Læsetid: 2 min.

Mellemøsten har nuanceret mig

Jeppe Nybroe svarer på voxpop rejse spørgsmål
15. oktober 2011

— Hvor mange lande har du været i?

»Med så konkret et spørgsmål har jeg for første gang, med hjælp fra et smart program på nettet, talt op ... og det bliver 65 lande, i skrivende stund ... håber mange flere kommer til.«

— Har du et sted, du altid vender tilbage til?

»Ja, Tunø, på grund af øens enestående romantiske, stilfærdige skønhed. Og Italien på grund af landets guddommelige mad, mad, mad, kultur og mennesker. Mellemøsten med alle dets udfordringer, strabadser og eventyr.«

— Hvor har du senest været og i hvilken forbindelse?

»Paris, Sydspanien og Baskerlandet, for at nyde maden og livet. Og så et hemmeligt sted i Mellemøsten ...«

— Hvad er din ultimative drømmedestination?

»Jeg har mange drømme om de arabiske lande, ikke mindst nu, da nye, måske helt omvæltende optimistiske vinde blæser - men jeg er også tiltrukket af eventyr i omegnen af Indien, Afrika, Sydamerika, USA, ja, og de syv verdenshave!«

— Hvad står som dit bedste rejseminde?

»Rigtig mange ... heriblandt safari i Kenya, to forårsuger i bil og regnvejr gennem det italienske køkken samt sensommerromantik på Tunø.«

— Hvor i verden har du fået det bedste måltid mad?

»Alle vegne i Bella Italia, i eventyrlig grad i Baskerlandet og helt sublimt hos verdens bedste kok, nemlig med Rasmus Kofoed bag komfuret, ja, verdensklasse!«

— Kan du finde på at rejse ud i verden alene for madens skyld?

»Ja, ja og atter ja — dårlig mad har faktisk nærmest været ved at ødelægge enkelte ferieeventyr.«

— Er der steder i udlandet, der har inspireret dig i dit arbejde?

»Jeg har været så privilegeret at have boet, rejst i og rapporteret fra store dele af verden, så svaret kan kun blive: Ja! Det er åbenlyst, at mine reportagerejser til alverdens krige, konflikter og naturkatastrofer, ikke mindst i Mellemøsten, både har givet større horisont, mere proportion, flere nuancer i mit verdensbillede, som journalist og som menneske.«

— Hvad er det mest aparte, du har oplevet på en rejse?

»Hvor lang tid må jeg fortælle? Krigen i Irak, hvor jeg sammen med fotograf Henrik Gram fulgte fronterne fra nord mod Bagdad var selvsagt ekstrem og voldsom — de endeløse tragedier i kølvandet på den store tsunami — en vild, vild tur i dagevis gennem Sydsudansk vildt, vildt nærmest lovløst land.«

— Hvordan vil du afslutte sætningen: Du skulle tage at prøve ...

»... at være næsten alene på Tunø en knitrende sen-sen-sensommerdag med grill på kajen, rødvin i køjen og vandretur øen rundt i solopgangen; det er forkælelse af sindet på et meget højt og meget jordnært plan.«

 

Jeppe Nybroe - journalist, nylig deltager i kokkeprogrammet 'Masterchef'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu