Læsetid: 4 min.

Udsigt til en amerikansk saltmarsk

Kun tre kvarter i bil fra storbyen Boston ligger et fredet og naturskønt område, hvor skribenten og hans familie hvert år tilbringer august i et lille hus ud til marsken
Fotografen Dorothy Monnelly bor i Ipswich og har taget billeder af saltmarsken gennem de seneste 30 år. Hendes bog 'Between Land and Sea: The Great Marsh' udkom på forlaget George Braziller i New York i 2006. Hendes yndlingsmotiv i Ipswich er den flere hundrede meter lange gangbro.

Fotografen Dorothy Monnelly bor i Ipswich og har taget billeder af saltmarsken gennem de seneste 30 år. Hendes bog 'Between Land and Sea: The Great Marsh' udkom på forlaget George Braziller i New York i 2006. Hendes yndlingsmotiv i Ipswich er den flere hundrede meter lange gangbro.

Dorothy Monnelly

15. oktober 2011

IPSWICH — Hvordan forelsker man sig i et sted?

Det har jeg ofte spurgt mig selv om, når jeg af og til i de mørke vintermåneder i Boston slår op i min veninde Dorothy Monnellys katalog med underskønne sort-hvide billeder af saltmarsken i Ipswich.

Nogle af Dorothys fotos er taget på et sted, som jeg og min familie kender særdeles godt — nemlig saltmarsken uden for et lille hvidt træhus i to etager, som vi har lejet i august hvert år siden 1997. Huset hedder Marsh House og ligger isoleret fra en befærdet vej, der fører fra Ipswich ud til den smukkeste strand nord for Boston, Crane Beach.

Dyrelivet

Dorothys yndlingsmotiv er en gangbro.

Broen starter nær vort hus og slår en bue på flere hundrede meter over den gullige marsk, indtil den ender i en ponton, som alt afhængig af ebbe og flod flyder oven på tidevandet eller ligger på den bare flodbund. Det er fra denne ponton, vi springer ud i vandet, når det er højvande, og svømmer med eller mod tidevandsstrømmen.

Det er også her, man ved ebbe kan sidde på en bænk og iagttage det fascinerende dyreliv — haletudser i små søer efterladt af tidevandet, terner og fiskehejrer stående på lur, krabber, der løber over flodbundens mudder og op ned ad marskens vægge, flokke af svaler lande på gangbroen.

Det er her, man en sen aften i slutningen af august kan ligge på en bænk og kigge op i en forbløffende klar stjernehimmel.

Det er herfra, man kan se en rødlig fuldmåne stige op over skovtykningen på Hog Island i horisonten og høre tidevandet for fuld kraft strømme ind gennem indlandskanaler og pludselig se marsken forsvinde under gangbroen. I et kort tidsrum er alt hav.

Northshore

Når amerikanske og europæiske turister tænker på sommerferie ved strand og hav i New England, forestiller de sig halvøen Cape Cod og de to øer Martha's Vineyard og Nantucket. De tre feriemål hører til Bostons Southshore.

Men der er også en Northshore med kystbyer som Gloucester, Manchester at Sea, Essex, Ipswich og Newburyport — alle ligger ved Den Store Saltmarsk. Her kommer færre turister; de fleste besøgende om sommeren er strandgæster, og næsten alle beboere har helårshuse. Sommerhuse er der få af. Hoteller og Bed og Breakfast endnu færre.

At der er noget særegent smukt ved denne saltmarsk, klitlandskabet og den 10 kilometer lange Crane Beach (et beskyttet naturreservat) forstod selv de amerikanske nybyggere, der grundlagde Ipswich i 1634. De besluttede nemlig, at et forbjerg med udsigt over marsken, stranden og Atlanterhavet 'skulle være til fælles afbenyttelse'.

Forbjerget bliver i dag kaldt Castle Hill, fordi en industrimagnat ved navn Richard T. Crane fra Chicago byggede en sommerresidens her i 1912 — et italiensk renæssanceslot. Men hans hustru syntes ikke om stilen, så i 1922 blev det revet ned og et andet slot i engelsk Tudor-stil med 59 værelser og 21 tilknyttede bygninger opført.

Crane hyrede sønnerne af den berømte amerikanske landskabsarkitekt Frederick Law Olmsted til at anlægge en for Amerika enestående park omkring slottet efter italiensk mønster.

Når medlemmerne af familien Crane i sin tid stod foran deres sommerresidens, kunne de foran sig se en bred grøn græsplæne løbe gennem to kilometer skov og over to bakker direkte ned til Atlanterhavet. Det er et syn, man stadig kan nyde. I midten af det 20. århundrede donerede familien nemlig slottet, den private strand og dele af marsken til en naturfredningsforening i Massachusetts, der nu bestyrer godset som offentlig ejendom. Indtil sidste sommer havde vores eneste kontakt med Castle Hill været udendørskoncerter afholdt hver torsdag aften i slotsparken (med udsigt til havet). Man medbringer sin egen aftensmad plus et tæppe, sætter sig ned på plænen lytter til jazz eller rockmusik. Traditionen går tilbage til midten af det 20. århundrede Louis Armstrong, Ella Fitzgerald og Dave Brubeck har optrådt her.

Updikes anmeldelser

Den amerikanske forfatter John Updike plejede at dukke op med sin kone flere torsdagaftner om sommeren og skrev i alt 40 musikanmeldelser til den lokale ugeavis, Ipswich Chronicle. Updike, der døde i 2009, boede i et hus nær Ipswich River.

Sidste sommer måtte vi skippe Marsh House. I stedet tog vi en lang weekend i begyndelsen af september på Inn at Castle Hill, et Bed and Breakfast indrettet i slotbestyrerens gamle villa med udsigt til det samme marsklandskab, vi kan se fra vort lejede sommerhus.

Vi besluttede også endelig at tage rundturen i Crane-familiens imposante sommerslot, som man fra hotellet kan nå til fods via en sti op ad bakken. Her lærte vi blandt andet, at al inventaret i slottet enten er donationer eller købt hos marskandisere eller på loppetorve i USA og Europa. Det vil sige møbler, malerier, tæpper, skulpturer.

Et europæisk slot er det ikke. Det er beliggenheden, der betager.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu