Læsetid: 4 min.

International kritiker trækker 'Lykke-Per' ud af glemslen

Oprejsning. Med 'Lykke-Per' fandt Henrik Pontoppidan den fortælleform, Dostojevskij og andre samtidige forfatterkolleger desperat ledte efter. En af verdens førende litterater, Fredric Jameson, anmelder begejstret den første engelske oversættelse af 'Lucky Per'
Nybrud. Henrik Pontoppidan skrev 'Lykke-Per' i 1904. Sidste år blev den oversat til engelsk, og nu har den amerikanske litterat Fredric Jameson nøje analyseret Pontoppidans hovedværk, som han mener på mange måder betegner et nybrud i europæisk romankunst.

Nybrud. Henrik Pontoppidan skrev 'Lykke-Per' i 1904. Sidste år blev den oversat til engelsk, og nu har den amerikanske litterat Fredric Jameson nøje analyseret Pontoppidans hovedværk, som han mener på mange måder betegner et nybrud i europæisk romankunst.

28. oktober 2011

Det var en undladelsessynd af de store, Naomi Lebowitz rådede bod på, da hun sidste år udgav den første engelske oversættelse nogensinde af Henrik Pontoppidans hovedværk fra 1904, Lykke-Per.Allerede i 1906 blev romanen oversat til tysk, og senere fulgte både franske, polske og russiske oversættelser, men den engelske udgave udeblev. End ikke det faktum, at Pontoppidan i 1917 fik tildelt Nobelprisen i litteratur, kunne ændre på dét forhold, men med Lebowitz' oversættelse er der skabt fornyet håb om, at Pontoppidans magnum opus for Det Moderne Gennembrud i Danmark med mere end 100 års forsinkelse endelig kan finde sin retmæssige plads i den engelsksprogede litteraturhistorie.

I sidste uge blev det første skridt taget, da den verdenskendte amerikanske litterat og ekspert i modernistisk litteratur Fredric Jameson, leverede en syv sider lang og grundig analytisk gennemgang af Lucky Peri det ansete litterære tidskrift, The London Review of Books.

Melankolí

Ifølge Jameson betegner Pontoppidans roman på mange måder et nybrud i europæisk romankunst. Tiden er sidste fjerdedel af det 19. århundrede, hvor industrialiseringen bryder igennem i Danmark, og overleverede, men magtfulde nationalromantiske og kristelige synsmåder kæmper mod den fremstormende naturvidenskab. I et opgør med sit livsforsagende og pietistiske præstegårdshjem drager den unge Per, alias Peter Andreas Sidenius, ud i verden for at realisere sig selv som ingeniør og erobrer. Han har store planer om at anlægge et gennemgribende kanalsystem i Jylland, om at udnytte havets bølgeenergi, og om at gifte sig ind i en rig jødisk familie, der kan understøtte hans foretagender.

»Men dette er, hvad der kommer ud af alle Pers planer og ønsker: han opgiver dem i det øjeblik, de ser ud til at lykkes,« skriver Jameson.

Ifølge den amerikanske litterat er årsagen til Pers flygtige og skiftende interesser imidlertid langtfra den samme, som man finder hos Kierkegaard i Forførerens Dagbog og hos Sartre i Ensom blandt mennesker, hvor hovedpersonernes hedonistiske, rastløse søgen skyldes deres eksistentielle angst for at binde sig.

»Nej, jeg tror, sagen forholder sig anderledes,« skriver Jameson og fortsætter: »I det øjeblik han ved, at hans store projekt kan færdiggøres, mister han interessen, og han har ikke længere behov for at gøre det færdigt. Jeg tror, at når denne ejendommelige roman i den grad kom bag på sine samtidige læsere, så var det ikke på grund af dens særlige gestaltning af et velkendt romanstof. Det var, fordi den bragte en følelse af noget helt nyt med sig, nemlig en af disse endnu unavngivne og måske ligefrem unævnelige psykologiske opdagelser, som periodens romanforfattere — fra Dostojevskij til James — så desperat søgte efter i erkendelse af, at de traditionelle fortællingers formsprog havde udtømt sine muligheder.«

Ifølge Fredric Jameson kan Lykke-Pers mentale tilstand bedst opsummeres i begrebet melankoli, der også optager mange af nutidens forfattere. Pers sindsstemning skifter konstant gennem bogen fra lys til mørk og tilbage igen, men i virkeligheden er det mest gennemgående karaktertræk hos ham hans manglende evne til overhovedet at føle noget for alvor. Som Jameson pointerer:

»Manglen på følelse betyder ikke her det samme som et fravær af passion — Per har mange og forskellige passioner — men han evner ikke at lade nogen af sine passioner eller interesser stikke dybt.«

Dødsønske

På sin vis er Fredric Jamesons læsning af Lykke-Per ikke unik. Allerede den store ungarske filosof og litteraturkritiker Georg Lukács fremhævede Lykke-Perog Don Quijotesom de to eneste europæiske romaner, der til fulde imødekom hans personlige forestillinger om den gode roman — og også Lukács fremhævede Pontoppidans ironiske melankoli:

»Pontoppidans ironi bunder i, at han altid lader sine helte sejre, alt imens en dæmonisk magt tvinger dem til at anse alt det opnåede for værdiløst og uegentligt og, i samme øjeblik de besidder det, at slippe det,« skriver Lukács.

Når Jamesons anmeldelse alligevel påkalder sig interesse, skyldes det ikke kun, at hans stemme vejer tungt i det internationale litterære miljø, og at det, han har at sige om Lykke-Perkan få stor betydning for den engelsksprogede verdens reception af romanen. Nej, det skyldes også, at han tager en anden teoretisk omvej end Lukács for at nå frem til samme pointe. Jamesons rute går via Freud og Lacan. Han skriver: »Pontoppidans opdagelse, hvis det er, hvad vi vil bedømme den til at være — frem for at reducere den til ældre narrative stereotyper — er noget, som ligger tættere på det freudianske eller lacanske dødsønske: Nemlig den forestilling, at der hinsides alle vore bevidste ønsker, hvad enten de nu går i opfyldelse eller ej, og hinsides alle de successer, som burde give os forløsning eller i det mindste en forbigående tilfredsstillelse, virker en eller anden udødelig drift, som aldrig kan sættes i bero (undtagen ved organisk død) — en drift, som 'mere er i os, end den er os', og som i sin umættelighed gør både successer og fiaskoer meningsløse.«

Ikke ulykkelig

Ifølge Jameson må vi som læsere undgå fristelsen til en religiøs fortolkning af Lykke-Per. Tonearten er hverken »eksistentiel patos« eller »pascalsk elendighed«. Pers hjemkomst til Jylland og til det barndomshjem, han oprindeligt tog afsted for at gøre oprør imod, skal ikke forstås som en desillusioneret tilbagetrækning fra verden. Lykke-Per ender ikke som en ulykkelig mand. Som Jameson afsluttende skriver:

»Dette viser sig at have været romanens projekt — at forandre ordets betydning, at modificere vores forståelse af, hvad 'held' eller 'lykke' betyder. »Vi må forestille os Sisyfos lykkelig,« konkluderede Camus så fremragende som afslutning på sin bog om lidenskabernes futilitet. På netop samme måde må vi forestille os, at (...) Lykke-Per selv har formået at bringe sig hinsides både succes og fiasko.«

Læs hele Fredric Jamesons essay i London Review of Books her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sebastian Jørgensen
Sebastian Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Man kan aldrig blive træt af at beskæftige sig med denne store digter, Henrik Pontoppidan, og hans meget sammensatte romanpersoner og værker, for ikke at tale om hans helt usædvanligt kraftfulde sprogbehandling. Måske er det på tide, at starte forfra igen, for tredje gang. For at lure hvad han dog helt præcis mener. Men det vil nok heller ikke lykkes denne gang. Han er ikke sådan at gærde inde, han var sin egen. Så kan enhver jo selv tolke hvad han mente med de bevingede ord: "Hold galden flydende".

Det danske 'Pontoppidanselskabet' har en hjemmeside, som er en sand guldgrube for os Pontoppidan-freaks. http://www.henrikpontoppidan.dk/

Her kan man endda finde de tekster, som ikke længere er beskyttede af ophavsret.

Rasmus Bo Sørensen, du skriver:

"Det var en undladelsessynd af de store, Naomi Lebowitz rådede bod på, da hun sidste år udgav den første engelske oversættelse nogensinde af Henrik Pontoppidans hovedværk fra 1904, Lykke-Per.Allerede i 1906 blev romanen oversat til tysk, og senere fulgte både franske, polske og russiske oversættelser, men den engelske udgave udeblev. End ikke det faktum, at Pontoppidan i 1917 fik tildelt Nobelprisen i litteratur, kunne ændre på dét forhold, men med Lebowitz’ oversættelse er der skabt fornyet håb om, at Pontoppidans magnum opus for Det Moderne Gennembrud i Danmark med mere end 100 års forsinkelse endelig kan finde sin retmæssige plads i den engelsksprogede litteraturhistorie." På Pontoppidanselskabets hjemmeside har Flemming Behrendt skrevet (12/9-10) følgende:

"Anden udgaven af Lykke-Per i tre bind repræsenterer en kraftig omskrivning og en vis reduktion (omkr. 10 procent) af førsteudgavens otte bind der var udkommet i årenene 1898-1904. Pontoppidan begyndte omskrivningsarbejdet endnu før han var færdig med første udgave. Der er træk ved førsteudgavens sidste bind der kun fuldtud forstås på baggrund af andenudgaven. Det er derfor en opfattelse med stigende hævd at der slet ikke eksisterer nogen sammenhængende førsteudgave, og at andenudgaven bør lægges til grund for udgivelse og oversættelse. Det sidste er for øjeblikket tilfældet med den irske oversætter Paul Larkins igangværende arbejde med den første oversættelse til engelsk af Lykke-Per. I 1918 foretog Pontoppidan endnu en revision af teksten som ikke kan siges at tjene den til bedste, men siden har været den tekst der er blevet bogudgivet. Herom kan læses udførligt i kapitel 4 af min afhandling om Henrik Pontoppidans omarbejdelser." http://www.henrikpontoppidan.dk/text/kilder/boeger/lp/lpb/

På denne adresse kan også alle 28 kapitler i 2.udgavens skikkelse læses.

Så der har altså været flere i gang samtidigt. Bedre sent end aldrig. Synd hvis den gode Larkin har spildt sin tid, men godt hvis hans oversættelse er den bedste?

"Lucky Per

This translation of Henrik Pontoppidan's most famous novel, in its second and authoritative 1905 version, is the work in progress of the Irish translator Paul Larkin, Dublin. The work has received financial support from the Danish Arts Council's Literature Committee. Chapter 1-7 are presented here in their present state.

Any comments, proposals or evaluations are welcome.

God læselyst!

Mansour Heydari

Villy Sørensen har, i Digtere og dæmoner, en hel anden, og mere hjemlig, synsvinkel på Lykke –Per.
Han skriver: »Næsten alle danske betydelige romaner lader sig karakterisere enten som fantast- eller resignationsromaner eller, hyppigt, som begge dele.«
Så nævner han flere danske romaner, heriblandt Lykke-Per, og fortsætter således:
»Heltene i alle disse romaner kommer til kort over for virkeligheden: de lider af det Henrik Pontoppidan betegnede som ”den danske nationalfejl: altid at fantasere, aldrig at realisere”. De tager tilflugt til en fjern ø, de rejser lang bort – eller bliver hjemme for at dyrke deres have, de søger deres beskedne erhverv […] De trækker deres stridskræfter tilbage fra de store fronter for ikke at miste dem i en håbløs kamp med overmagten – men opnår netop derved ar frelse følsomhed, at standse fortvivlelsen føre den bliver rigtig desperation – thi en sådan halv fortvivlelse er netop resignationen.«
Jeg har desværre ikke læst Lykke –Per. Men jeg har bemærket at, Villy Sørensens synsvinkel også passer nogenlunde hovedpersonerne, Torben og Jytte, i De dødes rige, Pontoppidans anden store roman.

Kære venner,

Jeg har lagt et link til Jamesons tekst, der bliver refereret i artiklen, i bunden af vores artikel.

Kan anbefales,

vh
Simon

Michael Kongstad Nielsen

Lykke-Per er vist også en roman om et menneskes

arbejde med at finde frem til sig selv. Det som Rifbjerg har kaldt at komme "under vejr med mig selv". Lykke-Pers skiftende sindsstemninger kan skyldes, at han konfronterer sin tro på det moderne fremskridt og begejstring for store ingeniørprojekter og materiel udvikling, med sin egen baggrund i en fattig præsteslægt på landet. Hvad tiltrækker ham mest? Det var tanker, mange danskere baksede på den tid, hvad kunne storstaden og det moderne liv tilbyde, og hvad mistede man ved at forlade det stille, jordbundne, liv på landet i nær pagt med naturen. Det er en meget psykologisk roman, og om hvordan psykologien påvirkes af samfund og miljø.

Interessant kunne det være at sammenligne med en anden roman om en Lykke-Per, der dog ikke hed Per men Pelle, og tilmed Pelle-Erobreren.

Niels-Holger Nielsen

Mansour Heydari

Digtere og dæmoner var jeg til studentereksamen i for mere end fyrre år siden. Interessant bog. Dog synes jeg ikke, at Villy Sørensens karakteristik af Lykke-Per holder. Jeg fornemmer at Pontoppidan mener, at man i datidens (?) Danmark, var nødt til at prostituere sig for at blive rigtig stor, resignere på sine store syner. En slags pendant til janteloven. Hvorom alting er, så er Pontoppidans skildring af borgerskabet ætsende ond og præcis - det gælder hele vejen igennem forfatterskabet. Jeg tror at nøglen til forståelsen ligger i denne omegn, men det er som jeg skriver ovenfor svært at sætte ham på en klar og entydig form. Pontoppidan skrev engang til sin gode ven og respekterede kollega Martin Andersen-Nexø, at han bar en sort klap for de ene øje. Pontoppidan var en større dialektiker end Martin Andersen-Nexø. De var dog begge enige om, at de før nogen anden og i højere grad end andre sammen repræsenterede den folkelige litteratur i Danmark. Hos Pontoppidan kommer det især til udtryk i den tredje store roman, Det forjættede Land. De var begge rørende enige om, at alt godt kom nedefra. Jeg opfatter i høj grad Pontoppidan som en revolutionær forfatter, som var for sammensat til eksplicit at gøre sig gældende som sådan. Inspirationer fra andre forfattere og tænkere kan findes overalt i hans værk, men tro ikke derfor, at han var enige med disse inspiratorer. Var der nogen som værnede og hægede om sin personlige integritet, så var det Pontoppidan. For mig hører hans værker det ypperste inden for verdenslitteraturen, og det er mig en gåde, at han ikke for længst er oversat til engelsk.

Niels-Holger Nielsen

Michael Kongstad Nielsen

Her er et link til den bevarede korrespondance mellem Pontoppidan og Nexø:

http://www.henrikpontoppidan.dk/text/seclit/secbreve/nexoe/

Bemærk at der er syv sider med links til de enkelte breve, som er udvekslet igennem næsten fyrre år. Som forfattere satte de hinanden meget højt, men det fremgår mellem linjerne, at de begge var klar over at Pontoppidan ragede højest op! Han var den ældre og respekterede (for ikke at sige afgrundsdybt beundrede) mentor for Nexø.

Lise Østerberg Bahr

Han var vist i pengenød til sin udgiver, og bad ind imellem om henstand - til han kunne nå at få skrevet et lovet værk færdigt.

I hvert fald ikke engang han sad i Tulipanhuset i Zytfensgade, Dragør hvor han havde lejet sig ind på øverste etage hos frøknerne musiklærerinde Anna Bahr (tante Anna) og malerinde frk. Grubb, måske fordi der var så dejligt derude i Dragør, hvor der nok har åndet fred og idyl den sommer 1889 - han skrev til Gustav Philipsen 1. august at han nu ikke ku mere, hans "hjærne" var et mylder..

Stakkels Pontoppidan har da haft stress - ....

Måske nogen af jer ved hvad han skrev på da ?

Lise Østerberg Bahr

hov, .. måske det var den pensionerede lod Janzens enke Hanne Schmidt og 17 årige søn han besøgte - og så flyttede frk. Grubb og frk. Bahr derud senere, kan det være - men spændende historie.

I hvert fald var det et stort værk med mange personer i handllingen han var ved at skrive - på bestilling fra Gustav Philipsen.

Michael Kongstad Nielsen

Niels-Holger Nielsen

Tak for links. Jeg vidste ikke om de to herres indbyrdes relationer. Men jeg havde godt hørt, at Nexø var inspireret af Pontoppidan.

Bemærk også, at "vores" Kulturkanon, den del der hedder "Litteraturkanon" med 12 udvalgte værker, medtager Lykke-Per, men ikke Pelle-Erobreren. Som plaster på såret udtog man så Bille August´s filmatisering af 1. del i filmkanonen.
http://www.kulturkanon.dk/litteraturkanon/

Lise Østerberg Bahr

fandt engang tilfældigt linket via madama Martina Bergman gift i Uppsala med gymnastikdirektør på Högskolen der Edwin Österberg, underviste vist svenske kongeparrets døtre/datter) og hendes tidl. arbejd. på Nordisk Forlag, men senere i England, leder af et 2 pigeskoler /gymnastik - og medvirkende til kvindesagskampen i europa for ca. 100 år siden, som også Hermann Bahr var optaget af på nordisk plan. (apropos artiklen forleden om 200 året for komponisten Liszts fødsel og hans datter Cosimas venindeforhold til Hermans 2. hustru sopranen Anna Bahr-Mildenburg, (Wien - Bayreuth) - og deres venner på Cafe i Wien, (young Vienna) hvor alle Europas kunstnere og forfattere/forelæggere m.v. kom.

Lise Østerberg Bahr

Anne Albinus.

Anne Albinus:
Tak for oplysningen.

Jeg fik ikke selv nævnt August Strindberg, men havde ham i tankerne, nu man sammenholder disse personer dvs, Bergmann og Strindberg sammenholdt med min forskning på området især i Wien, og Linz, Østrig/Europa - jeg selv nævner: og ad.: Komponister (Wagner) m.fl. Liszt og Cosima / prinsesse von Sayn-Wittgenstein osv. - og disse Yong Wienere via Hermann Bahr.

Yderst spændende læsning.

44 til 67 engelske Pund er sgu en pebret pris for en paperback når man er vant til at betale 10 til 20 US dollars for Kindle bøger. I am just saying, nogen best seller bliver det næppe ...