Baggrund
Læsetid: 9 min.

Min ven George

George Harrison var leadguitarist og såkaldt 'silent Beatle' i nok alle tiders største rockorkester. At han var alt muligt andet (og ikke en skid stille) demonstrerer Martin Scorseses over tre timer lange dokumentarfilm, som formår at få seeren til at genforelske sig i hele det forrykte show
George Harrison var leadguitarist og såkaldt 'silent Beatle' i nok alle tiders største rockorkester. At han var alt muligt andet (og ikke en skid stille) demonstrerer Martin Scorseses over tre timer lange dokumentarfilm, som formår at få seeren til at genforelske sig i hele det forrykte show
Kultur
20. oktober 2011

It's funny how people just won't accept change/ As if nature itself — they'd prefer rearranged/ So hard to move on when you're down in a hole/ Where there's so little chance to experience soul...
'The Light that Has Lighted the World', George Harrison, 1973

Dengang George døde, ringede de til mig fra TV Avisen eller TV 2 Nyheder (same difference) for at spørge, om jeg ville træde op som aftenens dresserede abe, dvs. ekspert i alt George-relateret — for nu ikke at sige Beatles. Og måske ligefrem sige et par ord (som man jo siger) om ikonet. Koryfæet. Vores George. Jamen, det ville jeg da. Gu' var jeg flatteret, der var i hvert to eller tre andre herhjemme, de ku' ha' ringet til, jeg børstede mine tænder, tog en ren skjorte på, sprang på cyklen og for af sted, opstemt og ikke mindst: opsat på at gøre det rette. Gøre det rigtigt. For det må med, at jeg også var ked af det, den der skide novemberdag i 2001, hvor en mand, som ikke blot havde spillet en stor rolle i mit liv, men simpelthen forandret det, var død. Af kræft. 58 år gammel. Fuck! Den næste i rækken efter John, der blev nakket af en scumbag, som tømte en gøb i ryggen på ham. Det var så to ud af de fire. Her er lidt tomt nu.

Nå, det gik godt (rigtig godt!) til at begynde med, ansigtet i de rette folder et sted mellem andagt og ekspertise, ud af munden det sædvanlige la-dee-dah og bla-bla-bla og nu må De lige erindre at osv. Men. Men. Men. Så spurgte den spørgende mig (ud af det blå, som jeg vælger at erindre det), hvorvidt disse dersens Beatles ville have været bedre kørende med en 'ahem' teknisk set mere kapabel, måske ligefrem mere vidtfavnende guitarist end George. Og i stedet for netop at do the right thing(dvs. rejse mig op, slå den formastelige over munden med flad hånd og ind i kameraet brøle: »Nej!«), rodede jeg mig ud i en eller anden dødssyg forklaring, som jeg fuldstændig har fortrængt, men dog ikke mere end at jeg husker hvor røvsygt taberagtig jeg følte mig bagefter.

Jeg skammede mig over at være 'gået i fælden' og have sagt noget, der måske/måske ikke kunne tolkes som noget ufordelagtigt om vor mand George. De kristne pisser ikke på Jesus, muslimerne er forsigtige med at være for langt fremme på beatet med Muhammed, og vi andre tænker os godt om, før vi i al offentlighed åbner munden om The Fab Four. Sådan er reglerne.

Da der tilmed et par dage senere landede ikke en mail, men et brev fra James Rasmussen (ja, den James! Ham fra Four Jacks, selv tak skal De ha'!), hvor han nådesløst gjorde mig opmærksom på, hvor indlysende jeg tog fejl, at der kun fandtes en mulig kandidat til leadguitaristposten i The Beatles, at der teknisk set intet var at udsætte på samme guitarist, og det selvfølgelig var George, our man George, ingen over eller ved siden af George, overvejede jeg seriøst at vende tilbage til min oprindelige karriere på papkassefabrikken, hvor vi mestendels hørte Blue Swede og Pilot. Tilmed uden at lytte efter, det kræver koncentration at styre sådan en gaffeltruck, forstår De. Samt udfylde tipskuponer. Nå. Alt dette for at fastslå, hvor meget det ligger mig på sinde i denne ombæring at do it right, hylde vor George, som han fortjener det. At få sagt de ord, De ved. Jeg mener, når man har lyden af den der på en gang fræsende og dog så yndefuldt snoende slideguitar tatoveret på indersiden af sit kranie, hvad kan man stille op? Jo, der findes sikkert vognlæs af teknisk set mere kompetente guitarister end George, men ikke desto mindre overgår han dem alle, hvad angår den der altafgørende feeling, for satan. Som så kan hedde »If I Needed Someone« eller »Here Comes the Sun« eller »Something« eller »While My Guitar Weeps«. Eller sådan noget som »All Those Years Ago« eller »Isn't It A Pity« eller »Try Some, Buy Some« eller »Handle With Care«. Og ikke et ord om »Ding Dong, Ding Dong« og »I Really Love You«. Tys tys, hush hush.

Et af min barndoms helt store mysterier var fænomenet The Beatles. Hvordan havde vi gjort os fortjent til dem? Hvilket rumskib var de lige landet med? Og hvad var deres budskab til os jordboere egentlig? Der har været idoldyrkelse både før og efter, personligt lå jeg måske en smule mere under for Bob Dylan i de der satans 1960'ere for ikke at tale om David Bowie i det forpulede årti, der fulgte. Men hvis vi tager en dyb indånding, og derefter smider Velvet Underground ned i den gryde dér, skal jeg ikke sidde her og jamre over min tid, kors, hvor har jeg været heldig, hvad angår den musik. Hvilket dog ikke er ensbetydende med, at nogen af de to nævnte gentlemen eller V.U.-banden (Cale, Reed, Nico), for den sags skyld, nogensinde når helt op i de luftlag, hvor John, Paul, George og Ringo befinder sig; der er kun plads til fire deroppe.

I øvrigt ingen tilfældig rækkefølge: først de to indlysende alfahanner, som battlede om kontrol og retning for åbent tæppe. Dernæst den frustrerede alfahan, som simpelthen ikke kunne få lov til at folde sig ud for de to andres overdrevne talenter, den såkaldt stille Beatle, der efter sigende snakkede som et vandfald, vor mand udi ukulele-fetichisme og en særegen britisk vinkel på hinduisme, vor George. Og selvfølgelig Ringo, den evige Ringo, en fabelagtig trommeslager og nok ham, man helst ville en tur i byen med, når alt kommer til alt. Men Vorherre på lokum og bevares, hvor de fire herrer dog fyldte. I vores hverdag, i vores drømme, i vores samtaler, til vores fester. I vores verden, lille eller stor som den var. Og helt, helt ærligt og hånden på hjertet: Er der nogensinde lavet bedre musik i rockens møgbeskidte navn? Nej, jeg trækker ikkedet famøse 'Beatles-kort ' her, som kan trækkes i situationer, hvor en eller anden forivret ungersvend mener, at endnu et andenrangs såkaldt 'alternativt ' rockband er Guds gave til menneskeheden; der kan et velanbragt 'Nu er det jo ikke Beatles, vi taler om her, vel? ' dæmpe feberen. Det er fakta. Benægt dem alt, De orker.

Der er en fantastisk scene i Martin Scorsese's tre timer og 20 minutter lange dokumentarfilm om George, betitlet Living in a Material World, hvor intervieweren spørger vennen Eric Clapton, hvordan han ville have forholdt sig til at afløse George, efter sidstnævnte havde forladt gruppen i vrede, og John, karakteristisk og knastørt efter sigende skulle have udbrudt: » Right, then. Let's get Eric instead.« Man skulle jo tro, at det at blive leadguitarist i The Beatles var det største, man kunne opnå. Men Clapton slår en skraldlatter op og siger så, at fristende som det lyder, er han ikke sikker på, han ville kunne have stået model til hverken gruppens interne magtspil ('som en familie — og lige så ondskabsfuld') eller det niveau af berømmelse.

For bare det at gå ned ad gaden med George i datidens England demonstrerede for Clapton, at A) så berømt var han altså heller ikke, og B) så berømt var George altså — og hvor fedt var det egentlig? Eller som George i et af de mange, mange uden undtagelse vidunderlige arkivklip fortæller, så havde han altid gerne ville have succes, men ikke nødvendigvis berømmelse (der er en større forskel, end man tror; folk har blot mistet evnen til at skelne). Som Ringo beskriver det, tages vejen til den der verdensomspændende, altopslugende, eksistensomvæltende berømmelse på en enkeltbillet; der er ingen vej tilbage. Eller hjem, hvis det er med den på. George, der var søn af en buschauffør i Liverpool, fik som 12-13-årig en åbenbaring, da han hørte Elvis synge »Heartbreak Hotel«. Som så mange med succes i rockbranchen endte han med at tilbringe temmelig meget tid sammesteds. Det er ikke underligt, at han var den af de fire, der valgte den spirituelle vej. I hans tilfælde hinduismen. Via en kærlighedsaffære med sitaren (han var, hvad angår den såkaldte 'verdensmusik', absolut pioner) og venskabet med sitarguden Ravi Shankar. Men også for at udfylde det tomrum, han tidligt i filmen definerer med det retoriske spørgsmål: »Why me?« Fuld af selvfølelse, jovist, men knap så selvovervurderende som John og Paul.

Tre timer og 20 minutter, tænker De nu. Livet er for kort. De tager bare fejl; trods den kritik, man kan rejse mod Living in a Material World (den er efter min mening således alt for kort!), er det en dokumentarfilm langt over standarden. Jo, der klippes meget. Og indimellem hurtigt. Med undtagelser som Paul McCartney, Klaus Voorman og Olivia Harrison (kone nr. to i et ægteskab, der i øvrigt varede over 30 år!) får mange måske ikke taletid nok, og så er der den klassiske kardinalsynd, hvad angår film om musikere: Ikke et eneste nummer får lov til at folde sig ud i fuld længde. Til gengæld styrter man hen til pladereolen bagefter. Og der er rigtig mange billeder, der bliver siddende på nethinden efter fremviseren slukkes. Rigtig mange.

Kendskab til Beatles-sagaen forudsættes, for vi kastes ud i hvirvelstrømmen fra første billede ... og der er knald på. At filmen er delt i to dele er fair nok, på samme måde som at hele første halvdel er tilegnet Beatles-årene, er det. Blot med den markant mærkbare forskel at vinklen ligger hos George. Den gamle historie fortalt på en ny facon. Beatlemania, turneerne, de skingrende sindssyge fans, stofferne, pladestudierne, den stadigt voksende frustration over, at han ikke kunne få mere end en eller to sange på hvert Beatles-album, uanset deres kvalitet. Hans åndelige vækkelse, Brian Epsteins død, skabelsen af Apple, der endte som en betonklods om benet. Og endelig — bruddet.

Anden del, tja, George peakede som solokunstner med hovedværket All Things Must Pass i 1970, unægtelig en af de allerbedste post-Beatles udgivelser. Hans produktion de følgende to årtier var ujævn, men han formåede at gøre dybt indtryk med koncerten (og pladen) (og filmen) for ofrene for krigen i Bangladesh. Før han blev involveret i Monty Python og pantsatte sit gods for at kunne finansiere The Life of Brian. Og så er der det horrible knivoverfald han udsættes for i sit hjem i 1999, hvor en sindsforstyrret mand når at stikke ham otte gange, før Olivia gør det af med angriberen. Med årene blev George mere og mere vrangvillig over for sin rolle på stjernefirmamentet og mindre og mindre musikalsk produktiv. Jordene (alle 150.000 kvadratmeter!) omkring godset Friars Park, som George erhvervede i 1970, optog ham stedse mere og mere og han anså i stigende grad sig selv for at være gartner. Og han dyrker sin anden lidenskab, sportsvogne og motorvæddeløb. Så bliver han syg. Og dør. Kan man holde tårerne tilbage, når Ringo fortæller om deres sidste møde, er man en hård negl. Er man det?

Glemte jeg at nævne, at George også var en meget smuk mand at kigge på? Jamen, det var han så også. Om han var glad? Betyder det noget? Han var. Og så var han ikke mere. En stor mand. Slut.

Martin Scorseses 'Living in a Material World' vises i en række danske biografer på mandag den 24. oktober kl. 19. Udkommer på dvd og Blu-ray den 22. november

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Der er han! Det var ham der fik mig hooked på musik.

Bjarne Bisgaard Jensen

Glæder mig vildt til at se filmen

Robert N Gjeertsen

Blot en lille detalje :
Det er Gud der spiller guitar-soloen i 'While my guitar gently weeps' som sangen retteligen hedder .
Gud kendes i øvrigt også under navnet 'Slowhand' ..

Min yndlings-George-replik: Da han på tyveårsdagen for udgivelsen blev spurgt, hvad han i dag mente om sangens budskab, svarede han med et stille smil: "Well, all you need IS love, isn't it?

Maj-Britt Kent Hansen

For mig var der i The Beatles KUN George Harrison, men da han giftede sig med Pattie Boyd, skuffede han mig godt nok. Sådan kan helt unge piger tage sig nogle ting meget nært. PB gik siden over til Slowhand, og selv blev man ældre og mere hærdet, hvad den slags angår.

Niels Jørgensen

Klaus, det glæder mig virkelig, at du flovede dig sådan over din tåbelige kommentar i TV2 Nyhederne eller hvor det nu var. Jeg har spillet guitar i mere end 40 år, en tid som professionel musiker, og har altid beundret George Harrison for hans fantastiske spændvidde, hans eminente timing, hans fede lyd og stilsikre spil. Lyt blot til hans chase med Eric Clapton på Abbey Road og fortæl mig så lige hvem, der spiller bedst?
George Harrison var en vidunderlig, men alt for undervurderet, guitarist. Hvad alle guitarister naturligvis er klar over, men få anmeldere og ingen journalister.

Robert N Gjeertsen

Alle guitarister ved jo at George og Gud kappedes om hvem af dem der mest havde 'The Woman Tone' ..
Og alle kvinder ved det vist også ...

Niels, hvis det er guitarchaset i "The end", du hentyder til, er det altså mellem John, Paul og George. Clapton er ikke indblandet her.

Niels Jørgensen

Per - jeg har læst adskillige steder, at det er en chase mellem George Harrison og Eric Clapton. Men man skal selvfølgelig ikke altid tro på det, der står i aviserne:-) Det rokker dog ikke ved det fundamentale: George var en fremragende guitarist!

Jep. Men hvis du lytter godt efter, vil du kunne høre, at der er tre forskellige guitarister. Det er Paul, der lyder hen i retning af Clapton/Hendrix, John, der mest spiller Chuck Berry-agtige akkorder, og George med den mere metalliske western-klang. Og så får vi jo også en lang "solo" fra Ringo. Jeg har altid opfattet det som smukt symbolsk, at de alle fire spiller solo netop i "The End".