Læsetid: 6 min.

Velkommen til Mellemøstens Paris

I Libanon har hunde det godt, og seværdighederne måler sig med Roms og Athens, men under idyllen lurer angsten for en ny borgerkrig. Alligevel er Beirut nu et søgt rejsemål for oplevelseslystne danskere, også selv om de ifølge Udenrigsministeriet nærmest er i livsfare
Der er en god blanding af kampvogne, gode restauranter og interessant arkitektur i Libanons hovedstad, Beirut.

Der er en god blanding af kampvogne, gode restauranter og interessant arkitektur i Libanons hovedstad, Beirut.

PATRICK BAZ

15. oktober 2011

Beirut — I min ejendom i Verdun-kvarteret bor en silkepuddel, der luftes af en tjenestepige fra Etiopien. I regnvejr vimser kræet rundt med et lyserødt dækken over den hvide pels og poterne stukket i matchende plastik-røjsere, hvorimod pigen er uden paraply. Her er fortovene tjenestefolkenes domæne. Og de gamle damers. Med sminkede rynker og fortinnede blikke støttes de over høje kantsten af en arm fra den srilankanske, etiopiske eller filippinske hushjælp. Men ellers kører folk i bil. Jeg ser pudlen hoppe ned fra bagsædet af en BMW firhjulstrækker. Ejeren smider bilnøglen til sikkerhedsvagten, der hænger ud i en havestol ved indgangen. Ud over at holde øje med, hvem der kommer og går, bruger han dagen på at flytte rundt på beboernes biler, og således tjener han som tjenestepigerne til livets ophold i den servicesektor, der udgør mere end en tredjedel af landets arbejdsstyrke på små to en halv million individer. Heraf tager ca. en million fremmedarbejdere sig af det grove. Mændene i landbrug og byggesektor, kvinderne i huslige fag — hvis de ikke har begået selvmord, hvilket sker en gang om ugen ifølge en ngo-undersøgelse. Og det er blandt andet prisen for den vækst på ni procent, der gør Libanon til en af de stærke arabiske økonomier. Godt nok med en gældsbyrde på 137 procent af BNP, men pengene er hovedsagelig lånt i libanesiske banker, der er solide og stabile som følge af funktionen som Mellemøstens Monaco. Libanesere arbejder ikke, de handler — afrikanske ædelstene, latinamerikanske råstoffer og overførsler fra Golfstaterne er lønsomme aktiviteter. Libanon har ingen naturressourcer bortset fra rent vand, men masser af snavsede penge. Hvis mundheldet 'hellere rig og rask end syg og fattig' har klangbund, er det i Beiruts mondæne downtown, hvor kun tjenere bestiller noget.

Borgerkrigens arv

I dette pjækkeland simrer en underbevidst, men permanent nervøsitet. Da en veninde forleden aften fandt en parkeringsplads foran et hus med nedrullede jernoersienner — det var svært at afgøre, om de dækkede over butikker eller garager — lagde hun sit nummer på en seddel i forruden.

»Hvor ordentligt! Du ter dig helt dansk!« udbrød jeg imponeret over denne omhu med at forebygge gener for sagesløse lokale.

»Overhovedet ikke,« svarede hun, »jeg er barn af borgerkrigen. Den gang lagde man altid sit telefonnummer i forruden i fremmede nabolag for ellers blev ens bil blev slæbt væk, mistænkt for at være fyldt med sprængstof«.

Vi har intet lært

Og ja, borgerkrigen 1975-90 rumsterer stadig i libanesiske hoveder. Den er til stede i næsten umærkelige, men automatiske forholdsregler. Synlige hos de sløve soldater ved minikampvogne i følsomme gadekryds, usynlige ved, at folk kun ugerne færdes uden for egne enemærker. Og hørlige ved at man taler pænt og neutralt til fremmede, da man aldrig ved, hvem man har for sig, men uhørlige i det stille had til 'den anden', shia, sunni, kristen eller druser. Det sker, at skyderier opstår i blandede shia/sunni-kvarterer eller i Bekaadalens landsbyer, hvis sekterne bor dør om dør, og 'den anden' forgriber sig på sin nabos kvinder eller ejendomsret eller — som i Beirut for nylig — understår sig i at parkere foran en moské, der ikke er hans egen sekts. Så startes mini-kampvognene op, men som regel for sent, og skærmydslerne bortforklares som 'familieopgør'.

»For det tragiske er, at vi ikke vil huske borgerkrigen,« siger en kvindelig forfatter til romaner med udgangspunkt i landets blodige historie.

»Ikke et træ er plantet, end ikke en blomst til minde om krigens 120.000 civile ofre. Vi har intet lært af tragedien, så vi respekterer den ikke. Vi vilikke huske den.«

Det kollektive erindring fortrænges hver weekend i Beiruts larmende barer og diskoteker. »Vi ved aldrig, hvornår festen er slut,« lyder det. Da Israels kampfly i 2006 bombede det shiamuslimske Sydbeirut, dansede folk på bordene i det kristne Østbeirut.

Blingbling og plastik

Navne på restauranter, der holdt åbent i alle borgerkrigens 15 år huskes, men ingen ud over de pårørende kan nævne ét navn på de mere end 17.000, der forsvandt sporløst. Skudarrede ruiner er påmindelser om den bagage, der bæres med i erindringskister af rædsel, men nuet bruges til fortrængning i et overforbrug af mærkevaremode, luksuslimousiner og skønhedspleje. Kontorpiger med lønninger, der får arabiske bistandsklienter på starthjælp i Ishøj til at ligne millionærer, formøbler hele formuer på silikoneopdatering af læber, bryster og balder. Har de ikke lige likviderne, kan de kan tage et kirurgi-lån i banken. De hvide plastre efter et 'næsejob' lyser op på åben gade: Se, hvad jeg har råd til! Således dulmes den latente fremtidsangst. Som en film, der blændes ned.

Men folk kommer i stimer trods Udenrigsministeriets rejsevejledning, hvori det hedder: »Ud over den generelle terrortrussel i landet er der, som følge af militante ekstremistiske gruppers skærpede fokus på Danmark, en risiko for, at terrorangreb og bortførelser kan blive rettet mod danskere og danske interesser i landet. Det gælder specielt i tilfælde, hvor personer umiddelbart kan identificeres som danske.« Eller sagt på dansk: Drop Dannebrog på rygsækken!

Alligevel virker det, som om Libanon, nu hvor Syrien er lukket ned som følge af politisk uro, ligger øverst danskernes liste over fede feriemål i visse kredse.

Det er der gode grunde til: Landet er liberalt efter arabisk målestok med Mellemøstens største kristne minoritet. I restauranterne kan man drikke et anstændigt glas rødvin fra de mere end 40 vingårde til det libanesiske køkkens delikatesser, der grundlæggende er osmanniske, men har en særlig lethed. Libaneserne nipper. Med ægte madglæde påskønnes mezen, de mange forretter, og helst i lang tid. Og landets etnisk spraglede mosaik gør det faktisk muligt at spise en anstændig oksebøf, hvilket er sjældent i dette lammets verdenshjørne. Fransk, italiensk og armensk gastronomi er på menuen tillige med japansk sushi og kinesisk and. Og mætte kan historisk og kulturelt interesserede udforske fønikiske, græske og romerske ruiner, korsridderborge, osmanniske fæstningsværker, Jeita-grotternes underjordiske søer, bjergenes skisportssteder, badestrande, og de berømmede festivaler i Byblos og Baalbek trækker verdensstjerner. Og så er folk jo så flinke. Libanesere i det muntre hjørne tilføjer: undtagen mod os selv.

Den forargelige idyl

Men udadtil synes livet idyllisk i Beiruts grågule city-scape af vandtanke og karré-bagsider. Over for min altan lufter en tjenestepige med en timeløn på under en dansk 10'er herskabets sengetøj hver morgen. En forargelig idyl, hvis man er i det socialt indignerede hjørne, men forargelsen er hjemløs i denne by, der ikke forstyrres af fagforeninger, arbejdstilsyn, aktiveringscirkulærer, og hvor ingen tager loven om mindsteløn alvorligt.

Den brølende liberalisme er brutal i den kolossale afstand mellem rig og fattig. Og jo, der findes en stat med flag, nationalmelodi, fodboldlandshold og en hær, men reelt er Libanon lukkede kredsløb, hvor 17 sekter passer sig selv socialt, politisk og juridisk med egne civildomstole, egne normer, egne sanktioner mod egne kættere, egne regler for ægteskaber. Min ven, Khaled, skal giftes med en kvinde fra en anden trosretning, hvorfor parret rejser til Istanbul, da de kan ikke blive viet i deres eget land.

Men ok — så får de jo turen, og kan opleve Den Blå Moské og Hagia Sofia-katedralen. Sådan er libaneserne også: vænnet til at se lyspunkter i enhver tragedie. Og i mellemrummene mellem sekterne er de frie felter, kald dem 'manøvremellemrum', hvor der er pressefrihed, hvor forfattere kan skrive, billedkunstnere male og fotografere og litografere, skulptører skabe — bl.a. med udgangspunkt i den skelsættende erfaring, at gode naboer i dag kan slå hinanden ihjel i morgen uden at blinke, hvis det er det, det kommer an på. Velkommen til Mellemøstens Paris.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu