Læsetid: 2 min.

She did it her way

Den kontroversielle og ofte kontrære filmkritiker Pauline Kael var en ener, som for alt i filmverden ikke må gå i glemmebogen, mener en oprørt kollega
Den kontroversielle og ofte kontrære filmkritiker Pauline Kael var en ener, som for alt i filmverden ikke må gå i glemmebogen, mener en oprørt kollega
20. oktober 2011

»Jeg er gal som ind i helvede og ikke villig til at finde mig i det mere!« er den filmreplik, der melder sig i hukommelsen, når man læser Armond Whites ingenlunde sukkerovertrukne dom over nutidens filmkritik(ere) i magasinet CityArts.

Citatet stammer fra den sorte og udråbstegnsspækkede komedie Network, der var blandt de tusindvis af film, som Pauline Kael anmeldte i løbet af sin lange karriere. Kael kom til verden i 1919, og var over 45 år gammel, da hendes signatur blev kendt i bredere kredse. Til gengæld var der nok at skrive om, for just da begyndte New Hollywood-instruktørerne at lave det ene inspirerede og udfordrende værk efter det andet.

I dag har Kael status som et af de store, men også omdiskuterede dyr i den åbenbaring, der hedder amerikansk filmkritik. Eller 'hed', hvis man spørger sortseeren White, som i sit indlæg skriver, at kritik i klassisk forstand »nu er underlagt konsumorienteret medie-hype«. Ingen lytter ifølge White til Kaels ord om, at »i kunst er kritikeren den eneste uafhængige informationskilde. Resten er reklame«.

»Vi har nu flere generationer, der ikke ved, hvad kritik er,« mener White: »De har lullet sig i søvn ved at sutte på Roger Eberts tommelfingre (med hvilke filmanmelderen indikerer, om han kan lide en film eller ej, red.), og er nu uvidende om, at ærlig og intelligent respons på kunst (og ikke blot film) intet har at gøre med tal, karakterer og tomater.«

Uden skyldfølelse

Anledningen til Whites indlæg er blandt andet to friske bogudgivelser om Kael. Han drypper dog malurt i bægeret ved at bemærke, at de 13 udgivelser, i hvilke flittige Kaels sætninger er samlet, ikke er blevet genoptrykt efter fortjeneste.

Hvis Kaels vurderinger ofte var genstand for debat og undren (eksempelvis gav hun så forskellige film som The Sound of Musicog Badlandsgrovfilen), er det svært at benægte, at hendes stil var unik: Kaels særkende var en sanselig, slagfærdig og uprætentiøs, nærmest hverdagssamtaleagtig tone, der ikke skiltede med det høje intellektuelle niveau, anmeldelserne ifølge White og andre tilhængere besad.

»Hendes stil transformerede det førhen så støvede tidsskrift The New Yorker— og kulturjournalistik generelt. Kael adskilte sig afgørende fra den hovne attitude, der kendetegnede filmkritik-autoriteter som Graham Greene, James Agee og Robert Warshow — mænd, der havde en for midten af det 20. århundrede typisk skyldfølelse over at beskæftige sig med film og filmkritik, fordi de følte, at der var større og mere intellektuelle ting, man kunne tage fat på,« skriver White.

Han tilføjer, at Kael aldrig er blevet respekteret på linje med New Journalism-skikkelser som Norman Mailer og Tom Wolfe, der i løbet af 1960'erne bød ind med en personlig og temperamentsfuld stil, som stadig praktiseres i dag.

Pauline Kael trak sig tilbage som filmkritiker i 1991 og døde 10 år senere.

 

 

Armond Whites artikel kan findes på www.cityarts.info

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu