Læsetid: 11 min.

To fortællinger om mennesket

Køn, religion, kunst og kultur. I 30 år var det hele blot sociale konstruktioner; et produkt af det samfund, vi levede i, var der konsensus om på de humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter. Men i dag bliver det verdensbillede slået i stykker af den nye hjerne-forskning, der med elektroder og hjernescannere giver løfter om sikker viden med overskrifter som ’Gud sidder i hjernen’. Der er udbrudt kamp om sandhederne
Køn, religion, kunst og kultur. I 30 år var det hele blot sociale konstruktioner; et produkt af det samfund, vi levede i, var der konsensus om på de humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter. Men i dag bliver det verdensbillede slået i stykker af den nye hjerne-forskning, der med elektroder og hjernescannere giver løfter om sikker viden med overskrifter som ’Gud sidder i hjernen’. Der er udbrudt kamp om sandhederne
22. oktober 2011

Der var noget, der ikke stemte. Godt nok vidste litteraturforsker Torben Krahg Grodal ikke helt, hvad det var.

Det var mere som en fornemmelse af utilstrækkelige forklaringer, noget han følte manglede, da han i begyndelsen af 80’erne som en af drivkræfterne bag et storstilet socialkonstruktivistisk projekt sammen med knapt 50 andre forskere undersøgte koblingen mellem historisk udvikling og kulturelle produkter i dansk litteratur.

I takt med at Torben Kragh Grodals forskning skred frem, voksede hans skepsis over for den socialkonstruktivisme, han i mange år selv havde været eksponent for. For hvordan kunne man forklare opkomsten af film noir i 40’erne med krig og ulykkelige mennesker, når folk samtidig strømmede til teatrene for at se musicals? Hvordan kunne man mene, at en lineær fortællemodel med begyndelse, midte og slutning var en dum borgerlig, vestlig forestilling? Og hvordan kunne man forklare begrebet kærlighed som en social konstruktion opfundet af 1100-tallets borgerskab, når man var begyndt at finde ud af, at kærlighed var et resultat af hormoner, der fungerede på samme måde i dag som for to millioner år siden?

»Jeg opdagede, at der var større grad af kontinuitet gennem tiderne, end man lige umiddelbart skulle tro. I hvert fald hvis man havde en stærk socialkonstruktivistisk tilgang. Hvis man eksempelvis forstår greven af Monte Cristo, forstår man også Lisbeth Salander,« siger Torben Kragh Grodal om dengang i 60’erne, 70’erne og 80’erne, hvor samfundsstrukturer forklarede alt lige fra psykologi over kønsforskelle til læringsprocesser og kunst på de humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter.

I dag er Grodal professor i filmvidenskab ved Københavns Universitet og har forladt socialkonstruktivismen for i stedet at slå sit navn fast ved at forbinde hjerneforskning med filmteori.

Torben Grodals afhandling Moving Pictures: A New Theory of Film Genres, Feelings, and Cognition er blevet et hovedværk i den filmvidenskabelige kognitionsteori, han er del af en rådgivende bestyrelse i det finske forsknings-center aivoAalto, hvor man bruger neuro-analysemetoder til forskning i æstetiske processer, og han samarbejder med specialister i hjernescanning i Israel og USA, hvis billeder ligger til grund for hans analyser. Det er den forskning, han sidste år blev slået til ridder af Dannebrog for. Det er det, der har gjort ham til et internationalt kendt navn. Det er det, der gør, at han lige nu er i gang med at skrive en bog om menneskets biologiske rammer i forhold til kriminalfiktion, og det, der gør, at han i dag forklarer den lineære fortællemodel som universel, fordi den er nemmere at forstå for et hvilket som helst menneske. Uanset hvilken kultur eller tid vedkommende ellers lever i.

»Det, der interesserer mig, er hvordan procesgangen i hjernen spiller en rolle for de oplevelser, man har, når man ser film,« siger han og forklarer, hvordan billederne bliver optaget af sanserne, hvorefter de påvirker følelserne; det Torben Grodal kalder realitetsstatus.

»Når det først kommer derop, kan frontallapperne sige, hvad de vil; ’at det bare er en film’. Men på det tidspunkt nytter det ikke længere, for nu er bundtrækket aktiveret, og så bliver man ked af det, seksuelt ophidset, bange, eller hvad der ellers er på dagsordenen i billederne.«

Det er sådan, man forklarer filmens virkning. Ved at se på procesgange, ved at scanne hjerner. Og ved at sige, at hjernen var færdigudbygget, før vi fik noget, der kunne minde om film eller medier.

Neuro i stedet for socio

Det er den kamp, der lige nu udkæmpes på universiteter verden over. Kampen mellem socialkonstruktivisme og biologisme; mellem konstruktion og kognition. For mens konstruktivismen i 60’erne, 70’erne og 80’erne stod stærkt på humaniora og samfundsvidenskab, hvor det strukturelle ’socio’ blev hæftet på alt fra lingvistik til psykologi, er kognitivismen – eller biologismen – slået igennem som stærkt modsvar det seneste tiår, godt hjulpet på vej af den nye hjerneforskning.

I dag hedder det neuro i stedet for socio. Nye forskningsgrene som neuro-pædagogik, neuro-teologi og neuro-æstetik har fået naturvidenskaben ind på de humanistiske forskningskontorer for at give sikre svar på områder, der de seneste 30 år har fundet sit udgangspunkt i komplekse samfundsstrukturer. Hvorfor er der forskel på kønnene? Hvordan lærer mennesket? Hvordan tror det, hvordan opfatter det kunst og hvordan ser det film?

»I dag kan man måle hjernen, mens den arbejder, og det har åbnet op for forsøg, man ikke har kunnet lave før. Det, vi kalder for neurovidenskab, er eksploderet i de seneste 10 år,« siger Thomas Wiben Jensen, ph.d. i sprogvidenskab, post.doc. ved Syddansk Universitet og netop udkommet med sin bog Kognition og Konstruktion, der beskriver kampen mellem de to paradigmer. To forskellige fortællinger om mennesket, kalder han dem: Det ene som fortælling om mennesket som biologisk væsen, hvis evner og erkendelser er formet af evolutionshistorien, af biologien. Det andet som fortælling om mennesket som kulturvæsen, som noget historisk og socialt konstrueret.

»Og jeg må konstatere, at det er hjernens tidsalder, vi lever i. For man vil gerne have mere sikker viden, end de sproglige og sociale forklaringer kan give, og det mener man, biologien har et svar på. Efter årtier med sociale – og dermed populært set usikre – forklaringer er der nu en udpræget efterspørgsel efter sikker viden,« siger Thomas Wiben Jensen.

Sikker viden

Det er her, forskningsbevillingerne ligger. Det er her, pengene og prestigen er. Og det er her, midt i det hele, socialkonstruktivisten kæmper for sin overlevelse.

Det er derfor, den amerikanske kønsforsker Rebecca Jordan Young, professor ved Barnard i New York, har brugt 15 år af sit forskerliv på at undersøge studier om kønsforskelle i hjernen. Sidste år udkom hun med sin bog Brain Storm: the Flaws in the Science of Sex Differences, hvor hun underkender de fleste af dem. »Det er behageligt at inddele i køn, men det er ofte ikke den bedste måde at inddele mennesker på i forhold til kognition, interesser og færdigheder,« mener Jordan-Young. »Der er langt mere variation inden for kønnene, end forskerne vil erkende.«

Det er derfor, videnskabsjournalist ved Slate og The New Yorker Amanda Shaffer i en omfattende artikelserie prøvede at skyde hul i den forskning, der tager udgangspunkt i psykologiske kønsforskelle og måtte konkludere, at »det kræver en pinefuld indsats at modbevise dem«.

På den anden side kæmper videnskabsjournalister som Lone Frank, der for nogle år siden skrev bogen Den femte revolution om hjerneforskningens nye landvindinger med sit synspunkt om »at udforske hjernen er det samme som at udforske hvad mennesket er«. Evolutionsteoretikeren Richard Dawkins, der allerede i 70’erne skrev sin bog om den gen-centrerede evolution i The selfish gene er et andet eksempel.

Men socialkonstruktivismen bærer i sig selv årsagen til videnskabens legitimitetskrise, mener Thomas Wiben Jensen. Socialkonstruktivismen har nemlig selv været med til at problematisere begrebet viden. Den har selv stillet spørgsmålet om, hvornår viden er afgrænset fra ikke viden. Den har selv sået tvivl om, hvornår man ved noget med sikkerhed, og hvordan den måde, vi taler på, altså selve sproget, er med til at konstruere viden om verden. Og dermed gør viden om verden ekstremt usikker.

»Det har bevirket, at videnskabsbegrebet er blevet svækket. Og hvis man på universiteterne kan sige, at vi ikke ved, hvad viden er, så kan manden på gaden med god ret spørge, hvad vi så skal bruge den til? Hvis selv de, der er på universiteterne har svært ved at svare på det, hvorfor skal de så have særstatus som eksperter i samfundet? Hvorfor skal vi betale for dem? Det er netop den legitimitetskrise, neurovidenskaben har grebet. Når de forankrer viden i biologi og hjerne, fremstår det som sikker viden, som ikke kun manden på gaden kan bruge til noget, men som sandelig også bliver grebet af beslutningstagerne,« siger Thomas Wiben Jensen.

På den måde ser han de seneste 10 års fokus på den sikre, målbare viden som et slags backlash, en modreaktion affødt af den almene antagelse om at naturvidenskab, hvor man kan måle og veje generelle tilstande, er mere rigtig videnskab end humaniora, der står for at være subjektiv videnskab bygget på indlevelse og fortolkning. Den målbare naturvidenskabelige tilgang er desuden mere letforståelig – både for den generelle befolkning, for beslutningstagere og for medierne, mener Wiben Jensen. Vi vil have viden, vi kan stole på, viden, der kan vejes og som kan måles i en scanner. Derfor er det ikke mærkeligt, at avisoverskrifter som ’Gud sidder i hjernen’ og ’Hvorfor mænd og kvinder taler forskelligt’ bliver de mest læste på avisernes hjemmesider. Det er ikke en tilfældighed, at politikerne kræver test i folkeskolerne og læreplaner i børnehaverne. Og det er ikke underligt, at mennesker, der bliver ramt af depression, får støtte til antidepressiva, mens de selv må betale for samtaleterapien.

»Hvis man mener, at vores bevidsthed først og fremmest er et produkt af vores hjerne, så kan man simpelthen måle bevidstheden, man kan se den i en scanner. Bevidstheden bliver begrundet i noget biologisk og noget klinisk, noget målbart. Det er den folkelige fortolkning. Det målbare klinger simpelthen med tidsånden,« konstaterer Thomas Wiben Jensen.

’Opgaven er at præcisere’

Den rene socialkonstruktivisme kalder filmforskeren Torben Grodal for det rene sludder og vrøvl. Det hører ingen steder hjemme, det er ren ideologi. Ja, det har nærmest et politisk sigte, hvis man siger, at hjernen er en sort boks, der kan formes, som vi vil. Og at vi derfor kan blive, hvad vi vil.

»Jeg synes, der på humaniora i 80’erne og 90’erne skete nogle ret forfærdelige ting. Men det er ikke det samme som at sige, at kultur ikke spiller en rolle for hvordan mennesket er eller agerer. Tværtimod.«

Det er derfor, han efter sin første bog ’Moving Pictures’ i 90’erne, hvor han blot slog fast, at filmgenrer er mentale strukturer, der integrerer sanser, følelser og handlinger ved at aktivere betragternes krop og hjerne, gik skridtet videre i den næste. I Embodied Visions – Evolution, Emotion, Culture and Film, der udkom for to år siden, undersøger han, hvor langt det kognitive og evolutionære styresystem rækker.

»Opgaven er at præcisere,« siger Torben Grodal. Mens det i 90’erne var nok blot at vise, at biologien og hjernens opbygning spiller en rolle, er næste skridt at forsøge at finde ud af, hvor langt den når. For på hvilke måder er der en dobbelthed af, at noget på den ene side er biologisk bestemt og på den anden side formet.

»Det er helt klart, at selv om et menneske har biologiske forudsætninger for at blive 1.80 høj, men lever af dårlig føde, så vil de biologiske forudsætninger næppe blive indfriet,« siger han og nævner, at man på samme måde vil man klæde sig forskelligt, hvad enten det er vinter eller sommer.

»Man vil udføre kulturelle handlinger for at tilpasse sig omverdenen. Det er lige så håbløst at sige, at det hele er biologi som at sige, at det hele er kultur. Men man kan konstatere, at biologien danner et fundamentalt rammeværk.«

Den plastiske hjerne

For evolutionen har en krølle, mener lingvist Peter Harder, professor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk. En kulturel evolution, som lægger sig oveni den biologiske. En nichekonstruktion, kalder han det.

»Den måde, et dyr lever på, påvirker dets omverden. Og omverden er noget, det tilpasser sig. Så det starter indefra, men påvirker noget udefra, og derefter går påvirkningen tilbage indadtil,« siger han og påpeger, at det bliver endnu mere indviklet, når det gælder mennesker. For det særlige ved mennesker er, at de ikke blot tilpasser sig ydre adfærd, de tilpasser sig også til, hvordan andre mennesker tænker.

»Og det er noget, hverken den konstruktivistiske eller den kognitivistiske part har forstået,« siger han. Fordi den ene part er for fokuseret på, hvad der kommer ind udefra, mens den anden er for optaget af, hvad der kommer ud indefra; at vi kun kan tale om mennesket, hvis vi ser på, hvordan det er funderet i biologien. Den radikale socialkonstruktivisme er dels deprimerende, dels uholdbar, hvis vi ser på empiriske data, mener han. Og den rene biologisme er deprimerende på en anden måde, fordi den ikke kan forklare, at vi mennesker kan indrette os meget forskelligt givet lignende genetiske dispositioner. I virkeligheden kan man ikke skelne mellem natur og kultur. Eller mellem arv og miljø.

»De er begge simplistiske. Det er som at grave sig ned et tilfældigt sted og så begynde at slås.«

Peter Harders konklusion må være, at der er historiske forandringsprocesser, der ikke er styret af generne.

»Tag eksempelvis fænomenet laktoseintolerance. De befolkninger, der holdt kvæg, blev efter nogle generationer i stand til at fordøje komælk, fordi det gen bredte sig, der gjorde det muligt at overleve i en kvægholderkultur.«

Det er den tredje position, som Thomas Wiben Jensen er begyndt at se på universiteterne, hvor man er begyndt at bruge begreber som den ’plastiske hjerne’ og ser hjernen som en skulptur formet af erfaringen. Det er sådan, eksempelvis hjerneforskeren Christian Gerlach, der har speciale i kønsforskning, udtrykker det. En hjerne, der fødes med bestemte dispositioner, men som udvikler sig ud fra de erfaringer, den bliver udsat for.

»Hvordan de dispositioner, vi bliver født med aktiveres og udvikles i løbet af et liv er i høj grad formet af de oplevelser og den erfaring, vi har, og af de sociale og kulturelle indtryk, den bliver udsat for. Det har vi faktisk ret håndfaste undersøgelser, der bakker op. Apropos sikker viden,« siger Thomas Wiben Jensen.

Bagerst i køen

Og det er den vej, vinden blæser, mener Torben Grodal tilbage på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet, hvor han selv har haft ’en vis indflydelse på nærmiljøet’ som han beskedent siger det. Konklusioner om frontallapper, der er uddannet til at sige, at det, der kommer ind gennem øjnene er rigtigt, fordi det er sådan for alle dyr. Og udsagn som, at »fiktion ikke er noget, biologien overhovedet har nået at vænne sig til, fordi det er sket for nyligt« vækker en vis genklang. Andre steder vil nogle helt sikkert have en meget afvisende holdning, vurderer han. »Også af sociale årsager,« som han siger. For hvis de anerkendte hans teorier – hvis de gav ham ret i, at det er sådan, mennesket fungerer, ville det se ud som om de selv havde taget fejl.

»Så ville det ende med, at de selv stod bagerst i køen, mens de ved at forblive inden for deres egen retning kan stå forrest. Det kan være dyrt at skifte holdning.«

Det kan være dyrt. Det kan slå ens verdensbillede i stykker. Det kan give troværdighedsproblemer. Men Torben Grodal mener det nu stadig: At det er den vej vinden blæser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Kjeldgaard

Nye forskningsgrene som neuro-pædagogik, neuro-teologi og neuro-æstetik har fået naturvidenskaben ind på de humanistiske forskningskontorer...

Mit nonsens-barometer røg netop op på storm...

Artiklen gjorde mig både glad og forstemt. Glad fordi socialkonstruktivismen nu endelig får det hak i tuden, som den fortjener, og forstemt, fordi jeg frygter at man så bare erstatter den med en ny –isme.
Jeg har i årevis slået til lyd for, at socialkonstruktivismen er fup. Specielt når det gælder såkaldte kønsroller, som i virkeligheden ikke er roller, man vælger at tage på sig, men snarere handlingsmønstre, som er indkodet i hjernen under fostertilstanden. Jeg føler at jeg har talt for døve øren. Men lige pludselig vender tingene, og så er alle pludselig med til at kassere socialkonstruktivismen.
Jeg ser det som en grundlæggende svaghed ved humaniora, at humanister mere end andre er flokdyr. De fleste er dårlige til at tænke selvstændigt. Måske er de mennesker, der interesserer sig for sociale videnskaber, i sig selv meget sociale på den måde, at de er hyperopmærksomme på hvad andre mener, og altid retter ind efter dette. Hvis de skal vurdere, om noget er sandt eller falsk, gør de det ikke ved selvstændigt at vurdere evidensen for og imod, men derimod ved at se på, hvad andre personer mener. Hvis personer de har tillid til, mener det samme, så er det sandt. Hvis personer de har mistillid til, mener noget, så er det falsk. Der er nogle få `førerdyr´ i flokken, og de 99 % følger bevidstløst disse førerdyr. Hvis føreren så pludselig løber den modsatte vej, eller der kommer en ny fører der går en anden vej, så følger de 99 % efter i den nye retning.
Jeg oplever det også f.eks. i visse debatter. Hvis naturvidenskabsmænd ytrer noget der er upopulært blandt humanister, så bliver de pure afvist simpelt hen fordi de er naturvidenskabsmænd. Det bliver temmelig ligegyldigt hvad forskerne siger og hvilken evidens de bringer på banen – de har per definition altid uret i alt hvad de siger. Personen bliver alt, evidensen bliver intet.
I naturvidenskaberne er det temmelig anderledes. Her er evidensen alt, og personen intet – i princippet i hvert fald.
Derfor er jeg lidt bange for, hvad der sker nu, hvor humanisterne pludselig giver sig. Betyder det, at nu vender alting 180°, og naturvidenskabsmændene har ret, fordi de er dem de er, og nu er det moderne for humanister at følge i hælene på dem? Hvad nu hvis de stadig tænker som flokdyr?
Jeg vil egentlig håbe, at humanisterne bliver ved at holde sig til det, de er gode til. Jeg håber vi får en situation, hvor man anerkender den biologiske basis, og hvor humanisterne så bruger deres eget fag til at forklare, hvad der forekommer af sociale fænomener oven på denne basis.
Man har f.eks. i politiske kredse snakket meget om `den sociale arv´, og fuldstændig negligeret, at meget af det, der kaldes social arv, måske er biologisk arv. Politikere lægger planer for, at så og så mange % af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse. Men hvad nu, hvis den procentdel, der har tilstrækkelige medfødte evner, ikke er høj nok? Det ville være dejligt, hvis humanisterne kunne gå ind i sådanne problemstillinger og afklare nærmere, hvor meget der ligger fast på grund af genetisk arv, og hvordan man kan agere på den baggrund og få det bedst mulige resultat, altså hvis de undersøger hvor stort et frium der er til dog, ved sociale virkemidler, at forbedre præstationerne. Det ville være dejligt, hvis humanisterne gik ind i spørgsmålet om adfærdsvanskelige unge kriminelle, og fandt ud af hvor meget frirum genetikken levner os til at forbedre disse personerns adfærd. Så kunne man måske spare enorme personaleressourcer på at ville opdrage unge, der er uforbederlige, og koncentrere indsatsen om de unge, der faktisk kan forbedres.
Så det ville være mit ønske, at humanisterne accepterer at fundamentet er den biologiske basis, og så bliver langt dygtigere end nu til at finde ud af, hvor meget frirum der er ovenover denne basis til at lade sociale mekanismer virke.

Morten Knudsen

Wow! 30 års forskning i en logisk selvfølgelighed. Hvis der stadigt er en kamp mellem arv og miljø på de danske universiteter florerer stupiditeten da fremragende.

Thomas Frisendal

Jeg har brugt en del fritid de sidste 5-6 år på at følge med i evolutionær psykologi og kognitive videnskab generelt.
Artiklen er efter min vurdering et godt stykke arbejde, som beskriver status quo.
Som i andre situationer er er svaret ikke enten-eller, men både-og. Men om vægtningen er 50-50 eller snarere 80-20 til den biologiske side, er det nok lidt tidligt endnu at udtale sig skarpt om. De næste par år bliver rigtig spændende at følge med i.

Morten Knudsen

@Thomas Frisendal

Vægtningen i forhold til hvad? Totalt set er den uinteressant og kan ikke bruges til noget. Specifikt set svinger den ekstremt.

Det væsentlige er, at når man skal prøve at vurdere en situation der indeholder mennesker i et rum, skal man tage højde for alle faktorer, både mennesket og rummet, på én gang. Længere er den ikke.

Vi er sociale biologiske væsener. Det sociale er en manifestation af det biologiske væsens stræben efter eksistens.

M.h.t. arv versus miljø kender jeg et illustrativt eksempel:
Spørgsmålet er: hvorfor er flamingoer lyserøde. Skyldes det arv eller miljø?
Man kan sige, at det skyldes helt klart miljøet. For i zoologiske haver kan man konstatere, at hvis flamingoer får føde der indeholder røde farvestoffer (f.eks. røde krebdsdyr) så bliver de lyserøde. Hvis de ikke får den føde, forbliver de hvide.
Men man kan også sige, at det skyldes helt klar de arvelige egenskaber. For hvis man i zoologiske haver fodrer alle fugle med røde farvestoffer, så er det kun flamingoerne, der bliver lyserøde. Svaner, silkehejrer, måger osv. forbliver hvide. Altså ligger forklaringen i genetikken.
Begge forsøg er korrekte.
Hvis man inden for videnskaberne om mennesket argumenterer på samme måde, kan man slås om tingene i al evighed. Nogle kan bevise, helt korrekt, at egenskab X skyldes miljøet. Andre kan bevise, helt korrekt, at X skyldes arv. Begge har ret. Et eksempel kunne f.eks. være, om homoseksualitet skyldes arv eller miljø.
Det kræver derfor en særlig rummelighed og vilje til at se den store helhed, hvis man skal kunne snakke om disse ting på meningsfuld vis. Man må meget håbe, at videnskabsfolk og debattører i fremtiden forstår at vise denne rummelighed.

scientister, og biologister, synes nu pluselig mere
"hårde" end dataloger og fysikere.

dataloger, fysikere bruger, ( eller i det mindste påtænker ), mange slags tid(sopfattelser), i det mindste i deres teorier;
og de årsager til at de bruger, eller påtænker, flere slags tid(sopfattelser),
er vel ikke uden empiri, sanskilder, sanserfaringer

Er "biologister" hårde?
Hvis jeg står over for en humanist af den forsimplede type - en såkaldt vulgærhumanist - så kan jeg være meget hård. Hvis vulgærhumanisten pure nægter at biologien har nogen som helst væsentlig indflydelse - og det har i mange år været den almindelige holdning i de kredse - så bliver jeg vred og hård. Der findes masser af evidens for at biologien har stor betydning; hvis man nægter at se den evidens - hvis man drejer hovedet væk og nægter at se noget, når evidensen bliver præsenteret - så er man en kryster, som jeg ikke kan have nogen som helst respekt for.
Hvis derimod humanisten er fordomsfri og er villig til at se på hvad evidens der ligger, så er jeg blød. Så vil jeg gerne tale i bløde termer om samspillet mellem biologien og de sociale forhold.

scientister og biologister; burde påtænke, og mere indrømme:

empiri, erfaret viden
( h.m. kan der , for mennesker, findes anden viden end erfaret viden ? ),
er godt;

men:
mht. anden-, eller tredie-hånds af statistiske oplysninger:.

samfundsstatistikker, socialstatistikker, ...
kan have været meget udsat for nogle af de mennesker som ofte gør i meget kreative bogføringer.

Det var mit indtryk, at socialkonstruktivismen tværtimod understøttedes af den moderne hjerneforskning, der jo påviser, at klumpen i hovedet er fleksibel, udvikler de centrer, der påvirkes og ændrer sig livet igennem efter dette.

sidder og skriver dette på aalborg universitets
( alskole ) esbjergafdeling's bibliotek; de gør vist tilsyneladende, mestensdel kun i de s.k. "hårde" videnskaber, kemi.. osv., men det er jo også ( kun ? ) en fortolkning, det at fortolke de undervisninger, bøger m.m. som det.

yin-yang -lære er vist ellers som oftest mest om
køn, hunkøn, hankøn, kvinder mænd;

på den anden side af niels bohrs vej, ligger
sdu esbjerg, de gør vist mere i de s.k. forholdsvist, "blødere" fag;
og de to afdelinger komplementer så,
omtrent hinanden;
men det er nok desværre næppe slig feudal romantik som gælder der;

men mere økonomierne bag dem,
( de to afdelinger ) som hver og som én;

som styrer mest.

Susie Daugaard

Det er altid spøjst at høre andre beskrive ens eget felt, og her må jeg altså sige, at det forstemmende i den forbindelse, er når folk udtaler sig voldsomt fordømmende, ud fra meget små forudsætninger. Så dette er til Hr. Kåre Fog: Jeg går pt på sidste trin af en uddannelse, hvor kognition men også konstruktivisme spiller en stor rolle, fordi vi beskæftiger os med lærerprocesser. Det undrer mig altid, når man benytter argumentation, som ved hjælp af meget simpel logisk tænkning, kan modbevises. Du nævner fx kønsroller, som du mener, er ”handlingsmønstre indkodet i hjernen under fostertilstanden”. Set bort fra, at handlingsmønstre næppe indkodes i hjernen under fostertilstanden, så må jeg bare spørge: Er kønsroller ens overalt i verden? Tolkes de eller udføres de ens? Nej, det kan man ikke just sige. Altså er kønsroller ikke noget mennesket er født med, for så ville de vise sig ens ligegyldig hvor man observerer dem. Derimod kan vi sagtens være enige om, at mennesket har et biologisk køn. Men en kønsrolle vil altså afgøres af hvilket samfund man lever i =konstruktivisme.
Derudover har du så åbenbart et problem med humanister (nysgerrig; Er det et antipati du har tillagt dig, eller er du genetisk kodet til det?). Må jeg tillade mig at spørge, er det noget du har evidens for at udtale dig om? Eller er din udtalelse et resultat af din egen personlige holdning, hvormed du har glemt din gyldne regel, nemlig at ”evidens er alt, personen intet”? Som konstruktivist ville jeg jo i øvrigt mene, at du slet ikke er i stand til at forholde dig 100% neutralt, da du altid vil være indlejret i forskellige forståelserammer, herunder din opfattelse af dig selv som naturvidenskabsmand, der altid forholder dig objektivt og neutralt. I øvrigt mener langt de fleste kontruktivister, at mennesket er født med ”noget”, der i mødet med verdenen skaber fortolkningen. Det har man ment helt tilbage til fx Vygotsky. I dag ved man så, at det ”noget”, er hjernen med dens kognitive system. Uden hjerne intet menneske og ingen fortolkning. Derfor ligger konstruktivismen og kognitionspsykologien tæt på hinanden pt. Hvis mennesket kun var hjerneprocesser og ikke også påvirkning udefra, så ville det fx være meget svært at forklare sprogindlæring. For børn vokset op uden stimuli på dette område, lærer nemlig ikke selv at tale. De har anlæg i hjernen for sprog, men sprog opstår først i mødet med en anden, der taler.
Og så nævner du sjovt nok et andet område som jeg har beskæftiget mig en del med, nemlig problematikken omkring social arv. Her er din konklusion, at børn af lavtuddannede åbenbart, i tråd med deres forældre, er for dumme til at tage en lang videregående uddannelse. Kunne man evt. forestille sig, at man allerede HAR undersøgt, om intelligensspredningen blandt befolkningen er fordelt, så den passer med fordelingen af højt- og lavtuddannede? Og kunne det være, at konklusionen har været, at ovenstående IKKE tilfældet? Det er faktisk således, at selv den gruppe børn af højtuddannede der ligger lavest inden for kurven af normalintelligensen, faktisk stadig klarere sig bedre, end den gruppe børn af de lavest uddannede der ligger i mellemgruppen. Det kræver altså en højere intelligens, hvis et barn af en lavt uddannet skal ende på en af de længeste uddannelser. Og det er kernen i problematikken omkring den sociale arv. Dine udtalelser omkring unge kriminelle, hvor du indikerer, at denne gruppe skulle være genetisk disponeret for disse tendenser, lader jeg fuldstændig stå uden kommentare.

Jakob Schmidt-Rasmussen

Apropos videnskab og socialkonstruktivisme:

"The Sokal affair, also known as the Sokal hoax,[1] was a publishing hoax perpetrated by Alan Sokal, a physics professor at New York University.

In 1996, Sokal submitted an article to Social Text, an academic journal of postmodern cultural studies.

The submission was an experiment to test the publication's intellectual rigor and, specifically, to learn if such a journal would "publish an article liberally salted with nonsense if it (a) sounded good and (b) flattered the editors' ideological preconceptions."[2]

The article "Transgressing the Boundaries: Towards a Transformative Hermeneutics of Quantum Gravity", published in the Social Text Spring/Summer 1996 "Science Wars" issue, proposed that quantum gravity is a social and linguistic construct."

"On its date of publication (May 1996), Sokal revealed in Lingua Franca that the article was a hoax, identifying it as "a pastiche of Left-wing cant, fawning references, grandiose quotations, and outright nonsense . . . structured around the silliest quotations [by postmodernist academics] he could find about mathematics and physics".[2]

The resultant academic and public quarrels concerned the scholarly merit, or lack thereof, of humanistic commentary about the physical sciences; the influence of postmodern philosophy on social disciplines in general; academic ethics, including whether Sokal was wrong to deceive the editors and readers of Social Text; and whether the journal had exercised the appropriate intellectual rigor before publishing the pseudoscientific article."

imo:

scientisme, socialkonstruktivisme,
postmodernisme,

at set fra løntrællegjorte, proletariserede,
og børn født i de grupper;
minder også de tre lidt for meget om spørgsmål om: forkølelse eller influensa

om: urkommunisme, agrarkommunisme, myter, mytologi, sagaer, feudaltiden, og nyere communisme;

og det at også nogle

proletariserede , løntrællegjorte, arbejderbørn, arbejdere og proletariserede, i disse borgerlige samfund
( alt for meget og alt for ofte ) meget "ser", anskuer, gør, lader og undlader;

for nøje følgende borgerlige"s" kunst og videnskab;

-------------

at derfor bliver også deres fortællinger om, og syn
på førborgerlige og efterborgelige samfund 's kår,
væsentligere og mindre lystseende og mindre lyse, end de bør være:

det kan synes som om de følger den borgerlige propaganda om at alt og hvert udenfor det borgerlige var og er noget forholdsvist slet.

om: urkommunisme, agrarkommunisme, myter, mytologi, sagaer, feudaltiden, og nyere communisme;

og det at også nogle

proletariserede , løntrællegjorte, arbejderbørn, arbejdere og proletariserede, i disse borgerlige samfund
( alt for meget og alt for ofte ) meget "ser", anskuer, gør, lader og undlader;

for nøje følgende borgerlige"s" kunst og videnskab;

-------------

at derfor bliver også deres fortællinger om, og syn
på førborgerlige og efterborgelige samfund 's kår,
væsentligere og mindre lystseende og mindre lyse, end de bør være:

det kan synes som om de følger den borgerlige propaganda om at alt og hvert udenfor det borgerlige var og er noget forholdsvist slet.

@ Susan Daugaard
Svar på nogle af dine punkter:
1) Jo, handlingsmønstre kan indkodes i hjernen under fostertilstanden, og det gælder bl.a. for en stor del af den kønnede adfærd. Det er da klart, at opdragelse m.m. også spiller en rolle, men ikke i en sådan grad, at det kan forklare maskulin hhv. feminin adfærd.
2) Er kønsroller ens overalt i verden? Nej, ikke helt ens, men nogle grundlæggende dele af kønsmønstrene er meget konstante næsten overalt. Et eksempel: overalt i verden foretrækker kvinder i gennemsnit mænd, der er lidt ældre end dem selv, og mænd foretrækker yngre kvinder. Det kan forklares biologisk, men næppe ud fra sociale forhold.
3) Har jeg grundlag for at udtale mig negativt om humanister? Ja. Og det er ikke medfødt. Der er noget jeg har erfaret.
4) Sprogindlæring er et udmærket eksempel at tage fat på. Evnen til at lære sprog er medfødt. Det er medfødt at evnen til at tale kun kan læres op til en alder af ca. 7 år. Hvis personen ikke når at lære at tale inden da, kan han/hun aldrig lære det, uanset miljøpåvirkninger. HVILKET sprog man lærer, afhænger selvfølgelig kun af miljøet.
5) `De fleste konstruktivister mener, at mennesket er født med ”noget”, der i mødet med verdenen skaber fortolkningen.` Ja, det gør de nok; men det er ikke en formulering, jeg vil skrive under på.
6) Børn af lavtuddannede: Jeg siger ikke det, du hævder at jeg siger. Jeg siger at man først skal se på, hvor meget der afgøres af den biologiske basis, og derefter se på, hvor meget frirum der så er tilbage til at lade miljøet virke. Hvad angår sammenhængen mellem medfødt intelligens og uddannelse, så afhænger det meget af samfundsforholdene. I de skandinaviske samfund, der igennem flere generationer har haft meget lige forhold, er der sket en så stor mobilisering af intelligensreserven, at overlapningen mellem intelligens og uddannelse må antages at være temmelig stor. I andre samfund med mindre social mobilitet kan overlapningen antages at være meget mindre, og her vil der derfor være meget mere at opnå ved at forstærke positiv indflydelse fra miljøet. Det skal nok være rigtigt, at det hele er lettere hvis man er født ind i et højtuddannet miljø.
7) Du vil ikke kommentere mine udtalelser om unge kriminelle. Hvorfor dog ikke? Der er en betydelig genetisk indflydelse på dispositionen for at begå kriminalitet, og f.eks. psykopati er i ret høj grad arveligt. Det betyder ikke, at man ikke skal gøre alt hvad man kan for at modvirke kriminalitet, men det betyder at man skal være åben over for, at visse tilfælde faktisk ER temmelig håbløse, og at man, med de begrænsede ressourcer, der er, kunne udnytte sin indsats bedre andetsteds.

Morten Kjeldgaard

"Arv eller miljø" er der ingen indenfor naturvidenskab der seriøst diskuterer. Det er arv OG miljø. De to ting er uløseligt forbundne, ikke det ene uden det andet.

Men når naturvidenskaben spadserer ind i humanisternes kontorer, er der desværre stor fare for, at der spadserer vås og nonsens ud, for som regel følger en firkantet og forsimplet determinisme med.

videnskabsfolk, og kunstnere flest er vist materialister ( enddog offentligt )
og det kan jo sagtens ske at de
såkaldte:

skolemarxisme,
skolecommunisme,
universitetsmarxisme,
universitetscommunisme,
kunstnermarxisme,
kunstnercommunisme,

begynder at brede sig,
endnu mere end de borgerlige og de selv hævdede at de gjorde før;
og måske endog alvorligere ment

og også socialconstruktivister, scientister og postmoderenister burde jo tænke på:

at oprør mod det borgerlige, jo næppe er at søge det før-borgerlige

Thomas Frisendal

For nu at vende tilbage til artiklens emne, så kan jeg anbefale denne bog til dem, der gerne vil vide mere:
The Social Animal
David Brooks
2011 Short Books
David Brooks er NY Times kolumnist. Hans seneste bog er rigtig god, populariseret javel, men vel researchet og med godt kildeapparat. Han dækker emnet godt (artiklens emne), og er nem at læse. God intro til hele området.

tjae, udenom at forholde sig til de og de meldinger, er det vel næppe: ikke at forholde sig til de meldinger og deres sager,
også at forholde sig til: hvorfor lige de og de meldinger derfra og nu ?

og bemærke:

at vi andre ikke lige har opdaget hvis rester af det feudale og det borgerlige's styringer af også videnskab; nu er helt forbi.

tjae, udenom at forholde sig til de og de meldinger, er det vel næppe: ikke at forholde sig til de meldinger og deres sager,
også at forholde sig til: hvorfor lige de og de meldinger derfra og nu ?

og bemærke:

at vi andre ikke lige har opdaget hvis rester af det feudale og det borgerlige's styringer af også videnskab; nu er helt forbi.

Hvis forskningen kan finde ud af, hvad det vil sige indefra at opleve en fungerende hjerne, som i princippet bare er en maskine, kan det betyde, at man også kan sætte tal på, hvordan det føles at opleve alt muligt andet, selv dette ikke at være i live.

Der er 50 pct. chance for, at døden er værre end livet, men så kan man yde rådgivning ved dødshjælp - hvor slemme sygdommens (nu målbare) smerter skal være, før døden er at foretrække.

Man kan ligefrem forbinde hjernescanneren med respiratoren, så livet afbrydes præcis på det for patienten optimale tidspunkt.

De andre 50 pct. chance går på det er omvendte. Hvis det kan bevises, at ‘hjernen er den mest smertefulde formgivning af stof og energi, der kan dannes’, ville vi som minimum ophøre med at få børn - måske begå selvmord.

Kosmologer har ofte forklaret ‘det tavse univers’ med atomkrig. ‘Når civilisationen nåede atombombestadet ville aggression få racen til at udslette sig selv.’

Hjernescanneren kan være farligere for livet end atombomben - netop fordi bevidstheden er mere loyal over for sit eget velbefindende end overfor livets opretholdelse. Der er i princippet 50 pct. chance - fordi vi absolut intet ved - endnu...

@gorm pedersen

Hvis forskningen kan finde ud af, hvad det vil sige indefra at opleve en fungerende hjerne

---------

arh, nogle forskere kender vel til det

menneske først , så måske troende,
humanist først, så måske scientist, biologist,

(ny)omvendt scientist, biologist,
vi andre bør vel kunne formode:
at de hver og alle er
( temmelig meget monistiske ) materialister
communisme, jordelivet og jorden tro,
som jorden drejer om sig, og om solen.

der var en gang nogle aviser som af og til skrev om "hårde" fag og "bløde" fag,

men

hvis man vil vide det ( omtrent ) modsatte,
bør man læse, bla.a.:
center for vild analyse's artikler

to fortællinger om mennesket:

de fortolker jo kun verden forskelligt, men det kommer an på at forandre verden.
( og vist mest verden udenfor mennesket )

det er jo måske også noget med at opstille sådanne to fortællinger, mere velvalgt:

f.eks.

luke rhinehart: terningemanden,
douglas r. hofstädter: gödel, escher, bach

fra materialister betragtet:

de humane samfund

( i fint skal det være udgaver: de humanistiske samfund ),

de frembringes jo nok - med tiderne;

eller ( om man vil )

den societyconstruerende menneskehed
( i fint skal det være udgaver:
det societyconstruerende humaniora )

-----------------

og det det kommer an på, er:

at konstruere: a new society: et post-VKOsociety;

og at værdsætte de som bruger deres knofedt på at
gøre det.

I sin ekstreme form er socialkonstruktivismen ideen om at der ikke er noget fælles menneskeligt
Hvis alt hvad vi oplever bunder i erfaringen og indlæring er alt hvad vi er summen af denne erfaring og intet andet.
Det betyder at en fælles forståelse mellem forskellige erfarniger f.eks. på tværs af kulturer er umulig. Vi lever i hver vores verden. Det som gør mig glad eller bedrøvet har måske en helt anden virkning på et andet menneske med en anden 'socialkonstruktion'
Bortset fra jeg mener dette socialkonstruktivistiske paradigme kan afvises som videnskabeligt uholdbart har det jo også et isnende ubehagelig menneskelig konsekvens.

samfundsconstruktører,

og det lige fra de p.t. proletariserede, løntrællegjorte,
humanistiske samfundsconstruktører, og til ingeniører;

bør jo blive mere opmærksomme på:

hvilke magter der evt. styrer dem;
og hvilke magter de evt. tjener ved deres:
gøren, laden, eller undladen,

og evt også selv forsøge at prioritere mht. hvilke magter: som bør fremmes, hvilke som bør bevares, og hvilke som bør svækkes.

Socialkonstruktivismen er så vidt jeg kan se et barn af behaviorismen der havde en vis popilaritet i 70'erne.
Dens kendteste talmand var B.F. Skinner - opfinderen af 'Skinnerboksen' , som anvendtes til udforskning af hvide rotters indlærnig - opfattede nyfødte børn som 'blank slab' (blanke tavler) hvorpå alt kunne 'skrives'
Han gjorde sig mange overvejelser om hvordan man kunne skabe det perfekte menneske gennem den rigtige indlæring -en naturlig konsekvens af hans synspunkt. For da vi kun er hvad vi lærer er indlæringen alt afgørende for hvilke mennesker vi bliver
At læse hans overvejelser er skræmmende. Som at læse 'fagre nye verden' og '1984' på engang
Behavoirismen har det store problem at forklare hvordan en mand som Skinner - der i følge behaviorismen også selv må være et produkt af indlæring - er istand til at gennemskue 'sandheden' om sig selv og os andre? For hvad er 'sandhed' ifølge 'behaviorismen?: Blot det vi har lært er sandt
og det kan derfor ikke have nogen gyldighed udenfor den enkeltes erfaring

at bidrage til forandringerne, revolutionerne, frem til: det nye samfund, dvs. et communistisk samfund,

[ ja end næppe frem til mellemformer såsom:
en borgerlig republik, eller en socialistisk republik
( som nu island ? ) ]

sånt' synes mange af socialconstruktivisterne, i danmark, nu næppe at have meget travlt med.

og for mange blandt socialconstruktivisterne har kun fortolket verden forskelligt, men det det kommer an på er at også de, fælles, dvs. socialt,
konstruerer ( dvs. som samvirkende ) revolterer frem til et nyt samfund.

Kære Susie

Hvis du vil prøve at forstå, hvordan naturvidenskabsfolk oplever humanisters faglighed, så læs min kronik om kønnene på: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE131067/to-koen-to-livsstrategier/

Og så vil jeg lige tilføje, at Kåre Fog er en af de herhjemme, der har sat sige bedst ind i verdenslitteraturen om netop kønnene. Se hans bog: To køn - tre sandheder. Omtalt på: http://forsker.net/node/29237

mange hilsner
Hans

En persons personlighed er ikke kun et resultat af arv (biologisk og kulturelt)
Men også selvstændig agerende og delvis selvskabt

Det er vel dette forhold som får humanister til at reagere når de bliver præsenteret for
hvad de opfatter som deterministiske naturvidenskabelige forklaringer

Naturvidenskaben må erkende begrænsningerne i deres forklaringsmodeller og humanister
må rette den misforståelse at naturvidenskabelige modeller altid er deterministiske

’Vi er af det stof drømme er gjort af’

ole falstoft, skrev:

0g humanister må rette den misforståelse at naturvidenskabelige modeller altid er deterministiske,

----------------

mht. naturen ( som jo er en noget anden, end de naturvidenskabelige modeller ):

tjae, det er måske en almindelig misforståelse:
det at mange anser naturvidenskabsfolk for at mene at naturen er deterministisk.

@Kim Gram
Hvis naturen ikke er deterministisk, vil størsteparten af alle videnskabelige teorier ikke gælde. Derudover vil den videnskabelige metode være ugyldig.
For mig at se, er det størte problem, at mange ikke kan komme over deres tro på fri vilje, som der ikke er et eneste videnskabeligt/filosofisk belæg for. Der er nogle ting i kvante mekanikken der vækker undren, men at gribe til fri vilje eller et ikke deterministisk univers, er ikke bedre, og ligeså forkert, som at gribe til gud.

morten knudsen, skrev

Hvis naturen ikke er deterministisk, vil størsteparten af alle videnskabelige teorier ikke gælde

-------

det vile f. engels og darwin og niels bohr nok blive kede af hvis de hørte.

@Morten Knudsen: Din opfattelse af naturvidenskablige love er alt for snæver. Ikke engang indenfor fysikken er deterministiske forudsigelser enerådende og indenfor biologien er det ikke-forudsigelse (f.eks. mutationer) præcis det som har skabt livet udvikling. Biologier er af den årsag lige så meget en historisk som en naturvidenskabelig videnskabsgren

@morten knudsen

ligesom ordet: natur, jo nogle gange bruges om: økosystemet, og andre gange i bredere betydninger,

bruger mange, også videnskabsfolk,

jo også ofte ordet:

bestemt / deterministisk,

uden hverken at mene:

ren deterministisk, eller fuld deterministisk.

Jeg finder det morsomt hver gang jeg møder argumentet om at den 'fri vilje' ikke eksisterer
Hvordan kan man forklare at det er muligt at argumentere om den slags hvis en fri vijle i en eller anden grad ikke eksisterer?

Sider