Læsetid: 5 min.

'En skraldemand er en skraldemand'

Med en ny udstilling sætter Københavns Museum fokus på storbyproblemet skrald. Og det er godt, udstillingen hedder 'Skrald!', mener Palle Nissen, der har været skraldemand i 41 år. Der bliver nemlig ikke mindre skrald af, at man giver det et pænere navn: renovation. Tværtimod
Palle Nissen var skraldemand hos R98 i 41 år og har set levestandarden stige gennem vores affald: 'Jeg kunne jo se, når folk var blevet skilt, og når pengene var mange, og når rudekuverterne begyndte at komme uåbnede i skralde-spanden. Og jeg har også set, hvordan folk nu bare smider citruspressere, foodprocessorer og kaffemaskiner ud, fordi det i dag er meget billigere at købe nyt end at reparere. Det er noget svineri.'

Palle Nissen var skraldemand hos R98 i 41 år og har set levestandarden stige gennem vores affald: 'Jeg kunne jo se, når folk var blevet skilt, og når pengene var mange, og når rudekuverterne begyndte at komme uåbnede i skralde-spanden. Og jeg har også set, hvordan folk nu bare smider citruspressere, foodprocessorer og kaffemaskiner ud, fordi det i dag er meget billigere at købe nyt end at reparere. Det er noget svineri.'

Sara Brincher Galbiati

14. oktober 2011

Palle Nissen har en bule i nakken. Fra skulder til skulder former den en lille hylde i kødet. Dér har stået en skraldespand. Flere tusinde skraldespande har taget turen fra krogen på plankeværket op på Palle Nissens knæ rundt om skulderen op ad ryggen og ned på hylden i nakkekødet. »Det er sådan en lille skavank, man fik,« siger Palle Nissen og retter på kraven.

Han startede hos R98 i 1970. Dengang affaldet stadig blev fyldt i firkantede zinkspande. Sådan én har de også på udstillingen Skrald!, der åbner på Københavns Museum i dag. »De kunne veje op til 60 kg,« siger Bolette Frydendahl Larsen, der har stået for researchen til udstillingen. »100 kg,« retter Palle Nissen, som Information har inviteret på museum. »Ja, hvis den var fyldt med sod og aske, så kom den hurtigt op på 100 kg,« siger han forsigtigt. »De første otte dage var hårde, ik'?« tilføjer han. »Indtil der er én af de gamle, der giver én det tip at lægge en våd avis i nakken. Det hjalp. Men du bliver jo hårdhudet med tiden.«

Københavns museum dedikerer en hel udstilling til det stigende storbyproblem, skrald. Bolette Frydendahl Larsen fortæller:

»Vi kan sige meget om bysamfundet ved at se på vores skrald. Ikke kun hvad vi smider ud, men også hvordan vi smider det ud. I dag er man for eksempel meget optaget af, at vi skal være bevidste om, at skraldet ikke bare forsvinder.«

Hun viser os et modelfoto af Amagerforbrændingen, der er ved at blive opført.

»Amagerforbrændingen får en skorsten, der sender røgringe op for at symbolisere, at skraldet også bliver til CO2,« siger hun.

Palle Nissen er glad for, at man er begyndt at blive opmærksom på, at skrald skal være synligt.

»Det er for nemt at smide ting ud i dag. Når vi kommer ud, er det jo tydeligt, at folk ikke aner, hvor mange typer skrald der er. De smider bare det hele ud som husaffald. Så kommer vi og ruller det væk uden at blive set eller hørt, og så bliver det brændt. Og pist væk er det. Men det forsvinder jo aldrig helt,« siger han.

Åbne lossepladser

Bolette Frydendahl Larsen viser en model af Rådhuspladsen frem, der er fyldt med slagger. Syv års produktion af slagger fra københavnernes affald fylder hele pladsen og når toppen af Rådhustårnet. I det første rum er udstillingen bygget op af affald fra forskellige tidsaldre helt tilbage fra Middelalderens staldaffald og til nutidens elektronikaffald. En sødlig lugt af skrald fylder rummet, og fra en højttaler lyder mågeskrig.

»Det var den måde, skraldet var tydeligt på før i tiden, da vi havde åbne lossepladser. Byen var fyldt med måger, for hvor der er skrald, er der måger. I dag er der langt færre, og det handler om, at vi i dag håndterer skrald på en anden måde. Men helt op i vor tid har det jo været normalt bare at smide affaldet et sted, hvor der var plads. Mange steder i København går vi rundt oven på op til fem meter affald,« siger Bolette Frydendahl Larsen og viser et udsnit af den københavnske undergrund.

Palle Nissen fortæller om de år, han kørte med skrald ud til de åbne lossepladser på Amager. Og hans historie er ikke kun historien om, at man kan se velstandsstigningen i, hvad og hvor meget vi smider ud, men også i hvordan de, der kørte skraldet væk, blev behandlet.

»Det var sgu halvfarligt dengang. Vi kørte jo bare op på bunken med lastbilen, og hvis vi var uheldige, kom vi til at holde et sted, hvor der var alt for blødt, og bilen begyndte at skride. Hvis man var rigtig uheldig, begyndte bilen at tippe, mens man læssede af. Og nogle gange måtte vi jo køre derud med ild i bilen. Da folk stadig havde kakkelovne, og der måske ikke kun var sod og aske i skraldet, men også gløder. Så kunne flammerne pludselig stå op inde i bilen, og vi måtte køre ud til Artillerivej med ild i røven og politieskorte,« siger Palle Nissen og ryster grinende på hovedet.

Hårdt arbejde

Selv om udstillingen i høj grad fokuserer på skraldet som billede på byudvikling, har skraldemændene også fået plads. Bolette Frydendahl Larsen fortæller, at museet har modtaget mange genstande fra det hedengange renholdningsselskab R98. På en gammel instruktionsfilm i skraldespandsløft ser man en række skraldemænd demonstrere de forskellige teknikker.

»Det er sgu da den halve brændevin ham dér,« udbryder Palle Nissen og peger på én af mændene i videoen og forklarer, at man kaldte ham den halve brændevin, fordi hans far kunne tage en hel brændevin. »Ja, han sidder i rullestol i dag,« siger Palle Nissen eftertænksomt og fortsætter:

»I dag er det noget nemmere at være skraldemand. Dengang jeg startede sagde man jo, at vi havde alle gorillaerne her i byen, fordi arbejdet i byerne var meget hårdt. Når der gik druk i den i kantinen, og det gjorde der jo af og til, så kunne folk finde på at vædde, om man kunne fylde en af spandene med sand og slæbe den på nakken hele vejen ude fra Herjedalgade og ind til Ekstra Bladet. Det var fuldstændig gakkelak. Og på et tidspunkt besluttede vi os for, at det nok var en god idé at få nogle bedre arbejdsforhold og lade være med at pisse på vores helbred.«

Slut med R98

Palle Nissen har selv haft et par diskusprolapser og gik på pension, da han var færdig med at hjælpe sine kolleger videre, efter R98 lukkede i maj i år. Han var tillidsmand og fagligt aktiv i mere end halvdelen af sine 41 år hos R98.

R98 lukkede som følge af en politisk beslutning om at udlicitere renovationen i København. 113 års københavnsk virksomheds- og renholdningshistorie er nu i gang med sidste fase af afviklingen.

»R98 var en fantastisk virksomhed, og det var helt gak at lukke den, for vi levede op til alle vores kontrakter og sad på mere end 100 års erfaring. Jeg er stolt af at have været en del af en virksomhed, der altid har ment, at folk skulle have en chance til. Fordi du har dummet dig én gang, skal det ikke ødelægge hele dit liv. Vi tog et socialt ansvar og gjorde folk stolte af at arbejde. Stolthed er vigtigt. Det er også derfor, at vi insisterer på at blive kaldt skraldemænd og ikke renovationsarbejdere. En skraldemand er en skraldemand. Det er et hårdt og beskidt arbejde, og der bliver ikke mindre skrald af, at vi kalder det et pænere ord.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Schmidt-Rasmussen

Ordet renovation ville give mere mening, hvis genbrugsstationerne måtte reparere og sælge f.eks. møbler, computere osv...

Hvis politikerne kunne finde en model, der betyder, at det bedre kan betale sig, at reparere og få repareret tøj, ting og sager, kan vi bremse væksten i affaldsmængden, uden at skulle lege puritanere.