Læsetid: 6 min.

Et manifest for angstens diktatur

Regeringen drømmer ikke længere om at gøre Danmark til et bedre sted, men blot om, at det ikke bliver værre, konkluderer filosoffen Arno Victor Nielsen efter at have vurderet Helle Thorning-Schmidts regeringsgrundlag som politisk manifest; vi står sammen om bekymringen. Uden mindste ironi har hun gjort Shubiduas danmarkssang til vor tid politiske manifest, lyder dommen
Regeringen drømmer ikke længere om at gøre Danmark til et bedre sted, men blot om, at det ikke bliver værre, konkluderer filosoffen Arno Victor Nielsen efter at have vurderet Helle Thorning-Schmidts regeringsgrundlag som politisk manifest. Uden mindste ironi har hun gjort Shubiduas danmarkssang til vor tid politiske manifest
5. oktober 2011

»Danmark er et fantastisk land«! Og det skal forblive fantastisk om »5, 10 og femten år«. Det står at læse på den første side i SRSF-regeringens regeringsgrundlag, Et Danmark, der står sammen. Det er regeringens mål, at alt skal forblive ved det gamle. Men kan det nu være et mål, at alt skal forblive som det er? Et mål plejer da at skulle ligge ude i fremtiden og være noget andet og bedre end den aktuelle samfundstilstand.

Det kan synes ganske overflødigt at forestille sig Danmark om »5, 10 og femten år«, når man slet ikke har forestillet sig noget som helst, og alt bare skal forblive ved det gode gamle. Opregningen af de tre femårsplaner skal da også bare skabe fornemmelsen af dynamik i en plan for et samfund, hvor varmedøden for længst er indtrådt.

Engang hed socialdemokraternes valgslogan: »Gør gode tider bedre«. Det gjorde forfatteren Villy Sørensen sig lystig over, da han skrev: Ja, vi har fået det bedre, men det var bedre, om vi havde fået det godt. Nu hedder det: vi får det aldrig bedre.

Ordet 'fantastisk' kommer af det græske verbum phantazein, som betyder 'at gøre synlig' og 'at have visioner'. Onde tunger vil sikkert også mene, at man må have set syner, hvis man finder det fallitbo, som 10 års borgerligt styre har efterladt sig, fantastisk. Men udsagnet skal netop forsikre de ængstelige om, at regeringen ingen visioner har om noget som helst. Når socialisterne i gamle dage opgav visionerne, kaldte man dem 'revisionister'. Revison var dog en slags vision.

Det er fantastisk

Vor tids smagsdommere kender kun et karakteriserende adjektiv, og det er 'fantastisk'. Tv-stationerne betaler kendte mennesker fyrstelige summer for at sidde i dommerpaneler og henånde ordet 'fantastisk'. Vi har nu fået en statsminister, der mere lyder som en smagsdommer fra tv-underholdningsprogrammet Vild med dans, end som en politolog med evne og vilje til at sætte fingeren på samfundets ømme punkter.

Helle Thorning-Schmidt er gået lige fra gul stue og ind i Statsministeriet. Hun var 12 år gammel, da Shubidua i deres danmarkssang ironisk slog fast, at »Danmark er et dejligt land«, og »De varme lande er noget lort«. Uden mindste ironi har hun gjort Shubiduas danmarkssang til vor tid politiske manifest.

Et politisk manifest skal gribe og begejstre. Det skal gribe den energi, som er bundet i hadet, selvhadet, frustrationerne, resignationen og indignationen, frigøre den og knytte den til drømmen om et bedre samfund. Da Friedrich Engels afleverede kladden til Det Kommunistiske Manifesttil Karl Marx, var det med ordene: »Sørg for at det ikke kommer til at lyde som en trosbekendelse, men som et manifest«.

Vi skal passe på

Et manifest er en særlig genre, hvor der gås frisk og frejdigt til sagen. Ordet 'manifest' betyder egentlig håndfast. Tingene siges uden omsvøb, fyndigt og ligefremt. Når man skriver et manifest, sådan som mange kunstnersammenslutninger jo også har gjort det i forrige århundrede, er man afklaret. Så henvender man sig til offentligheden og lægger sine hensigter åbent frem. »Kommunisterne vil ikke skjule deres hensigter«, står der at læse i Det Kommunistiske Manifest, »De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved at hele den bestående samfundsorden omstyrtes med magt«.

Lyder Et Danmark, der står sammensom et manifest? Det lyder snarere som en overbekymret mors evindelige formaninger til os om, at vi skal passe på. Ordvalget er som hentet lige ud af børneværelset: »Det nytter ikke noget, at vores varer er dyrere end varer fra andre lande, som er mindst lige så dygtige som os«. Har nogen da påstået det? Her tales ned til fagforeningerne. Man tør ikke sige ordet 'reallønsnedgang'.

Regeringsgrundlaget minder om private og offentlige virksomheders trosbekendelser på glittet papir, hvor man bekender sig til en håndfuld plusord, som så kaldes virksomhedens vision, mission og værdier. I regeringsgrundlaget er visionen helt fraværende, for det kan jo ikke være en vision 'at stå sammen'. Det er snarere et middel til at opnå styrke og fordele i konkurrencen med de andre, der hele tiden dukker truende op i horisonten.

Fattigårdstruslen

Missionen går ud på at »kickstarte« dansk økonomi. Man har forelsket sig i det ord, fordi man tror, det betyder kvikstart. En kickstarter er en stang, man tramper på, så man ikke skal løbe knallerten i gang. De værdier, man bekender sig til, er respekt og tolerance.

Jeg kan gå med til, at vi skal tåle hinanden, men jeg respekterer aldrig en statsminister, som leaser sin bil hos Fleggaard for at spare seks procent i moms til fællesskabet.

Over samtlige 76 sider hænger truslen om fattiggården, hvis ikke vi »står sammen«. Sådan har det jo været, siden forskellen på højre og venstre forsvandt ud af politikken. Alle reformer i dag gennemføres under trusler. Og ikke som et resultat af visioner. Man trækker altid globaliseringskortet: hvis vi vil klare os på verdensmarkedet i den globale virkelighed, må vi fusionere, innovere, afskaffe barndommen, efterlønnen, topskatten osv. Det er ikke visioner om et mere retfærdigt samfund, et sjovere samfund, et mere kærligt eller næstekærligt samfund, som fremtvinger reformer.

Vi handler ikke for at opnå noget, men for at undgå noget. Selv miljø, klima og energi er kun interessante som »grøn økonomi« og »grøn vækst«, dvs. som konkurrenceparametre. Hvis der skal være råd til velfærd i fremtiden, så må vi ..., og så følger alle reformforslagene. Selv den forkætrede betalingsring, som skruer tiden tilbage til dengang, da al trafik var belagt med afgifter, og visse veje var forbeholdt kongen og hoffet, skal gennemføres for at sikre velfærdssamfundet.

Der tales hele tiden om »ny vækst«, »nyt samarbejde«, »nye løsninger«, »nye mål«, »ny balance«. Denne besværgende påkaldelse af det nye skal paradoksalt nok redde gamle Danmark, som ikke bare er et yndigt land, men et helt fantastisk land.

Man kan diskutere, om 'systemskiftet i 2001' virkelig indvarslede et brud med den socialdemokratiske velfærdsmodel. Man kan ikke diskutere, om regeringsgrundlaget 2011 er et brud med 10 års neoliberalistisk styre. De små lunser, som er blevet kastet hen i kurven til Villy Søvndal, svarer i penge til, hvad Dansk Folkeparti plejer at få for at stemme for finansloven.

Og alt det, man ikke kunne få De Radikale med på, men som alligevel skal nævnes, fordi det var klare valgløfter, vil blive 'undersøgt'. Det skal f.eks. undersøges, om der er fattige i Danmark.

Ingen festinvitation

Samfundsvidenskaberne blev født af lede og ubehag ved livsbetingelserne for de mange i den gryende industrialisme. Og de politiske partier blev født af indignationen over privilegiesamfundets uretfærdigheder. Nu betragter sociologerne samfundet med en gynækologs iskolde blik og kappes om at stille den mest spektakulære diagnose. Tilsvarende kappes politikerne om at lyde som en coach på lykkepiller. Regeringsgrundlaget er gennemsyret af den realitetsbenægtende positive tænkning, der omdøber problemer til udfordringer og ideligt forsikrer os om, at vi kan, hvis vi vil.

»Danmark er et land med store muligheder«, og velfærdsstaten skyldes danskernes fabelagtige samarbejdsevne, står der at læse i dette bønskrift, som er sammenstukket af alle spindoktorernes floskler fra valgkampen. Fjernede man flommen af intetsigende selvindlysende sandheder fra manifestet, ville de 76 sider skrumpe ind til under 10. Hvorfor spilde plads på at skrive, at regeringen vil fjerne konjunkturudsvingene, så der ikke kommer så store udsving.

Det ville man aldrig gøre i et ægte politisk manifest, som altid er en festinvitation. Det eneste, som er manifest i regeringsgrundlaget, er forsikringen om, at man vil »værne og sikre«. Det hyppigst forekommende ord er 'sikre'. Det chokerende nye ved Det Kommunistiske Manifestvar fraværet af enhver tænkelig henvisning til en gylden tidsalder. Her er ingen oprindelig paradistilstand, som vi skulle have fjernet os fra. Her er ingen anklage, ingen samfundskritik, ingen moralprædiken. Hvad finder man så? En munter, overstrømmende, spøgende, sarkastisk, ironisk og sejrsikker pamflet om den fantastiske og imponerende kapitalisme, som river alt — også sig selv — med sig i faldet.

Regeringsgrundlaget er gennemsyret af angstens diktatur. Vi skal føres »frelst gennem krisen«. Man vil skræmme os til at spytte i bøssen. Et sted står der, at de velintegrerede indvandrere er ligesom danskerne. De bekymrer sig også. Jamen, det står der! Det er det, vi står sammen om: bekymringen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@ "Nu betragter sociologerne samfundet med en gynækologs iskolde blik og kappes om at stille den mest spektakulære diagnose. Tilsvarende kappes politikerne om at lyde som en coach på lykkepiller."

Ja, det virker, som om Viktor Nielsen er tilbage i storform, og sund vrede kan der blive brug for hos alle, der i den bedste mening har gået rundt og håbet på, at en ny regering ville betyde nye visioner og tro på en bedre fremtid.

Thorning er allerede nu i fuld fart på vej til at lave en dræber-Obama på al vital progressivitet i hendes bagland. Og globaliseringsspøgelset vil fortsat gå gennem Europa ("Ret ind, ellers kommer kineserne") med lammende og destruktiv kraft - igen igen fremmanet og fodret af de politikere, der egentlig var valgt, fordi vælgerne troede, at netop de politikere, de stemte på denne gang, havde forpligtet sig på at sige troldens navn.

Heinrich R. Jørgensen

Trangen til at udbryde "Fantastisk, Arno!" trænger sig på, men bekymringen for om det ville blive vel modtaget lægger en dæmper på begejstringen...

Skarpe betragtninger. Eneste skønshedsplet er at ordet "respekt" ikke også får en tur i vridemaskinen; det er et udtryk der hører hjemme i gangster-miljøer.

Super set. Men og der er et men og det er, at den nye regering på forunderlig vis stadigvæk er bange for VKO. De er nervøse for om de nu også har fået magten. Og derved er regeringsgrundlaget også en historie om, hvor dybt angsten kan sætte sig. Så dybt at den nye regering ikke formår andet end at trykke på bremsen. Men og der er igen et men, opbremsningen er et stort skridt, fordi frygten med VKO havde sat sig i alle afkroge af samfundet, frygt for de fremmed, frygt for kritik og frygt for statens kontrol. Nu er det tid til at trække vejret igen. Efter et par dybe indåndinger skal der nok komme fart over fremtiden igen.

Og med hensyn til kineserne vil jeg blot sige det indlysende, hvis de var så gode, hvorfor er det så vesten der fører an og dens model kineserne stræber mod? Kinaland er kopiland. Og hvis USA, Japan, og EU satte told på kinas ekport ville de hensynke igen. De udvikler ikke andet end en streng på deres økonomi i modsætning til Indien. Og hvem betaler for det eventyret? Alle de vestlige firmaer, det er dem, der tager til Kina for at producere. Og det er forbrugeren i vesten, der betaler for de af vesten skabte varer i Kina til forbrugere i vesten. Kina har langt langt langt igen, før de nogensinde kommer i nærheden af innovation, demokrati og alle de nødvendige rettigheder lige fra individet til intellektuelle firmarettigheder. Og hvis de bliver demokratiske og innovative, så bliver de jo ligesom vesten. Og skal vi frygte os selv, når kineserne ikke gider længere arbejdstider, når de vil have tid til familien, til deres interesser, til at se tv, til at rejse ud i verden?

At "stå sammen", er det ikke en vision? Det er da en helt anden stemning, hvis man står sammen, end hvis man er imod hinanden. Jeg vil da hellere leve i et samfund, hvor man tager sig af hinanden, end et, hvor man ikke gør. Også hvis det første skulle være lidt fattigere. Men i øvrigt en god, skarp og relevant artikel. Ingen tvivl om at visioner desværre er i tilbagegang og at politikerne taler angstens sprog - og fører angstens politik.

Niels Ishøj Christensen

Der findes to slags kritik: den konstruktive og den selvgode. Arno Victors hører til den sidste kategori. Mage til tom, intetsigende kritik-bragesnak uden kontakt med det virkelige, levende liv skal man lede længe efter. Det giver da ingen mening at holde Engels' og Marx' Det kommunistiske Manifest op som en åbenbaring af en anden og bedre verden, man kan slå S-R-SF-regeringens tiltrædelseserklæring oven i hovedet med. Men for Arno Victor rykker bekendelsen til Det kommunistiske Manifest ham åbenbart op i en højere moralsk kategori, som gør ham urørlig og blind for den moralske fordømmelse af alle andre på venstrfløjen end ham selv selv. Desværre må han sammen med Carsten Jensen indskrives i rækken af gamle, sure , venstreorienterede mænd, som får luft for egne personlige frustrationer igennem en "intellektuel" kritik af den nutidige politiske virkelighed. Men I virkeligheden bliver det aldrig godt nok for dem. Arno Victor, vil du berige Informations læsere med en mere detaljeret udlægning af Det kommunistiske Manifest som et positivt modstykke til S-R-SF udspillet?

Altid spændende, men synes nu også, at du måske er lidt uretfærdig over for Thorning og mulgivis også en smule forudindtaget. Du bryder dig måske ganske enkelt ikke om hende? Man må tage højde for, at Thorning nu er statsminister og skal manøvrere i et land, hvor ca. 50 pct. har købt den blå ideologi, ikke har set den skade, den forrige regering har udøvet på Danmark, og gerne vil repræsenteres af den mennesketype, som især Venstre er befolket af. Der skal findes en grimasse, der kan passe, og en tone, der ikke støder det knebne flertal bort. Lad os se, hvilet sprog de konkrete handlinger taler.

Forskellen på højre og venstre findes skam stadigvæk. Filosofferne har blot ikke opdaget; Lars Olsen (forfatter til bl.a. Eliternes Triumf) har ej heller opdaget det - og hvis han har det, så er det en light udgave af det.

Lars Olsen tror nemlig, at alt handler om kulturel kapital efterhånden. Vel gør det ej. Det handler om økonomi, gør det. Når man ikke har så mange penge, så har man altså heller ikke overskud til at gå til spejder, til fodbold, i teatret eller noget andet (fin)kulturelt.

Og Lars Olsen tror også, at V og DF's succes skyldes, at de siger tingene ligeud. Måske nok, men han har slet ikke blik, eller er slet ikke i stand til at lave en klasse-analyse, som siger at mange selvstændinge handlende, mange ejere af landbrug og småfirmer og virksomheder har forladt de her firmaer i løbet af 1970-1990'erne. Og de har så fået arbejde indenfor små-industri og fremstillings-industri, f.eks. på Vestas eller på Gram Køleskabe. Og bare fordi de lige pludselig objektivt set bliver arbejdere, skifter de jo ikke deres (små)borgerlige bevidsthed ud med en arbejder(klasse)bevidsthed. Det er den reelle essens bag dem, som medierne kalder for de blå socialdemokrater...

Arno Victor Nielsen er jo altid værd at lytte til. Som altid velskrevet, og der er masser af hjerne og hjerte bag.

Jeg sender en venlig tanke til min gamle lærer i æstetik - resterne af det klassiske filosofikum ved Musikvidenskabeligt Institut tilbage i ... uhadada: 80'erne. Ikke siden jeg neglede et eksemplar af De Europæiske Ideers Historie fra mit gamle gymnasium, har jeg læst så meget filosofi.

Det gode ved filosofi er, at man ikke behøver være enig med læreren for at lære noget. Jeg kan et stykke hen ad vejen være enig i hans vurdering af den på den ene side manglende passion og manifesto-geist og på den anden side opsyltede, hule kalorie-geist. Men jeg må indrømme, at Det Kommunistiske Manifest ikke for mig står som noget, der er værd at vende tilbage til, eller bruge som rollemodel for noget i nutiden. Ejheller står verdenskommunismen som noget, der fortjener mere end en plads på museer, i historiebøger og evt. i form af en mindeplade. Millioner vil fra graven sige: en skamstøtte. Jeg synes nok, historien her har talt.

Hvem havde også lige forventet et klar-i-spyttet revolutionært manifest fra en regering bestående af borgerlige radikale, lyserøde socialdemokrater og afdankede socialister. Hvis der er noget her, der skal lykkes, så er det i hvert fald bygget på ét stort kompromis. Bland farverne koksgrå med lyserødt og blårødt, så får man noget, der ligner kommunefarve eller farven på Stryhn's leverpostej.

Jeg har det fint med, at man har solgt ud af arvesølvet fra det forrige århundrede, for det har udtjent sig selv. Jeg har det mindre godt med, at man for salgsprisen har købt et smart, glittet, strømlinet stykke managementpolitik, en pseudo-liberalistisk, copy-paste, kønsløs gang forvirring. Oppositionen havde ingen profil før valget, og det har den heller ikke nu.

Ligesom Obamas pseudo-demokratiske regeringsførelse, spår jeg Thorning-Vestager-Søvndal-perioden- rækkefølgen tilfældig - en hurtig nedtur.

Men altså, Arno: jeg synes altså, du skulle tage at få røven ud af Det Kommunistiske Manifest. Jeg kan godt se, vi savner gejsten, men det er da også det eneste.

Tomhjernede politikere.
Jeg så frem til et magtskifte, fordi det vi havde var så skræmmende, men det er den eneste formildende omstændighed.
Videreførsel af uærlig (som artiklen udstiller) og visionsløs neoliberalisme er hvad vi er vidne til. De tør ikke engang selv at komme ud med hvad de har gang i, og derfor vrøvler de stolpe op og stolpe ned, og håber at ingen ser, hvad de foretager sig imens.

morten hansen skriver:
"Men altså, Arno: jeg synes altså, du skulle tage at få røven ud af Det Kommunistiske Manifest. Jeg kan godt se, vi savner gejsten, men det er da også det eneste."

Gejsten var da også hans eneste pointe.

Søren Kristensen

"En kickstarter er en stang, man tramper på, så man ikke skal løbe knallerten i gang" - og øvelsen går tilsyneladende ud på fortsat at trampe på de ledige, indtil de famøse 20.000 nye jobs er stampet op, hvorefter motoren kører i olie og krisen kan afblæses. Jo man forstår godt hvor vi skal hen.

Palle GreyT Jensen

Forfriskende, frejdigt og vel talt. Sådan oplever jeg denne artikel.
Minder om pointen i Kejserens nye klæder: "Han (regeringen, de politiske partier) har jo ikke noget på". Se den påstand vil aldrig vække genklang hos medløberne, for så er de jo ikke egnede til deres job, og derfor er nogle af kommentarerne ovenfor helt logiske, set fra den blinde vinkel.

Kun ved at sige og skrive det der ikke er vovet før kommer der liv i en debat, så skriv løs... allesammen.

et manifest for angstens diktatur
--------------

ved ikke lige om der findes nævneværdigt meget

angst i verden;

men trist nok: desværre findes p.t. proletariserede, løntrællegjorte mennesker.

fælleseje bør omfatte også patenter, fabrikker, og lign.;
men bortset fra at retsforbundet, tænkelig,

blot er en udvandingsbevægelse, for at nogle borgelige undgår langt mere omfattende kollektiviseringer,
gælder det jo at: fælleseje til jorderne er vigtigere.

denne debattør blir’ jo af og til beskyldt for at
overforenkle ved at hævde at spørgsmålene står
mellem stort set kun disse to muligheder:

om astrologi eller communister bør bestemme,

men det er overforenklet,
for der gælder jo dog også nogle naturlove:

bla.a.

thor nørretranders har jo nævnt noget om
maxwells fire love, ( thor mener vel at have lidt kendskab til elektricitet )

og også oms-loven

u = r * i geller