Nyhed
Læsetid: 2 min.

Når afsky er den bedste benzin

The New York Times' filmanmelder A.O. Scott venter spændt på at se Meryl Streep i rollen som en berygtet kvindelig politiker, der fik en hær af kunstnere på krigsstien
The New York Times' filmanmelder A.O. Scott venter spændt på at se Meryl Streep i rollen som en berygtet kvindelig politiker, der fik en hær af kunstnere på krigsstien
Kultur
6. oktober 2011

I Margaret Thatcher fik venstreorienterede britiske kunstnere fra 1979 til 1990 et fjendebillede, der næsten var for 'godt' til at være sandt: Ud over en politisk dagsorden, der gjorde en dyd ud af at hylde de frie markedskræfter samt sætte individet over fællesskabet, syntes Thatcher ikke at lide af angst for at fremstå nedladende, hoven eller direkte arrogant. Hun var tydeligvis typen, der hellere ville respekteres end elskes.

Nu er en film om den snart 86-årige Jernlady på vej, og i den forbindelse ser en af USA's mest prominente filmanmeldere, A.O. Scott, tilbage på sine anglofile ungdomsår.

Scott var stadig teenager, da Thatcher i midten af 80'erne gik i kødet på fagforeningerne og minearbejderne. Men på tværs af Atlanten mærkede den kommende filmanmelder, hvordan hendes ledelsesstil fik fyret op under de britiske kunstnere:

»Jeg var på udkig efter film om ulykkelige mennesker med dårlige tænder og accenter, der ikke lod sig afkode. Jeg var i særlig grad draget af den frustrationens og selvhadets kunst og litteratur, der trivedes i Thatchers regeringsperiode. Hun syntes at være den negative inspirationskilde til alt det, der inspirerede mig: The Clash's romantiske vrede, Gang of Four's analytiske harme, Martin Amis' apokalyptiske vid og den dekadente, multikulturelle lidenskab, der kendetegnede film som Mit smukke vaskeri og Sammy and Rosie Get Laid (begge instrueret af Stephen Frears, red.). Dertil kommer, at Thatcher-dukken var den sjoveste og mest aggressive af alle i satireprogrammet Spitting Image, et nu hedengangent link mellem The Muppet Showog The Daily Show. Da hun omsider gik af, gav de hende en meget passende afskedssalut ved at lade hendes dukkedobbbeltgænger synge en på en gang skrækindjagende og sært rørende version af My Way

Self-made woman

Som Scott også nævner, er skurken i musicalversionen af det socialrealistiske komediedrama Billy Elliot— der foregår i 80'erne, men er indspillet 10 år efter, at premierministerens egne trak tæppet væk under hende — ligeledes en dukke, der forestiller Thatcher. Ikke desto mindre noterer han sig en vis lighed mellem arbejderdrengen Billy Elliot, der hellere vil gå til ballet end til boksning, og 'Maggie' selv, »købmandens datter, der insisterede på at bevæge sig ind på et felt, hvor hun ifølge det britiske samfund ikke havde noget at gøre«, som Scott skriver.

Med andre ord var Thatcher selv et eksempel på, at samfundsklasser var noget, man kunne bryde fri af, selvom hun formentlig af mange snarere huskes som en, der gravede grøfterne mellem dem dybere.

Kvinden bag den kommende film, der har titlen The Iron Lady, er Phillida Lloyd, som tidligere har instrueret Streep i en lidt anden type rolle i en lidt anden type film, nemlig den som hotelejer i ABBA-musicalen Mamma Mia!

Scott mener, at The Iron Lady »med sikkerhed vil føre til en frisk omgang debat om heltindens personlige liv og politiske karriere: Var hun et feministisk forbillede eller et reaktionært monster? Frihedens besynger eller egoismens fortaler? Eller det hele på én gang?«

Efter planen rammer Jernladyen de danske biograflærreder 23. februar 2012.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her