Læsetid: 5 min.

Er 3D filmmediets fremtid?

3D er det hotteste inden for film- og tv-verdenen — og efterhånden også et frugtbart forskningsfelt for nye filmvidenskabelige undersøgelser
Syn. 3D er det hotteste inden for film- og tv-verdenen — og efterhånden også et frugtbart forskningsfelt for nye filmvidenskabelige undersøgelser
24. november 2011

Steven Spielbergs 3D-film, Tintin: Enhjørningens hemmelighed har allerede indspillet over 220 millioner kr. fra billetsalg i biografer verden over. Og nu er 3D også så småt på vej ind dagligstuen via nye og dyre tv-apparater. Tilhængerne af formatet hævder, at dette simpelthen er fremtidens visuelle medium.

Men ifølge filmforskeren Owen Weetch fra det britiske University of Warwick er 3D bestemt ikke altid værd at bruge de ekstra kontanter på eller iføre sig et par ufikse briller for. Alligevel fremhæver han visse genrer og film, hvor han mener, at formatet faktisk er en forbedring.

»Jeg begyndte at forske i 3D-film cirka seks måneder, før Avatarfik premiere, og dengang var der en masse hype om, at 3D var fremtiden for filmmediet og ville være et lige så stort kvalitativt spring som indførelsen af lyd eller farve,« siger Weetch. »Derfor satte jeg mig for at undersøge, om det virkelig kunne havde noget på sig, eller om vi snarere stod over for endnu et tilfælde af ’kejserens nye klæder’.«

Efterhånden som Weetch så 3D-film og læste op på den eksisterende kritik og analyser af 3D, hæftede han sig ved den mængde af fordømmelser af det nye format, som han uafladeligt stødte på. »Kritikere som Roger Ebert og Mark Kermode var imod det,« siger han, »og en nylig undersøgelse foretaget af Mark Carrier fra California State University konkluderede, at 3D-formatet i visse tilfælde kan fremkalde hovedpine, være astrengende for øjnene og skabe synsforstyrrelser uden at fremme den filmiske og narrative forståelse.«

Ekstra dimension

Det kan Weetch ikke erklære sig enig i: »Nogle film er det helt klar umagen værd at se i 3D«, siger han. »I min forskning har jeg rettet fokus mod specifikke genrer og analyseret, hvordan tidligere tiders ændringer af det filmiske billedes bredde og dybde — f.eks. dybdefokus og wide screen-formater — kom til at påvirke de pågældende genrers repræsentationelle strategier. Det har fået mig til at mene, at de genrer, som på en eller anden måde har en stærk afhængighed af det rum eller miljø, hvori deres historier foregår, helt sikkert kan have overordentlig meget at vinde ved at få tilført den ekstra dimension.«

Tag Avatar, James Camerons 3D-blockbuster-satsning, der overgik alle forventninger ved at blive den film i filmhistorien, der hurtigst er nået over en billetsalgsomsætning på 1 milliard dollars. »Det er en spektakulær science fiction om mennesker, der involverer sig i nye fremmede verdener«, siger Weetch, »så den stereoskopiske iscenesættelse, man finder i rumsekvenserne, er eminent velegnet til at føre publikum ind i historiens universer. Det gør det lettere for beskueren at identificere sig med hovedpersonerne, som selv er optaget af at udforske dette rum, og bidrager dermed til at gøre historien medrivende og spændende.«

En slags merværdi

Horrorfilm er en anden genre, hvor det kan være værd at saste på 3D, mener Weetch. »Sådanne film gør traditionelt brug af mørke skygger i udkanten af synsfeltet for skræmme publikum, men med 3D kan de bruge den ekstra dimension til at skabe udvidede og hidtil usete mørke rum, hvorudfra nye trusler kan springe. Det rædselsvækkende fænomen kan gemme sig lige foran din næsetip, mens du har travlt med at udmåle afstanden i dybden.«

Skrækindjagende sager, men ikke så skræmmende som filmforskerens spekulationer angående Jackassi 3D.

»Når en films fokus er på legemer, der bevæger sig igennem rummet som i musicals, dansefilm og slapstickkomedier, kan indtrykket af bevægelse blive mere håndgribeligt i 3D,« siger Weetch.

» Jackass 3Dog Pina 3Dudnytter dette mesterligt. For den person, der synes det er sjovt, når Jackass-drengene binder en fjernstyret helikopter til sin penis, vil dette helt sikkert være endnu sjovere, hvis helikopteren pludselig flyver ud af skærmen.«

Men ikke alle filmiske 3D-oplevelser er pengene værd.

»Det koster mere at gå ind og se en 3D-film, så man har ret til at forvente en eller anden merværdi,« siger Weetch.

»De værste eksempler på, at man ikke får det, er typisk film, der er blevet konverteret til 3D i postproduktionsfasen, for eksempel Alice in Wonderland 3D.

I dybden med æstetikken

Ligesom Avatarer det en film, hvor beskueren ad mærkelige veje bliver ført ind i en mærkelig ny verden, men i dette tilfælde er den bare fyldt med kedelige, flade kompositioner, der viser, at der ikke er gjort noget reelt forsøg på at engagere sig i den tredje dimension.

»Ved konvertering får man hurtigt en meget kunstig fornemmelse af flade objekter, der er lagt oven på hinanden som papudskårne kulisser uden nogen virkelig følelse af dybde eller krumning.«

Nogle filmskabere bruger også 3D som en påskud til at nedprioritere andre, potentielt endnu vigtigere dele af et tilskuerens oplevelse, tilføjer Weetch. Hans yndlingseksempel er Sanctum, dette års store undersøiske 3D-eventyr.

»Her er der gjort et ærligt forsøg på at beskæftige sig med det æstetiske i dybden, men det bliver på bekostning af fortælletekniske svigt og dårlig instruktion. 3D er en af flere strategier, der kan bidrage til en films tematiske og narrative enhed, men det er ikke nødvendigvis et virkemiddel, der kan stå alene.«

Nogle filmskabere, tilføjer Weetch, udnytter seerne: »De tror, de kan tjene penge ved at tilføre kunstig dybde til noget overfladisk, men sådan fungerer det simpelt hen ikke i praksis.«

I forbindelse med de finansielle nedskæringer, som har ramt mange akademiske filmvidenskabsinstitutter, og de jævnlige diskussioner om, hvorvidt det skal kunne lade sig gøre at bliver ’magister i Mickey Mouse’ indrømmer Weetch, at de film, han forsker i, »ikke er specielt seriøs filmkunst eller intellektuelt stimulerende«. »Men,« siger han, »at påstå, at 3D ikke kan bruges til at tilføre film, der beskæftiger sig med psykologisk persontegning, værdifulde nye udtryksmuligheder, er efter min mening et udtryk for uvidenhed eller snobberi. Tintin, The Holeog Kung-Fu Panda 2indeholder alle psykoanalytiske sekvenser, hvor karakterne foretager en mental regression til deres fortid, og her udnyttes 3D-lagdelingen på meget udtryksfuld vis til at skildre de indre processer i deres bevidsthed.«

 

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Populært. Film i 3D har for alvor slået igennem, når den store tyske instruktør, Wim Wenders (t.v.), har lavet en film om det 20. århundredes allerstørste koreografer, Pina Bausch, som kan trække kansler Angela Merkel med i mørket iført 3D-briller. Foto: Johannes Eisele/Scanpix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu