Nyhed
Læsetid: 2 min.

Urent spil om Nobelprisen

Odds på nobelpristager Tomas Tranströmer styrtdykkede i de sidste timer inden bekendtgørelsen. Derfor vil Det svenske Akademi nu undersøge, om der er sket en læk af prisvinderen forinden
Kultur
8. oktober 2011

Først på formiddagen torsdag var Tomas Tranströmer ikke blandt de toptippede kandidater til Nobelprisen i Litteratur. Hos bookmaker-firmaet Ladbrokes gav svenskeren pengene 14 gange igen. Favorit på det tidspunkt var Bob Dylan, som gav pengene seks gange igen.

Men i de sidste timer inden Det svenske Akademis permanente sekretær, Peter Englund, slog dørene op og bekendtgjorde årets nobelpris, var odds faldet fra 14 til 1,66. Årsag: I de sidste timer inden kom der hektisk aktivitet hos Ladbrokes i form af store indsatser, helt op til femcifrede beløb. Det skriver den svenske avis Aftonbladet. Ulrik Sandebäck, der er spilekspert på den svenske avis Sportbladet, siger til Aftonbladet, at det ikke kan være tilfældigt:

»Nogen har helt sikkert talt med nogen. Der skal ikke så meget til for, at bookmakerfirmaerne sænker odds. Når der er mange forskellige, der spiller på én gang, ved man, at der er gang i noget. Der er helt sikkert nogen, der har lækket oplysningen«

Hvis et bookmakerfirma har mistanke om, at nogen sidder med insiderviden kan det stoppe et spil. Det gjorde Ladbrokes i forbindelse med nobelprisuddelingen i 2008 til den franske forfatter Jean-Marie Gustave Le Clézio. Her faldt odds på forfatteren drastisk i de sidste ti minutter, inden prisen blev bekendtgjort.

Daværende permanente sekretær, Horace Engdahl, var dengang overbevist om, at der var sket en læk i Akademiet. Efterfølgende satte Engdahl gang i en undersøgelse og fik skærpet sikkerhedsrutinerne.

Senere besked

Også i forbindelse med dette års prisuddeling vil Det svenske Akademi nu undersøge, om der er sket en læk. Pressesekretær og koordinator for Akademiets aktiviteter Odd Zschiedrich siger, at han blev gjort bekendt med den mulige spilskandale og efterfølgende informerede Peter Englund.

»Vi har ikke fået nogen indikationer af, at der er sket noget utilstedeligt, men vi vil foretage en undersøgelse heraf,« siger Odd Zschiedrich til Aftonbladet.

Udover de 18 medlemmer af Det svenske Akademi er der fem personer, der ved besked om årets prismodtager en uges tid forinden. Det drejer sig om folk, der skal forberede pressemateriale mv.

Netop for at undgå en læk i sidste øjeblik ventede Peter Englund i år helt bevidst ekstra længe med at informere Tomas Tranströmer. Normalt får prisvinderen besked kl. halv et, men i år havde Englund fået at vide, at der stod folk klar foran døren til hans lejlighed og lyttede ind gennem brevsprækken:

»Hvis hans telefon ringer kl. halv et, ved de, at han får prisen,« siger han til svenske Expressen.

Derfor ventede Englund helt til klokken ti minutter i et med at ringe op til årets prismodtager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her