Læsetid: 4 min.

På jagt efter sne i Pyrenæerne

Global opvarmning har gjort det sværere at få sne under langrendsskiene i Pyrenæerne. Men søger man tilstrækkeligt højt, belønnes man med godt skiføre, prægtig udsigt — og gedigen højdetræning
Den tynde luft i 2.000 meters højde stiller krav til konditionen, når man okser op ad løjperne på Plateau de Beille i Frankrig.

Den tynde luft i 2.000 meters højde stiller krav til konditionen, når man okser op ad løjperne på Plateau de Beille i Frankrig.

Christian Andersen

Kultur
15. oktober 2011

Mandeltræerne blomstrer i Barcelona, da jeg får nøglerne til den lille Seat Ibiza udleveret og sætter kurs mod Pyrenæerne. Det er sidste uge af februar, og planen er at få sne under langrendsskiene, efter at jeg har taget forskud på foråret og suget solskin til mig i den catalanske hovedstad.

Man skal ikke køre ret langt nordpå fra Barcelona, før man aner Pyrenæernes blånende toppe i horisonten. Bjergkæden langs den spansk-franske grænse er hjemsted for Spaniens største og mest populære skisportssteder — de fleste alpine, men der skulle også være godt langrendsterræn at finde i nåletræsskovenene i det nordlige Catalonien.

Mine værste anelser viser sig imidlertid at holde stik. Jeg har på forhånd tjekket de spanske skisportsteder på nettet, og webkameraoptagelserne af løjperne har vist mere græs end sne. Da vejskiltene begynder at vise af til skisportsstederne, har forårsfornemmelserne fra Barcelona da heller ikke fortaget sig; den smule sne, der ligger hist og pist, er ved at smelte, og jeg kan spise frokost i solen i korte ærmer

Gletsjerne forsvinder

Problemet er, at Pyrenæerne ligger så langt mod syd, at selv små stigninger i gennemsnitstemperaturen har store konsekvenser for snedækket. Gletsjerne i Pyrenæerne er svundet ind med næsten 90 procent i det seneste århundrede, og forskerne forventer, at de kan være helt væk i løbet af et par årtier.

For skisportsstederne er det varmere klima mildt sagt en udfordring. Mens snegrænsen i Pyrenæerne hidtil har ligget omkring 1.500 meter over havet, forventer forskerne, at grænsen vil flytte sig til cirka 2.000 meter, hvis gennemsnitstemperaturen i vintermånederne som forventet stiger med 2-3 grader. Det vil efterlade adskillige kilometer piste under snegrænsen, og selv om skisportsstederne forsøger at overdøve advarselssignalerne med snekanonernes brummen, er det næppe en permanent løsning.

Jeg opgiver at finde langrendsløjper i det spanske, krydser grænsen til Frankrig og kommer via den næsten fem kilometer lange Tunnel de Puymorens ind i Ariège-dalen. Her, hvor bjergskråningerne vender mod nord, er chancen for ordentligt skiføre større, og tilmed ligger et af langrendscentrene, Plateau de Beille, i næsten 2.000 meters højde.

Hotel uden h

Jeg ruller ind i Les Cabannes, en landsby i bunden af Ariège-dalen, ud på eftermiddagen og må hurtigt sande, at jeg får brug for at støve mit skolefransk af — her tales hverken engelsk eller spansk. Baguette, fromageog hoteludtalt uden h kan jeg da huske, og med ihærdig hjælp fra bestyrerinden af byens lille turistinformation får jeg bekræftet, at, jo, der er skam sne oppe på plateauet, og, jo, der er vist ledige værelser på det lille vandrehjem i byen.

Og der er masser af sne oppe på Plateau de Beille, finder jeg ud af morgenen efter. Fra skisportscentret i 1.800 meters højde går de i alt 70 kilometer løjper gennem nåleskov og videre op i terrænet til den højtliggende og mere åbne del af plateauet i cirka 2.000 meters højde. Her er prægtigt — selv oppe i højderne har solen magt og glitrer i de sneklædte tinder horisonten rundt. Da jeg har fået varmen, smider jeg først handskerne, så jakken og midt på eftermiddagen løber jeg rundt på løjperne i korte ærmer. Det er ikke kun solens fortjeneste: Jeg får i allerhøjeste grad varmen, og pulsen banker i vejret, da jeg uden tanke på bjergluftens sparsomme indhold af ilt okser løs på skiene.

Energidepoterne fylder jeg op igen med ost, paté og pølse af den fineste franske slags, da jeg om aftenens slutter mig til de helt overvejende franske logerende i vandrehjemmets køkken. Skønt Les Cabannes er en ganske lille by i en af Frankrigs fattigste regioner, har det lokale supermarked et imponerende udvalg af charcuteri og baguetter så sprøde, at det er en fryd.

Nysne

Dagen derpå er forårssolen gået i hi, og det støvregner i dalen, da jeg begiver mig op mod Plateau de Beille. Jeg når ikke mange hårnålesving op ad bjerget, før støvregnen forvandler sig til snefnug, og et par sving længere oppe lægger fnuggene sig på asfalten. Udlejningsbilens sommerdæk må give fortabt, og jeg må vende om.

I stedet tager jeg bussen op ad den knap 16 kilometer lange stigning, som Tour de France-feltet i juli i år stred sig op ad. På plateauet er forår blevet til vinter, det fryser omkring 10 grader, sneen fyger, og sigtbarheden er ganske ringe. Til gengæld har nysneen gjort sporene perfekte.

Løjperne længst oppe på plateauet er lukkede pga. den voldsomme fygning, og var det ikke for den tydelige markering af sporet, ville jeg miste orienteringen. I dag er både vindtæt jakke, hue og vanter en absolut nødvendighed. Ud på eftermiddagen løjer vinden af, og solen bryder kortvarigt gennem skydækket. Jeg får et glimt af dalen, der i går henlå i grønne og brunlige nuancer, men som nu er klædt i hvidt. Global opvarmning eller ej — i de høje bjerge er vejrliget lunefuldt, og det kan et par graders varme næppe lave grundlæggende om på.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her