To vrede journalister er troppet op på deres kyniske chefredaktør Michael Laugesens kontor.
»Jeg vil undlade at beskrive, hvor usmagelig jeg finder din journalistiske optræden,« lyder det fra den ene.
Journalisterne nægter at skrive artiklen om en mandlig minister, der er blevet fanget i at have sex med en ung dreng af avisens fotograf. Vel at mærke en dreng, avisen betalte for at forføre ministeren.
Men Michael Laugesen er kold: »Nu er det først på dagen, og den historie skriver ikke sig selv. Så nu går du ind og starter den computer op!«
Men nej, journalisterne kan ikke stå inde for de metoder, chefredaktøren bruger.
Scenen er fra søndagens udgave af DR's dramaserie Borgen, der med halvanden million danskere parkeret foran tv'et søndag efter søndag sætter gang i diskussionen om journalistiske dilemmaer og grænseoverskridende historier.
Debat om pressens metoder og etik finder sjældent vej til mediernes egne overskrifter, men et kig på netaviserne i timerne og dagene efter søndagens afsnit gør det klart, at journalisters arbejdsmetoder og etiske grænser nu bliver diskuteret ivrigt. Således var en af de mest læste historier på B.T.'s hjemmeside søndag aften et interview med Kim Henningsen, chefredaktør for ugebladet Se og Hør, der ikke er i tvivl om, at han ville have afsløret en minister, der levede et hemmeligt liv som homoseksuel i virkelighedens verden. Selv om Kim Henningen dog ikke selv ville fremprovokere situationen, som det sker i Borgen.
Vigtig diskussion
På Ekstra Bladets hjemmeside diskuterede Hans Engell, tidligere politiker og chefredaktør, med folketingsmedlem Lene Espersen, hvorvidt Ekstra Bladet også kunne finde på at bruge metoder, som avisen Ekspres gør i Borgen. De var ikke enige. Adskillige andre politikere og mediefolk har blandet sig i debatten, og selv om det kan diskuteres, hvor realistisk det konkrete dilemma er, er det glædeligt, at diskussionen om de journalistiske metoder har fundet vej til de store medier, mener Morten Skovsgaard, adjunkt og underviser i journalistisk etik på SDU.
» Borgenkan være med til at generere den slags diskussioner, som normalt vil være reserveret til fagbladet Journalisteneller Mennesker og Medierpå P1. Det er jo meget snævre fora, hvor kun journalister og andre interesserede deltager, mens den almene borger ikke bliver involveret i debatten. Diskussionen er enormt vigtig, og Borgenkan være en kanal til at få gjort den mere åben.«
Ifølge Jan Kristensen, chefredaktør på Fyens Stiftstidende og medlem af Pressenævnet, et uafhængigt offentligt nævn, der behandler klager over pressen, er Borgendet tætteste, man kommer en fælles dansk referenceramme, der går på tværs af befolkningsgrupper og samler hele Danmark.
»Dermed sætter serien scenen for en debat, der altid er aktuel at få rejst. Og her rammer Adam Price (manuskriptforfatteren, red.) lige ned i virkelighedens aktuelle problemstillinger — hvor langt man kan gå for en historie, hvor skarp kan man lave vinklen, skal politikere have et privatliv, og mange andre etiske spørgsmål, journalister konstant bliver stillet over for.«
Debatten om journalisters etik og arbejdsmetoder tager fart, samtidig med at en netop offentliggjort undersøgelse viser, at journaliststandens troværdighed blandt danskerne lader meget tilbage at ønske.
Gavnligt fokus
Ifølge det såkaldte Troværdighedsbarometer er journaliststanden blandt de tre mindst troværdige erhvervsgrupper — i øvrigt sammen med spindoktorer og politikere, der udgør de øvrige hovedaktører i Borgen.
»Det er tankevækkende, at den søndag, Borgenruller over skærmen, kan vi se, at danskerne overhovedet ikke finder journalister troværdige. Og med den måde, især chefredaktøren på Ekspres bliver skildret på, kan man jo godt forstå det,« siger Jan Kristensen.
Blandt andet derfor mener Morten Skovsgaard, at det er vigtigere end nogensinde, at medierne selv har fokus på diskussionen om journalistiske dilemmaer:
»Vi ser hele tiden, at grænserne for, hvad medier kan tillade sig, bliver udfordret — især af tabloide medier,« siger Morten Skovsgaard og henviser blandt andet til sagen om den tidligere miljøminister Karen Ellemann, der fik rodet sit affald igennem af journalister fra Ekstra Bladet.
»Samtidig er aflytningsskandalen med Rupert Murdoch i England i frisk erindring. Og uden at drage for skarpe paralleller mellem England og Danmark er mange danske medier under stadig større økonomisk pres, og det giver måske et incitament til at skubbe grænserne for, hvornår en historie er god — så den kan sælge, vække interesse og være sensationel. Derfor er det mere vigtigt end tidligere at få bredt debatten om grænserne ud, så alle danskere på et mere oplyst grundlag kan følge debatten.«
Nikolaj Taudof Andersen, direktør i Radius Kommunikation, der står bag troværdighedsundersøgelsen, tror ikke nødvendigvis, at en mere åben og offentlig debat vil øge befolkningens tillid til journaliststanden.
»Det er uden tvivl gavnligt, at der kommer fokus og debat om pressens rolle. Men jeg ved ikke, hvor sundt det er for troværdigheden, at man får åbnet alt for meget op for de metoder, journalisterne bruger. For selv om Borgenjo tegner et karikeret billede, er skildringen ikke så meget ved siden af virkeligheden,« siger Nikolaj Taudof, der selv har arbejdet som rådgiver for Konservative på Christiansborg og derfor kender til den journalistiske arbejdsgang.
Jeg kan ikke se hverken behovet for eller vigtigheden i at befolkningen har tiltro til journalisterne; jeg kan derimod se både behovet for og fornuften i en sund skepsis, ikke mindst hos dem der læser tabloidpressen.
"Borgen" er ellers ikke værd at spille sit krut på: Filmet radioteater, hvor kun spiller Bjarne Henriksen er i stand til at mime et skuespil på ansigtet.
“Borgen” er ellers ikke værd at spilde sit krut på: Filmet radioteater, hvor kun spiller Bjarne Henriksen er i stand til at mime et skuespil på ansigtet.
Der var virkelig brug for humoristisk sans, når man skulle følge historien om denne undersøgelse i de sidste par dage. Undersøgelsen viser, at journalister, politikere og spindoktorer ligger i bunden af tillidsbarometeret. Det blev i aviserne til en historie om, at danskerne ikke har tillid til politikere og spindoktorer.
Jeres tillidskrise kommer ikke så meget fra jeres gerninger, som fra jeres stupide fastholden i, at I er objektive.
Churchill sagde: Det bedste argument mod demokrati er 5 minutters samtale med en gennemsnitsvælger". Jeg siger: Det bedste argument mod pressefrihed er 5 minutters sening af Presselogen.
Det jeg tror Churchill mente var, at selv om fem minutters samtale med en gennemsnitsvælger er det bedste argument mod demokratiet, så er det dog at foretrække frem for alternativet.
Lidt på samme måde er det med pressefriheden: der er ikke rigtigt nogen tiltalende alternativer, uagtet at der følger en del gylle med og mon ikke markedet klarer resten, for der skal såmænd nok være en eller anden grænse for hvad folk gider læse om og hvad journalister vil gøre for at få en "god" historie. Vi har bare ikke nået den endnu.
Mine personlige erfaringer med journalister er langt fra gode. Jeg er aldrig blevet snydt og bedraget af nogen andre som jeg er blevet det af journalister. En gang fik jeg en artikel til gennemsyn før den skulle trykkes, da indeholdet var ret følsomt. Jeg forklarede så journalisten, hvorfor artiklen var forkert. Direkte usand. Det forstod han godt, og sendte mig er nyt udkast. Jeg foreslog yderligere rettelser, og et tredje udkast kom frem. Dét havde vi det fint med, og sagde at det havde vi ingen indvendinger imod. I avisen kom det første, totalt forkerte udkast. Med min ordrette godkendelse fra tredje udkast. Da jeg ringede og spurgte hvad f.... han bildte sig ind, ja så var svaret, at historien var bedre i den første udgave...... Med andre ord, skide være med sandheden, og total misbrug af vores godkendelse.
@Søren Kristensen: Der er vi fuldstændig enige. Jeg går 100% ind for 99% pressefrihed (den manglende procent udgøres af almindelige regler om injurier, bagvaskelse etc.). Min pointe er, at pressens egen ageren er med til at erodere den folkelige opbakning til pressefriheden, og hvis det sker, er vi for alvor fucked. Tænk at Radius-direktøren overhovedet kan finde på at mene, at vejen til større tillid er at skabe mindre åbenhed om arbejdsmetoderne.
Jeg er langsomt nået frem til den erkendelse, at "Borgen", alle dens dyder som femi-drama ufortalt, er med til at underminere tiltroen til folkestyret. Price har ikke gjort os en tjeneste, og det opvejer ikke, at han har lavet godt madfjernsyn med sin bror.
Niels,
hvis den underminerer tiltroen til folkestyret, er det fordi der peges på der hvor folkestyret netop ikke fungerer.
Det skal Adam Price have tak for.
"Journalistikk er vår tids største forurensingsproblem"
(Georg Johannesen, bergensk forfatter og poet, 1937-2005).
Det finnes dog gode journalister:
Günther Wallraff og f.eks. Greg Palast, se:
http://www.guenter-wallraff.com/
http://www.gregpalast.com/
Tankevækkende, at folk finder bankrådgivere (!) mere troværdige end journalister. Det er nok meget godt, at de adspurgte finder politiet (!) mere troværdigt, men der er ellers rig grund til at have sund skepsis lige der. Det ved vi. Takket være gode journalister.
Der er ikke andet end personlig integritet og social accept til at skille os fra det værste tab af integritet. Der hersker en mærkelig tro på, at det ikke betyder noget - hvis det er ligegyldigt, skadeligt, irrelevant, kan man bare holde sig fra det; det samme tales der om med lortetv-udsendelserne. Men det er ikke sådan, for hver gang man spilder tiden med urigtige eller kun delvist rigtige oplysninger, irrelevante historier, afsporing af et væsentligt emne, så forgiftes brønden. Og der ikke andre end folks egen samvittighed til at holde fast i substans og sandhed. Derfor er den økonomisk bårne presse en afsporing i forhold til den idealistisk inspirerede.
Hans Engell og LENE ESPERSEN diskuterede og var uenige ?
Hvordan kan de være uenige om det, Ekstra Bladet har da aldrig afsløret at Lene var en af de unge konservative møer Hans Engel duskede på minister-divaneseren, har det ?
Og hvor er billederne af Anders Fogh Rasmussen der hygger sig på gulvet med sin Polske læge-ven ??
Eller bare dem hvor han ankommer til mandens bolig med blomster i hånden ?
Bortset fra at jeg synes det er pænt latterligt at diskutere presse-etik på baggrund af en fiktions-serie så synes jeg at de ærede debatører fuldstændigt ignorer HVORFOR bøsse-ministeren blev truet med at komme på forsiden : Han holdt sig ikke selv tilbage fra mildest talt ufine metoder, vel ?
Robert N Gjeertsen, der er intet latterligt ved at diskutere nogetsomhelst på baggrund af fiktion, tværtimod er det dér, man mest rent kan fremstille problemerne, så de kán diskuteres.
Robert N Gjeertsen
Som en anden har nævnt kan man sagtens diskutere et principielt spørgsmål på baggrund af fiktion. Det giver mindre mening at diskutere hvorvidt en fiktiv karakter fortjener at blive hængt ud, end det giver mening at diskutere det han bliver hængt ud for. At en fiktiv person bliver hængt ud, og hvorvidt denne er et dumt svin er vel ret ligegyldigt, sammenlignet med tanken om, at i hverfald seriens forfattere mener det er muligt at blive hængt ud for at være homoseksuel minister.
Statsministeren har netop smidt en bombe, der potentielt kan kvalificere journalistikken! Hun har netop for åben mikrofon på P1 på et spørgsmål svaret: "Nu handler det ikke om mine følelser".
Efter at have opsagt avisabbonnement og lukket for TV, har jeg aldrig været så velinformeret.
Det er vidunderligt at kunne tænke selv og ikke hjernevaskes af de daglige præfabrikerede news fra Washington og London.
De følger samme opskrift dag ud og dag ind.
VI danskere er holdt op med at at finde os i mediespin.
Avisernes oplagstal afslører dette.
De værste spinaviser er faldet mest i oplag.
F.eks JyllandsPosten og Ekstrabladet og BT har oplevet dramatiske oplagsnedgange.
Signalet til aviserne er således blevet sendt -men er ikke forstået endnu eller er blot blevet ignoreret.
Journalistik der altid optræder på sandhedens side er aldrig set endnu i modsætning til gadedrengsjournalistik som fik en opblomstring i Victor Andreasens Ekstrablad i 60'erne og 70'erne.
Men gadedrengsjounalistik kendes også fra skillingsviser fra århundreder tilbage. Omend at sandheden kan komme frem i både gadedrengsjournalistik og i skillingsviser er der jo alligevel altid et skjult spin og agenda bagved hvadenten det er en bolighaj - en ågerkal' en politiker eller en konge der angiveligt er målet for smæderiet.
Fornylig viste en undersøgelse at politikere og journalister blev tillagt den laveste troværdighed
blandt alle andre faggrupper.
Husker ikke hvor brugtbils-automobilforhandlere og småbanksdirektører lå på listen - men når politikere og journalister i al folkets opfattelse skraber bunden sammen, så er det dog noget af et et budskab der er blevet sendt.
Dog et signal der sikkert også fremover vil blive komplet ignoreret af størstedelen af journaliststanden...
Joe Hägglund, mens din diagnose til dels er rigtig, så er årsagen dertil ikke. Der er intet, der forhindrer landets borgere i at oprette eller tilslutte sig politiske partier og over en bank tvinge disse til at demokratisere udviklingen af politikken, således som det faktisk foregik langt mere udbredt indtil 80erne. Og der er ingen vej udenom den proces, hvis vi skal have et demokrati til at fungere. Men det er altså befolkningen, der skulker fra sit ansvar, der ellers er indskrevet i navnet på styreformen. Magten samles op af dem, der ønsker den mere, end folket åbenbart gør.
Joe Hägglund, du tror alt for meget på medierne og alt for lidt på mennesker. I et land som Danmark er der intet, der forhindrer befolkningen i at organisere sig i nye eller eksisterende partier og påvirke de beslutninger, der træffes; men de gider ikke.
Selv journalister/redaktører må da kunne forstå, at når avisoplagstallene/seertallene falder lige så hurtigt som bygning WT7 i New York, burde det inbyde til alvorlige overvejelser.
P.T. er det blot en "vane" at ignorere det, men det må vel kunne mærkes på bundlinien.
Jeg tror faktisk, Joe Hägglund, at massemedierne har meget lidt med det at gøre - især fordi de marginaliseres, som Hanne Christensen så rigtigt skriver. Hvad der er problemet, er skolen! Det er tydeligt at se, at de generationer, der vokser op under en borgerlig regering i høj grad synes at være stemt for at stemme borgerligt senere i tilværelsen. Derfor er kampen om undervisningssystemet langt vigtigere.
Med fare for at lyde som en gammel kyniker: man skal altid minde sig selv om afsenderens egentlige agenda (bag hvilket so helst budskab). Mht journalister er det klart: de skal sælge! historien skal kunne vinkles, så den kan sælge aviser, blade, TV tid mm.
Så der er ingen grund til at komme med lange falbelader om "pressefrihed" (som dybest set ikke lover noget om "sandhed" blot at pressen er relativt fri for magthavernes direkte indblanding)
Og fiktionens styrke i denne sammenhæng er dens muligheder for at behandle tabuer - som nævnt i denne debat tidligere
Thomas Jefferson:
The person who reads nothing at all is better educated than the person who reads nothing but newspapers.
Sikken en svada......
At jurnalister nogensinde har været troværdige skyldes nok at det er dem som skriver om journalisters store troværdighed.
Jeg skønner at der i Danmark blor findes en håndfuld troværdige journalister, og slet ingen hos mainstream medierne, som jo retteligt burde kaldes extrem medierne, for deres sindsyge holdninger, uforbeholdte leflen for dagens magthavere og deres seneste salsgsfremstød. Information kan være stolt at at ha' en enkelt af disse som med velskrevne, velovervejet, velvægtet subjektive holdninger giver udtryk for emner som berør læserne uge ind og uge ud. Det er da heller ikke underligt at disse artiklern oftest er de mest anbefalte.
Eftersom pressen er så væsentlig et propagandaværktøj for et velgungerende repræsentativt demokrati - altså til massiv konstant undertrykkelse af befolkningen til gavn for den 1% som folketinget repræsenterer - så er det tvivlsomt om magthaverne og deres lakajer iunde i folketruget nogensinde vil gi slip på dette værktøj uden kamp. Og det er da også det repræsentative demokratiets forkæmper, Hans Engell, som pønser på, og ret så ihærdigt endda, at fjerne resten af statsstøtten til den uvildige presse i det ganske land; den presse som ikke kues af magthavernes seneste lyster; den presse som behandler emner udfra befolkningens synspunkter; den presse som evindeligt stikker blår i øjnene på magthaverne.
De mener det godt når de tror enhver artikel skal behandles som en sportskamp mellem magthaver og offer; 50% af spaltepladsen til begge sider. De ved jo ikke bedre, de husker jo ikke mere.
Her er et uddrag af en af de få dygtige vesterlandske journalister, navnligt Robert Fisk. Og gid han aldrig modtager den forhadte Pulizter pris.
Pacific Media Centre: Robert Fisk on '50/50 journalism'
http://www.youtube.com/watch?v=Bgpx1STOblw