Læsetid: 1 min.

San Francisco puffede til mig

Uffe Elbæk svarer på voxpop rejse spørgsmål
Kultur
15. oktober 2011

— Hvad er din favoritdestination?

»San Francisco, fordi den by har så højt til loftet. Både politisk, kulturelt og menneskeligt. For mig er San Francisco indbegrebet af Allen Ginsberg, Angela Davis og Harvey Milk plus den fantastiske diner Louis, der ligger øverst på en klippeskrænt ud over Stillehavet.«

— Har du et sted, du altid vender tilbage til — hvor og hvorfor?

»Berlin — fordi både fortid, nutid og fremtid er til stede i et stort sammensurium. Og man ved ikke helt hvad, der er hvad. Jeg elsker det!«

— Hvilket sted i verden kan inspirere dig mest i dit virke som kulturminister?

»Lige nu tror jeg det skulle være Seoul. Da jeg var der for et år siden slog den by virkelig benene væk under mig. Og jeg vil meget gerne tilbage til den. Også som kulturminister. «

— Kan du finde på at rejse ud i verden alene for en bestemt kulturoplevelse?

»Ja, og det har jeg gjort. Så Rufus Wainwright i New York i 2006, da han genopførte Judy Garlands legendariske koncert fra 1961.«

— Hvilke steder har inspireret dig i dit arbejde?

»Det har San Francisco gjort. Boede der et år fra 1996 til 1997, og hver eneste dag puffede den by til mig. På den rigtige måde.«

— Hvad er det mest aparte, du har oplevet på en rejse?

»At få tilbudt at få renset min aura i hotelfoyeren på Adlon i Berlin. Jeg sagde ja, hvorefter kvinden hev en helt almindelig forstøverflaske, som man bruger til potteplanter, op af tasken og begyndte at sprøjte vand på mig«

— Hvordan vil du så afslutte sætningen: Du skulle tage at prøve ...

» ... at tage den lille færge Jeppe fra København til Hven. Det er den perfekte dagsudflugt.«

Uffe Elbæk, kulturminister (R )

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her