'Kun de bedste kan myrde løs uden at tage skade'

Tankegang. Det var ikke den øldrikkende pøbel, men den akademiske elite, der stod i spidsen for nazisternes forbrydelser. Og deres tankegang kan genfindes hos den norske terrorist, Breivik, mener Kjartan Fløgstad, der har skrevet en stor roman, 'Den yderste grænse', om nazismens mange ansigter
Tankegang. Det var ikke den øldrikkende pøbel, men den akademiske elite, der stod i spidsen for nazisternes forbrydelser. Og deres tankegang kan genfindes hos den norske terrorist, Breivik, mener Kjartan Fløgstad, der har skrevet en stor roman, 'Den yderste grænse', om nazismens mange ansigter
28. oktober 2011

Når man i 2011 sidder sammen med en norsk forfatter, der har skrevet en stor roman om nazismen i Tyskland og Norge, ligger det snublende nær at komme til at tale om Anders Behring Breivik. Kjartan Fløgstad peger da også på et tidspunkt i samtalen på, at der er ligheder mellem Breivik og nazismen.

Han finder således en slående lighed mellem Breiviks opfattelse af 'kulturmarxismen' og nazisternes tale om en 'jødisk-bolsjevikisk sammensværgelse' som en snigende infektion, der ødelægger samfundet.

»Men Breivik går ind for Israel, og at han vender sit had mod andre nordmænd er sværere at forklare,« synes Fløgstad. At trække en linje fra den institutionelle antikommunisme i efterkrigstiden til Breivik ville ligeledes være at drage sammenligningen for vidt, mener han. »Det fælles er fanatismen.«

Vist har Breivik været medlem af det norske Fremskridtsparti, men det er ikke så hadsk som det danske, siger han.

»Det er mere opportunistisk og pragmatisk. Det er fremmedfjendsk, hvis det er opportunt, men det svinger over, hvis det ikke er opportunt.«

Breiviks 'nødvendighed'

Der er dog andre lighedspunkter. Kjartan Fløgstad tager ikke kun Anden Verdenskrig, men også efterkrigstidens antikommunisme og dens forbrødring med de tidligere nazister under behandling, og det hele sker i et sprog, der er lagt i munden på to fortællere, hvis dømmekraft ikke er den bedste.

Den yngre af disse, politimanden Alf Magnus Mayen, der er opfostret af nazistiske medløbere i efterkrigstiden, tager totalt afstand fra disse, men bliver i sin bekendelse til demokratiet selv rodet mere og mere ind i fordækte højrefløjsaktiviteter. Eksempelvis spionerer han mod 'statsfjendtlig fredsaktivisme', som Fløgstad med underspillet ironi skriver.

»At definere sig i modsætning til noget er ingen garanti for, at man gør det rigtige,« bemærker han.

Den anden fortæller er den gamle ærkenazist Otto Nebelung, der udleverer sig selv gennem sin mildt sagt upålidelige opfattelse af, hvad han har været med i. Han excellerer i ræsonnementer som: »For det andet måtte det siges, at kun de stærkeste og reneste var i stand til at dræbe kvinder og børn uden at tage skade på sjælen. Kun de stærkeste og reneste i ånd og gerning ville være i stand til at gå gennem livet med sådanne gerninger på samvittigheden. De stærkeste og reneste og mest intelligente. De bedste med andre ord. Sådan var det. De bedste af de bedste.«

Det er ædende ondt gjort, men Fløgstads stilfærdige ironi har skræmmende solidt forlæg i virkeligheden. Udsagnet om de stærkeste og reneste er således omtrent direkte hentet fra Waffen-SS's leder, Heinrich Himmlers, taler i Posen til SS-ledelsen, de civile myndigheder og Wehrmacht, da han måtte fortælle dem sandheden om Østfronten, fortæller Kjartan Fløgstad.

Og det er nøjagtig den samme tankegang, som går igen i Anders Behring Breiviks manifest, påpeger han: »'At gøre dette er forfærdeligt, men nødvendigt'. Det er et nøglepunkt i nazisternes tankegang, vi ser gentaget i den norske terrorists bevæggrunde.«

Men sammenligningen skal ikke drages for vidt. Det er kun visse træk hos Breivik, der passer godt ind i den nazistiske tankegang, advarer Kjartan Fløgstad, »for på den anden side er han er ensom ulv, der handlede ud fra livsløgne og rene fantasterier«.

'Den danske infami'

Når man opererer med upålidelige fortællere, spiller sproget en afgørende rolle, og Fløgstad er glad for den danske oversættelse.

»Sproget er en tribut, 'en liten bukk' til Hans Scherfig, fortæller han. Han har forsøgt at ramme 'den samme sagtmodige, fredsommelige ironi', som Scherfig benytter sig af i »Frydenholm«, den danske forfatters roman om vores lokale nazisme. Og den danske oversætter, Agnete Dorph Stjernfelt, lader 'den danske infami' komme til ære og værdighed, synes han.

Jeg spørger, hvad han mener med 'den danske infami', men bliver hurtigt klar over, at jeg selv er eksponent for den, når jeg sidder og griner ondt over passager som de ovenfor citerede, eller af en som den følgende:

Selv sagde jeg til Paul, at for mig virkede vedtagelsen af Den Endelige Løsning lidt vel drastisk. På den anden side var der ingen tvivl om, at sagen var grundigt gennemdrøftet på endog meget kompetent niveau.

Den sidste sætning har at gøre med en af romanens store pointer: At det ikke var øldrikkende pøbel, men cremen af Tysklands akademiske elite, især medicinere og jurister, der »med kombinationen af høj kultur og nådesløs handling« stod i spidsen for nazisternes udryddelser af jøder og andre 'undermennesker.

Men det er Otto Nebelungs uerkendte selvudlevering, der kalder på det infame grin.

»Et risikabelt projekt,« mener Fløgstad dog, »for læseren skulle jo nødigt identificere sig med fortælleren!«

Norsk bidrag til holocaust

Hovedfiguren i Den yderste grænse,den store helt, som Nebelungs beretning kredser om, er i dennes, hans tro følgesvend og beundrers øjne, præcis så rankrygget, lysende og nådesløs, som Breivik gerne ville opfattes. Paul von Damaskus, hedder han, og det peger jo tilbage mod Paulus, der så lyset og blev omvendt på vej til Damaskus. Ligger der også et hib til kristendommen i navnet?

Nej, svarer Kjartan Fløgstad, sådan skal det ikke forstås. Det er omvendelsesaspektet, der alluderes til. At lynet slår ned i Paul von Damaskus i 1933, han ser lyset og bliver overbevist nazist.

»Han taler endda i tunger ved bogbrændingen i Freiburg,« understreger Fløgstad og tilføjer, at denne bogbrænding som så meget andet i romanen er fiktion.

»Der var ingen, der brændte bøger i Freiburg den 11. maj 1933. For det første regnede det, og for det andet var Martin Heidegger, der samme år både var blevet medlem af NSDAP og rektor for universitetet i Freiburg, nok nazist, men bogbrændinger forbød han.«

Det er dog ikke kun Paul von Damaskus' navn, der vækker associationer. Romanens anden fortællers navn, Mayen, vil minde den norske læser om noget isoleret og koldt langt borte. Jan Mayen er nemlig en norsk ø mellem Island og Grønland, forklarer Kjartan Fløgstad den geografisvage interviewer.

»Man kan også komme i tanke om udtrykket 'no man is an island',« tilføjer han.

Eutanasilægen August Glahn alluderer til løjtnant Glahn i Knut Hamsuns Pan,og et af Fløgstads ærinder med navnesymbolikken er da også, med små hib som dette til Hamsuns nazisme, at minde sine landsmænd om de mindre glorværdige sider af Norges bedrifter under den tyske besættelse.

På samme måde som andre nyere historiske romaner, eksempelvis Steve Sem-Sandbergs De fattige i Lodz,der ligeledes er udkommet i 2011, blander Den yderste grænsevirkelighed og fiktion.

Romanen er en mellemting, medgiver Kjartan Fløgstad, men han mener, at mellemtingen både forstærker påstanden om sandhed og giver romanen større kraft: »Jeg bygger ikke på ny grundforskning, men det er forskning, som ikke er særlig kendt, og som har udfordret mange læsere,« fortæller han. Nogle læsere er blevet fortørnede over romanens skildringer, men andre har reageret med, at de ikke anede, at så mange nazister og medløbere systematisk fortsatte deres karrierer efter krigen.«

Kjartan Fløgstad fortæller således, at det var en norsk politiofficer, der organiserede deportationen af de norske jøder, 6-700 mennesker, til Auschwitz.

»Knut Rød hed han, han blev tiltalt efter krigen, men blev blankt frikendt 'på grund af sine fortjenester på hjemmefronten'. Mange har følt det som en national skam. Der vedblev at være kritik af dommen, hvilket i 2007 fik højesteretsdommer Georg Fr. Rieber-Mohn til at rykke ud med et indlæg i avisen Dagbladet til forsvar for dommen. »Retsligt bedømt fremstår den som rigtig,« og kaldte indvendingerne 'tendentiøse,' odiøse', 'spekulative' og 'uberettigede'.«

»Man kan ikke stille sig tilfreds med, at han ikke blev straffet. Det var det største norske bidrag til holocaust, men Rød fik støtte fra politisk hold,« konstaterer Kjartan Fløgstad.

To gange dommere

Den yderste grænseskildrer ligeledes, hvordan den ene tyske topnazist efter den anden få år efter krigsafslutningen, »Undergangen«, som Nebelung kalder den, bliver benådet, genindsat i deres embeder eller avancerer yderligere, mens de tilkendes såvel løn som fuld pension for de år, hvor de har været dømt 'ude' af de allierede.

Det er en baggrund, der må tages i betragtning, hvis man skal forstå voldsomheden i det tyske studenteroprør, hvor også en gruppe som Rote Arme Fraktion kunne opstå, mener Fløgstad. En person som Hanns-Martin Schleyer, formand for den tyske arbejdsgiverforening, der blev myrdet af RAF, havde således været nazistisk studenterpolitiker og SS-officer.

»Det var fortidens syndere, der sad som dommere og jurister og dømte det nye venstre. Mange af de gamle NS-jurister havde fornøjelsen af at dømme deres venstreorienterede politiske modstandere to gange, først i Det Tredje Rige og siden i Forbundsrepublikken.«

I en stor artikel i det norske tidsskrift Samtiden, hvor Kjartan Fløgstad redegør for baggrunden for romanen, skriver han:

»Næsten hele det tyske retsapparat havde været tilsluttet NSDAP eller underafdelinger af partiet. I 1949 var 752 ud af 924 dommere og statsadvokater i Bayern tidligere nazister, med andre ord 81 procent.«

Først da Joschka Fischer fra De Grønne blev udenrigsminister, blev der udfærdiget en rapport af den tyske udenrigstjeneste, der blotlagde den store kontinuitet, fortæller han.

Sandhed og løgn

Kjartan Fløgstad undlader næsten helt at skildre den nazistiske vold direkte. Kun i en enkelt af romanens scener bliver en norsk læge og frihedskæmper pågrebet og ført til Victoria Terrasse i Oslo, Norges svar på det danske Shellhuset. Her skildres det, hvordan han tæves ihjel, men med det underliggende formål at udmønte en af romanens centrale pointer. Paul von Damaskus søger sandheden, hævder han, og det lyder jo som en uangribelig og rigtig værdi. Torturbødler er sandhedssøgere, lyder hans påstand.

»Kompromisløst og helhjertet søger de sandheden. Uden et glimt af ironi. De vil gøre hvad som helst for at få sandheden frem. Ingen søger sandheden mere kompromisløst end torturbødlerne. Og de hader løgn og svindel. De vil tage alle midler i brug for at banke løgnene ud af folk og finde frem til sandheden.«

»Bøddelen søger sandheden,« kommenterer Kjartan Fløgstad, »og fangen svarer med løgnen. Men løgnen befinder sig på et højere moralsk niveau end sandheden, for mange liv afhænger af, at lægen, Olav Hokstad, ikke røber sandheden.«

Og så tilføjer han:»Læseren kan jo vælge at trække en parallel til den løgn, romanen repræsenterer.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Blå bog: Kjartan Fløgstad

- Kjartan Fløgstad er født 1944. Skriver på nynorsk og har studeret litteratur- og sprogvidenskap ved Universitetet i Bergen. Industriarbejder og sømand.

- Debuterede med ’Valfart’ (digte, 1968).
Han har skrevet et utal af romaner, essays, rejse-skildringer og digte. Seneste udgivelser bl.a.:
’Paradis på jord’, roman
’Hotel Tropical’, rejse-skildring,
’Pablo Neruda: Kapteinens vers’, gendigtning, 2003.
’Grand Manila’, roman.
’Pyramiden, portrett av ein forlaten utopi’, essays, 2007.
’Grense Jakobselv’, roman (da. ’Den yderste grænse’, 2011).

- Kjartan Fløgstad har modtaget utallige priser, bl.a:. Nordisk Råds Litteraturpris, 1978, Kritikerprisen, 1980, Nynorsk litteraturpris, 1983, 1986, 2009. The Pegasus Prize for Literature (USA), 1989. Brageprisen, 1998, Gyldendalprisen, 1998.
Bernardo O'Higgins-ordenen, tildelt av Chiles regering, 2004, Medalla centenaria Pablo Neruda, tildelt av Chiles regering, 2004 og P2-lytternes romanpris i 2006.

Det skrev Information:

I sin anmeldelse 9. oktober skrev Peter Nielsen:

’Den norske forfatter Kjartan Fløgstad har med sin roman om nazismens opkomst og dens lange efterliv begået et hovedværk i ny nordisk litteratur’ ... ’Hold da op, Fløgstads roman ’Den yderste grænse’ er på alle måder en udfordring af vant tankegang. Den er ikke til at ryste af sig igen og afføder et næsten fysisk ubehag. Forfatteren udfordrer grænser, og det gælder både tematisk og formmæssigt’ historiske personer tillader sig store digteriske friheder’.

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu