Det skandinaviske mørke og strindbergske tungsind, mange mennesker forventer at møde i nordisk film og kultur, formelig siver ud af alle revner og sprækker i de nominerede til Nordisk Råds Filmpris 2011. Samtlige fem film handler om mennesker med ondt i livet; mennesker, som hverken kan finde ud af det med sig selv eller med hinanden, det er kun den danske, Nikolaj Arcels Sandheden om mænd, der tager humoren til hjælp.
Er det virkelig sådan, livet ser ud i den nordiske velfærdsstat anno 2011? Har klimaforandringer, finanskrise, kulturkamp, eksistentiel tvivl og det grænseløse, senmoderne liv fået skovlen under os?
Rammes af tvivlen
I Arcels film spiller Thure Lindhardt manuskriptforfatteren Mads, der lige er flyttet i villa med sin kæreste, Marie — og snart skal giftes og have børn — da tvivlen rammer ham: Er dette virkelig, hvad han drømmer om? Findes lykken et sted derude? Han forlader Marie, og så begynder en udmattende — for publikum underholdende — rutsjebanetur, hvor Mads forsøger at få hold på sit liv og ambitionen om at skrive den storefilm.
Det er på ingen måde let, og det går efterhånden op for ham, at livet faktisk ikke skal være let, og at lykken ikke er så håndgribelig eller konstant en størrelse, som han bilder sig ind. Han bliver klogere og lærer at hvile i sig selv i stedet for at jage det næste fix.
Det forsøger også hovedpersonen i norske Joachim Triers beslægtede, men emotionelt noget mere voldsomme og tragiske Oslo, 31. august, der er den bedste og mest ambitiøse af de fem film. Den foregår i løbet af en enkelt sensommerdag i den norske hovedstad og handler om Anders (Anders Danielsen Lie), der har været på narkoafvænning og nu kommer tilbage til den by, de venner og den familie, han har svigtet så meget og såret så dybt.
Oslo, 31. auguster formmæssigt mere afdæmpet end Triers roste debutfilm, den humoristiske Reprise, men fortæller lige så originalt og medrivende en stærk og impressionistisk — især i lyd og billeder — historie om at stå midt i livet, skulle begynde forfra og tvivle på, om man har kræfterne til det. Filmen kunne være en fortsættelse af Reprise, hvor ungdommens overmod og uendelige muligheder er blevet afløst af erfaringens og de bristede illusioners fortvivlelse, utilstrækkelighed og skam.
Kamp for livet
I den svenske skuespillerinde Pernilla Augusts instruktørdebut, Beyond, der har den mere rammende svenske titel Svinalängorna, navnet på socialt boligbyggeri i filmen, rives Leena (Noomi Rapace) ud af sin voksne idyl med mand og to børn, da hun får at vide, at hendes mor ligger for døden. Det sender hende — og publikum — på en følelsesmæssig turbulent rejse tilbage til 1970'erne og en barndom med to alkoholiserede finske forældre, som aldrig fandt sig til rette i Folkhemmet, den svenske udgave af velfærdsstaten, og en lillebror, der bukkede under pga. forældrenes svigt.
Leenas nutid og fortid blandes dygtigt af August, som har et næsten lyrisk tag på den ellers ganske social- realistiske historie, og selv om man føler, at man har set den slags historier mange gange før, er det svært ikke at blive grebet af både den unge og den voksne Leenas kamp for livet.
Dæmonisk Ødipus
Når livet bliver for meget for Leena, går hun i svømmehallen og forsvinder ind i sin egen verden, hvor hun prøver at svømme fra sine problemer. Det samme gør lillebror Unto i finske Zaida Bergroths The Good Son, når han svigtes af sin selvoptagne mor, skuespillerinden Leila (Elina Knihtilä), og storebror Ilmari (Samuli Niittymäki). Unto (Eetu Julin) filmer naturen med sit videokamera og laver små dokumentarfilm om naturens skønhed, mens verden er ved at brase sammen omkring ham.
19-årige Ilmari har et næsten ødipalt forhold til moren og er villig til at gøre hvad som helst for at beskytte den manipulerende og skiftevis barnagtige og ansvarlige mor og den lille families boble af indbildt idyl i et afsidesliggende sommerhus. Så da moren ringer til sine lige så depraverede og dysfunktionelle venner og ender med at falde for forfatteren Aimo (Eero Aho), kan det kun gå galt.
Og det gør det naturligvis også i The Good Son, der ligesom Beyondhar en næsten poetisk tone på trods af det meget håndgribelige og voldsomme drama. Som helhed skæmmes filmen dog af, at psykologien ikke er helt igennem troværdig — ville man virkelig finde sig i så meget fra Leila og Ilmari, som Aino gør? — mens Samuli Niittymäkis Ilmari næsten er for dæmonisk fra begyndelsen.
Kunstnerisk overskud
Dæmoni er der ikke meget af i islandske Árni O´lafur A´sgeirssons Brim— Understrøm — selv om en ven og kollegas selvmord spøger hos besætningen om bord på en udslidt fiskerbåd, der aldrig rigtig fanger noget. I stedet lever de og den autoritære skipper af den forsikring, den islandske stat giver dem, mens de drømmer om at sejle på endnu længere og farligere togter og hive den store fangst i land. Filmens force er — som stort set alle de nominerede film til Nordisk Råds Filmpris — at billederne får lov til at fortælle historien, også om det selvmord, der lige er sket, da handlingen begynder, og som man kun i glimt og meget underspillet får forklaret.
Med lidt god vilje kan man se Brimsom et sindbillede på et islandsk samfund, som på flere måder er gået fallit, og en verden, hvor natur og modernitet konstant støder sammen. Men mestendels er filmen et portræt af et hårdt liv, hvor indestængte følelser hober sig op og skaber knudemænd, der indimellem knækker og gør skade på sig selv.
Men det er stadig en på flere måder lille film, som ikke kan leve op til Oslo, 31. august, der som den eneste af de fem nominerede film forsøger noget større og mere end 'blot' at fortælle en god og vedkommende historie. Joachim Trier fortæller ikke kun om et menneske og den foranderlige by omkring det menneske, men også om en generation og en sindstilstand, og den har et sjældent kunstnerisk overskud, der giver tungsindet masser af luft under vingerne.
