Læsetid: 8 min.

Vi har det alt for hvidt

På lørdag koger Parken over i hvidt. Det omrejsende Sensation-rave og dets uniformerede dresscode har vokset sig fra en flyer til verdens stærkeste festkoncept. Information drog til Barcelona, trak i det påkrævede ornat og smagte på det hyperkommercielle techno-rabalder. Gigantarrangementet punkterer myten om, at unge for enhver pris vil stikke ud
27. oktober 2011

Et sted mellem forret og hovedret på en restaurant på La Avenida del Paralelo går det op for mig, at jeg mangler kontanter til nattens rave på et af de højdedrag, der omkranser havnebyen Barcelona. Mens jeg smyger mig forbi de tætstående borde, ser jeg ned ad mig selv for at se, hvad de distraherede lokale mon stirrer så insisterende på. Det er egentlig ikke så svært at regne ud, jeg har bare glemt det igen. De glor på det samme som knejten og hans målløse mor i hotelelevatoren en halv time forinden. Hvid skjorte, hvidt slips, hvidt bælte, hvide bukser, hvide gummisko. Som de øvrige 18.000, der skal til Sensation-festen i den olympiske basketballarena Palau Sant Jordi, er jeg i hvidt på fra top til tå. Det er den dresscode, der er obligatorisk for at blive gelejdet indenfor.

Det er for tidligt på aftenen, tænker jeg, at spille albinofandango på egen hånd, og jeg lusker i stedet tilbage til mit selskab, der er klædt lige så iøjnefaldende. Endsige tåbeligt, hvad man åbenbart fortrænger, når man færdes i flok.

En af de andre i gruppen, som har været til Sensation adskillige gange før — både i København og en række af de andre lande i Europa, Australien og Sydamerika, der lægger arenaer til Sensation-konceptet anno 2011 — griner overbærende, måske en anelse hånligt, mens han løfter glasset. En anden retter på sin klorinbehandlede stråhat, fniser, fnyser:

»Det vænner du dig til. Bare vent og se.«

Snart efter tænker jeg ikke længere over det faktum, at jeg ligner et styk interiør fra den københavnske jetset-natklub NASA's storhedstid i senhalvfemserne — eller en gæst fra ekstennisspilleren Frederik Fetterleins senest fødselsdagsfejring, for den sags skyld.

Sociolog og lektor ved Aarhus Universitet Jakob Demant har også studset over, at unge kloden over åbenlyst stræber efter at være del af et hvidt menneskehav. Han henviser til sociologen Michel Maffesoli fra Sorbonne-universitetet i Paris. Maffesoli har introduceret begrebet 'etikkens æstetik'.

»Med den hvide uniformering markerer deltagerne i Sensation, at de støtter op om det samme. De skilter med, at de deler nydelsesorientering, og at det er den egentlige grund til, at de er sammen om den her oplevelse. Det er et provokerende begreb, fordi man hermed signalerer, at æstetikken erstatter en etisk eller moralsk orientering i fællesskabet. Det æstetiske ophæver alle andre måder at kommunikere tilhørsforhold på. Alle de koder, man normalt skal forholde sig til i det offentlige rum, er på forhånd overflødiggjort af den ens påklædning,« vurderer Jakob Demant.

1.000 fester og én begravelse

Vi er altså ikke bare under samme tag, men også i samme båd denne lørdag aften i oktober i Barcelona. Samme båd, som de var i i Chile, Holland, Serbien, England, Ukraine, Polen, Norge, Holland og en række andre lande tidligere i 2011. Og i Parken på lørdag, hvor Sensation for fjerde gang på lige så mange år forventes at trække 30.000 hvidklædte unge mod det danske nationalstadion. Her vil housemusikken dunke uafladeligt fra en broget forsamling af internationale somebodysog opkomlinge, deriblandt den danske debutant DJ Flip og hovednavnet Martin Solveig fra Frankrig. København er umtji-umtji-tjept blevet en af Sensation-organisationens bastioner. Den omrejsende raver-fest er den suverænt største af sin slags derude, og den bygger snarere på et koncept, der skaber fællesskab mellem deltagerne, end den bygger på egentlige nybrud i den stadig mere kompromissøgende techno, electro og house.

Da det første Sensation-arrangement høvlede derudad i Holland i 2000, var det således til tonerne af den mindre publikumspleasende, mere monotone trance-forgrening af dancemusikken.

Brødrene Miles og Duncan Stutterheim, der var omkring de 30, havde så småt opbygget et festimperium på dunkende techno, hvor hjemlandets unge tog rejsen ind i ekstasen med alt, hvad det krævede af lovlige og ulovlige rusmidler. 1990'ernes ubekymrede hedonisme knejsede og slog dem til prinser af det uendelige dansegulv. Sensation, der skulle forvandle Amsterdam ArenA til en kolossal dunkende natklub, var kronet på værket.

Men inden det kom så vidt, kom Miles galt af sted. Han døde i et biluheld. Til begravelsen bar alle hvidt. Det lå ikke i Miles' natur at sørge, han ville hellere festes videre på sin færd, mente Duncan. På flyeren til Sensation-debuten stod der derfor i en notits, at man kunne ære ham ved at være spændt op til lir i hvidt. Tre ud af 10 fulgte opfordringen. De færreste af deltagerne kendte Miles Stutterheim, men ikke desto mindre.

Sensation blev en succes. Det var lykkedes at løfte den autonome ravetradition fra undergrunden og op i de konceptuelle og kommercielle luftlag, hvor champagneproducenten Moëts logo huserer hånd i hånd med houserytmerne.

»Det er altså et sjovt fænomen,« udbryder sociolog Jakob Demant, da jeg tilbage i Danmark fortæller ham om det velopdragne publikum og alle sponsorerne, der er en integreret del af oplevelsen: »Det er jo en genoplivning af det oprindelige megarave, samtidig med at alt det hyperkommercielle jo er ravets antitese. I gamle dage havde folk følt, at nogen kaprede deres kultur, hvis der stod bilmodeller udstillet ved indgangen. Det siger noget om, hvor efterspurgt fællesskabsfølelsen er til Sensation. Folk — måske også de gamle ravere — giver gerne køb på nogle principper.«

Sensation blev gentaget i 2001. Denne gang var det syv ud af 10, som dukkede op og havde det alt for hvidt. Rygtet spredte sig efter det første år. Som Duncan Stutterheim forklarer det tilbage i august i København, hvor han netop har afsløret årets tema og noget smalle dj-line-up: »Det var ikke noget, vi havde den store aktie i. Folk havde hørt om den hvide udklædning fra deres venner. De ville gerne feste ens. Være en del af det samme. I 2002 var det 98 procent af alle, der dukkede op i hvidt, og derfra valgte vi at gøre det til en dresscode.«

Tidligere har Sensation haft tacky temaer som 'Celebrate Life'. I år er festens tema mere håndgribeligt: 'Det indendørs rum'. Eller på internationalsk: 'Sensation Innerspace'. Den mildest talt ambitiøse koreografi sættes i scene med et omrejsende kulisselandskab, inklusive 170 selvlysende og blinkende kæmpebolde, der illuderer planeter, som sænker sig fra tagkonstruktionen mod publikum og bevæger sig op igen. Der er også et sindrigt arrangeret lasershow, springvand og vandfald, hvor dråberne regner i figurative mønstre. 31.000 liter vand genbruges igen og igen i løbet af natten.

I centrum roterer en scene. Den former en form for knopskydende blomst. Her holder skiftende dj's hof for det dedikerede hav af mennesker, som smelter ind i og væk fra hinanden. Alt er seriøst hvidt, når de lysegrønne eller pink laserstråler ikke skærer igennem mængden eller projicerer animationer op på de knivskarpe storskærme. I Hi-Fi Klubben ville sælgerne tale om en 'totaloplevelse' og prakke kunden et surroundsystem på på kreditnoteringen. Det er i hvert fald glat og spektakulært og et show af, ja, en anden verden.

Et rave med varme

Sensation. Det er oplagt at oversætte ordet til dansk uden dikkedarer med senstation. Står man i Barcelona — eller København i overmorgen, for den sags skyld — er ordets denotation højst sandsynligt en anden. Der er ikke som sådan noget udpræget sensationelt ved musikken eller hoben af hvidklædte typer, der vrimler venligtstemt rundt imellem hinanden. Det er følelsen, det drejer sig om. En fællesskabsfølelse, som er svær at ignorere. Også selv om den synes grotesk dekadent på den eskapistiske facon. Altså: 18.000 unge, der midt i et af Europas mest gældsplagede lande danser kollektivt, uniformeret og ekstatisk mod afgrunden, som om der ingen i morgen fandtes.

Men, indrømmet, det er forbavsende let at glemme sig selv, når musikken pumper, og alkoholen banker. Men inden da, så snart vi er inde i den forvandlede basketball-arena, fornemmer jeg noget usædvanligt. Sammenlignet med et andet stort catalansk technoarrangement, den elektroniske sommerfestival Sónar, kommer folk tilsyneladende hinanden ved til Sensation. De er ikke musikalsk nysgerrige, men socialt vedkommende. Mens Sónars natarrangementer er en dunkel og brølende science fiction-affære henlagt til et uudgrundeligt hangarkompleks, hvor folk helst ikke henvender sig til fremmede — medmindre de lige er pushere — går det anderledes til under Sensation. Den første fyr, der antaster mig, vil egentlig bare rette på mit slips. » Now you're perrr-fect!« bjæffer han og giver mig okaytegnet. Så er han trippet videre med et koket chassé.

På papiret er hovedattraktionen Fedde le Grand. Belgieren har dog ikke samme gennemslagskraft som f.eks. David Guetta fra Frankrig eller Tiësto fra Sensation-hjemlandet Holland. Han er givetvis for dyr for sine landsmænd nu om dage.

En afsløring af kollektivet

Da Fedde le Grand indtager det roterende podie midt i Palau Sant Jordi, runder klokken halv tre om natten. Festen topper i nogle heftigt opskårede klimakser, der får skoven af hænder og hyl til at slå mod scenen i brusende bølgeskvulp. Den kollektive trance synes tæt på. Jeg bidrager selv til de store, synkrone bevægelser nu. Ganske ufrivilligt frivilligt.

Fra sit kontor på Aarhus Universitet påpeger lektor Jakob Demant, der blandt andet har forsket i danske unges stof- og alkoholforbrug og deres forhold til boybands og hiphoppen som konkurrencekultur, at man nemt kan komme til at overdrive individualiseringen hos de yngre generationer. De ynder sådan set at spejle sig i andre, gå i det samme tøj, høre den samme musik, dyrke samme jargon. Normalt foregår det bare i væsentligt mindre grupperinger — og derfor springer det heller ikke i øjnene som kollektive strømninger. En fælles dresscode for 30.000 festaber, der ikke danser med hinanden, men med front samme vej, er til gengæld svær at overse:

»Man kan godt sige, at Sensation afslører, at vi slet ikke er så store individualister, som vi af og til prøver at bilde hinanden ind. Når Østerbro oversvømmes af et hvidt menneskehav, er det et argument, der er svært at komme udenom.«

Det er følelsen ikke.

 

Sensation Innerspace. Lørdag 29. oktober i Parken, København. Billetter kan købes via billetlugen.dk eller i døren. Husk dresscode Uniformering. Verdens største rave-fest foregår i hvidt, og en fælles dresscode for 30.000 festaber afslører, at vi slet ikke er så store individualister, som vi af og til prøver at bilde hinanden ind. Foto: Sensation

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Østerberg Bahr

Det er der nogle smarte forretningsfolk der tjener styrtende på, altså at i ikke selv kan finde på noget spændende der inspirerer til at se - Lyset - (sig selv)

Det lylder som om det er kollektiv underkastelse - som når forældre tvinges til at købe Haloowee-Dragter til deres trofæbørn til (pådutnings-) festen i børnehaven - bare i "voksen"?-udgave

Lise Østerberg Bahr

Det lyder også som om det er en hørelsesødelæggende Zoombi-aften kreeret af opfindere af vaskepulver som f.eks. PERSIL - bare i kamufleret udgave.

Bare fordi det ikke er finkultur, betyder det vel ikke at Information ikke kan skrive om det? Jesus Christ...
Der er vist nogle der glemt hvordan det er at være ung.

For det første: pop og techno er aldeles ikke lygegyldigt. Det er ligesåmange (om ikke flere) underarter af techno som der er jazz eller klassisk osv. Det er fuldstændig så meget 'finkultur' som alt muligt andet, og dem der siger det modsatte er ikke andet end en snob. Mht. pop så har det her nu ikke en fløjt at gøre med pop.

Når det så er sagt, så har de sådan set bare opdaget at folk er nogle u-selvsikre får der elsker at gå i flok og være en del af en flok fordi de er så usikre på sig selv at de finder en vis selvsikkerhed i at ligne alle de andre. Denne opdqagelse har de så bare ultra-kommercialiceret.
Det er ligesom alle dem der spiser McDonalds fordi alle de andre gør det.
Man kan også se fænomenet i diverse virksomheder som f.eks. Mærsk hvor *alle* går i (næsten) det samme mørke jakkesæt med mørke sokker og sko. De finder en vis selvsikkerhed ved at ligne chefen (og det er endda påkrævet mange steder).

Og så lige en fordom: Jeg æde min hat på at dem der går til Sensation også overvejende er dem der går i mærketøj til dagligt.

Har man lyst til at feste med en flok kommercielle u-selvsikre får? stort NEJ herfra.

Lise Østerberg Bahr

Fordelen for de ældre er, at de har hørt det HELE, prøvet det meste, og har haft mulighed for at sorteret, og måske kan se hvor "fårene" flokkes, og hvor !!

Lise Østerberg Bahr:
Det du siger er altså at de ældre ved bedst, og derfor skal kunne vælge på de unges vegne?
Mange ældre er dårlige til computere og IT. Det er der ikke noget galt i, de er bare ikke vokset op med det på samme måde som folk i min generation er.

På samme måde med musik og andet kultur. Man har det med at blive nostalgisk, og mene at alt det fra den gang man selv var ung, var meget bedre end det der er nu. Men det betyder vel ikke at det hverken passer, eller at alle behøver mene det samme som dig.

Lars Poulsen:
Jeg har mange gode venner der går i mærketøj, er modebeviste og som godt kunne finde på at tage til Sensation. De fleste af dem er ikke noget der ligner "en flok kommercielle u-selvsikre får". Derudover er de rigtig sjove at feste sammen med.

Lise Østerberg Bahr

Hvor mange ambulancer var det nu der måtte hidkaldes - (UDGIFTER for de andre borgere der tilmed sikkert ikke har kunnet udholde larmen fra gå hjem-fjogede personer, på gaden natten igennem - som ved alle andre store arrangementer af samme slags.

Og hvis der var 30.000 til stedet, må det jo have været indbringende for øl-fremstillingsfolket samt eventmagerne, mon ikke de har klappet i deres små svedige hænder ?? Mon ikke det i bund er grund det det hele går ud på, at få klingende mønt i kassen - jeres eller jeres forældres ??

Jeg nedgør ingen, kan lide al slags musik selv, men når det hele ender i druk og balade - uden reelt indhold, er jeg stået af.

Mon i skal være i dyre Pariser-ternede kreationer næste år - el. finde et kustume fra det tidligere børneværelse frem ?

Lise Østerberg Bahr

Emil Arenholt:

Der er mange ældre på 80 og over, der er glimrende til IT, og de trækkes jo med af deres børn og børnebørn, og den globale verden vi lever i. IKKE diskriminere dem !

Måske de ikke danser lige hidsige rytmer mere som de sikkert også engang har gjort og HUSKER ikke med vemod med med glæde....sikkert !

Har selv stået med en mikrofon i hånden og har været dansefreek så det basker - lige siden barnealderen - det glemmer man da ikke eet sekund, så det er ikke for at virke gammel og stivstikkeragtig jeg skriver, men kun ene alene af EMNEgrunden - og min titel: Kollektiv underkastelse omkring hvad man skal lade sig diktere her og der og allevegne !