Læsetid: 4 min.

Behagelige spark over benet

Teaterinstruktøren Peter Langdal svarer igen på aviskritik med stykket 'Rød', der handler om at blive åndet i nakken af næste generation. Op og ned går det, og se nu bare til Morten Olsen ...
Instruktøren Peter Langdal har været chef i snart 20 år på Betty Nansen Teatret og er kendt for ukonventionelle iscenesættelser. 'Min ambition er at få alle de farver og den erfaring, som et helt liv indeholder, med i det, jeg laver. Jeg vil gerne have det legefulde forbundet med intellekt og fordybelse i flere lag. Det er det, jeg vil arbejde med – fra kammerspil til opera og musicals,' siger han.

Instruktøren Peter Langdal har været chef i snart 20 år på Betty Nansen Teatret og er kendt for ukonventionelle iscenesættelser. 'Min ambition er at få alle de farver og den erfaring, som et helt liv indeholder, med i det, jeg laver. Jeg vil gerne have det legefulde forbundet med intellekt og fordybelse i flere lag. Det er det, jeg vil arbejde med – fra kammerspil til opera og musicals,' siger han.

Sofie Amalie Klougart

5. november 2011

Anmelderne var ikke blide, da Peter Langdal i foråret instruerede det klassiske, spanske teaterstykke Livet er en drømpå Betty Nansen Teatret, hvor han selv er chef.

Han havde ellers forsøgt at modernisere det, men fik i utvetydige vendinger at vide, at nu var han da vist ved at gå bag ud af dansen. Informations anmelder opfordrede ham direkte til at udfordre sig selv i nye retninger.

Da han debuterede i 1982, blev han oplevet som det friske pust og fornyeren i dansk teater. Siden har han instrueret over 100 forestillinger, de allerfleste med succes, men nye talenter er kommet til med krav om sceneplads. Det ligner en evig historie, og netop den problematik tager han op i Rød, som har premiere i aften på Edison Teater.

»Det handler maleren Mark Rothko, som var kendt for sine røde billeder i mange lag og nuancer,« fortæller han.

»Han var samtidig med Jackson Pollock. De var abstrakte ekspressionister og gjorde oprør mod dem, der var før, nemlig kubister som Picasso og Braque. De nakkede dem, og det var de stolte af. Rothko havde besteget mange bjergtinder og var verdensberømt, men pludselig blev han åndet i nakken af popkunstens Andy Warhol og Roy Lichtenstein. I stykket udfordres han på sine fastlåste sandheder og forstenede holdninger af sin unge assistent.«

— Mærker du selv hed ånde i nakken?

»Ja, men jeg mærker det som behagelige spark over skinnebenet. Både kunstnerisk og i mit liv, for jeg har fem børn, der er gode til at sparke. Også der, hvor det gør ondt. Der er noget før én, som man er formet af, og samtidig er man selv, ja, selv blevet et gammelt røvhul på en måde, selv om jeg er midt i livet. Det var derfor, jeg gerne ville lave det stykke her.«

Teater som leg

— Trykker alderen?

»Nej. Jeg er ikke angstfuld som Rothko, der tog sit eget liv. Udgangspunktet for et vitalt liv er jo, at man kan mærke alle de impulser, man udsættes for, Men liv såvel som kunst går hele tiden op og ned i bølger og bakker.«

— Hvordan vil du beskrive din egen generations oprør?

»Vi gjorde oprør mod, at teatret var så litterært. Der skulle være gang i den og farver på. Teater skulle ikke kun være noget oppe i hjernen, men en fysisk ting, som man kunne mærke i mellemgulvet, ligesom når man går til fodboldkamp.«

—Mark Rothko har sagt, at der kun er en ting, han frygtede i livet: At det sorte en skønne dag ville fortære det røde. Hvad mente han med det?

»Jo mere man beskæftiger sig med noget, desto sværere kan det blive at se, hvad det egentlig er, man har gang i. Man kan stirre sig blind og bliver kunstnerisk impotent, eller hvad man vil kalde det. Den kraftfulde røde farve fortrænges af manglen på livskraft.«

— Hvordan har du tænkt dig selv at tackle dette?

»Min ambition er nu at få alle de farver og den erfaring, som et helt liv indeholder, med i det, jeg laver. Jeg vil gerne have det legefulde forbundet med intellekt og fordybelse i flere lag. Det er det, jeg vil arbejde med — fra kammerspil til opera og musicals.«

Guruen Bergman

— Er der tale om en generationskamp, når de unge kræver at komme til?

»Det bedste er, hvis der er en dialog begge veje. Jeg har brug for inspiration fra dem, og omvendt kan de måske også lære noget. Som da jeg som ung blev hentet til Dramaten af min guru, Ingmar Bergman, og så ham arbejde. Det var som et tempel af koncentration. Han havde fået installeret et toilet i sin loge, for han var rædselsslagen for at skulle på lokum under prøverne. Det provokerede mig, for i Danmark havde vi en helt anderledes sådan wa-wa-tilgang til arbejdet. Men det fascinerede mig også. Da jeg spurgte ham, om man kunne tillade sig at stryge i Shakespeare, hentede han sit manuskript til King Lear, så jeg kunne se hans mange udstregninger. Respekt for klassikerne viser man ved at være respektløs«.

— Du har været teaterchef i næsten 20 år. Er der et skisma mellem at være instruktør og direktør?

»Det synes jeg ikke. Som chef handler det om at skabe rammer, så kunsten kan udfolde sig. Jeg lever jo i det spændingsfelt. Men kravet om at præstere er blevet større og rammerne snævrere. Det er ikke klynk, men realpolitik. De seneste år har der været talt meget om oplevelsesøkonomi og 'fra forskning til faktura'. Jeg tror, at nogle af de ord, der kommer ind i vores sprog, er med til at påvirke vores måde at se tingene på, hvilket selvfølgelig er en reaktion mod, at der hos teaterfolk har været en nærmest bevidstløs holdning til budgetter.«

»Resultatkontrakter er imidlertid en meget snæver måde at se på både kultur og menneskeliv. De har jo smadret hele uddannelsessystemet. Der har været meget kontrol og mindre tillidskultur, men nu lyder det, som om der blæser nye vinde.«

— Hvordan ser du dine næste 10-20 år?

»Jeg tror ikke, jeg sidder på Betty Nansen, hvor jeg har et par år endnu, før perioden udløber, men jeg tror nu heller ikke, at jeg er til at slå ned med en forhammer. Et liv sammen med pressen er fandeme en luftig ting. Man bliver jo hele tiden erklæret død og nyfødt igen. Det ene øjeblik er man heroiseret som Guds udvalgte, det næste en nekrolog. Tag nu fodboldens Morten Olsen. Jeg så lige, at han er blevet genansat, efter at man i årevis har hakket på ham. Den fordybelse, vi har på teatret, kunne I lære noget af i pressen«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu