Læsetid: 9 min.

'Det begynder med tid og sted — ikke mennesker'

Siden Jennifer Egan vandt Pulitzerprisen tidligere på året, er hun med bogen 'A Visit From the Goon Squad' blevet den nye superstjerne i amerikansk litteratur . Den er inspireret af både Proust og tv-serien 'The Sopranos', men i virkeligheden blev den mest styret af, at hun vil have det sjovt, når hun skriver
Perspektiv. Den succesrige serie 'The Sopranos' om mafiabossen Tony Soprano har været en af inspirationskilderne for forfatteren Jennifer Egan i arbejdet med 'A Visit From the Goon Squad'. Hendes seneste bog er nu solgt til filmatisering på tv-stationen HBO, der også stod bag 'The Sopranos'.

Perspektiv. Den succesrige serie 'The Sopranos' om mafiabossen Tony Soprano har været en af inspirationskilderne for forfatteren Jennifer Egan i arbejdet med 'A Visit From the Goon Squad'. Hendes seneste bog er nu solgt til filmatisering på tv-stationen HBO, der også stod bag 'The Sopranos'.

Pieter M. van Hattem

11. november 2011

BROOKLYN, NEW YORK — Amerikanske Jennifer Egan har skrevet en bog, der viser, hvordan tiden ændrer folks liv radikalt, og nu har netop den bog vendt op og ned på den 49-årige forfatters eget liv.

Med A Visit From the Goon Squad (der i den danske oversættelse vil blive til Tæskeholdet banker på) er Jennifer Egan med ét blevet anmeldernes kæledægge, en forfatternes forfatter og mange læseres favorit, fordi hun skriver så sprudlende, intelligent, vanvittigt, smart og underholdende. Inden for det seneste år har hun vundet to af de største amerikanske litterære priser for næsen af Jonathan Franzen, hun har været et af hovednavnene på flere at de største bogfestivaler her i efteråret, hun giver konstant interview til de største aviser, og hendes seneste bog er solgt til filmatisering på tv-stationen HBO, mens den forrige er solgt til CBS (og i den forbindelse har danske Niels Arden Oplev været på tale som instruktør). Og interviewet med Information kan ikke blive før sidst på eftermiddagen denne fredag, fordi hun først skal fotograferes til det britiske modemagasin Vogue.

Den nye stjernestatus er dog ikke det, hun er mest begejstret for at tale om, da hun dukker op i en blå hættetrøje og uden alt den makeup, som Vogues stilist uden tvivl har lagt på hendes ansigt tidligere på dagen. »Fint,« er hendes kortfattede svar på, hvordan photo shootetgik. Til gengæld vil hun gerne tale om sin bog.

Inspiration på toilettet

A Visit From the Goon Squad er en eksperimenterende bog med en række selvstændige kapitler, der springer i både tid, form og fortællersynsvinkel. Et af dem er således formet som en Power Point-præsentation, mens et andet er fortalt af en død mand. Historierne strækker sig fra 1970'ernes San Francisco til 2020'ernes New York.

Det var et toiletbesøg på en restaurant i New York, der gav hende ideen til bogen, fortæller hun: »Jeg spiste frokost med min mor på en restaurant en dag, og da jeg var på toilettet, fik jeg øje på en pung under vasken. Jeg blev utilpas over det, for jeg er blevet røvet mange gange, og jeg tænkte, at der snart ville være en eller anden, der tog den. Så tænkte jeg: Hvem er det egentlig, der gør sådan noget? Og så besluttede jeg mig for at skrive ud fra det øjeblik den næste dag: En kvinde ser en pung på et toilet og tager den.«

Som sagt, så gjort. Jennifer Egan gik hjem og skrev det, hun troede var en novelle om kleptomanen Sasha, men som blev til første kapitel i den bog, der tre år senere skulle modtage både Pulitzerprisen og National Book Critics Circle Award, to af de (tre) mest prestigefyldte bogpriser i USA.

Jennifer Egan havde ellers længe været i gang med at skrive en helt anden bog, men med den nye historie fulgte der flere.

»Det var faktisk bare for sjov, og mens jeg skrev om Sasha, blev jeg fascineret af Sashas chef, pladeproduceren Bennie Salazar, der kun optræder meget kort i den første historie, og som putter guldflager i kaffen og sprøjter pesticider i sine armhuler. Jeg tænkte: Hvorfor gør han det?«

Jennifer Egan smiler underfundigt og fortsætter: »Jeg tænkte så, at jeg ville lave én historie mere, om Bennie, og det var virkelig sjovt. I begyndelsen var jeg ikke klar over, at den ville finde sted tidligere, og at Sasha kun ville spille en mindre rolle der.«

Mens hun skrev historien om Bennie, blev hun fascineret af Bennies eks-kone Stephanie og for at lære hende at kende, skrev hun en tredje historie. Derefter vidste hun, at hun var i gang med at skrive en bog.

Skriver i hånden

Jennifer Egan har skrevet fem meget forskellige bøger, der alle har fået fine anmeldelser. Bogen før A Visit From the Goon Squad var den gotiske thriller The Keep, og før den skrev hun romanen Look at Me om en model, der får ødelagt sit ansigt og dermed sin identitet i en bilulykke. Det er med vilje, bøgerne er så forskellige, fortæller hun. Gentagelser keder hende, og hun skriver blandt andet for at have det sjovt.

»Jeg kan ikke lide noget, der føles bekendt. Hvis jeg har fornemmelsen af at have prøvet det før, så dropper jeg det. Jeg leder efter thrills, jeg vil have det sjovt, og det er så kedeligt at betræde steder, jeg allerede har betrådt. Det mister jeg al energi af,« forklarer hun.

Alle hendes bøger er begyndt meget intuitivt og uden en plan.

»Det begynder altid med en tid og et sted. Ikke mennesker, ikke et plot — måske et øjebliksbillede, men ikke så meget andet.«

Og så skriver hun altid i hånden, før hun skriver det ind på computeren.

»Jeg skriver på en meget blind måde. Og min håndskrift er forfærdelig, så jeg kan faktisk ikke læse noget af det. Det er noget rod, og det ender ofte med, at resultatet ikke har meget med det første udkast at gøre. Men impulserne og indfaldene bliver til på den måde.«

Konceptalbum

Jennifer Egan bevæger sig derfra over i den mere bevidste skrivefase, hvor hun altid lægger en nøje plan og derefter skriver om og om og om — helt op til 70 gange, og altid med omskrivninger i hånden. For selv om hun finder inspirationen i det impulsive og spontane, så er hun i virkeligheden en forfatter, der er usædvanligt stilbevidst.

På grundlag af de tre første historier, hun skrev, besluttede hun sig for at overholde tre regler: For det første skulle hvert kapitel beskrive hver sin person, for det andet skulle det på alle måder adskille sig fra resten af bogen med hensyn til både sprog, stemning og fortællersynsvinkel, og for det tredje skulle det kunne stå helt alene. Men bogen skulle ikke være en novellesamling, for alle kapitler skulle alligevel være en del af den samme historie.

»Teoretisk set ville det betyde, at værkets samlede kraft ville blive så meget større, hvis hver selvstændige del kunne stå alene uden at være afhængig af noget omkring sig, tænkte jeg. Og det ville være som en belønning til læseren, der hele tiden skulle begynde forfra igen og igen,« siger hun.

Det får mig til at tænke på Robert Altmans film Short Cuts, hvor noveller af Raymond Carver er flettet sammen, så personerne i forskellige historier bliver bipersoner i hinandens liv.

»Ja, men det er ikke det samme, for filmen følger den samme form hele vejen igennem,« siger Jennifer Egan og sammenligner i stedet strukturen i sin bog med et konceptalbum som David Bowies Ziggy Stardust, hvor hver enkelt sang er noget for sig, men også en del af helheden. Hun er glad for den forklaring, fordi den også passer til indholdet af bogen, hvor musikken spiller så stor en rolle.

Proust og Sopranos

Jennifer Egan er tidligere journalist på New York Times Magazine, og her drømte hun forgæves om at få lov til at skrive om musikin- dustrien.

»Avisen havde allerede en rigtig god mu-sikjournalist, og jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle skrive. Jeg fik dog én opgave: At skrive om et par rapper-tvillinger, der skulle til at udgive deres første album. Jeg fulgte søstrene nogle uger, før det gik op for mig, at der aldrig ville komme noget album. De havde vist ikke selv indset det, men det endte med, jeg blev taget af opgaven ...«

Jennifer Egan smiler.

— Og det er en oplevelse, du bruger i bogen? Der er også et par tvillinger, der ikke får udgivet deres album?

»Ja. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg begyndte at skrive om musikindustrien. Det er mærkeligt, for jeg besluttede ikke, at det skulle være sådan, men det passer godt, fordi musik er er noget, der minder os om tidligere tider, musik får tiden til at forsvinde. Og jeg ville skrive en roman om tid.«

Solen er ved at forsvinde, og temperaturen er pludselig faldet drastisk i den lille park, hvor vi sidder. Jennifer Egan skutter sig og fisker en mørk uldsweater op af sin taske.

— »Tiden er en bølle ( 'Time is a goon'),« siger en af personerne i din bog. Vil det sige, at titlens 'goon' er tiden?

»Ja, men der er mange bøller i bogen. Alle sårer nogle andre på en eller anden måde ...«

Forfatteren har i flere interview fortalt, at hun var inspireret af både Marcel Prousts På sporet af den tabte tid og den moderne tv-serie The Sopranos, da hun skrev sin bog. I The Sopranos er der en udpræget fornemmelse af, at tiden går, og af, at personerne ældes, forklarer hun.

»Og Proust dokumenterer, hvordan tiden ændrer folks liv. Hans bog har sine mangler, men det er alligevel en utrolig bedrift at kunne give læseren en følelse af, at tiden virkelig går. Han dokumenterer de chokerende skift, der sker i menneskers liv over tid. De ting, vi ikke kan fatte, er ofte dem, der rent faktisk sker. I hans univers handler det først og fremmest om skift i social status: Den prostituerede bliver aristokrat eller omvendt. Da jeg havde læst den, tænkte jeg, at jeg godt kunne tænke mig at vise det samme i en nutidig historie — ikke over tusindvis af sider, men på en anden måde at fange den følelse af tid.«

I A Visit From the Goon Squad oplever man derfor også store skift i personernes liv. Det er omvæltninger, der synes meget præget af tilfældigheder — i virkeligheden kunne en person for eksempel være blevet gift med en anden, og så ville livet have set helt anderledes ud.

'Det bliver aldrig sådan her igen'

Efter bogens succes har Jennifer Egan som sagt selv oplevet et dramatisk skift i sin tilværelse, og jeg forsøger igen at spørge ind til, hvad det betyder for hende.

— Du har fået så stor succes med den her bog. Du får de fineste priser, du bliver fotograferet af Vogue. Du er blevet en superstjerne?

Jennifer Egan vrider sig utilpas i sweateren.

— Men du føler dig måske ikke som en sådan?

»Neeej, på en eller anden måde hænger det ikke sammen med at være forfatter. Ordet superstjerne er opfundet for at beskrive fænomener som Lady Gaga og den slags. Det føles forkert, når det hæftes på en forfatter. Jeg har skrevet i mange år, og jeg ved, hvor sjældent det her er, og hvor heldig jeg er. Min næste bog kan være den bedste bog, nogen nogensinde har skrevet, og det vil aldrig blive sådan her igen. Det ved jeg. Så jeg forsøger at få det bedste ud af det og få det hele med. Men jeg ved, at det ikke bliver ved. Der kommer et tidspunkt, hvor jeg sidder og ser tilbage og tænker: Hvordan gjorde jeg det? Og sagen er, at det ikke var mig. Det var held. En stor del af det er held. Og jeg forsøger bare at nyde det.«

— Er du nu ikke lidt for beskeden?

»Jamen, det tror jeg virkelig. Med min første bog troede jeg måske, at jeg bare kunne slynge en bog ud og få succes, men sådan fungerer det ikke. Det er ikke nok at skrive en fremragende bog. Der er så mange andre kræfter i gang. Det er noget større, noget med timingen, der gør, at jeg med den her bog ramte noget, der optager mange mennesker lige nu. Jeg ved ikke, hvordan jeg gjorde det, men jeg er glad for det,« siger Jennifer Egan og smiler igen sit underfundige, strålende smil.

 

'A Visit From the Goon Squad' kommer på dansk til foråret på forlaget Klim

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når nu Egan selv bringer Ziggy Stardust på banen, kunne det have været interessant om intervieweren havde spurgt ind til den eventuelle forbindelse mellem bogens titel og de berømte linier i David Bowienummeret 'Fashion' fra netop albummet Ziggy Stardust: 'We are the goon squad and we're coming to town. (Beep beep)''.