Tidligere minister, EU-kommissær og overborgmester Ritt Bjerregaard hentede i sin første ministertid i 1970'erne forfatteren, forlæggeren og højskolemanden Ole Wivel ind som formand for rådet for de videregående uddannelser og planlægningen af forskningen.
»Men siden da er der mig bekendt ikke nogen fra kulturens verden, der har fået tildelt poster, der ikke bare drejede sig om at distribuere livsvarige ydelser og anden kunststøtte under Kulturministeriet. Og i dag virker det helt usandsynligt, at dette skulle indtræffe«, siger Morten Hesseldahl, der er tidligere forlægger, krimiforfatter, adm. direktør på denne avis og nu DR's kulturdirektør og som har indtaget et par topposter i den hjemlige oplysningsindustri. Han er særdeles kritisk over for den rolle kunstnere tildeles af medier, politikere og erhvervslivet nu om stunder — hvilket de vel at mærke ikke selv er uden skyld i:
»Det er deprimerende, at kunst og kultur bliver reduceret til ren underholdning i prime timeeller skal placeres i reservater i specialiserede programformater på nichekanaler. Det er sjældent, at kunstnerne kommer til at udtale sig om almene samfundsanliggender for en større offentlighed. Andre er eksperter i at reducere kompleksiteten i forskellige problemstillinger. Derimod kan kunstnere tilføje en anden dimension til de diskussioner, vi fører om samfundet. Og det er en eksistentiel stemme, jeg savner,« siger Hesseldahl. Hvilket kalder en tilstedeværende stemme — i skikkelse af rocksangerinden Pernille Rosendahl — på banen:
»Jeg hører, hvad du siger, men jeg får også at vide af Sørine Gotfredsen, at kunstnere ikke kan fastholde den røde tråd. Og ja, netop derfor har vi noget andet og relevant at sige samfundet. Men når jeg så bliver budt ind i Aftenshowet, vil de hellere høre om min hund, min kat, mit barn og øvrige privatliv,« konstaterer Rosendahl, der også har slået sine folder som X Factor-dommer.
Levner ikke kunst plads
Men Hesseldahl er hentet til DR for at sikre kvalitetskulturen en bedre og bredere udbredelse. Oven på det kursskifte, som kom med sidste års politisk dekreterede omstrukturering i statsradiofonien, der ikke ligefrem fyrede op for X Factor-fornemmelserne:
»Det er bekymrende, at dannelsesniveauet ikke er så højt længere ude i samfundet. Derfor har vi en opgave at løfte sammen med folkeskolen, bibliotekerne og de øvrige kulturinstitutioner,« konstaterer Hesseldahl, der ikke mener, at forvaltningen af kulturarven og formidlingen af kunstoplevelsen er erhvervslivets gebet — i modsætning til andre denne aften. For erhvervslivets koncepter om oplevelsesøkonomi, corporate social responsabilityog turistattraktionsværdi levner ikke kunsten den selvstændig plads uden for kapitalinteressernes sfære, den fortjener. Det får den til gengæld på DR 1:
»Med Maestro-programmet lørdag aften rækker vi eksempelvis ud til en masse seere på en munter måde. Og nogle af dem går formentlig ud og får sig nogle lidt mere sofistikerede oplevelser med klassisk musik i landets koncertsale efterfølgende,« mener Hesseldahl.
Som franske saloner
Hvor mange, der lægger vejen forbi Det Kongelige Biblioteks debataftener efter at have smagt lidt på P1's Søndagsfrokost-symposier eller Deadline 2. Sektions dybsindige diskussioner med Jes Stein Pedersen ved roret, vides ikke. Men konceptet er klart:
»Vi har jo kulturarrangementer herinde hver dag, så vi har skabt ny debatscene, der hedder 'Salon i Diamanten'. Her bruger vi nogle aftener i løbet af sæsonen på at diskutere og perspektivere den kunst, der produceres, og den kulturelle kontekst den indgår i,« siger Lise Bach Hansen, der er kulturproducent ved Det Kongelige Bibliotek og står i spidsen for de kulturelle soireer. Ideen hidrører fra de salonmøder, som fødtes under den franske oplysningstid i 1700-tallet og levede videre op gennem kulturhistorien til og med det 20. århundrede, hvor mondæne kvindelige værter gerne styrede diskussionerne. Kommunikationsrådgiver og mediekommentator Lotte Hansen er ordstyrer og indpisker i hele denne premieresæson, der netop er skudt i gang og fortsætter dette efterår.
