Interview
Læsetid: 7 min.

'Livet er fuld af overraskelser'

Og andre mennesker findes. Det er de to erkendelser, der ligger bag den franske forfatter og filmmand Emmanuel Carrères ikke-fiktive roman 'Andre liv end mit'. Her fortæller han om, hvordan begivenhederne bag romanen fuldstændig ændrede hans eget liv
Og andre mennesker findes. Det er de to erkendelser, der ligger bag den franske forfatter og filmmand Emmanuel Carrères ikke-fiktive roman 'Andre liv end mit'. Her fortæller han om, hvordan begivenhederne bag romanen fuldstændig ændrede hans eget liv
Kultur
4. oktober 2011

Kort fortalt er det to begivenheder, der udløser handlingen i Emmanuel Carrères roman, Andre liv end mit. Carrère er sammen med sin kæreste Hélène og deres sammenbragte børn på ferie i Sri Lanka, da tsunamien indtræffer. Hélène og Carrère overvejer at gå fra hinanden. De slipper uskadt fra den store bølge, bor højt oppe ad bjergsiden, men deres venner mister en fireårig datter. Da de kommer hjem, dør Hélènes lille-søster af kræft. Hélène og Emmanuel bliver sammen, får en datter, og Emmanuel Carrère skriver Andre liv end mit.

»Jeg håber, at jeg har ændret mig,« siger han, da jeg spørger, om den erkendelsesmæssige dimension i titlen. »Jeg har tilbragt en stor del af mit liv i en slags solipsisme, den opfattelse, at ens eget jeg er det eneste reelt eksisterende.«

»Det er ikke det samme som egoisme,« understreger han. »Snarere en art indre fængsel, en slags neurotisk indespærring af sig selv. Egoister er vi alle, ellers ville det ikke være muligt for os at være altruistiske! Men når man er fængslet i sig selv, er det svært at være den, man er, over for andre, og man har svært ved at opfatte andre som hele mennesker. Det er muligheden for at træde i forbindelse med andre, så man befinder sig på samme niveau, der glipper. Man har følelsen af, at andre ikke er lige så virkelige som en selv, man opfatter dem kun i det omfang, de relaterer sig til én. Min bog handler om at få relationer til andre — for at sige det simpelt.«

Derfor mener Emmanuel Carrère heller ikke, at det er en trist bog, han har skrevet.

»Selv folk, der har været bange for at læse den, fordi de selv havde lidt tab, lidt af svær sygdom eller sorg, har haft det godt med den. Og det er jeg taknemmelig for,« siger han med en åbenhed, der virker ægte.

Spørgsmål om ærlighed

Andre liv end mit er blevet en bog, der er forskellig fra både fiktion og autofiktion, som vi kender den fra eksempelvis Karl Ove Knausgårds romanværk Min kamp. Andre liv end miter ikke fiktion, for alt, hvad der står i den, er sandt, det er endda godkendt af personerne bag bogen. Men den er heller ikke autofiktion, for den handler udtrykkeligt om de andre.

Selv sammenligner Emmanuel Carrère sit værk med den tyske 1700-tals-videnskabsmand og satiriker, Georg Christoph Lichtenbergs aforisme om en kniv, der mangler både blad og skaft.

»Den er en redegørelse. Den er en roman om virkelige hændelser, og når jeg selv optræder i bogen, skyldes det, at jeg syntes, det var mere ærligt at fortælle, hvordan jeg var involveret, men jeg er ikke hovedperson. For mig har det faktisk bare været en naturlig tilgang til stoffet, det har ikke været noget, jeg har tænkt særligt meget over. Bogens to hovedbegivenheder, den lille piges død og min svigerindes død, har kun det til fælles, at de blev en del af mit eget liv inden for et interval på ganske få måneder. Det er grunden til, at de optræder i den samme bog.«

Kontrakten med læseren

Da bogen udkom, opdagede Emmanuel Carrère, at han havde gjort ret i at insistere på at fortælle den på denne måde, siger han.

»En af mine bekendte, en kvindelig forfatterkollega, spurgte mig, hvordan jeg dog havde båret mig ad med at lave al researchen på tsunamien. Da jeg svarede, »jeg var der!« blev hun synligt forbavset. Og det er vigtigt, for det viser, at det ikke er den samme kontrakt, man opretter med læseren, hvis noget er fiktion, henholdsvis virkelighed.«

— Hvad er forskellen?

»Der er stor forskel. Måske kunne min historie slet ikke skrives om fiktion. Det ville i det mindste ikke blive god fiktion. Alene det, at både den lille pige, der omkom i tsunamien, og min kræftsyge svigerinde hed Juliette, ville virke stupidt eller patetisk i en roman, og det ville sætte læseren i gang med at lede efter en skjult mening. Jeg havde aldrig fået ideen, hvis det, jeg havde skrevet, var fiktion. Ej heller ville jeg både lade et forældrepar miste deres datter og Juliettes tre døtre miste deres mor. Dette sammen med en længere afhandling om forbrugerrettigheder, der ligeledes optræder i bogen, ville jeg aldrig have fundet på at bringe ind i samme historie. Jeg kunne aldrig have opfundet det.«

»Jeg nærer stor taknemmelighed mod virkeligheden,« tilføjer Carrère, og hans entusiastiske talestrøm stilner et øjeblik. Så fortsætter han:

»Lige sådan med tsunamien. Vi blev sparet fuldstændig, vi opdagede først, hvad der var sket en time efter. Og dagen før havde jeg talt om, at jeg ikke brød mig om det hotel, vi boede på, og foreslået, at vi flyttede ned i en hytte på stranden for at tilbringe resten af ferien på en måde, der mindede mig om min ungdom som backpacker i Sydøstasien. På selve dagen havde vi havde haft planer om at tilbringe dagen i et dykkercenter, som bølgen fuldkommen udslettede. Kun fordi min teenagesøn ikke gad, var vi blevet på hotellet. Intet af dette ville være gået i en fiktiv fortælling. Der skal begivenhederne holdes inden for sandsynlighedens grænser.«

Lovstof

Historien om svigerinden Juliette og Etienne, hendes meddommer ved 'den lille underret', og deres kamp for de små forbrugeres rettigheder over for store lånehajer, der ruinerede dem med ågerrenter, er faktisk meget spændende at læse, bemærker jeg.

»Den var også meget spændende at skrive,« svarer Emmanuel Carrère.

»Jeg kunne mærke, hvor meget Etienne, der fortalte mig det hele, gik op i det, og derfor blev jeg selv interesseret i loven. Da jeg så Etiennes optagethed af deres kamp, tænkte jeg straks, at jeg ville forsøge at formidle hans begejstring til læseren. Så vidste jeg, at vanskelighederne ville blive af rent teknisk karakter. Jeg kan godt lide at gøre kedelige, tekniske ting interessante. Jeg tror, jeg har gennemskrevet det afsnit 20 gange, og jeg føler en håndværkers stolthed over det.«

— Samtidig hænger historien om, hvad Juliette og Etienne udretter som dommere i et lille provinshul, sammen med bogens mere overordnede tematik om, hvad der er et spændende liv over for et stilfærdigt, anonymt liv. De opgiver selv tanken om, at Deres eget liv er spændende, og at Juliettes har været lille og kedeligt?

»Jeg ved ikke, om det er bogen, der har ændret mig, eller om det er omvendt: At jeg har kunnet skrive den, fordi jeg allerede var blevet ændret af de begivenheder, den beskriver. Etienne vil gerne være effektiv, og sådan har jeg det også. Jeg vil gerne have, at bøger har en effekt også på mig selv, jeg opfatter det at skrive som del af en proces. Kunst er ikke et mål i sig selv, men et middel til at blive mere fri og åben, til at udvide sin synsvinkel og opnå erkendelse.«

— Så selv om De skriver om virkelige begivenheder, er det stadig litteratur, fiktion?

»Det er rigtigt, at mange hævder, at grænsen mellem fiktion og virkelighed flyder eller er helt nedbrudt, og jeg forstår også, hvad de mener, men jeg er ikke enig. Der går en grænse mellem sandhed og fiktion. For eksempel bærer mine personer deres virkelige navne, også selv om jeg har organiseret stoffet som fiktion.«

»Måske kan jeg bedst eksemplificere det med film, som jeg ligeledes har lavet en del af, både dokumentarfilm og fiktionsfilm, for der er grænsen åbenbar. I en fiktionsfilm er det skuespillere, der udfører rollerne, i en dokumentar er det virkelige personer. I en bog er grænsen ikke så klar, men man kunne opstille som kriterium, at personerne bærer deres virkelige navne.«

— Men De har alligevel det sidste ord?

»Det er det samme i en dokumentarfilm, der bestemmer jeg også kameravinkler, redigerer scenerne osv. Denne bog er en roman, men det er ikke fiktion.«, siger Emmanuel Carrère og sammenligner med Truman Capotes Med koldt blod, som Capote selv kaldte en 'non-fiction novel'. »Uden sammenligning i øvrigt,« tilføjer han næsten forskrækket. Jeg må endelig ikke få det indtryk, at han tror, han står på niveau med Capote.

»Jeg har skrevet den slags bøger i 10-12 år nu. Den første handlede om en mand, der havde dræbt hele sin familie. Han havde løjet for alle og optrådt som læge i 20 år, selv om han havde opgivet medicinstudiet allerede på andet år. Som fiktion ville det ikke gå, der er 20 år alt for lang tid.«

»Jeg har også skrevet en roman om min russiske mors familie, som er delvis selv- biografisk. Jeg tilbragte lang tid i en lille russisk by. Det er en genre, som jeg godt kan lide. Tidligere skrev jeg fiktion, det er ikke noget ideologisk valg, men nu foretrækker jeg at skrive om virkeligheden. Hvis nogen for 10 år siden havde fortalt mig, at jeg ville give mig til at skrive om virkelige hændelser, havde jeg slået en høj latter op.«

»Men livet er fuld af overraskelser.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her