Læsetid: 4 min.

Klods Hans og kongeriget

Arkitekten Bjarke Ingels modtog lørdag Kronprinsparrets Kulturpris for sin tegnestue BIG's arbejder herhjemme og i udlandet. Men hvad er han for en størrelse? Og hvad er det, han er god til?
Et udpluk af Bjarke Ingels bedrifter tæller blandt andet den danske pavillon på Expoen i Shanghai (t.v.), der havde lånt Den lille Havfrue. Altanerne på VM-husene i Ørestaden (i midten) har ikke den mest rationelle facon til ophold og aftensmad, men der er mere luft mellem balkonerne end på traditionelle betonfacader. Til højre får Bjarne Engels overrakt kulturprisen af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Et udpluk af Bjarke Ingels bedrifter tæller blandt andet den danske pavillon på Expoen i Shanghai (t.v.), der havde lånt Den lille Havfrue. Altanerne på VM-husene i Ørestaden (i midten) har ikke den mest rationelle facon til ophold og aftensmad, men der er mere luft mellem balkonerne end på traditionelle betonfacader. Til højre får Bjarne Engels overrakt kulturprisen af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Kultur
3. oktober 2011

Der er noget Klods Hans ved Bjarke Ingels, som han eventyrligt galloperer ind på den kongelige scene og vinder om ikke prinsessen, så Kronprinsparrets Kulturpris. Smilende som en flækket træsko og med lommen fuld af tusch.

Egentlig ville han have tegnet cartoons. Men selv om Kunstakademiets Arkitektskole fik ham på andre tanker, er fortællegenet intakt, og projekterne altid lige så spektakulært formet og præsenteret, som omgivelserne i de store tegneseriers universer.

Han er ikke som Arne Jacobsen berømt for fine fornemmelser og »nej!« til beboernes røvballegardiner.

Yes is more! lød feltråbet og titlen på tegnestuens retrospektive 'archicomic' for et par år siden. Ikke Less is more! som på Mies van der Rohes tid, men yes til at sætte over tilsyneladende modsætninger i bygherrens program til fordel for mangfoldighed og overraskelser.

Derfor kunne Ingels heller ikke holde mund på en indbudt konference med en af New Yorks helt store byggematadorer, men kritiserede hans bygninger for at ligne bæredygtige projekter uden at være det.

Matadoren ville gerne vide, hvad det var for en grønskolling, der havde fornærmet ham så eftertrykkeligt, så Bjarke blev kaldt til møde for at forklare sig nærmere og endte med at få en opgave på Manhattan, som lige nu kan ses i stor model på Louisiana: En blanding af skyskraber og tæt-lavt projekt i hybrid udformning, noget anderledes end de kendte profiler i skylinen.

Men historien var ikke slut med første fadæse. Undervejs i den hemmelige projekteringsfase lettede Klods Hans sløret for projektet under sin ugentlige forelæsning på en berømt amerikansk arkitektskole. En tilstedeværende journalist refererede i sin avis, og dermed var det usædvanlige hus pludselig blevet kendt i offentligheden uden bygherrens medvirken endsige accept.

Det resulterede i, hvad Bjarke kalder »den største skideballe i nyere tid«, så nu har han lært det! Påstår han selv ...

Herhjemme startede det hele for mindre end 10 år siden med Havnebadet ved Islands Brygge og en bådeklub på Amager. Og det var fra første færd tydeligt, at der var noget nyt på færde.

Bådeklubbens tag bukler op og ned som et selvstændigt landskab til tøjtørring, solbad eller skating. Og badet er blevet ikon for rent vand i Københavns havneløb.

Han var med til at tegne et nyt bypanorama på taget af Magasin. Og før han og den daværende makker Julian de Smedt med egne ord »havde fået opført så meget som et hundehus«, gav en klarsynet dansk byggematador dem mulighed for at realisere både VM-husene og boligbyggeriet Bjerget i Ørestaden. Siden kom 8-tallet til.

Bjerget var et forsøg på at tage parkerede biler alvorligt, som en dominerende faktor, der ikke længere bare kan negligeres på grusarealer mellem høje huse. I bebyggelsen Bjerget er de kørt op under kunstige skråninger med gårdhuse, som temmelig isoleret, én-for-én men tæt, flyder ned mod lave kolonihave- og villaområder langs Metroen.

Den højloftede bilfoyer er langt fra hyggelig, men nærmest skræmmende. Og adgangsvejene til de private boliger noget nær klaustrofobiske, eller psykoagtige hvis man er i det humør.

8-tallet fra forrige år er en dristig lagkage af boliger, institutioner og erhverv. Op og hen og rundt i rummet med udsigt til Amager Fælled og ned i fællesarealerne på hver sin side af bygningskroppens hvepsetalje. Hvordan monstrummet kommer til at fungere i bysammenhæng vil vise sig, når de omgivende byggerier er færdige.

Men det hele er et radikalt bud på nye tætte bebyggelsesformer, selv om VM-bebyggelsens skarpe udhæng mere ligner replika af stævnen i Titanic-filmen end Familien Danmarks 1930-altaner med Madam Blå på bordet. (Spørger man Bjarke Ingels, siger han, at der er plads til en rund Webergrill i den spidse ende.)

Stamtræer

Han siger også, at ideen med lejligheder uden alt for mange skillevægge var at producere nye boligarealer, hvor man uden videre selv kunne bygge videre og komplettere, frem for som i ældre bygninger at skulle starte med at rive gamle vægge ned for at få plads til moderne livsførelse.

Det er en typisk Ingels-approach. Enkel og lige på. Men ikke særlig almindelig i almennyttig dansk tankegang. Og dog?

Bjarke har haft Jens Arnfred, Vandkunsten, som professor på arkitektskolen. Og Jens er søn af Tyge Arnfred, som på Albertslund Syd, Farum Midtpunkt og Flexibo var kompagnon med Viggo Møller-Jensen, som i sin tid var medarbejder på Poul Henningsens tegnestue. Voila! Radikaliteten er klar gennem dén side af stamtræet.

Bjarke Ingels har også været medarbejder hos hollandske Rem Koolhaas, som står på skuldrene af Homo Ludens-utopisten Constant og Cobra-arkitekten Aldo van Eyck. Så ingen af stamtræets flanker, her eller dér, savner frisind i tankegang eller praksis. Opgaverne og problemstillingerne vejer hver gang tungere end faste æstetiske skemaer eller stereotype arkitektoniske forestillinger.

Udsynet er bredt. Bjarke Ingels flyver verden rundt i fartstriber af masterplaner for både varme og kolde lande. Fra rådhuset i Tallin til konkurrencen om nyt kunstmuseum i Nuuk.

Når som helst parat til at vende tingene på hovedet. Med Den Lille Havfrue på kinesisk visit i den rundforvirrede danske Expo-pavillon 2010, og skiløb på toppen af det kommende Amager Kraftvarmeværk.

Designprocesserne er teamworks. Det er ikke usædvanligt nu til dags, men nok forskelligt fra proceduren på tegnestuer i forrige århundrede, også hos både Utzon og Henning Larsen.

10 BIG-hjerner tænker bedre end én, mener Bjarke Ingels, selv om der nok stadig bliver truffet præcise valg undervejs i chefens og souschefernes unge hoveder.

Selv er han ikke fyldt 40. Så der er forhåbentlig meget mere i vente. Tegnestuerne kører på både Nørrebronx og i det rigtige New York. Og nu er der, tillykke med dét, sat en kronprinseparpris på anstrengelserne og de eventyrlige BIG-resultater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her