Læsetid: 6 min.

'Jeg er kommunist, men jeg er ikke idiot'

James Bond, Batman og Titanic er en fremragende prisme til at trænge ind bag ideologiske tågeslør — i hvert fald, når de bliver udlagt af Slavoj Žižek. Vi har besøgt den filosofiske superstjerne under optagelserne til hans nye film
James Bond, Batman og Titanic er en fremragende prisme til at trænge ind bag ideologiske tågeslør — i hvert fald, når de bliver udlagt af Slavoj Žižek. Vi har besøgt den filosofiske superstjerne under optagelserne til hans nye film
19. oktober 2011

Slavoj Žižek ligger i sin seng. Han er iført en billig pyjamas i en havregrøds-nuance af grå. Han ser ud nøjagtig som på de billeder, jeg har set af ham: cigaretaskefarvet skæg og ligbleg teint. Jeg bøjer mig ned over ham, og han skuler vredt tilbage. Hans ansigt er blot få centimeter fra mit, så tæt på, at jeg kan mærke hans ånde.

»Nej, du tager fejl!,« hvæser han. »Mine drømme var i virkeligheden slet ikke mine! Det var derfor, jeg ville genfødes!«

En syret drøm? Nej, intet af dette er produkter af min underbevidsthed. Faktisk befinder vi os i et studie nær Dublin, hvor vi er i færd med at indspille The Pervert's Guide to Ideology— en film, hvor den marxistiske provokatør og feterede kultfilosof spiller hovedrollen som sig selv i en række kærligt parodiske genskabelser af historiske filmscener.

Den scene, der nu parodieres, er det afgørende øjeblik i John Frankenheimer-klassikeren Seconds(1966) om en ulykkelig direktør, som antager en ny identitet. Žižek spiller Rock Hudsons rolle. Selv har jeg fået udleveret et par briller for at fremstå som troværdig bifigur.

Žižek skuler et sekund længere, indtil en kvinde råber: »Ok, tak, Slavoj. Vi tager den lige én gang til — men kan I to komme lidt tættere på denne gang?«

Ideologiens triumf

Stemmen tilhører den britiske dokumentarist Sophie Fiennes, der også har instrueret den roste The Pervert's Guide to Cinema(2005), hvor Žižek leverede en række inspirerede læsninger af klassiske film, der syntes at udmunde i den konklusion, at filmsproget kan komme tættere på virkeligheden end den prosaiske verden uden for biografens mørke sal.

Fiennes fostrede derpå idéen om at lave nyfortolkninger af de filmscener, Žižek diskuterer, og slippe ham selv ind i dem. Nu er de to gået sammen om at lave denne opfølgende film. Denne gang er emnet dog ikke film, men 'ideologi' — dvs. opfattelser om samfundsordenen og vores egen rolle i denne, som er blevet så selvfølgelige, at det ifølge Žižek ikke kunne falde os ind at bestride dem.

»Vi accepterer alle den liberale demokratiske kapitalisme, selv under den aktuelle paneuropæiske katastrofe,« siger Žižek. »Nøjsomt spørger vi: 'Åh, kunne vi måske ikke få lidt flere rettigheder for mindretal? Eller hvad med lidt bedre offentlig sygesikring?' Men ingen sætter spørgsmålstegn ved selve rammen for det hele. Og dette er ideologiens virkelige triumf.«

Den bærende konstant

De sidste par dage har budt på rekonstruktioner af scener fra Full Metal Jacket, Taxi Driver, den stalinistiske propagandafilm Berlins fald, kult sci-fi filmen They Liveog The Sound of Music, hvor Žižek spidder varefetichismen iklædt nonnekostume.

Men uanset hvilket kostume og uanset hvilken scene er Žižek filmen igennem den bærende konstant, der leverer analyse og kontekst i et halsbrækkende tempo ledsaget af læspen, fejludtalelser og hektiske håndbevægelser.

Det er den samme tegneserieagtige, brillante Žižek, der har nået så stort et publikum med sit forfatterskab (mere end 50 bøger og utallige avisartikler — bl.a. i Information siden 2000) og sin foredragsvirksomhed.

Da Fiennes genser optagelsen af vores scene på en monitor, sjokker Žižek hen til hende, stadig iklædt pyjamas.

»Sophie, vi må finde tid til, at jeg kan gå ned i tanken igen.«.

I et hjørne bemærker jeg en kæmpemæssig vandtank. Den blev brugt i går til at genskabe Titanicmed Žižek i en redningsbåd. Vandet har dannet skum natten over, men Žižek er ubøjelig:

»Jeg vil i vandet igen i dag.«

Fiennes, der er høj og rank af statur, lader sig ikke bringe ud af fatning. Hun forklarer, at hendes stjerne nu engang har besluttet, at filmen skal have en undersøisk finale. Efter tilfreds at kunne konstatere, at der bliver tid til en dukkert, genoptager Žižek den monolog, han altid fører, selv når han er i selskab med andre. At være sammen med ham er som at være indviet til et muntert uendeligt foredrag om, ja, vælg selv: Sjostakovitj, cloud computing, industrirock-bandet Rammstein, bomuldsproduktion i Mali, islandske krimier, det 1.200 sider lange opus om Hegel, han netop er blevet færdig med at skrive — det hele jævnligt afbrudt af en strøm af sjofle vittigheder fra Eksjugoslavien.

Uret tikker

Som enhver, der læser Žižeks vanvittigt sammenvævede teoretiske værker vil vide, er filmen hans prisme: Sjældne er de kulturkritiske argumenter, han ikke kan illustrere med en reference til Hitchcock. Muligvis er dette den perfekte udtryksform for en tænker, som skatter modsigelsen, for film er i den grad et medium af enkle overflader og skjulte dybder, som kan være både tarvelige og transcendentale.

Ikke overraskende stritter Žižeks enetaler til kameraet i alle mulige retninger. Men i dag tikker uret. Ud over Seconds og Titanic kræver tidsplanen også genskabelse af The Dark Knight, hvor Žižek udfritter Batman i et forhørslokale i Gotham City.

Associationerne myldrer frem. Han gennemgår Irak-krigens brutale egenlogik, økonomernes tavshed før det finansielle sammenbrud — og glider så atter tilbage til Christopher Nolans film.

»Den alvorligste implikation i The Dark Knight er, at filmen hæver løgnen til samfundets bærende princip. Det er, som om der først skal være en løgn, for at samfundet overhovedet skal fungere. Som om det automatisk ville medføre kaos at fortælle sandheden.«

På dette tidspunkt snubler Batman-statisten fremover. De bliver nødt til at tage scenen om.

Et samarbejde

Fiennes sammenligner Žižeks tankestrøm med en musiker, der er ude af stand til at holde op med at spille. Som filmskaber har hun skildret mange iltre kunstnertemperamenter: danseren Michael Clark, maleren og skulptøren Anselm Kiefer, instruktørkollegaen Lars von Trier.

Men med Žižek er der, selv under hans næsten vedvarende drilleri, tydeligvis tale om gensidig respekt. Han er stjernen, men filmen er hendes: Før optagelsen finkæmmer hun hans værk for mulige scenarier. Bagefter redigerer hun de timelange optagelser, og indimellem småskændes hun med ham.

»Det er altid et samarbejde. Han har brug for at vide, jeg ikke er ude på at mobbe ham. At lave The Pervert's Guide to Cinemavar ét stort kontrolleret eksperiment. Det samme gælder denne film.«

Klovnenes fascisme

I en alder af 62 kan Žižek godt blive træt. Men selv da han tager en pause, stirrer han på vandtanken. Man kunne måske tro, at den globale kapitalismes aktuelle skæbnetime allerede ville have skænket denne marxist sin perfekte afsluttende scene. Men det afviser han selv:

»Jeg er kommunist, men jeg er ikke idiot. Hvad der for mig er tragisk ved alle disse begivenheder — som giver mange traditionalistiske venstreorienterede deciderede orgasmer — er: Hvor ser vi noget konkret reorganiseringsprincip? Hvad er det nye? For vi har brug for det nye. Men jeg kan ikke se det. Den liberale demokratiske kapitalisme er ved at støde på sin sidste grænse, og i stedet behøver vi omfattende, koordinerede sociale tiltag. Ellers risikerer vi, at fremtiden kommer til at ligne en af mine yndlingsfilm, Terry Gilliams Brazil. Ikke den gamle fascisme, men en klovnenes fascisme. Jeg er ikke katastrofetænker, men jeg er heller ikke en marxist af den skole, der tror, at historien er på vores side. Vel er den ej!«

Da Titanic-scenen endelig skal optages, er det blevet så sent, at jeg bliver nødt til at gå. Žižek kredser rundt i en korridor og gør klar til at skifte til våddragt efter at være blevet talt fra at optræde i scenen i underbukser. Jeg siger til ham, at jeg håber, han finder sin lykkelige slutning. Han nikker energisk tilbage

»Jeg kunne sige det samme til dig, men du har allerede fundet din — du går din vej.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et herligt billede på de intellektuelles panik når det går op for dem hvad de sammen med deres elskede middelklasse, har ladet passere...

og du går din vej

... for fanden nogle tømmermænd.

ikke en marxist af den skole, der tror, at historien er på vores side. Vel er den ej!«

-----------------------

hvis man bruger en materialisme, i stedet for platonisme, på historien vil man kunne mere end kun ane at historien sandsynligvis er mestensdels
på: anti-capitalisme's side, og på communismens side

Blot en forklarende note: Mit spørgsmål var rettet mod artiklen og dens inhold. Jeg kommenterer af princip ikke Kim Grams ... "indlæg"

Heinrich R. Jørgensen

Niklas Monrad:
"Jeg kommenterer af princip ikke Kim Grams … “indlæg” "

En udmærket holdning, at undlade at kommentere hvad man ikke forstår, og ikke forstår at værdsætte ;-)

Personligt synes jeg, at både Kim Gram og Slavoj Zizek er brilliante kommunikatører. Men de er udfordrende -- deres beskeder til omverdenen er fyldt med referencer, og indeholder næsten altid budskaber der kan forstås på flere niveauer.

Niels-Simon Larsen

"Hvad er det nye? For vi har brug for det nye. Men jeg kan ikke se det".

Slavoj har desværre ret. Det er der, vi står, og så er man henvist til at famle sig frem.

@ Heinrich,

Det er ikke vanskeligt at producere "budskaber der kan forstås på flere niveauer." Problemet er bare, at disse såkaldte budskaber ophører med at være budskaber, og bliver i stedet til meningsløse ytringer. Eller verbal onani, om du vil.

Gad vide hvad kommunisme i dag egentlig er.
Det er vel ikke den forstenede Østeuropæiske udgave. Den er der (stortset) ingen der forsvarer længere.
Kritikken af kapitalismen kommer jo idag fra mange sider og mange har ønske om forandring
Hvad er den særlig kommunistiske fremtids vision?

Heinrich R. Jørgensen

Niklas Monrad:
"Problemet er bare, at disse såkaldte budskaber ophører med at være budskaber, og bliver i stedet til meningsløse ytringer."

Digte, romaner og meget andet kan læse og tolkes på flere niveauer. Alt efter læserens forudsætninger, interesser og fornemmelser for hvad der eventuelt rører sig underneden det umiddelbare.

Jeg ville have formodet, at du på mange områder er en observant lytter og betragter, der fanger mangt og meget, der går mindre efne og erfarnes opmærksomhed forbi. Det er trist, hvis det ikke er tilfældet.

Kim Grams skriverier er for viderekomne. Det tog mig lang tid, at tune mig ind på frekvensen. Nu går signalet rent ind, og jeg har meget stor nytte og fornøjelse af Kims meget indsigtsfulde beskeder.

Og nej, Kim skal bestemt ikke ændre skrivestil. Det er fremragende, som det er. Og nej, jeg vil forsøge at formulere en læsevejledning. I hvert fald ikke på skrift, og på dette sted. Hvis man ikke fanger det, fanger man det ikke.

Slavoj Žižek benytter sig af en provokerende, til tider surrealistisk æstetik, som når den er bedst, kommunikere en ikonisk meddelelse, som taler i lige mål til alle sanser: følelser og intellekt.
Jeg lægger mærke til at filmen ”Berlins fald” lige få påhæftet en lille værdiladet sætning: ” den stalinistiske propagandafilm”. Hvorfor få de andre film ikke det? Man kunne f.eks. med held skrive ”den amerikanske propaganda film om ekstremt individualisme” om ”Taxi Driver”.

Heinrich R. Jørgensen

Claus Oreskov:
"Man kunne f.eks. med held skrive ”den amerikanske propaganda film om ekstremt individualisme” om ”Taxi Driver”."

Den handler lige så meget om fællesskab, som om individualisme. Samt om frihed og ansvar, offentlig moral versus personlig etik, og meget andet. Det er lidt mere kringlet end som så ;-)

Under alle omstændighed, var det ikke en amerikansk propagandafilm. Opdraget til filmen var ikke givet af nogen stats-mæcen. Propagandafilm plejer desuden at have en selvretfærdig pointe. Taxi Driver må i så fald være en anti-propagandafilm, hvis der endelig skal forsøges at sættes lidt ordflom på :-)

@Heinrich R. Jørgensen .” Under alle omstændighed, var det ikke en amerikansk propagandafilm. Opdraget til filmen var ikke givet af nogen stats-mæcen”.
Nu er det altså at det er kapitalen der stå bag Hollywood's filmindustri, og i et kapitalistisk land som USA, ligger magten i samfundet hos kapital ejerne, og ikke så meget hos politikerne. Det burde da ikke være skjult for dig, at med US film følger en endeløs indoktrinering og forherligelse af amerikansk livsstil.
Tag et enkelt område Hollywood´s ”Indianer film”. I snart et århundrede har Hollywood sprøjtet film ud på markedet, som udstillede indianerne som små ondskabsfulde røde sataner, det var legitimt at myrde. Ligesom indianerne blev portrætterede som tilbagestående, primitive, dumme og ude af stand til at klare sig selv! For øvrig var en del, af disse film indirekte finansierede af forskellige bugetter fra den føderale regering.

Budskabet i Taxi Driver syndes nu at være enkelt nok. En forherligelse af ”selvtægts manden” og det volds orgie, som stå i centrum af amerikansk kultur, lige fra tegneserie vold til film som Taxi Driver. Selvtægtmanden er den frie selvskabte ”man of the Frontier” med ”license to kill”. Det er ham som skaffer indianerne afvejen, klynger sorte op i sydens træer, og i dag på en effektiv måde gør kål på illegale mexicanske emigranter. I Taxi Driver få han ramt på langhårede alfonser og narkohandlere, men hans vigtigste mission er at bekræfte og forherlige amerikansk individualisme i dens ekstreme form – selvtægt manden:
http://www.youtube.com/watch?v=xiNQ8PB1wvo

@ Claus
For mig at se handler Taxi Driver om det stik modsattte; altså at en syg kultur ophøjer en syg mand til heltestatus.
Det er muligt, at Travis Bickle er et resultat af selvtægtskulturen, men det er vel netop pointen. Altså mener jeg, at du har ret og uret i din tolkning.

Volden i filmen er jo iøvrigt ikke æstetisk eller bagatelliseret som i andre film, som du måske nærmere burde kritisere.

Heinrich R. Jørgensen

Claus Oreskov:
"Det burde da ikke være skjult for dig, at med US film følger en endeløs indoktrinering og forherligelse af amerikansk livsstil"

Det er ikke helt så entydigt, som du stiller det op, Claus. Indtil Anden Verdenskrig blev der lavet sublime film i USA, og til dels også derefter.

Men der kom usigeligt meget mainstream-bras på markedet,og det sker stadigt. Det er en blanding mellem underholdning og hjernevask. Harmløs er underholdningen ikke, som jeg ser det.

Det mest kendte tema, handler om de selvgode, der med selvretfærdighed og immunitet fra loven, gennemtrumfer deres vilje med vold, drab og overgreb, fra nogle entydigt utiltalende galleri af nedrige plageånder. Opdragelse til inhumanisme og at overgreb mod andre er den rette medicin for at modvirke dårligdomme.

Mange af top-karakterskuespillerne har efterhånden taget skeen i egen hånd, og har dannet egne studier m.v. De laver nu de film de mener er vigtige, med nogle kommercielle afbræk i ny og næ, så underskudsforretningerne kan financieres.

Hvad er det nye?

Læs lidt op på det med den ressourcebaserede økonomi. Så vil der måske dukke noget nyt op i horisonten.

»Vi accepterer alle den liberale demokratiske kapitalisme, selv under den aktuelle paneuropæiske katastrofe,« siger Žižek. »Nøjsomt spørger vi: ‘Åh, kunne vi måske ikke få lidt flere rettigheder for mindretal? Eller hvad med lidt bedre offentlig sygesikring?’ Men ingen sætter spørgsmålstegn ved selve rammen for det hele. Og dette er ideologiens virkelige triumf.«(Artiklen)

Det er til fulde lykkes at fremstille "Kapitalisme med et menneskeligt ansigt" de fleste af os ser slet ikke rovdyret bag masken. Se dette mener jeg er den sande triumf.

Kim Gram har jo ret.

Uden Kommunismens hjælp/pres havde vi jo ikke Fagforeninger, Socialhjælp og rettigheder for de svage i samfundet etc.

Den Europæiske model er et kompromis imellem Sovjet-kommunismen på den ene side og den Royale Imperialistiske Engelske industri-kapitalisme, på den anden side.

Det var de Europæiske Konge/Kejserdømmers rædsel for en en Revolution lignende dem i Rusland og Frankrig, der tvang dem til at indføre Demokratisk Parlamentarisme.

Så det var frygten for at Kommunismen skulle brede sig i masserne, at de fik travlt med at opfinde Kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Og det gik jo meget godt.

Vi skal ikke glemme at før ca. 1850-70 havde fattige Europærere ingen rettigheder overhovedet, de havde knap nok retten til at dø.

Socialdemokratiet er det bedste eksempel på kompromisset imellem Kapitalistisk enevælde og Kommunisme.

Det er også derfor at de aldrig har kunnet finde ud af hvad ben de skulle stå på, og fra tid til anden har forrådt deres egne, til både Kapitalismen, Royalismen og Fascismen.

Det var sjovt nok det idag Super-Kapitalistiske USA som var den første Nation til at indføre Borgerrettigheder, Den Amerikanske Forfatning.

Niels-Simon Larsen

Lovprisning af socialismen fører ikke til noget, og det gør forbandelsen af kapitalismen heller ikke.
Fortæl, hvad det er for et samfund, I vil frem til, Claus og Bjarne m.fl. Det kan være, at jeg er enig med jer, men begynd fra neden af.

Niels Simon:

Det er jo et vanskeligt spørgsmål alene fordi at vi aldrig har set det fuldkomne resultat af et Socialistisk samfund.

Vi har set masser af samfund der har kaldt sig Socialistiske, men som aldrig har været det.

Personligt er jeg ligeglad med hvad vi kalder Ideologien, og vi kan for min skyld gerne indføre Kapitalisme med et menneskeligt ansigt, og kalde det Social-Kapitalismen, bare at goderne er lige fordelt, Borgere ikke bliver tabt på gulvet og den Kapitalistiske del er under streng kontrol.

Det kunne jeg godt være tilfreds med.

Søren Kristensen siger:

Jeg er måske idiot, men jeg er ikke kommunist.(PK)

Prøv engang at blive Kommunist, så kan det jo være at idiotien går over ;-)

@Niels-Simon Larsen. Uha Gaddafi er lige død, og jeg føler mig også ledt dårlig, så det er et stort spørgsmål du stiller – men OK.
Jeg er jo hverken politikere eller filosof, så noget politisk skema, program eller politisk manifest, kan jeg ikke diske op med. Mit politiske bud er imidlertid socialisme i en eller anden form – helst med flere variable. I dag er samfundsinstitutionerne, og den globale samhandel meget mere kompleks, end på Karl Marx eller Lenins tid. Alligevel tror jeg at udgangspunktet skal findes der i viljen til, at forandre de økonomiske strukturer i samfundet. Altså en eller anden form for eksploitering af banker og erhvervs sektoren. Det kan så blive gennem statskapitalisme, eller måske hellere gennem flere parallelle modeller. I Sovjetunionen havde man f.eks. flere økonomiske parallelsystemer som supplerede hinanden. Kollektivbrugene der var ret autonomi og som var en slags selvforsynende landsbyer, var en stærk økonomisk faktor sammen med statskapitalismen. Et statsbrug (sovkhos) bestod oftest, foruden selve produktions enheden, af: børnehaver, skoler, forretninger med dagligvare samt medicin, hospitaler ligesom kollektivet varetog infrastrukturen og transport. Som du kan se mener jeg ikke der vil være dumt, at inddrage de positive erfaringer, der er gjort i socialistiske samfund gennem tiderne. Problemet er, at folks viden, om de reale livsbetingelser, i de socialistiske lande, er meget begrænset, og mange tror i ramme alvor, at jeg plædere; for diktatur og udryddelseslejre når jeg, at og til omtaler de positive landevindinger der gennem årende var i Sovjetunionen og Østeuropa som sådan.
Karl Marx havde heller ikke et skema parat. Tiden og stedet satte rammerne for den socialisme vi kender – ikke mindst den globale situation, og derunder USA´s empiristiske og aggressive politik. Spørgsmålet er i første omgang økonomisk, at skabe en økonomisk socialisme – dernæst at udmønte denne socialisme politisk altså skabe et socialistisk demokrati. Socialisme udelukker ikke demokrati eller omvendt. Socialisme er et økonomisk system ligesom kapitalismen, og demokrati er et politisk redskab, som langt bedre kan fungere i et socialistisk samfund, fordi her bestemmer markedet ikke over befolkningen.
Praksis er en vigtig variabel, man skal passe på ikke at spærre for, med for meget teoretisk tågesnak. Jeg tror at der vil komme mange gode input på vejen til et andet økonomisk system og ligeledes tror jeg at det sundeste er at åbne op for mulighederne for forandring – det socialistiske utopi er et mål, vi aldrig når og aldrig skal nå, men altid arbejde hen imod.

PS: Socialismen er nu også et kraftfuld bræk middel i kritikken af kapitalismen.

Det som Borgerlige Politikere og deres vælgere altid glemmer når de hylder den Skandinaviske model "Velfærdssamfundet", er at den model på de væsentligste punkter er grundlagt af den Socialistiske Ideologi.

Så når de håner Socialismen, så håner de samtig den samfundsmodel der gør at vi er så "heldige" at vi har så godt og velordnet et samfund, som vi trods alt har, et samfund som de selv siger at de er så stolte af.
Og alligevel har de gjort alt for at bekæmpe og afvikle det.
Dette er heldigvis ikke lykkes for de Borgerlige endnu, så jeg må konkludere at Socialismen til en vis grad har sejret i Skandinavien.

Niels-Simon Larsen

@Claus og Bjarne: Jeg kan kun være enig med jer. Jeres betragtninger lyder fornuftigt i mine ører. Grunden til, at jeg helst undgår ordet socialisme, er alle de negative vedhæftninger.
I Københavns Fødevarefællesskab møder jeg en hel masse konstruktive, fornuftige og venlige mennesker i alle aldre, og jeg fryder mig og tænker for mig selv, at dette er den sande socialisme. Hvis jeg begyndte at promovere ordet, ville der nok straks blive ballade. Jeg møder mange rundt omkring med socialistisk sindelag. Ingen diskuterer ordet, og det får mig til at sige, at det er ubrugeligt i dag. Ydermere er den gamle organisationskultur for nedadgående. Vi går ind og ud af samarbejdsstrukturer, for der sker hele tiden nogle nye forskydninger (hvad forårs- og occupy-bevægelser viser til fulde).
Slavoj Z.er inde på, at man skulle satse på kommunismens fællesskab og kristendommens helligånd. Der er jo heller ingen, der kan give en sammenhængende forklaring af ordet kristendom, så det bruges alene for at holde sammen på de religiøse magtbastioner. For mig ser det ud til, at det er ’essenserne’ af de store tanker, der nu skal i brug og småligt nid og nag fortone sig.
Nogle savner den store strategiske tænkning. Det må de da gerne savne, men ventetiden skal man bruge på at aktivere sig selv. Der er nok at tage fat på.

Niels-Simon:

Ideologien kan jo ikke gøre for at den er blevet misbrugt.

Sjovt nok er Kapitalismen meget enkel at definere: "Greed is good"
(Gekko alias Michael Douglas)

Det er straks vanskeligere med Socialismen fordi den også har det menneskelige aspekt inde i billedet. Der tages hensyn til menneskelige behov.

Hos Kapitalismen er mennesket reduceret til et produktionsværktøj, et nødvendigt onde som skal betales, for at kunne købe og dermed holde apparatet igang. Cirklen er sluttet.

kommunister ?, idioter ?

det er så spørgsmålet, hvilke af de to slagse, som der nu bliver flere og flere af ?
(Kim Gram)

Hvad foretrækker du selv?

Begreber som 'socialisme' og 'kommunisme' fortolkes forskelligt i tid og fra person til person
For mig er forskellen på 'socialisme' og 'kommunisme' forskellen på selvorganisering og statsstyring groft sagt.
I kommunistiske samfund har staten den alt dominerende magt og styrer ' top-down' . Det ender ofte i mangel på demokrati og bureaukrati. Dybest set stoler de kommunistiske magthavere ikke på 'folket' og er derfor imod selvforvaltning.
Jeg er muligvis galt afmarcheret så hvis der findes en kommunist her ville der være interessant med en kommentar

@Kim Gram: Når jeg taler om 'kommunistiske samfund' tænker jeg ikke på den marxistiske vision om det fremtidige klasseløse samfund hvor 'alle får efter behov og yder efter evne' men på de såkaldte 'kommunistiske samfund' vi har set realiseret - som jo var noget helt andet

Søren K.

Jeg håbede at vi unge med Ole Sohn m.fl. kunne konvertere DKP væk fra Stalinismen, og da det gik op for mig, at det kunne vi ikke, meldte jeg mig ud og var Partiløs i nogle år.
Så faldt Muren og den sidste rest af min overbevisning min Ideologi krakkelerede fuldstændigt.
Først efter at have sundet mig i næsten 10 år og fejret Millenium i Berlin(10 året for Murens fald) gik det rigtigt op for mig at det var Honnecker og Stalinismen der var død, ikke Socialismen, unge Tyskere fik mig overbevist.
Det skulle jeg så til Berlin for at forstå, jeg meldte mig ind i EL efter min hjemkomst fra Berlin i foråret 2000.

EL er på nogle punkter noget langt fra min egen overbevisning, men det er de eneste Socialister i Folketinget jeg har kendskab til.
Det er muligt at der skulle gemme sig nogle i S og SF, men de er umulige at få øje på.

DKP var til skrotbunken, men det var sindsygt vanskeligt at erkende, fordi at DKP ikke kun var et Parti, det var en livsstil og "Familie".

Årsagen til at DKP udviklede sig sekterisk skal nok søges i Krigen, Stalinismen, og den paranoia der med god grund udviklede sig blandt tidligere Modstandsfolk i DKP.
Som ung fik man jo den opfattelse at man umuligt kunne stole på nogen uden for Partiet, på baggrund af Danske Myndigheders overgreb og udlevering af Kommunister og Fagforeningsfolk til Nazisterne.

@bjarne hansen

DKP var til skrotbunken, men det var sindsygt vanskeligt at erkende, fordi at DKP ikke kun var et Parti, det var en livsstil og “Familie”.

---------

meget ligesom socialdemokratisme,
og hvis dkp'ernes kritik mod socialdemokratisme,
begynder at dæmre, hvad gør de mange arbejdere, lønmodtagere så ?

Anne Marie Jensen

Ole

Zizek selv er en af den tidligere østbloks største kritikere. Men alligevel tøver han ikke med at kalde sig kommunist.

Havde Leon Trotsky stadig været iblandt os, havde han formentlig givet Zizek ret heri.

@ Bjarne Hansen

Bravo! DKP havde en vigtig rolle og gjorde meget godt for klassekampen, men endte ganske rigtigt som sekterisk stalinisme. Respekt for dit valg og din senere erkendelse. Jeg kan se, vi kommer fra hver vores yderfløj på venstrefløjen, men vi begge finder, at Enhedslisten rummer nok af den rette blanding af socialisme og anti-autoritære strukturer til at de er spiselige og værd at støtte. Jeg har dog stadig ikke vundet det vedvarende skænderi med den indre anarkist om at melde mig ind i et par-ti...

Anne Marie Jensen

Kim Gram

"og hvis dkp’ernes kritik mod socialdemokratisme,
begynder at dæmre, hvad gør de mange arbejdere, lønmodtagere så ?"

Godt spørgsmål. Der er jo nok gået lige lovlig meget socialdemokratisme i Enhedslisten.

Anne Marie:

Jeg har altid holdt meget af Anarkisterne, men finder dem alt for ustrukturerede, og forvirrende.

Min Farfar var Syndikalist, og han hånede DKP med et glimt i øjet for "deres lige rækker" (disciplin) men efter min Far og Onkel blev befriet efter krigen, meldte han sig ind alligevel, med ordene "de var de eneste der skabte en fornuftig modstand mod Nazisterne".

Da jeg var Soldat var jeg suppleant for vores Batteri-Talsmand, han var Anarkist, en pragtfuld gut der konstant satte mig på ideologiske prøvelser. Han havde allerede dengang(1979) samme opfattelse af DKP som jeg senere fik.

Jeg tror kommunismens største problem -som går tilbage til Lenin - var troen på at man som kommunist besad man en særlig indsigt der ikke var ikke-kommunister forundt
Derfor måtte 'masserne' (dette skrækkelige ord)styres af de 'udvalgte'
Derfor blev kommunister aldrig demokrater (heller ikke Leon Trotsky)

Jamen begreberne ”socialisme” og ”kommunisme” er meget flydende og langt fra entydige. Karl Marx brugte dem selv i flæng og det har man forsat med gennem årende. Det er en tilfældighed at ”Det kommunistiske Manifest” ikke kom til at hedde ”Det socialistiske Manifest”. I forordet det danske socialdemokratis 5. udgave af ”Det kommunistiske Manifest” stå der om manifestet: ” det internationale Socialdemokratis første og evigunge stridsskrift”. Altså kunne ” Det kommunistiske Manifest” ligeså godt have heddet ”Det Socialdemokratiske Manifest”. Kautsky skriver ligeledes at alle socialdemokratiske partier: ”anerkender Det kommunistiske Manifest”, som deres grundlag. Det var tyske flygtninge i Paris der stiftede ”Det Kommunistiske Forbund” i 1836. Forbundet stod bag udgivelsen af ”Det kommunistiske Manifest”, derfor brugen af kommunistiske og ikke socialistiske. Forbundte blev forbudt i 1852 og mere eller mindre tog Socialdemokratiet over. Det russiske socialdemokrati skiftede navn, efter martsrevolutionen, til det kommunistiske parti, heraf noget, af forvirringen omkring hvad der er hvad. Politiske institutioner, etniske grupper og klaner, har alle dage lagt vægt på, at markere en mytisk oprindelse f.eks. Ravne-klaner nedstammer fra ravnen, jøder nedstammer fra Abraham og arabere nedstammer fra Ismail osv. Ved at kalde sig kommunister kolporterede det russiske socialdemokrati en oprindelses myte der symbolsk knyttede dem til det hedengangne ”Det Kommunistiske Forbund” Karl Marx eget parti. Allerede på ”manifestets tid” var socialisme et vidt begreb og Karl Marx og Engels skelner mellem: Den feudale socialisme; Småborgerlig socialisme; Den tyske eller ”sande” socialisme; Den konservative socialisme eller bourgeoisi-socialismen og den kritisk-utopiske socialisme og kommunisme.

Sider