Læsetid: 6 min.

Radiofestival hylder tidens tålmodige tøf

S/M-smæk med lækker lyd, fem års optagelser af damers mundhuggeri og en følelsesdetektivisk farfar-historie. Den europæiske broadcasting festival, Prix Europa, hylder radio lavet med tid og omhyggelighed, og lørdag vandt Anna Thaulow en af verdens vigtigste radiopriser. Men hæderen kommer midt i en tid, hvor der ingen steder er at gentage succesen
S/M-smæk med lækker lyd, fem års optagelser af damers mundhuggeri og en følelsesdetektivisk farfar-historie. Den europæiske broadcasting festival, Prix Europa, hylder radio lavet med tid og omhyggelighed, og lørdag vandt Anna Thaulow en af verdens vigtigste radiopriser. Men hæderen kommer midt i en tid, hvor der ingen steder er at gentage succesen
1. november 2011

»Nu ringer telefonen. Han siger, at den er åndssvag ... Det er min farmor. Nu står han der i fedtefadet, spændt ud mellem to familier. Han siger, at han slider bravt i det. Det er i hvert fald løgn. Han sidder jo og drikker sodavand sammen med de andre.«

Anna Thaulows radiodokumentar Farfars To Liv knalder ud af højttalerne i auditoriet på mediehuset Rundfunk Berlin-Brandenburg. Under hendes stemme er de skrattede kassettebåndsoptagelser, som hun har fundet i sin afdøde farfars gemakker. Han levede et hemmeligt dobbeltliv med to familier i 50 år og optog hverdagsscenarier fra begge hjem på sin båndoptager.

Thaulow har brugt båndene som bevismateriale i en detektivisk udredning af denne mystiske del af sin familiehistorie. Og nu sidder Europas radioelite til broadcasting festivalen Prix Europa på førstedagen og lytter koncentreret til hendes og digitalmagasinet Third Ears bidrag.

»Det lidt mærkelige ved at være her i år er, at jeg på nuværende tidspunkt ikke ved, om jeg overhovedet kan få lov til at lave den slags historier igen,« fortæller hun efter lytningen. »For lige nu er der ikke nogen steder, hvor sådan en historie vil kunne blive lavet under forhold, hvor der er nok tid og løbende feedback.«

På den måde er dansk radiodokumentar, klemt af besparelser og nedprioritering, også i 'fedtefadet'. Det ligger og lurer indtil lørdagens prisoverrækkelse.

En festival med tid

Prix Europa er en branche- og hjerteblodsfestival for europæisk radio- og tv-broadcasts. I år kan den fejre 25 års jubilæum med over 1.000 deltagende journalister fra 40 lande. Her diskuteres og udloves priser i bl.a. tv-fiktion, radiofiktion og radiomusik.

Finske Harri Huhtamäki kalder den »den eneste intellektuelle og menneskelige mediekonkurrence i verden«. Festivalens mantra i år er tid. Tid til at lave sin research. Tid til at give en historie den tid, en historie skal tage. BBC's Angus Stickler holder brandtale for den journalistiske grundighed, »slow media«, under åbningen, og som led i jubilæets særlige hyldest til Norge vises hele den seks dage lange skibssejlads langs Norges kystlinje, Hurtigruten, som Norges nationalkanal, NRK, med 3,2 millioner seere livetransmitterede tidligere på året. Tøf tøf.

Rejsen projekteres som en demonstrativ langsommelighed over hovederne på de kaffesippende, netværks-vakse mediemennesker i foyeren. Sigende nok er netop NRK en af de mediestationer, der de seneste mange år har satset mest på den tidskrævende radio. Fastansatte har tre og freelancere to måneder til at lave én feature. Tre uger i studiet med en tekniker. Det står i modsætning til dansk udvikling, hvor man på P1 har syv-ti dage til en feature, og hvor den forestående radiokanal, Radio24Syv, ikke har meget mere at rutte for.

DR's Montage-afdeling lukkede ned i 2007 — samme år som afdelingens Krester Moltzen vandt radiodokumentarprisen i Prix Europa for sin skæve kritik af proforma-ægteskaber, Kærlighedspolitiet. Montageafdelingens Tim Hinman og han dannede siden digitalmagasinet Third Ear, der med idéudviklingsstøtte fra Kunstrådet leverede 20 podcast-udsendelser, herunder Thaulows Farfars To Liv og den prisbelønnede Guldhornene. Men på trods af 18.000 lyttere pr. udsendelse har de uden videre støtte måttet sætte produktionen på standby. Nu er der ingen steder til den 'tøffende' dokumentarstil.

Sadosex og gangamusik

I auditorielokalet på førstedagen sidder omtrent 50 jurymedlemmer, radiodokumentarister fra alle verdens lande, bøjet over manuskriptet med den engelske oversættelse af Anna Thaulows dokumentar.

» Now the phone rings. He says it's stupid ...

Luften er koncentreret. En mand ligger på en bænk bagerst i lokalet og får sig enten en lur eller en zen-fokuseret lytter. De har været her siden kl. 9.30 i morges og lyttet til og læst seks dokumentarer i dyb koncentration. Bagefter skal de i rundkreds diskutere dem, en efter en og give dem karakterer for idé, for lytterforbindelse, udnyttelse af medie og akustisk kvalitet.

Radiodramatikeren Nils Heyerdal kalder dem for en »truet art«. Det er også en broget art. Man kunne snildt lave en radiodokumentar om radiodokumentaristerne selv. Her er langstøvlede rav-kællinger, den anekdotepludrende tysker, BBC's kvikke madammer, den arrogante græker med sit radioessay om den økonomiske krise og evige diktion om, at man skal lære noget af dokumentarerne.

Den svenske radiodokumentarist Bosse Lindquist kalder diskussionerne »til tider skandaløse, oprørende og chauvinistiske, andre gange hjerteskærende ærlige, intelligente og provokerende.«

Og de 37 dokumentarer er ligeså varierede som diskussionerne. Der er hyldest og hovedrysten til et vanvittigt kroatisk stykke om en lokalradioværts speedsnak om gangamusik.

Alle elsker et fascinerende østrigsk portræt, optaget over fem år, af en rigmandsfrue og hendes husholderske, der mundhugges på et slot.

Her er et belgisk mordmysterium, en finsk fødselsmontage og en tjekkoslovakisk beretning fra en fupagtig handicapatlet.

Om tirsdagen bliver den franske dokumentarist Jeanne Robet genstand for ugens længste diskussion med sin ekstrem-intime Assume The Position, sendt på ARTE Radio. Lytteren trækkes ind i en S/M-session, hvor en dominatrice teatralsk detaljeret forklarer, hvordan hun binder og klemmer dråber af blod ud af kundens penis. Under diskussionen hyldes Robet først for modet og lydteknikken. Så skifter stemningen. En ældre canadier siger, at han måtte forlade lokalet, fordi programmet dyrker vestens kærlighed for (krigs) tortur. En kvinde svarer, at reagerer man så voldsomt på sådan noget, så er det tit, fordi man selv lidt for godt kan lide det. En diskussion tager den tid, en diskussion skal tage, synes ordstyrerne. Denne varer over en time. Og der snakkes videre til vin under den tøffende Norgesfærge ude i foyeren.

10 dage eller 4 måneder

I løbet af ugen bliver der nørdet i lyd, intellektualiseret og moraliseret: Er der en overdosering af mågeskrig i den belgiske montage om olieudslip? Hvor er fiktionsniveauet, når en autist på poetisk vis fortæller sig selv?

Og juryfolket i auditoriet er ikke bange for at trække fronter op. Forkærligheden for den lækkert producerede dokumentar står i kontrast til de, der præsenterer mere sparede produktioner.

»Folk sagde barske ting om mit stykke«, konstaterer P1's Louise Witt-Hansen torsdag eftermiddag om hendes radiodokumentar, Handlet til Prostitution, der er her som DR's bidrag.

Witt-Hansen er fastansat på P1, blandt andet som vært på Sproglaboratoriet, og har på fredag premiere på P1's nye 'nyhedsfri zone', Radiofortællinger. Hendes dokumentar om handlede afrikanske kvinder på Vesterbro får blandt andet kritik for kun at skaffe adgang til de prostituerede gennem en socialarbejder, som dermed bliver dominerende talerør. Men med den korte produktionstid har det været den eneste mulige og ansvarlige måde at fortælle de udsatte kvinders historie på.

»Når vi i Danmark blot har ti dage til at optage og klippe en dokumentar, må man konstatere, at den af gode grunde ikke er oppe på det niveau, vi hører på festivalen her. Det gør det svært ikke at misunde, at de lande, vi sammenligner os med, har op til otte gange så lang tid til deres produktioner,« siger hun.

De to danskeres dokumentarer repræsenterer som sådan to diametralt modsatte produktionsforhold. Thaulow brugte 3-4 måneder på at lave Farfars To Liv for Third Ear, mens hun også skrev sit speciale på Medievidenskab om den.

»Jeg havde masser af tid til at få respons undervejs og ændre og forfine dramaturgien, samtidigt med at mine personer også kunne nå at udvikle sig. Det var utroligt vigtigt for resultatet.«

Lørdag aften er der så pay-off. Til et mærkværdigt awardshow i en kæmpe-tipi og til lyden af et tysk a cappella-kor, der synger »Der er yndigt land«, modtager Thaulow juryens specialpris og festivalens virile guldtyr. Større ære kan man knap få som radiodokumentarist.

»Jeg er helt utrolig glad og stolt — også på Third Ears vegne. Det er skønt at blive bekræftet i, at det kan betale sig at give sig tid til at lave radiodokumentar, der er grundigt og levende fortalt.«

Den anden guldtyr går sigende nok til østrigske Evas Roithers lydlækre, over fem år optagede Die Herrinnen. Szenen einer Zweckgemeinschaft.

Thaulow håber, at der kommer nye muligheder for at lave den slags radio i fremtiden, men ved det altså ikke endnu. Tid. Tid er festivalens evige tema. Det var det også den senlumre førstedag i auditoriet.

»Hvordan reagerede din farfars venner på at høre den?« bliver hun spurgt til efterkritikken.

Svaret er overraskende oplagt: »Han havde ikke rigtig nogen venner. Det havde han jo ikke tid til«. Det bringer en smule latter-gennemtræk til det iltfattige rum, så det kan høres ude i foyeren.

Her tøffer Norges-færgen på skærmen tålmodigt forbi de glade, vinkende norske seere på bredden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu