Onkel Anders sidder på hug i en skov og skider. Hullet har han selv gravet, og det skal nok gøre lykke, når den unge, kønne Søs skal gøre ham kunsten efter. I sidste uge landede den nye Far til fire i biograferne, og mens børnefamilierne indtager sæderne for at få underholdning til alle aldre, forholder filmverdenen sig mere kritisk til de såkaldte familiefilm, der synes at have overtaget den scene, der før tilhørte de anerkendte danske børnefilm:
»På en dårlig dag kan man godt frygte, at familiefilmene fuldkommen har taget over,« lyder det fra Ulrich Breuning, der er medforfatter til en bog om børnefilm og underviser i filmhistorie på Filmskolen i København. Han har ikke lyst til at skrive den gode børnefilms nekrolog helt endnu, men ifølge ham er udviklingen ikke god. Og det i et land, der engang kunne brøste sig af at producere verdens bedste børnefilm, pointerer han:
»Men så skal man jo også se det fra den anden side. Jeg bor på Møn, og i vi har en lille frivilligt drevet biograf. Når jeg så kommer derned og kritiserer det uambitiøse valg af børnefilm, er svaret simpelt: Det er Far til fire, vi lever af, fortæller de.«
Hvis familiefilmene får familierne i biografen, holder liv i de små biografer og underholder både bedstemor og barnebarn, jamen, hvad er så egentligt problemet?
Usynlige kvalitetsfilm
Det er nu heller ikke familiefilm som genre, der er problematisk, pointerer Breuning, det er den manglende kvalitet af dem, der bliver produceret for tiden, der giver det dårlige ry:
»Når man ser film som Min søsters børn og Far til fire, der er arvtagere fra de gamle gode børnefilm, kunne man i det mindste ønske, at de ville gøre sig mere umage. Historierne er så tynde, at de kunne være blevet skrevet af en ordblind syvårig. I de nye film er der ingen, der tager børn alvorligt — der er slet og ret ikke noget på spil i de film,« siger Ulrich Breuning. Det er nu heller ikke, fordi han gider sidde og surmule som en forbitret mand, for der er håb forude, hvis man ser på de danske animationsfilm til børn:
»Med animationsfilm der befinder vi os på bølgetoppen af succes. Det gør sig desværre kun gældende for dem, for med almindelige film er det straks sværere. Det er, som om vi mangler en Søren Kragh-Jacobsen, den markante fortæller, der ville børnene, og vil dem noget. Dengang havde vi, hvad der minder om en Susanne Bier på børneområdet,« siger Ulrich Breuning. Det, han savner, er filmskabere, der tager børnefilmene lige så alvorligt, som eksempelvis Astrid Lindgren har gjort med litteraturen til børnene.
»Det er dyrt at gå i biografen for en familie på fire — hvilket ofte medfører, at publikum satser på noget, der er garanteret venligt og uskadeligt.«
Ordene kommer fra instruktør Natasha Arthy, der blandt andet har instrueret den anmelderroste børnefilm Mirakel.
»Jeg har ikke noget imod Far til fire og Min søsters børn, de har altid været der, og vi slipper aldrig for dem — problemet er bare, at de er ufarlige, og at de alternativer, der er, nærmest er usynlige. Den lille familie går ind og ser det, de kender — og ikke en skæv børnefilm med en mærkelig plakat med sjove farver — altså en børnefilm med udfordrende temaer.«
Skal tages alvorligt
Hun er ikke meget for at sige det, Natasha Arthy, men det handler om pengene, og der skal flere af dem, hvis vi vil satse på god kultur til børn: »Der skal bruges flere penge på at lancere de originale historier. Der skal tilskud til børnebiografbilletterne, så man tør at gå ind i projekterne. Så skal filminstituttet også turde satse lidt mere på børne- og ungdomsområdet,« siger hun.
Det lader til, at prioriteterne for børnefilm har forskubbet sig, lyder det fra Mette Damgaard-Sørensen, der er rektor for Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.
»Det, de gode børnefilm kan, er at give børn en kunstnerisk oplevelse — ikke en opdragende eller pædagogisk en af slagsen. Men en filmoplevelse, der skal ramme de samme følelser, som den skal for de voksne,« siger hun. Mette Damgaard-Sørensen var børne- og ungdomsfilmskonsulent på Filminstituttet, inden hun blev rektor i Ebeltoft.
»Børn er mennesker — borgere på lige fod med os lidt større mennesker. Det at blive berørt og få flyttet sit syn på verden gælder på nøjagtig samme måde som for voksne,« siger hun og fortsætter: »Familiefilmen er så ufarlig. Det er komedier, og de er nemme at sælge — men det er ren underholdning, og det er problematisk, når det bliver den primære film for børn. Hvad er det så for en filmkultur, vi opdrager børnene til?«
Da Mette Damgaard-Sørensen som konsulent uddelte støttekroner, forsøgte hun med egne ord at tiltrække nogle meget stærke film, der ville fortælle historier til den specificerede målgruppe på den målgruppes præmisser.
»Der fik vi blandt andre Terkel i Knibe, der blev kult med det samme. Og det er målet; man skal lave nogle film, som børn aktivt vælger til — ellers overlader man hele scenen til familiefilmene,« siger Mette Damgaard-Sørensen.
De to seneste filmforlig har haft stor indflydelse på, hvordan situationen for danske børnefilm tegner sig. Det forrige filmforlig gav tv-stationerne stor magt, og kriteriet blev, at enten TV 2 eller DR skulle gide at sende børnefilmen i bedste sendetid. Selv om kravet blev ændret i det seneste forlig, har det sat sine spor og er blevet et implicit krav, påpeger Mette Damgaard-Sørensen:
»Det er til hver en tid lettere at sende familiekomedier i primetime-tv, end det er at sende en film til småbørn eller til de yngste teenagere. Det betyder så bare, at vi går glip af eksempelvis småbørnsfilmene.«
Egne drinks
Problemet er nemlig ikke kun projekternes kunstneriske ambitioner, men også det system, de mødes af. Ifølge Sarita Christensen, der sammen med Anders Morgenthaler er medstifter af produktionsselskabet Copenhagen Bombay, føles det for øjeblikket, som om hun er ankommet til de fines fest — dog uden at blive inviteret ind i varmen og desuden være nødt til selv at medbringe drinks. For man får ingenting foræret i denne branche:
»Det er vanvittigt vigtigt, at der bliver plads til de virksomheder og initiativtagere, der har specialiseret sig i at lave film og tv til børn, og som kan bidrage med noget nyt. Lige nu har institutionerne, Filminstituttet og DR, hele magten. De bestemmer hvornår og for hvem. Jeg har det, som om jeg sidder med min egen drink i gangen til en fest for de få indviede. Og selv om det er mig, der leverer varen og investerer de første penge, er der ingen der vil tale strategi med mig.«
Ifølge Sarita Christensen er det misforstået public service, når få store mastodonter bestemmer, hvad der skal produceres.
»Nu kan jeg blot konstatere, at Filminstituttet eksempelvis siger ja tak til noget sukker og et hurtigt underholdningsfix med nogle kommercielle succeser som Far til fire. Men hvad skal børnene bruge det til?«
Film skal performe
Et af nøgleordene for nutidens filmsucceser, er, at de skal performe. Film, også børnefilm, skal klare sig godt fra åbningsweekendens første visning, ellers bliver de pillet af i en fart, og det går utvivlsomt ud over de smalle film med små marketingsbudgetter, lyder det fra Mette Damgaard-Sørensen:
»Biografmarkedet er blevet hårdt for alle film. Film får ikke en chance, medmindre de har performetstort i åbningsweekenden. Her er Æblet og ormen fra Copenhagen Bombay et godt eksempel på en film, distributøren ikke troede på. Det ender så som en selvopfyldende profeti, for hvis distributøren ikke tror på den, så performer den naturligvis dårligt. Den havde kun et lille marketingsbudget og blev derfor set af få, men det var for mig en film, der havde et stort potentiale for at appellere bredt blandt børn og unge,« siger Mette Damgaard-Sørensen.
Og netop deri ligger dobbeltheden:
»Man finansierer med offentlige støttekroner og på den anden side kan man ikke undgå, at markedet styrer. Og film som Far til fire tæppebomber hele landet i børnenes efterårsferie med plakater overalt. Derfor er det jo ikke så mærkeligt, at de klarer sig godt.«
Hos Copenhagen Bombay er Sarita Christensen ikke i tvivl om, at Danmarks stolte tradition for gode film til børn nok skal overleve, det kræver bare nogle nosser fra de uafhængige initiativtagere:
»Traditionen vil bestå blandt idealisterne — som vi er en del af. Men vi skal som samfund kraftigt overveje, om det er hensigtsmæssigt, at DR og Filminstituttet fortsat skal fungere som smagsdommere og distributører.«
De gyldne dage
Når Sarita Christensen taler om stolte traditioner, er hun ikke den eneste. I den danske filmverdens selvforståelse er vi verdensmestre i børnefilm. Men måske skulle man hellere sige var. Det er nemlig snart lang tid siden, at film som Se min Smukke navle, Zappa og Gummi Tarzan, havde premiere. Der var ellers tale om film, hvis magiske univers anbragte eventyret i moderne rammer og udfordrede børnene med hverdagsspørgsmål uden at belære. Det lader til, at filmverdenen endnu sætter dansk børnefilms guldalder højest, hvilket fremgik da Søren Kragh-Jakobsen blev hyldet til årets børnefilmfestival Buster Festival. Men måske kan den bagudskuende hyldest i virkeligheden være en hæmsko for fremtidens kvalitetsbørnefilm, påpeger instruktør Natasha Arthy:
»Jeg har ikke behovet for, at vi skal kunne kalde os verdens bedste. Der er ingen tvivl om, at Gummi Tarzan og Skyggen af Emma har været nogle af de vigtigste film i mit liv. De har lagt sig som et kulturelt fundament og et smukt minde. Men når der kommer en Gummi Tarzan i dag — så bliver den hurtigt glemt. Der har været mange gode film, men man har for travlt med, at de skal minde om film fra den tid. Derfor kan man risikere gå glip af fornyelsen. Jeg har fornemmelsen af, at man altid skal defineres i forhold til de fantastiske film fra fortiden, som er hævet op til at være svaret på alt.«
