at hævde, at hippiebevægelsen ikke var politisk. I sin kerne var den det dog næppe, og når hippiebevægelsen fandt sammen med den politisk organiserede modstand mod Vietnamkrigen, var det selvfølgelig fordi mange hippier havde et konkret problem med værnepligten, hvor de gjorde fælles sag med alt fra kommunister til Muhammed Ali.

Jimi Hendrix var – udover en eminent guitarist – en dygtig showmaker, først til dels i lommen på smarte forretningsfolk, men stadig mere velformuleret omkring sin egen identitet. Hans distance fra den kollektive hippiebevægelse ytrer sig bl.a. på ”Axes Bold As Love” (1967):

”If six was nine
I don’t mind, I dont mind
if all the hippies cut off all their hair
I don’t care, I don’t care
cause I got my own world to live through
and I ain’t gonna copy you”
http://www.youtube.com/watch?v=v8BBipmqKxg

”If six was nine” er i øvrigt en hudfletning af hele det kommercielle establishment og noget af det mest psykedeliske, man kan udsætte sine højtalere for, gerne befordret af en joint eller to.

At især Hendix’s sidste konstellation ”Band Of Gypsies” (1970) er et kunstnerisk angreb på Vietnamkrigen, er fuldstændig rigtigt. Hans psykedeliske baggrund fornægtede sig dog heller ikke her.

http://www.youtube.com/watch?v=lK92W2RzbjE

I hvert fald er der noget nyskabende og kreativt ved perioden 1967-70, som er svært at komme udenom.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

Kim Gram & Steen Sohn:

Hippierne opfattede og fortolkede verden grundlæggende anderledes, ikke mindst i kraft af vidtrækkende psykedeliske erfaringer, som åbnede en indre verden af dybere erkendelser om liv og død.

Om det overhovedet var/er et brugbart grundlag for at forandre verden, kan der naturligvis være uenighed om. For hippierne var/er det ofte mere aktuelt at ændre på sig selv, end at ændre på verden.

@Claus Oreskov:

Der var mange nuancer af ungdomsoprøret, og nogle ville nok betakke sig for at få hippieetiketten sat på sig. Det gælder ikke mindst mange af de politiske grupperinger, som ofte udtrykte et indædt had til den naive selvoptagethed, som hippierne efter deres opfattelse var ofre for.

Herudover var der naturligvis mange medløbere i form af anløbne eksistenser, som forsøgte at lukrere på hippiernes åbenhed, der blev i reglen ikke skelnet så nøje mellem folk, når hippierne forsamledes, for det var jo en del af hippie- filosofien, at alle kunne være med.

Kernen i bevægelsen - som den selv og eftertiden formentlig vil se det - er dog især den inspiration, som de psykedeliske stoffer gav, hvilket udviklede sig til fredsbevægelser, økologiske initiativer, det holistiske og nyreligiøse verdensbillede, m.v. - altsammen noget, som lå langt fra kommunistiske kamptraditioner og mere voldsorienterede dele af ungdomsoprøret.

I øvrigt foretrækker de fleste "hippier" betegnelsen flippere ("freaks"), som et udtryk for den mangel på fordomme, der kendetegnede bevægelsen. Alt blev betragtet med nye øjne - ofte gennem hashrøgens tåger - og de ydre konsekvenser sås mest som friere udtryk indenfor kulturlivet.

På længere sigt foregik der dog en ændring af bevidstheden, som fortsat er virksom på mange fronter, og som fortsat er af afgørende betydning i vores forhold til den materielle vækst og brugbare alternativer, uanset om denne erkendelse opnås ved hjælp af stoffer, eller gennem andre former for personlig udvikling.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

”Husker du vor hippie tid
Jeg husker den så nøje
Du var i en kæmpe skid
Og jeg i indisk trøje”
Der var forskellige måder at være hippie på; som mange her på tråden har gjort opmærksom på. En ting kan vi nok enes om, det var en fed tid, med mange døre der blev sparket ind, mange grænser der blev krydset. Det lykkedes for en tid at ommøblerer ledt på de kulturelle værdier, men som en klog mand engang skrev: ”Et skridt frem to tilbage”. Verden som sådan borblev den samme dvs. magtforholdene og den økonomiske udbytning blev der ikke rokket ved. Som min kone gjorde mig opmærksom på over morgen vodkaen: så forblev Tyskland skide autoritær. Ungdomsoprør eller ikke, så stillede de studerene af høflighed ikke spørgsmål til professoren, når Jürgen Habermas gav forelæsninger. De katolske lande forblev helvedes seksuel forskrækkede, og kirkens patriarkalske dominans blev der ikke rørt ved – eg husker en italiensk hippie pige som kom i Huset. Hun boede illegalt i Danmark, på flugt fra en fængselsdom. Hendes forbrydelse var at hun havde fået en illegal abort, som hendes veninder i Danmark kunne få legalt og åbenlyst. USA forblev lige empiristisk, og hippier til trods indsatte og afsatte regeringer rundt omkring på jorden. Hippiernes budskab om love & peace var sådan set universelt, men der blev ikke rokket meget ved de gamle normer. Derfor havde vi det sjovt alligevel, det skal ingen dyster spekulation tage fra os. Godt nok var det ikke os der opfandt: Sex, drugs and rock'n'roll; men guderne skal vide, at vi fik vores del af festen!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

Det forekommer mig, at der hvor ungdomsoprøret (Beatnik; Flipper; Hippie; Provo; anarkister og alverdens afskygninger af Marxister samt nudister) hade mest pondus, var som samfundsrevsere og sociale vagthunde. Vi talt meget om systemkritik dengang, et begreb jeg savner allerhelvedes meget. Happening er også noget jeg savner – Provo var forbilledlige i happening. Det var ikke kun, når den lille havfrue trængte til at blive overpisset; eller når det var opportunt, at optræde som mooner i det Kongelige Teater. Provoerne stille også op, til Harald Søbye´s berømte homo vielser foran Københavns rådhus. En happening med et mere seriøst budskab, som snart bliver virkeliggjort - måske, måske ikke, takket være det skred i værdierne som Søbye´s provoer satte gang i, dengang I ved nok.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@søren tolsgaard

at der var mange modsætninger; mellem communister og hippier, betyder eller betød jo ikke at mange af de modsætninger var meget antagonistiske ( altså meget fjendtlige ), de havde,
og har, begge andre væsentligere modstandere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

hippieøkonomi?

imo:

uanset om verdenssamfundet er
et communistisk samfund
( dvs. et fællesejesamfund ) ,
eller
det førcommunistiske verdenssamfund;

bør det være fælles viden hvordan økonomien er i det førcommunistiske samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Hvis tresserne var noget og satte sig spor så var det først og fremmest som en kulturrevolution der skabte grundlag for et bredere og mere nuanceret og tolerant samfund. Grundlaget er selvsagt økonomisk opsving og an masse andre ting men i en hvilkensomhelst udvikling skal der sættes 'elitetropper' ind på landjorden for at opnå resultater.
Hippie-bevægelsen, hvormed jeg ikke bare hentyder til en håndfuld i Thy og andre steder, men bevægelsen som helhed, var disse 'elitetropper'.
Eller rettere, de var en vigtig kulmination på denne kulturrevolution. De gjorde mere end alverdens historieprofessorer og journalister kunne gøre med deres engagement i atommarcher og politik. De gjorde bestemt mere og vigtigere fodarbejde end dem som kastede sig over politik og tåbelige og dødsensfarlige leninistisk revolutionsromantiske forestillimnger.
Hippierne udvide grænserne for hvad man kunne tillade sig at gøre, hvordan man kunne se ud, lytte til og hvad sexuel orientering man kunne have. Hippierne var spydspids i en bevægelse for udvidet frihed. De ’politiske’ der kom efter og var før - var da i mange tilfælde ok. Men de var primært bevægelser der indskrænkede og skar ned i de samme råderum bl.a. hippie-bevægelsen, den tilhørende revolutionerende musik-bølge i tresserne, lydtæppet, det lange hår, den vilde optræden, etc etc skabte.
Christopher Hittchen, i denne periode en revolutionsromantisk trotskyist af den nye venstre type (svarende til det danske SUF) siger det indirekte i sine selvbiografi deri at han siger at han havde lyst til at have længere hår og klæ sig vildere men holdt sig tilbage for man skulle jo ikke gerne træde gamle arbejdere, faglige og venstrepolitiske aktivister over tæerne.
Hippierne og hele musikken og den kulturrevolutionen der fulgte med trådte alle over tæerne og gud ske tak og lov for det. Den slags bevægelser gjorde mere for reel frihed end alverdens revolutionære celler Atommarcher, Sufere, VSere etc etc og politikere nogen sinde har gjort og vil kunne gøre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

@Robert Ørsted-Jensen. Hvorfor polarisere ungdomsoprøret i en uforenelig dikotomi mellem flippede anarkister og politisk flippere? I stedet kunne man inddrage det væld, af polariseringer som vitterlig fandtes, og opløse dem i gen i en tidsramme, og betydningsramme som omfavner alle dele af oprøret? I en sådan abstraktion vil det også blive åbenbar, at modsætningerne indeholder hinanden.
For noget havde de tilfælles, alle disse modsætninger, om ikke andet så det faktum, at der var tale om et ungdomsfænomen kongruent i tid og sted.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

I overvurderer jer selv, gamle drenge. I overvurderer musikkens, stoffernes og klædedragtens betydning i samfundet.

Joni Mitchell havde ikke større betydning for det danske samfund anno 1973 og frem, end Grandmaster Flash betød for det danske samfund anno 1983 og frem. 70'er pandebånd til rockkoncerterne har ikke betydet mere for danskerne end 80'ernes svedbånd i fitnesscentrene. Hash havde ikke større betydning for udviklingen i 70'erne end amfetamin havde for udviklingen i 80'erne. Osv.

Men Øvig glæder sig til at tjene stakken på fyre som jer. Hold kæft, hvor kommer han til at tjene penge på det underholdningsprodukt. Man finder en målgruppe, der først og fremmest har forbrug som fællesskab og aer den med nostalgi og bekræftelse - og et produkt med nogle stensikre hits. Så har man en forretning. Måske skulle Øvig slå sig på handel med merchandise og relikvier også. En lok af Hendrix hår. En viklebatik t-shirt med et billede af et telt, hvorpå der står Thy-lejren.

Det er ikke historieskrivning, det der.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Vibeke Nielsen du har fat i noget rigtigt. Der var meget store dele af ungdommen som aldrig tog stilling til ungdomsoprøret. De forsatte i den småborgerlige skure der var afstukket. Selv min gamle far der var kommunist med baggrund i modstandsbevægelsen var også meget skeptisk indtil han lyttede til rockmusikkens tekster og så vietnambevægelserne voksne frem, så mente han alligevel nok at ungdomsoprøret haved sin plads i kampen for et retfærdigt samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Fordi Claus, at det kulturelle oprør som kulminerede med med hippiebevægelsen som noget af det væsentligste, så afgjort var den eneste virkelige succes for noget der ligner ægte venstreorientering i den periode.

Åh jo Vibeke, det ydre og det kulturelle lyder ikke af meget, men det dækker over en helvedes masse mere. Det var en kamp mod en bonerthed som du aldrig har kendt, en bonerthed der handlede om at man skulle være pænt gift, ikke få børn uden for ægteskab, ikke være seksuelt afvigende etc etc.

Nogen af os oplevede på vores krop hvor provokerende det var at man tillod sig at bryde alle normer og være langhåret og på enhver måde aparte og leve ubekymret med sin sexualitet, I aner sgu ikke hvor meget verden bonerte normer ændrede sig til det bedre fra 1950erne til 1970. Der skete selvsagt også dårlige ting, det gør der altid, men det var sgu en bedre verden på adskillige punkter, ikke mindst for enhver der af naturen var afviger fra normetne. .

I samfund som var så ekstremt konforme (det har du jo ikke oplevet) kunne pæne borgere blive så ophidsede at man blev truet og udelukket hvis man ikke lignede gennemsnittet eller levede op til deres omgangsformer, Jeg oplevede venner der blev overfaldet og klippet på gaden og Danmark var ikke det enwste land, enkelte lande forbød langhårede mlnd adgang i lufthavnene. Man hørte folk råbe efter sig, at man var bøssekarle. Meget sigende i øvrigt, og der var ofte tæsk i luften på den konto. Det oprør gjorde så ganske bestemt livet lettere ikke mindst for homosexuelle og biseksuelle mænd og kvinder, og det blev lettere at acceptere også andre nationer og skikke end det ellers ville have været, På den skole jeg gik i 1965 blev vi tvangsklippede hvis håret var så langt i nakken at det kunne dække en fingers bredde!.

Det her handlede om at bryde grænser og det lykkedes i en sådan grad at folk knapt løftede et øjebryn da punkterne mødte op to årtier senere. Jeg synes at det var et lyspunkt men jeg kan da godt se at dem der kom efter og oplede den anderledeshed vi havde kæmpet for som en noget almindeligt og en selvfølge, der kan skyggesiderne jo godt blive det afgørende og resten synes at være ingenting. Menneskets hukommelse er jo fandens kort...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Oreskov

A propos tvangsklipning som Robert Ørsted-Jensen så har jeg en sjov historie. En af mine venner som var langhåret allerede i 1965 blev send til en psykolog som så meget alvorligt på sagen bl.a. forhørte psykologen sig om min ven var bøsse, og om han var afvigere på andre områder. Ca. 5. år efter ser min ven denne psykolog på Strøget med pandebånd og flagrende lokker, på det tidspunkt var det blevet opportunt at være langhåret, ja det var nærmest den eneste måde man kunne score på!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Claus Oreskov:

Ungdomsoprørerne havde vel tiden til fælles, men ikke meget mere end det.

Der var en dyb splittelse mellem hippier på den ene side og politiske organisatorer yderst på venstrefløjen, hvad de nu end kaldte sig. Disse havde ofte et fastlagt program for, hvorledes revolutionen skulle varetages (de var ganske vist langtfra enige), som blev brugt til at bekæmpe både borgerskabet og hipperne, hvilket man jævnligt oplevede dengang.

Hippiebevægelsen var af natur mere rummelig, bl.a. var et spirituelt element en integreret del af selvforståelsen (den tibetanske dødebog, meditation og yoga, Don Juans lære, etc.), og omend bondefangeri var udbredt i datidens åndelige vakuum, var den overordnede indstilling tolerant og holistisk (begrebet er vist indført senere). Der var plads til eksperimenter også på denne front, som leder frem mod det 21. århundredes spirituelle søgen.

Når jeg (på en anden tråd) hører dig Claus dømme religion som opium for folket og påstå, at det er den endelige sandhed, og at du ved mere om dette end de fleste, så lyder du i mine ører som en af datidens marxister. Anti-religiøse mennseker (ateister, marxister, liberalister, darwinister) minder en del om religøse fanatikere, når de erklærer DERES viden for definitivt sand og pure afviser eksistensen af en åndelig verden som overtro.

Menneskeheden har formentlig tænkt spirituelt siden kulturens fødsel, og først med det såkaldt rationelle og materialistisk orienterede verdensbillede døde gud. Er det ikke indbildsk at erklære alt, hvad der ligger forud som overtro - og erstatte denne med en indskænket form for videnskab, hvor straks hælder barnet ud med badevandet? Kunne der ikke være dybere visdom i fortidens referancerammer, som ikke forstås ved en overfladisk betragtning?

Naturligvis blev fortidens krige ført i religionens navn, men netop i det 20. århundrede blev nogle af de værste grusomheder begået af mere eller mindre ateistisk og rationelt indstillede herskere. De generaliseinger man ofte hører fremført, afspejler naturligvis, at menneskeheden ofte ledes af despotiske herskere, hvadenten de kalder sig kristne, kapitalister eller kommunister. En mere nuanceret erkendelse opnås dog kun ved at trænge bagom slagordene. Ved, som nogle begyndte at gøre i 1967-70, at trænge ind i sindets dybder og lodde sin egen spiritualitet.

Sprituelt og ateistisk livssyn fører stadigvæk ofte i vidt forskellige retninger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Jeg synes Claus at din historie i allerhøjeste grad bekræfter hvad jeg skrev om den småborgelige ensporede bonerthed som bl.a.hippiebevægelsen var en succesful reaktion på.

Der var tale om en naiv anarkisk bevægelse som var åben over for mange strømninger, men jeg oplevde ikke at den havee nogen bestemte aller antog nogen bestemte religiøse eller spirituelle former. Den var bare åben og frihedselskende og naiv i sin opfattelse af at kærlighed og venlighed overvinder alt og at grænseoverskridende oplevelser var mulige. Men den spillede bestemt en vigtig politisk rolle, også selv om den ikke var sig dette bevist. Mange af blomsterbørnen blev da også politiske hen ad vejen, hvad ikke altid var nogen behagelig oplevelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Kort sagt var hippibevægelsen en meget succesfuld kamp for tolerance og rummelighed på et tidspunkt hvor bornethed og småborgerlighed var dominerende endog på venstrefløjen. Og det var en vigtig begyndelse og grundlag for freds- og miljøbevægelserne sidenhen. Især miljøpolitikken og sexuakpolitikken nød godt af hippiernes bløde naivitet om at vende tilbage til naturen og være kærlige og accepterende over for forskellighed. Kulturele strømninger af den art bør man ikke undervurdere..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Vibeke Nielsen:

Det' i orden, at du kvalmes ved de gamles nostalgi. Og hippietidens eftervirkninger ser nok ikke ud af meget. Men der skete noget nyt, vil mange kunne bekræfte. Og det enestående var, at det nyskabende for en kort periode rent faktisk var mainstream, til magthavernes og borgerskabets store irritation.

Beatles (Sgt. Peppers), Pink Floyd, Hendrix, Cream, Doors - psykedelisk musik lå højt på hitlisterne. Ganske vist i konkurrence med Keld Heick, Bjørn Tidmand og Cliff Richard, men i hvert fald i Aarhus (hvor jeg var teenager i 1967-70) var de unge med på vognen, og omend mange kun var weekend-hippier, lod de håret gro og lyttede til budskabet, som satte nye standarder for samvær og socialt fællesskab.

Ligesom Bach, Mozart og Chopin er i særklasse, vil de bedste kunstnere fra denne periode vedblivende inspirere nye generationer. Og man er ikke overladt til at dyrke fænomenet i form af viklebatik med logo - det er stadig muligt at campere i Thy-lejren, hvor der hver sommer er festival med musik og alt muligt andet mellem himmel og jord.

http://www.gejrfuglen.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=10...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

En kamp mod bornerthed som jeg aldrig har kendt? Den kamp blev mig bekendt i første omgang taget i mellemkrigstiden af de nok så forhadte kulturradikale. Ikke så meget hippie, dér.

Lad mig nævne et eksempel på hvorfor det her er så misforstået, efter min bedste overbevisning. Det var ganske normalt, at man på de danske folkehøjskoler frem til begyndelsen af 70'erne holdt skarpt øje med at mandlige og kvindelige elever ikke sov sammen. Det gjorde man, fordi det var dårligt for pigerne, hvis de alle sammen kom gravide hjem fra et højskoleophold. Man holdt op, fordi den risiko forsvandt. Ikke takket være hippier, men takket være p-piller og en ret til fri abort, som blev tilkæmpet politisk - ikke taget som syretrip eller eksperimenteret frem via en tur til Thy.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

@søren tolsgård

måske overdriver du noget, der hverken er eller var, nogle dkp'er som mente at arbejdernes klassekæmpen især måtte vendes mod hippierne, i hvert fald næppe mod hver eneste af hippierne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Vibeke Nielsen:

Lad os blot antage, at det var de videnskabelige og politiske fremskridt (p-piller og risikofri abort), der næsten automatisk førte til bonerthedens opløsning. I nogen grad nok sandt, for når en opfindelse eller et fremskridt er gjort, er der en tendens til, at den skal udnyttes fuldt ud, står det til købmændene og markedskræfterne.

Ungdomsoprørets generation var i så fald den, der blev eksperimentets forsøgspersoner eller ofre, afhængig af synsvinklen. Også stoffernes markedsføring (især LSD) betrages af nogle som et af CIA kontrolleret eksperiment. Og ingen tvivl om at mange betalte en høj pris, både for stoffernes fremmarch, og for den løsslupne sexualitet.

Det er netop, hvad jeg forsøgte at henvise til med Joni Mitchell. På "For The Roses" (1972) gør hun regnestykket op efter den stormfulde periode. For når alt kommer til alt, er det jo ikke de materielle "landvindinger" i sig selv, men de erfaringer, som vi får ud af deres anvendelse, der tæller. Den sexuelle frihed måtte bearbejdes, og en ny balance findes. Det er netop her kunstneren griber ind og efterlader sin erfaring til de kommende generationer.

I am a woman of heart and mind
with time on her hands
no child to raise
you come to me like a little boy
and I give you my scorn and my praise
you think I'm like your mother
or another lover or your sister
or the queen of your dreams
or just another silly girl
when love makes a fool of me
After the rush when you come back down
you're always disappointed
nothing seems to keep you high
drive your bargains, push your papers
win your medals, fuck your strangers
don't it leave you on the empty side?
I'm looking for affection and respect, a little passion
and you want stimulation - nothing more - that's what I think
but you know I'll try to be there for you
when your spirits start to sink

All this talk about holiness now
it must be the start of the latest style
is it all books and words
or do you really feel it? do you really laugh?
do you really care? do you really smile when you smile?
you criticize and you flatter
you imitate the best and the rest you memorize
you know the times you impress me most
are the times when you don't try
when you don't even try

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Opgåret i mellemkrigstiden Vibeke havde fandeme ikke en brøkdel af den gennemslagskraft som begivenhederne sidst i 60erne. Og det var sandt for dyden ikke noget der berørte os der voksede op i arbejderkvatererne på Nørrebro og NV kvartererne i København i 50erne det kan jeg godtr slå fast med syvtommersøm, For os skete det først og fremmest fra 65 og frem, vi var der deltagere i dette ungdomsfolkelige oprør mod bonertheden og indsnæverheden i vores egen verden. Højskolerne og 1968, selv atommarcherne først i 60erne var altsammen noget man hørte om at bogerskabet og de bedre stillede gik og lavde som havde forbandet lidt indflydelse på vores liv. Men vi deltop i noget allesammen fra 63 og frem til omkrimng 71 som de flrste af os i min omgansgkreds af ikke studerede røvere og almindelige platfødder kunne føle på vvores egen krop, og ændringer var der, også varige ændringer. Aændringer som stadiog er her og som fandeme ikke var der før...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Misforstå mig ikke, Søren Tolsgaard. Jeg har skam stor respekt for kunstnere, der forholder sig reflekterende til deres samtid.

Det er Øvig, jeg har et problem med. Han gør historie til business, mener jeg. I stedet for at forholde sig kritisk reflekteret til historie.

Man kan så også spørge om de danske folkehøjskoler i 60'erne og før ikke kunne have valgt en anden strategi end forbud. Fx oplysning og krav til de mandlige elever om brug af kondomer. Jeg mener da absolut ikke at folk bare bliver drevet frem af den teknologiske udvikling eller udviklingen indenfor lovgivningen, som om de var passive vogne bag et lokomotiv. Mennesker træffer valg indenfor rammerne. Og når det drejer sig om de gennemtænkte aktive valg har hippierne måske haft noget at sige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Kim Gram:

Jeg var sjældent opmærsom på, hvorvidt der var tale om DKP, KAP eller andre, men har i hvert fald flere gange oplevet meget skarpe konfrontationer mellem sådanne personer versus hippietyper (inkl. mig selv), der ikke blev opfattet som kampvillige, eller blev beskyldt for borgerlig infiltration i kraft af holdningen til stoffer (som der ikke var plads til) eller spirituelle indfaldsvinkler.

Bevares, vi kan ikke alle være enige, og det kan være mere konstruktivt at arbejde i forskellige regi. Det hændte, at der opstod dybe og uforsonlige konflikter, bl.a. i kollektiver og ved konkrete aktioner, som gjorde samarbejdet umuligt, og så skiltes vandene naturligvis. De hippier, som gik ind i nyreligiøse bevægelser, blev ligeledes opfattet, om ikke som fjender, så i hvert fald som overordentlig skadelige af den yderste venstrefløj.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Nielsen

Robert Ørsted-Jensen, du overvurderer din egen styrke og din egen generations bidrag - og undervuderer andre generationers.

Grunden til, at det ikke havde den gennemslagskraft i 30'erne var, at det for det første blev slået tilbage af de højreradikale, for det andet ikke havde den teknologiske udvikling i ryggen. Gennemslagskraften i 60'erne skyldtes at der, heldigvis ikke var et slagkraftig reaktion fra højreradikal side og at vinden var i ryggen, både økonomisk og teknologisk, i modsætning til i 20'erne og 30'erne.

Men jeg kan da hilse og sige, at min egen mormor ikke fik mere end to børn på grund Thit Jensen foredrag - i 1920'erne. Det handlede faktisk om emancipation.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kim Gram

( Fra “engels” og “marx” )

før menneskene kan
I) udøve videnskab, såkaldt finere kunst, politik, …, ( fælles og egen selvvirkeliggørelse udi kunsterne ), osv.

må menneskene sikre sig II): føde, drikke, bolig, klæder… osv.

III) og måderne menneskene sikerer sig II )
bestemmer meget hvad de så laver udi I) ,

bestemmer fælles og egen bevisthed
------------

tænkeligt kunne dkp'ere, eller samme rundt om på kloden, lave nogle arbejdsdelinger,

af og til udtale sig eller praktisere på områder
I),
de kunstneriske,
bla.a også det flippede, hippieagtige; eller lade meget venstreorienterede kunstnere gøre det;

----

men det bør så ikke sammenblandes med DKP'erens øvrige rolige , og fornuftige hensigter, mht. at arbejderne bør som minimum sikres de grundliggende behovsopfyldelser, arbejde, tryghed, også på langt sigte, altså II)

---

et af problemerne er så at medier til højre for dkp vil forsøge at give indtryk af at dkp'eres evt. flippen ud på områderne I); så er DKP'erens hensigter også mht. II)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Kim Gram:

Nogle hippier var sikkert urealistiske og upraktiske mht. I), mens nogle DKPer var temmelig firkantede mht. II).

Russerne har i dag - omend der ikke er megen politisk frihed - fået større åndelig frihed, hvilket giver spillerum for spirituelle bevægelser af vidt forskellig observans og dermed mulighed for, at den enkelte borger mere frit kan udleve sin trang til spirituel udvikling, hvilket ikke var tilfældet under kommunismen.

Måske var der nogen, som så udsendelsen om Sibiriens Jesus Vissarion forleden? Det samfund, hans tilhængere har opbygget har - omend han sikkert i en vis forstand er en svindler - mange ligheder med hippietidens kollektive tendenser. En slags forsinket ungdomsoprør i Rusland?

Her er en svensk udsendelse om Vissarion:

http://www.youtube.com/watch?v=lkuJ0cx8pU0

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Nu har jeg ikke selv oplevet det, men det er blevet mig fortalt, at borgerskabet og andet godtfolk mente, at The Beatles var - wait for it - langhårede.... Og man tror det jo næppe i dag....The Beatles fremstår jo nærmest som yderst kort-hårede når man kigger på deres plade-omslag fra 1962 eller 1964 eller endda på plade-omslaget fra 1967 , 1968, og 1969?

Og Amdi Peterse blev jo fyret fra sit lærerjob på fyn, fordi han var -wait for it - langhåret og vist nok også fordi han gik uldne islandske sweatre...?

Og hvilke kvinder var det som kom ud på arbejds-markdet i 1960erne? Mellemlagenes og borger-skabets kvinder var det jo; arbejderklassens kvinder har jo altid arbejdet, enten som vaskekoner, med hjemmesyning af tøj for fabrikanter af tøj, eller på fabrik, som ses i Krønikens fine fremstilling af forholdene fra omkring 1949-1950.

I 1930erne begyndte ganske rigtigt den kultur-radikale kamp mod bornertheden, fint skildret i Matador; den fortsatte langt op i 1950erne. Både i 1930erne og 1950erne kom kvinderne ud på arbejds-markedet, bl.a. som telefonist-inder og skole-lærere. Og det er korrekt, at den økonomiske udvikling bl.a. gjorde, at der blev brug for flere kvinder, bl.a. i industrien, på fiskefabrikkerne og på kjole- og tøjfabrikkerne.

Men først fra omkring 1969-1973, hvor kvinderne ikke gad lave te til revolutionen, som forfatteren Bente Clod? eller Bente Hansen vist engang har skrevet eller fortalt, ja der kommer der altså skub i kvinde-bevægelsen herhjemme.

Sådan som jeg læser Øvigs kommentar til sin bog, og også kommentarerne her, er man(d) enige om, at det først og fremmest var mændene, også i Thy-lejren, som førte ordet. Indtil kvinderne omkring 1969-1971, måske 1971-1973, begyndte at gøre oprør - og krævede, at deres mening også blev hørt.

Og hippierne gik ind for fri sex, fri kærlighed, og en masse andet frit, bl.a. fri hash, fri lsd mm. Alt sammen som en reaktion på det de så som (som jeg opfatter det) borgerskabets triste liv. Hvor forventningen var, at man skulle opføre sig som på bestemt måde for at være en rigtig kvinde, dreng, mand eller pige. Kvinderne forventedes at være pæne piger og være jomfru, før de blev gift med deres mænd, som de så iøvrigt var sammen med resten af hele deres liv, og bo enten i lejlighed eller i villa. Og få 2,0 barn, en af hvert køn. Og gå i kjole.....altid. Og ellers holde kæft og være smuk - som en novelle-samling af Vita Andersen hed som udkom i 1977.

Manden forventedes at få på arbejde klokken 7.00, komme hjem kl. 19.00 om aftenen. Maden skulle da stå på bordet, hvorefter han kunne sætte eller retterre lægge sig i sofaen, mens konen hentede hans hjemmesko (sutter) og rakte ham avisen. Herefter kunne konen så rydde op i køkkenet i 1 time, lave aftenkaffe i 1 time. Og sådan fortsatte denne pæne, kedelige tilværelse i det som i en sang blev beskrevet som Little Boxes on the Hillside. Eller af Cæsar blev beskrevet sådan i sing sang om Storkespringvandet:
Al den pænhed er som kloroform/kedsomheden er enorm/men protesten ender som en storm/i det store stygge Storkespringvand/

Alle disse her forventninger fra samfundets, og nogle gange også fra egen side, om hvordan mænd og kvinder skal være, og opføre sig; de bliver altså revet ned i løbet af 1970erne. Og hippierne mener jeg bestemt lagde grunden, begyndelsen til dette, startende med summer of love i 1967, og med det Ny Samfund, i Thy - i 1971....

anbefalede denne kommentar

Sider