Læsetid: 5 min.

Hvem er bange for børnene?

Tredje gys i 'Paranormal Activity'-serien skræmmer med dæmonbesatte børn og indskriver sig dermed i en filmkultur spækket med onde og klamme og forsømte børn, barneskrig og andre misopæde manifestationer. Men hvorfor ængstes vi i biografmørket over samfundets små uskyldssymboler? Er det vores gyselige samvittighed, der nager?
Gyseligt. Regan i William Friedkins 'Eksorcisten' (1973) er det ypperste og bogstaveligt talt klammeste eksempel det dæmoniserede barn i gyserfilmgenren.

Gyseligt. Regan i William Friedkins 'Eksorcisten' (1973) er det ypperste og bogstaveligt talt klammeste eksempel det dæmoniserede barn i gyserfilmgenren.

Mary Evans Picture Library

20. oktober 2011

Pædofobi er angst for børn og betegner, sådan i psykologisk, diagnosticerbar forstand, foragt eller panikfremkaldende fobi for disse småmennesker, som vores moderne kultur ellers forguder og beskytter mod voksenverdenen. Men mens man sjældent ser en voksen i dagslys springe for livet ved synet af en tumling i klapstol, så er det uhyggelige barn derimod en klassisk gyser- og horrorfigur i biografmørket. Film dyrker det pædofobiske. Der er noget symbolsk ved barndommen, der skræmmer os fra vid og sans.

Et flertal af filmhistoriens mest uafrystelige gyserkarakterer er også børn: tvillingepigerne i Ondskabens Hotel(1980) ,den djævelske Damien i The Omen(1976), det dæmoniske foster i Rosemary's Baby(1968) og den banjospillende indavls-knægt i Deliverance(1972). Senere års bedste gyserfilm, spanske Børnehjemmet(2007), skræmte med dens klamme spøgeunger, og den svenske Lad den rette komme ind(2008) var børnevampyr-versionering af coming of age-filmen. Senest i rækken er Paranormal Activity 3, der i dag har verdenspremiere .Mens de to voksensøstre, Katie og Kristi i første og anden gyser i serien, blev grundigt hjemsøgt af en dæmon, så tages publikum i treeren tilbage til søstrenes barndom. » Discover how the activity began,« reklamerer filmplakaten. Og denne onde dæmonisering starter, naturligvis, fristes man til at tænke, hos børnene.

Uskyldige og klamme

En af de grundlæggende troper i gyserfilmsgenren er barnets afvigelse fra uskylden: Denne skræmmende overgang mærkes, når man i introsekvensen til Halloween(1978) pludseligt erfarer, at den hånd, vi netop har set knivmyrde en kvinde, tilhører en lille dreng, Michael Meyers. Eller når det viser sig, at lille Dannys rustent snakkende pegefinger i Ondskabens Hotel(1980) har en mystisk og uforklarlig indsigt. I Paranormal Activity III ser et forældrepar på deres kameraoptagelser, at deres lille datter om natten står op, balancerer på trappens rækværk og springer ud og ned i stuen for så, sekunder efter, at komme op af trapperne igen. Næste dag kan hun ikke forklare noget som helst om hændelsen.

Magister i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet Iben Engelhardt Andersen har i sit speciale forsket i barndomskultur ud fra den tese, at fiktionen skaber nogle særlige børnebilleder, der befinder sig midt imellem det konkrete barn og Barnet som en idé om uskyld. Hun kalder disse børnefiktioner for »klamme børn«: »Vi har den her samfundsfortælling om barnet som essentielt uskyldigt. Derfor afviger ethvert udsagn om barnets skyld, begær eller klamhed så meget fra en grundfortælling om Barnet, at det nærmest bliver kriminelt. Men fiktionerne har mulighed for at fremstille disse overskridelser,« siger hun: »Gyserfilmene forholder sig derfor måske ikke så meget til det konkrete barn som til denne kulturelle fortælling om barnets uskyld. Og det er det, som filmbarnet så bliver en uhyggelig antitese til.«

Menstruationspanik

Barnet er derfor, i al dets uskyldighed, en klassisk beholder for skyld på film. Det mest klassiske eksempel er dæmoniserede børn i gyserfilmgenren, som Regan i William Friedkins Eksorcisten(1973) er det ypperste (og bogstaveligt talt klammeste) eksempel på. En af britisk filmkritiks hovedfigurer, Mark Kermode, har i en analyse kaldt filmen om den hovedhvirvlende, slimspyende og med krucifix masturberende pige for en pædofobisk traktat: Filmens djævlebesatte lille Regan er for ham udtryk for forældreangst for pigens vej mod voksenheden — og hermed uskyldens ophør. Den amerikanske kulturkritiker Peter Biskind, kalder i sin analyse af 70'er-film i Easy Riders, Raging Bull(1998) uhyggelige Regan for et udtryk for 'menstruationspanik': Det er det foruroligende i at se uskylden forsvinde (ud af benene?) på de engang så uskyldige og ufarlige småpiger. Gyserkongen Stephen King betegnede filmen sociohorror: et symbol på frygten for det gryende ungdomsoprør. Måske er Regan endda et tegn på 70'ernes nye selvstændige kvindefigur, der ikke ville behandles som pige, men som ligeværdig voksen med rettigheder, selvstændig seksualitet og fri stemme.

»Stik pikken i hendes røv, din uduelige pikslikker,« skriger dæmonen gennem Regans grønt blødende mund. Det er, mildest talt, uventede ord fra en lille pige — i en film, der ofte (og måske delvist derfor) anses for verdens allermest uhyggelige.

Samvittigheds-pædofobi

En af de måder, som børn pirker til vores grundangst, er netop ved tanken om denne voksenverdens tilsmudsning af barnets uskyld. I det perspektiv kan man nærmest tale om en slags samvittigheds-pædofobi i film, der eksponerer forsømmelsen af barnet. Det uhyggeligt misrøgtede barn tager skikkelse af fejlopererede Mona i Riget og af den lille spøgelsespige i Den Sjette Sans(1996), hvis mor hælder rengøringsmiddel i hendes mad for at holde hende syg. I Trainspotting(1996), der, ligesom med den vuggedøde lillesøster i Vinterbergs Submarino(2010) ,lader en baby dø hen i en skramlet heroinbule, vender babyen tilbage som genfærd i hovedperson Rentons delirisk kolde tyrker. Nu er den en plastisk og klam samvittighedsmanifestation, der med skævvredet hoved kravler hen langs loftet over hans sygeseng.

»Uskyldshistorien om Barnet med stort B har rod i det faktiske barn,« siger Engelhardt: »Barnet fødes jo pr. natur svagt og behovssygt og bliver nødt til at kræve vores beskyttelse. Her er barneskriget eksempel på sådan et udtryk for barnets afhængighed af os,« forklarer Engelhardt.

»Skriget forpligter, og det vi må forholde os til. Men hvis et barn skriger i en film, kan det pege på, at uskyldsbarnet ikke kun er ren god natur, men også et ubehageligt krav på vores opdragelse og kultivering af det. På den måde kan man vende det om og sige, at barnet peger på en mangel ved naturen, og fiktionens barneskrig kan overdrive og gennemspille det ubehag, der rammer os ved lyden af barnets krav.«

Netop skriget bliver det ultimativt foruroligende i Simon Stahos nedturstrip, Daisy Diamond(2007), hvor lydsiden er tapetseret med enerverende barnegråd i filmens første og evige, føles det, tyve minutter, indtil den unge mor drukner barnet til publikums (samvittighedstyngede) lettelse. Lynne Ramsays roste, Cannes-nominerede, We Need to Talk About Kevin(2011), der til næste forår får premiere i danske biografer, viser, ligesom Daisy Diamond, en montage af spædbarn-Kevins konstante babygråd, udholdt af hans lidende mor (Tilda Swinton). Senere viser Kevin sig som et ondt, uempatisk, endda morderisk, barn og pirker til forestillingen om, at børn faktisk, per natur, uafhængigt af den kultur, der omgiver dem, kan være ægte onde. Samtidig ved selv den største biograf-pædofob jo nok, at barnet hverken erondt eller uskyldigt. At et barn bare er en lille ufordærvet tumling i klapstol, som vi som voksne har et (skræmmende) ansvar for at opdrage og kultivere, indtil det er lige så fordærvet som os andre. Og i det pædofobiske biografmørke får vi med Paranormal Activity 3endnu engang bekræftet, at disse dæmoniserende aktiviteter, vores voksne sociohorror, helt uundgåeligt tager sin begyndelse i: barndommen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dengang for 40 år siden lærte vi marxistisk massekommunikations- og tekstanalyse. Den må vel stadig kunne bruges til noget?

Gunvor Trinderup

Ja det er noget af en gyser at børn rent faktisk har agens ligesom voksne. Især når det bryder den lettere ensidet idé om at børn kun er nuttede, sårbare samt små nemme domesticerede projekter.

Michelle Poulsen

Jeg har aldrig været så skræmt som da jeg så scenen i "Riget" hvor fru Drusse beder hospitalsteknikeren forstærke lyden indtil man tydeligt kan høre en lille pige råbe, "hvorfor skal jeg dø?" Jeg forstår ikke selv hvorfor det skræmmer mig fra vid og sans, for egentligt er det jo mest af alt en dybt tragisk historie om et svigtet barn, som burde vække mine empatiske omsorgsfulde følelser. Men i stedet for føler jeg kun hvidglødende frygt og en lyst til at komme så langt væk fra den lille pige som muligt. Måske er det fordi hun sætter mig i forbindelse med en frygtelig forestilling om at verden ikke er, som den fremstår. At jeg ikke kan stole på mine sanseindtryk, men at der er mulighed for at et underlag af fortrængte indtryk kan bryde frem i mit sind og gøre mig sindssyg.
Pu ha, jeg tror hellere jeg må sætte en tryghedsskabende film på inden jeg skal i seng! ;-)