Læsetid: 3 min.

Kunst kan ikke demokratiseres

Historien om Ghita Nørbys kontroverser med cheferne på Det Kgl. Teater er historien om, at kunstnere ofte ikke passer ind i moderne ledelsesteorier om medarbejderinddragelse. Det er en erkendelse, alle der leder kunstnere må nå til. Kunst skabes ikke i konsensus, siger forskere i kunstnerisk ledelse
'Jeg forsøgte mig da også engang med at bringe kunstnere sammen til et fællesmøde og betragte dem som en medarbejderskare. Det er noget af det mest absurde, jeg har været med til,' siger Peter Aalbæk fra filmselskabet Zentropa.

'Jeg forsøgte mig da også engang med at bringe kunstnere sammen til et fællesmøde og betragte dem som en medarbejderskare. Det er noget af det mest absurde, jeg har været med til,' siger Peter Aalbæk fra filmselskabet Zentropa.

Kristian Brasen

21. oktober 2011

»Ghita synes ikke, hun er kollektivist. Og det skal hun have lov til.«

Sådan lyder erkendelsen fra Michael Christiansen, tidligere teaterchef på Det Kgl. Teater, i en ny bog om den folkekære skuespiller Ghita Nørby. Forud er gået et langt og opslidende forløb, som på bedste vis illustrerer, hvorfor kunstnerisk frihed og selvforståelse er så svært foreneligt med moderne ledelsesteorier om medarbejderinddragelse og -demokrati.

Med Mads Øvlisen og Michael Christiansen i spidsen for Det Kgl. Teater skulle den traditionsrige kulturinstitution i starten af 00'erne »bringes ind i det nye årtusind«. Og med de tos fortid i henholdsvis medicinalgiganten Novo Nordisk og Forsvarsministeriet skulle det ske ved hjælp af moderne principper om værdibaseret ledelse og styr på økonomien. Eksemplificeret ved et medarbejderseminar, hvor samtlige ansatte på teatret — fra sminkører til skuespillere — skulle lære om 'indlevelse', 'fællesskab' og 'respekt'.

Men den gik ikke — Ghita Nørby og flere af skuespillerkollegerne stejlede.

»Kunsten vedtages ikke i udvalg. Den egner sig ringe til kompromisser,« som det formuleres i bogen Ghitaaf journalist og forfatter Lea Korsgaard, der udkommer i næste uge.

Og situationen er et skoleeksempel på den erkendelse, alle kunstneriske ledere skal nå frem til, siger Uwe Bødewadt, kulturchef på Det Kongelige Bibliotek og forfatter til bogen At lede kunstnere.

»Du skal hilse på din egen inkompetence som kunstnerisk leder. Kom ikke og belær omkring dig. Og her går det rigtig ofte galt for ledere, der kommer udefra og ind i kunstverdenen.«

Ifølge Uwe Bødewadt forsøger ledere fra det private erhvervsliv ofte at presse flotte medarbejderteorier ned over de kunstneriske arbejdspladser. Og hvor teorierne givetvis er både effektive og vellykkede på mange kommercielle arbejdspladser, har kulturinstitutioner et helt andet ledelsesmæssigt behov.

»Kunsten, hvad enten det er scenekunst eller så meget andet, skabes ikke i god ro og orden. Det kan en ny pille på Novo Nordisk måske blive. Men ikke kunst,« fastslår Uwe Bødewadt.

Den samme konklusion er produceren og medstifteren af filmselskabet Zentropa, Peter Aalbæk, kommet til.

»Jeg forsøgte mig da også engang med at bringe kunstnere sammen til et fælles- møde og betragte dem som en medarbejderskare. Det er noget af det mest absurde, jeg har været med til. Og de to gange i min karriere, jeg har prøvet, har været to for meget,« siger Peter Aalbæk.

Han mener, at enhver kunstnerisk leder må se i øjnene, at kunstnere i sagens natur hverken er solidariske eller demokratiske.

»Det er dem selv og deres eget værk, der er deres kunstneriske virke. Og i den proces kan der ikke tages hensyn til alle mulige andre. Det kan man som leder lige så godt sande, og det hverken kan eller skal gradbøjes ind i en eller anden medarbejderkonstruktion.«

Store egoer

I stedet skal en kunstnerisk leder være både rummelig og bevidst om at dyrke forskelligheder og individualisme.

»Det er sgu os, der bliver nødt til at tilpasse os. Ikke kunstnerne. Det kan ikke være den anden vej rundt,« siger Peter Aalbæk.

Ole Fogh Kirkeby er enig. Han er professor i ledelses- filosofi, direktør for Center for Kunst og Lederskab ved CBS og har forsket i ledelse af kunstinstitutioner i mange år.

»Det at lede kunstneriske medarbejdere kræver en accept af en meget stor autonomi. Det gælder for alle former for vidensarbejdere — og er i virkeligheden den samme problematik, man møder i universitetsverdenen i øjeblikket, hvor ensretning fra toppen er ved at ødelægge systemet.«

Uwe Bødewadt mener i det hele taget, at prototypen på den moderne leder passer meget dårligt ind i en kunstnerisk arbejdsplads:

»Vi ser, at mange kunstneriske ledere er de her manegementtyper, der i stigende grad skal tilfredsstille samfundsbehov om indtjening, medieeksponering, og jeg ved ikke hvad. Men akkurat ligesom kunstnerne skal ledernes arbejde være et valg, ikke et job. Og det kan den type ledere bare ikke,« siger Uwe Bødewadt og uddyber:

»Som kunsterisk leder skal man bare indse, at kunsten altid har ret. Og det skaber tit problemer, når de to store egoer, manegement- typen og kunstneren, støder sammen.«

Helt så kategorisk opfatter Ole Fogh Kirkeby ikke sammenstødet. I stedet mener han, at det moderne erhvervsliv i stigende grad lader sig inspirere af den frigjorte og individuelle ledelsesfilosofi, der traditionelt har været gældende i kunstverdenen.

»I takt med, at innovation og kreativitet bliver så vigtigt for alle slags virksomheder i et samfund som det danske, er ledere blevet bedre til at dyrke individet og skabe plads til den enkelte medarbejders udfoldelse. I disse år går påvirkningen altså i lige så høj grad den anden vej.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Beklager, venner, fordi det er holdningen i København, kan det bedste teater ses på landsdelsscenerne. Sådan har det været i årtier. Det handler ikke om ledelsesteorier og konsensus, men om at en forestilling skabes i fællesskab, og at det kræver en mere end almindelig tillid og indføling, hvis ikke alt skal drukne i stjernespil og angst for at blive sat i skyggen af de andre. Godt teater har ikke plads til egoer, men til hårdtarbejdende, loyale og entusiastiske teatermennesker. Det er længe siden, teatret var neurotikerens sidste reservat.

Og skal vi lige tage den engang: den vestlige teatertradition blev grundlagt som en amatørkonkurrence, hvor tre udpegede dramatikere, støttet af hver sin lokale rigmand, iscenesatte en 8 timer lang forestillingsdag med optrædende udtaget blandt byens almindelige befolkning. En af disse dramatikere blev kåret som vinder og laurbærkranset og bespist på byens regning, sammen med sin sponsor (og måske de medvirkende).

Heinrich R. Jørgensen

Peter Aalbæk:
"Det er dem selv og deres eget værk, der er deres kunstneriske virke. Og i den proces kan der ikke tages hensyn til alle mulige andre."

Ganske korrekt. Det er på den vis, at kunstnere udviser deres demokratiske og solidariske sindelag. Ved ikke at gå på kompromis, med kunst-idealet.

For at være skabende kollektivist, må man nødvendigvis insisterer på den personlige frihed, uanset hvor egoistisk det kan forekomme andre.

Lise Østerberg Bahr

Smart at "nøjes" med at være leder af virksomheden - den ene eller den anden.... - og give de andre skylden for den mislykkede mission.

Heinrich R. Jørgensen

Du skriver:

For at være skabende kollektivist, må man nødvendigvis insisterer på den personlige frihed, uanset hvor egoistisk det kan forekomme andre.

Gælder det ikke alle mennesker og erhverv i dette land?

Lise Østerberg Bahr

Mikael Petersen :

Netop - For hvem kan give al sin entusiasme med plaster for munden og bånd om hænderne ? Vi er alle egoister - små eller store.

Læs om ledelse og samarbejde; hvor svært ku´/kan det være ?

Moderne medarbejderindragelse er blot "en fis i en hornlygte" - spil fra galleriet - Lederne fordeler som de selv lyster - und nichts weiter !

Billedsproglig talt kan man sige, det i al almindelighed drejer sig om:

RESPEKT
Gedult
Fingerspitzgefühl

Men der findes blot desværre ikke "al almindelighed" - men alle mulige andre specielle særhensyn til den så den ene så den anden ene i virksomhederne/firmaerne. Derfor bliver der evige kontroverser!

Heinrich R. Jørgensen

Mikael Petersen:
"Gælder det ikke alle mennesker og erhverv i dette land?"

Kun når personernes sigte er almenvællet. Det fælles bedste.

Det er hvad bl.a. kunstnere burde være optaget af -- og ikke at tilfredsstille galleriejeres markedsundersøgelse for dekorative unika, som prestige-udsmykning og investeringsobjekter.

Folketingsmedlemmer burde f.eks. insistere på deres personlige friheds ukrænkelighed. Frihed og ansvar er hinandens følgesvende. Når de undlader at insistere på deres personlige frihed, har de dermed også aflagt sig det personlige ansvar.

De, der mener at betydningen af "frihed" er "retten til selvberigelse og egoisme", at det er det samme som "uansvarlighed", er blevet forført af populistiske bedragere, med anti-oplysning som deres programpunkt.

Heinrich R. Jørgensen

Så er det næste spørgsmål vel. Hvad er fælles bedste?

Det ser ud til, at der er enighed om, at Ghita Nørby skal have maksimal personlig frihed for at kunne yde sit ypperste. Gælder det også for Lars Larsen, A P Møller og Kirk Kristiansen?

Man kan vel argumentere, at når de præsterer deres ypperste, så bliver det også almenvældet til gavn?

Søren Kristensen

I en hvis forstand er kunstnere lidt lige som børn eller handicappede. Men kan ikke (med succes) forlange det samme af dem som af almindeligt velafrettede voksne. De arbejder med og for deres egen selvudfoldelse. Uden den bliver kunsten kunstig. Nogle gange kommer der fantastiske resultater ud af anstrengelserne, andre gange mindre fantastiske. Det er næsen et lotteri. Men er man først trådt ind i den kunstneriske arbejdsproces gør man klogt i ikke at forvente "voksne" spilleregler. Det er min erfaring (og tydeligvis også andres) med at arbejde med kunstnere. Mine var så teknisk arbejdsløse, men det blev de ikke mindre kunstnere af. Den eneste vej frem, hvis det bliver for broget eller økonomisk uholdbart er, som jeg ser det, at skære ned på antallet af kunstnere.

Heinrich R. Jørgensen

Mikael Petersen:
"Man kan vel argumentere, at når de præsterer deres ypperste, så bliver det også almenvældet til gavn?"

Ja, det vås er blevet kolporteret længe som en dogmatisk sandhed.

John Forbes Nash påviste, hvad mange vidste (eller burde have vidst). At det ikke forholdt sig sådan. Det har aldrig været andet end en bedragerisk påstand, der er blevet pakket ind i argumenter, fremført som om der var tale om fornuft.

Lise Østerberg Bahr

Mikael Petersen.

PENGE/ = Magt:

A.P. Møller - Kirk Kristiansen - m.fl. er jo ikke bundet på hænderne og/eller snarere på "fødderne" ... ingen MUR begrænser disse, der har deres på det "tørre" - ingen begrænsninger el. hensyn skal der tages af disse: SÅ - hvilke hensyn behøver de tage ??.... og de leder og fordeler jo selv - det hele - RINGEN er sluttet for DEM - de kan så gå i teatret og se NIEBELUNGENSR RING opført - el. i Biffen og se - RINGEN - de bestemmer jo selv hvem der skal producere, agere og udføre m.v. osv osv.

Heinrich R Jørgensen

Godt, så de rigeste af os bidrager ikke til almenvældet? Den diskussion kan vi fortsætte på et senere tidspunkt.

Mit fokus er den maksimale personlige frihed. Hvis en skuespiller skal have maksimal personlig frihed (primadonna?) for at yde sit bedste, så må logikken vel være, at vi alle skal have maksimal personlig frihed for at vi hver især kan yde vort bedste for almenvældet.

Det er jo liberalismen i en nøddeskal?

Heinrich R. Jørgensen

Mikael,

du taler om "rigdom", "frihed" og "bidrag" på basis af liberalistisk terminologi og forestillinger.

Det setup virker lige så forrykt (forrykket) på mig, som når Søren Krarup fremfører sit kristelige sindelag når han udlægger begrebet "næstekærlighed".

Ikke at du "fortjener" at blive sammenlignet med Sorte Søren. På ingen måde. Men den begrebsmæssige afsporing har samme opfang. Begreber er vredet rundt til ukendelighed, og gjort til deres modsætning.

Liberalistisk ideologi er anti-liberal. Det er gjort til en ufrihedens ideologi.

Hvilket i øvrigt ærgrer mig dybt. Også på Adam Smiths vegne. Det er mit indtryk, at hans intentioner og reflektioner var hæderlige, ligesom han selv formodentligt var en hædersmand. En visionær tænker, der siden er blevet mistolket og misbrugt af andre. Standard fortællingen om de fleste tænkers betragtningers skæbne, muligvis.

Lise Østerberg Bahr

Ole Fogh Kirkeby har ret.

Og hvorfor klistre til ledertaburetten - hvis man ikke vil undersøge "andre værktøjer i værktøjskassen", som managementledertyperne kalder det - og hvis ikke man vil det - SÅ finde andre "græsgange at vandre på - og el. rundt om".