Oprøreren mod det gamle system

Det blev et langt og virksomt liv, som stadig venter på at blive forsket og forstået helt til bunds i alle sine biografiske og musikalske aspekter. Blandt andet fordi Franz Liszts eftermæle blev låst fast i nogle stereotyper: Han var kvindebedåreren, den dæmoniske klavervirtuos og, bortset fra nogle markante undtagelser, den uinteressante komponist.

Sådan skete det efterhånden i Tyskland, og da vi har haft for vane at følge tyskerne, blev det også sådan i Danmark. I et lille land med Carl Nielsen som retningsgivende fyrtårn helt op til tiden efter Anden Verdenskrig var der heller ikke plads til at dyrke en så modsætningsfyldt komponist som Franz Liszt.

Elsket og levet

Franz Liszt blev født den 22. oktober 1811 i den ungarske by Raiding i det nuværende østrigske Burgenland. Det første store spring gik fra Wien til Paris, som det 11-årige vidunderbarn indtog sammen med sine forældre. Han underviste, gav koncerter og indhentede sin manglende almene dannelse ved at omgås skønånder som Hugo, Delacroix, Lamartine og Heine. Liszt udviklede sig til selve billedet på den romantiske klavervirtuos, en forgudet Apollon, urørlig i konkurrencen med andre store pianister.

Næste spring var mødet med Marie d'Agoult, gift grevinde med to børn. De flygtede til Schweiz i 1835, levede sammen i de næste ni år og fik tre børn, bl.a. Cosima som senere blev gift med Richard Wagner.

Efter bruddet med Marie d'Agoult, kom tredje spring, mødet med den separerede polske fyrstinde Carolyne von Sayn-Wittgenstein, som overtalte Liszt til at opgive sine koncertrejser og koncentrere sig om at komponere.

Franz Liszt tiltrådte som hofkapelmester i Weimar i 1848, levede på polsk med Carolyne og skabte i Weimar et 'nyt Athen' for tonekunsten i Europa med mesterklasser, visionære kompositioner, ny musik-koncerter, opførelser af moderne opera og rådgivning af unge komponister fra nær og fjern.

Liszt var især begejstret for den kommende svigersøn, Richard Wagner, men efterhånden afkøledes deres forhold.

Et nyt spring blev taget i 1861, hvor Liszt forlod Weimar for at slå sig ned i Rom. Han trak sig tilbage i to år til klostret Madonna del Rosario, blev optaget i fire lavere ordner i det katolske præsteskab, flyttede ind i Vatikanet, og titlen 'abbed' blev herefter hængende ved hans navn.

Franz Liszts tilværelse var således fra 1870'erne delt mellem tre byer. Rom, hans spirituelle centrum. Weimar, hvor han fortsatte sine gratis mesterklasser i klaverspil. Og Budapest, hvor han opbyggede et nyt musikkonservatorium, Franz Liszt Akademiet. Efter et fald i 1881 forværredes hans helbred, og han var i stigende grad plaget af en eksistentiel depression. Skrev dystre klaverværker, som er ekstremt avancerede for deres tid.

Liszt døde den 31. juli 1886 under Festspillene i Bayreuth, der nu foregik under Cosimas ledelse, og han blev begravet samme sted.

Overflødighedshorn

Liszt efterlod sig enorme mængder af nedskreven musik, som for den største del fortsat er ukendt for menigmand.

Der kan skrives vidt og bredt om den nedladenhed over for komponisten Franz Liszt, man på grundlag af uvidenhed og dovenskab har lagt for dagen op gennem det 20. århundrede. Men med lp'ens og senere cd'ens fremkomst skete der dog en gradvis mentalitetsændring med det resultat, at hele Liszts produktion nu er dokumenteret på plade.

I jubilæumsåret har Deutsche Grammophon udgivet en Liszt-boks indeholdende 34 cd'er med klavermusik, koncerter, orkestermusik, orgelmusik, lieder og kirkemusik, for tiden udbudt til 399 kr. i det københavnske plademekka Danacord. Og med dette overflødighedshorn kunne festen passende begynde for hvem som helst med et åbent sind.

De mange værker for soloklaver er fordelt på fortræffelige navne som Lazar Berman, Krystian Zimerman, Jorge Bolet, Claudio Arrau, Daniel Barenboim og den unge Alice Sara Ott.

Sidstnævnte tager sig af et sæt helt specielle klaveretuder, Douze études d'exécution transcendante, oversat til '12 øvelser i at overskride instrumentets tekniske begrænsninger'. Det er en eventyrlig, pianistisk odyssé gennem instrumentets uhørte muligheder. Den sidste etude hedder Chasse-neige, som betyder snelandskab. Den tekniske udfordring stiller sig først og fremmest med den effekt, man kalder tremolo, den klanglige skælven, der opstår, når fingrene hurtigt skifter mellem to eller flere toner. En teknik der kan trætte og belaste hele armen, hvis ikke pianisten forstår at afspænde de muskler, der ikke er i funktion.

Men dette tremolo er blot et akkompagnement til en enkel melodi, som ubønhørligt bevæger sig nedad, trin for trin. Som den faldende sne. Opgaven er altså at opretholde en fuldkommen balance mellem de to forløb, og den løses med bravour af den unge tysk-japanske pianist.

Blandt orkesterværkerne bør Faust-symfonien fremhæves. I de første embryonale takter af førstesatsens langsomme indledning høres to Faust-temaer, som kommer til at dominere dette profetiske værk. Først en tolvtonerække i bratscher og celloer, magikerens blik ind i fremtiden. Derefter et atonalt tema med en faldende septim, den spekulative side af hovedpersonen. Temaerne lægges stykvis rundt i orkestret, en teknik som i mere konsekvent form lægges frem i Arnold Schönbergs harmonilære fra 1911 og kaldes 'klangfarvemelodi'. Ikke nok med det. Senere dukker Tristan-akkorden op, den mest ikonografiske akkord i det 19. århundrede, et par år før Wagner satte den ned på papiret!

Boksens version dirigeres af Giuseppe Sinopoli, men burde have været med Leonard Bernstein for samme selskab. For mellem disse to åbenbares forskellen på det udmærkede og det enestående.

Moderne musiks fader

En nyudgivelse også på Deutsche Grammophon fokuserer i forlængelse heraf på Liszt og eftertiden. Den franske pianist Pierre-Laurent Aimard, kendt for sin ekspertise i det 20. århundredes musik, sætter på eksemplarisk vis jubilaren over for Wagner, Alban Berg, Skrjabin, Bartók, Ravel og Messiaen. For det var Bartók, der sagde efter sin opdagelse af landsmandens sene klaverværker:

»Liszt er den sande fader til den moderne musik.«

Og disse korte, dystre stykker er i de seneste årtier for alvor kommet i fokus i pladestudiet, hos Aimard høres La lugubre gondola, Unstern, Nuages gris.

Det sidste betyder grå skyer, og det begynder i et mørkt leje i højre hånd, gentagne brudte g-mol-klange med et indskudt cis; dermed opstår et fragment af sigøjnerskalaen, som et forsøg på at række ud mod et fatamorgana af den ungarske sjæl. Et tremolo støder til, og tågerne lægger sig hen over nodepapiret. Venstre hånd overtager det første motiv, mens højre hånd bevæger sig opad mod lyset, først med en transformeret spejling af motivet, dernæst en langsomt stigende kromatisk skala, uden for egentlig tonalitet. Pause. Så en opløsning i to skinnende akkorder, brudt op som på en harpe. Skyerne blæses væk, og døren er åbnet ind til det 20. århundrede.

'Franz Liszt. The Collection'. 34 cd'er. DG 477 9525.

'The Liszt Project'. Pierre-Laurent Aimard (klaver). 2 cd'er. DG 477 9439

Franz Liszt (1811-1886) dirigerer et af sine oratorier i Budapest, hvor han opbyggede et nyt musikkonservatorium, Franz Liszt Akademiet. Foto: TRÆSNIT efter tegning. Scanpix