Klumme
Læsetid: 4 min.

Opmærksomhed for det enkelte ord

Det er i detaljen, man ser, hvor stor en digter Tomas Tranströmer er
Kultur
14. oktober 2011

Når man i sidste uge blev så jublende glad af at høre, at Tomas Tranströmer (f. 1931, debut i 1954 med bogen 17 dikter) af Det Svenske Akademi er udset til at få årets litterære Nobelpris, er det ikke mindst, fordi netop denne poet som få viser en intens opmærksomhed over for det enkelte ord. At han forsker i alt det, et givet ord er og betyder, inden det bruges som metafor. Eller at han altid forinden har skaffet sig en kyndig viden om de metaforer, som ordene gerne i forvejen er.

Overordnet, litteraturhistorisk set, deltager han i et ungt opbrud fra 40'ernes elegiske og patetiske svenske poesi — den, hvor det enkelte digt var det sidste, og hvor digteren skrev ud fra en heroisk selvforståelse, der placerede ham på kant med civilisationen, helt ude på kanten af sproget. Som hos især Erik Lindegren.

Sansede omgivelser

Hvad betydningsdannelsen angår, indebærer opbruddet fra 'sidstedigtspoetikken' hos Tranströmer et farvel til centrale symboler af den slags, der måske kunne stå som digtningens pant på en mening trods alt. Men han går gerne videre endnu. Reducerer også metaforen, inddamper sine billeder til det nøgternt beskrivende, forholder sig fysisk konkret til situationer, sansede omgivelser.

Lad os tage et eksempel, digtet »Hemåt« fra S anningsbarriären(1978):

Ett telefonsamtal rann ut i natten och glittrade på landsbygden och i förstäderna.

Efterår sov jag oroligt i hotellsängen.

Jag liknade nålen i en kompass som orienteringslöparen bär genom skogen med bultande hjärta.

Kig nu på Peter Nielsens (lydefrie) fordanskning:

En telefonsamtale løb ud i natten og skinnede på landet og i forstæderne.

Bagefter sov jeg uroligt i hotelsengen.

Jeg lignede nålen i et kompas som orienteringsløberen bærer gennem skoven med bankende hjerte.

Der står jo næsten det samme — bortset fra at 'rann' bliver til 'løb' og derved korresponderer direkte med løberen i skoven. Og bortset fra, at verbet 'bultande' har en voldsomhed, som det mere gængse 'bankende' ikke rigtig rummer. Men også på dansk virker digtet magisk.

Mellem uro og ro

Hør hvordan en regelmæssig rytme med ét bryder igennem til sidst. Følg den sære understrømsforbindelse mellem telefonsamtalen, der løb ud, og løberen, der søger sig vej gennem skoven.

Mærk modsætningen mellem uro og ro: Løbe eller ligge i en seng? Banke som et hjerte eller skinne som en måne? Og se for dit indre blik koblingen mellem kompasset og hjertet, hvori vi uvilkårligt ser løberen bære to genstande, ikke én. Både kompasset og hjertet i hånden!

Tomas Tranströmers amerikanske oversætter, som ikke er en hr. hvemsomhelst, men digteren Robert Bly, forsøger sig modigt:

» A telephone call ran out into the night and shone there over the villages and the suburbs.

Afterwards I slept restlessly in the hotel bed.

I resembled the needle in a compass that the cross country runner on ahead carries with thumping heart through the woods.«

Nu hører man pludselig, hvor vanskeligt det er. For 'A telephone call'er ikke helt det samme som en samtale i telefonen; 'the villages'dækker ikke totalt præcist 'landsbygden'; at sove 'restlessly'er en smule mere panisk end at sove 'uroligt'. Og ak, en 'cross country runner'har ikke i sin ellers korrekte betegnelse den orientering indbygget, som netop et kompas kan hjælpe os til ikke at miste.

Populær sport

Denne risiko for at tabe noget, oversætterens risiko, kendte Robert Bly. Derfor var han i et opklarende brev til digtets ophavsmand (gengivet i bogen Air Mail,på dansk 2007) parat med de helt rigtige spørgsmål:

Skulle der mon stå calleller conversation?Afgiver samtalen lys, eller skinner den bare? Har vi at gøre med en løber eller en skiløber?

Hvortil Tranströmer til det dér om orienteringsløberen svarer: »Denne temmelig romantiske, ensomme sport er meget populær i Sverige.«

For mig at se er der noget utrolig oplivende og bekræftende ved, at selv et så enkelt digt som »Hjemad« kan volde så mange kvaler for Tomas Tranströmers Over Assistant West and East Coast Promotion Man,for nu at gribe til en gammel sang af Stones.

Udspændt i paradokser

Det minder os om, at intet i Tranströmers digtning er enkelt. Man kan måske sige, at hans poesi er spændt ud i paradokser.

Hans digte er rytmiske uden at være metriske. Knappe og samtidig dybt komplekse. På én gang billedrige og fattige på metaforer. Humoristiske uden nogen sinde at blive pjattede. Konkrete og situationsbundne — og dog som regel uepiske, ikkenarrative.

Fra disse litteraturanalytiske klicheer er der ikke langt til det rene gudsforgåede vås. Og derfor burde jeg stoppe her.

Tilbage og frem

Men i stedet kunne jeg spørge: Hvad gør man, når man bare ikke har denne adgang til sprogets strømførende lag? Hvad siger man, når ens digt midt i al ens møje bare forbliver tavst? Hvad stiller man op, når ens modersmål stædigt bare nægter at modtage ens bejlen?

Så kan man f.eks. hitte på et stort, sindrigt formelt system, der skjuler enkeltordenes afmagt. Så kan man lave en fiks attitude, der gør digtet til metafor for en livsstil. Så kan man sætte sig selv i scene, så mediet bliver budskab, og digtet bliver en tjener for mediet. Og så kan man gøre sig til talsmand for en eller anden bevægelse eller trend og f.eks. kalde den polyfoni eller postmodernisme.

Jeg skal ikke nævne navne, ingen svenske og slet ingen danske. Jeg skal bare sige tillykke med prisen og tak for den mulighed, Tomas Tranströmer hver gang giver os igen, muligheden for at komme tilbage til digtet. Tilbage til netop hans digt. Tilbage det alt det, som digte kan. Og fremad til det digt, der kan komme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her