Læsetid: 7 min.

Er dommedag virkelig nær?

Med videnskabens fremskridt får vi indsigt i mangfoldige nye måder, hvorpå Jorden og menneskeheden kan gå til grunde
Når store asteroider rammer Jorden, udløses voldsomme jordskælv og tsunamier, og der hvirvles støv nok op i luften til at formørke himlen med ødelæggelse af verdens fødevareressourcer som resultat.

Når store asteroider rammer Jorden, udløses voldsomme jordskælv og tsunamier, og der hvirvles støv nok op i luften til at formørke himlen med ødelæggelse af verdens fødevareressourcer som resultat.

Jørgen Schytte

23. november 2011

Mennesker fascineres af tanken om Jordens eller vor egen arts undergang. Og de seneste års populære naturkatastrofefilm såsom Deep Impact, Armageddon og The Day After Tomorrow antyder, at fascinationen for tiden er i høj kurs.

At fantasere om eller forudsige begivenheden var førhen en opgave for religionerne, og almindeligvis var ’undergangen’ den måde, hvorpå en almægtig guddom udrensede vor planet for at lade en ny og moralsk renere menneskerace stå frem. Behovet for tabula rasa skyldes typisk for megen synd og udsvævelser.

Historierne om svovl, ild og tilintetgørende guder var gode fortællinger (og velegnede til at indgyde gudsfrygt), men kreativt set blegner de ved siden af det, som er faktisk muligt. ’Undergangen’ bliver først rigtig interessant set gennem videnskabens linse.

Siden livets begyndelse på Jorden for 3,5 mia. år siden har talrige skrøbelige eksistenser levet i skyggen af udslettelse. Udslettelse er normen: Af de i alt fire milliarder arter, der tænkes at have udviklet sig i tidens løb, er 99 pct. uddøde. Inden for de seneste 500 millioner år er det fem gange kommet til momentane masseudryddelser. 75 procent af de arter, som har eksisteret, forsvandt i sådanne pludselige perioder, der i et geologisk tidsspand var som et blink med øjet.

Formørker himlen

Når tilpas store asteroider rammer Jorden, udløses voldsomme jordskælv og tsunamier, der ruller kloden rundt, ligesom der hvirvles støv nok op i luften til at formørke himlen med ødelæggelse af verdens fødevareressourcer som resultat. Det skete senest for 65 millioner år siden, da en asteroide med en diameter på 10 km ramte Yucatanhalvøen og førte til udslettelse af dinosaurerne (og over halvdelen af alle andre arter på Jorden).

Før eller siden sker det igen. De fleste meteoritter brænder op i Jordens atmosfære, men med få hundredetusinde års mellemrum trænger én med en diameter på over en kilometer igennem. Og er diameteren på over seks kilometer, bliver ny masseudryddelse en sikker konsekvens. Så store meteoritter rammer os med cirka 100 millioner års mellemrum.

Andre kosmiske trusler mod vores eksistens har også været der altid, selv om det har taget os lang tid at få øje på dem. Blandt disse tæller kollisionen af vores galakse, Mælkevejen, med nærmeste nabo, Andromeda.

På kort sigt kommer de mest alvorlige risici for menneskeheden dog fra vore egne aktiviteter. Vor art har den i historien om livet på Jorden unikke evne at være den første, der er i stand til at omkonfigurere den givne verden. Men vi kan også ødelægge den.

»Med undtagelse af arts- udryddende meteoritter var der frem til midten af det 20. århundrede næppe væsentlige eksistentielle risici i menneskets historie og i hvert fald ingen, det stod i vores magt at gøre noget ved,« noterer Nick Bostrom, fremtidsforsker ved Oxford Universitet i World Economic Forums årsskrift, Global Agenda.

Menneskeskabte trusler

Alt for virkelige er de menneskeskabte trusler, som hidrører fra klimaændringer, forurening, rovdrift på naturressourcer og atomvåbengalskab. Piller vi ved atomerne og vores egne gener, bringer vi os selv i fare. Nanoteknologi, syntetisk biologi og genetisk modifikation har enormt potentiale til at give os bedre mad at spise, sikrere lægemidler og en renere verden. Men eksperimenterer vi med dem uden behørig omhu, kan det gå galt.

Astronomen Martin Rees anslår i bogen Our Final Century (2003), at oddsene for, at den menneskelige civilisation vil overleve efter 2100, ikke er over 50 pct. Imod overlevelse taler ifølge ham en alt for nem adgang til teknologier, der kan få globale katastrofevirkninger, herunder biologisk terrorisme eller de potentielt negative virkninger fra molekylær nanoteknologi eller genmanipulerede invasive arter.

Invasive arter er planter, dyr eller mikrober, der dukker op i et økosystem, som ikke har nogen beskyttelse imod dem. Den invaderende arts population stiger voldsomt i antal og får økosystemet til at bryde sammen. Allerede i dag ødelægger invasive arter lokale økosystemer og landbrug ved at overføre vira og forurene jordlag.

Potentielle farekilder kommer også til os fra de mere konkrete resultater af vores nylige fortid. Vores samfund er som aldrig før forbundet indbyrdes ved internet-, data- og trafiknetværk, hvilket bringer os store fordele i form af handel, adgang til viden og bedre kommunikation. Men samme sammenkoblinger kan også sprede vira. En dygtig terroristcelle (eller intelligent maskine) kan lukke af for el og energi, stjæle eller slette finansielle data og ødelægge de forsyningskæder, som er vitale for, at den moderne verden kan fungere. En fejl i et digitalt system i USA kan på sekunder sprede sig til Kina eller Australien.

Med lysets hast

Ironisk er det, at skyggen af potentielle trusler bliver længere, jo mere lys vi kaster på vores forståelse af universet.

Først når vi kender til kvantepartikler og universets udvikling siden Big Bang, kan vi vide, at vi kan gå til grunde på et øjeblik på grund af vacuum decay — en proces, hvor rumtiden undergår pludselig fasetransition til en lavere energitilstand. Sammenfaldet kan ske med lysets hast, og vores atomer vil ikke kunne holde sammen i den bølge af intens energi, der udløses — alt vil blive flået fra hinanden.

Og først nu forstår vi, at dét, vi opfatter som ’tid’, måske en dag vil ophøre i vort univers, hvorved begreber om bevægelse eller retning bliver meningsløse. Det hævder i al fald spanske forskere, som i 2007 fremlagde en alternativ teori til at forklare den mystiske mørke energi, som tegner sig for 75 procent af universets masse og fungerer som en art antityngdekraft, der driver galakserne fra hinanden. De foreslog, at dette fænomen i stedet skyldes, at tiden taber tempo og til sidst går helt i stå som et ur, der ikke trækkes op.

Kvantemekanikken rummer i det hele taget mange skræmmende muligheder. En af dem er en partikel ved navn strangelet, der kan transformere en hvilken som helst anden partikel til en kopi af sig selv. På få timer kan en lille klump strangelet forvandle planeten til en konturløs masse af strangelets.

En yderligere fare fra universet er den voldsomme gammabestråling, der opstår, når en supermassiv stjerne dør. Rammes Jorden heraf, vil den enorme energi flå atmosfærens luftmolekyler i stykker og ødelægge det beskyttende ozonlag. Himmelen vil da blive gradvis brun, og alt liv på Jordens overflade lide en langsom død.

Sorte huller er de objekter i universet, der har størst tyngdekraft. Et sort huls opdukken i selv en afstand på en milliard kilometer vil kunne opløse Jorden i dens konstituerende atomer eller sende vores planet ud af solsystemet, berøvet solens nødvendige energitilførsel.

Jason Matheny, der er programleder for USA’s Intelligence Advanced Research Projects Activity, leder rutinemæssigt efter nye potentielle trusler mod menneskeheden. I en artikel i tidsskriftet Risk Analysis fra 2007 reflekterede han over den uundgåelige soldød.

»Allerede om en milliard år begynder de processer, der gør Solen til en ’rød kæmpe’ og får temperaturen på Jordens overflade til at stige til over 1.000 grader, hvorved vores atmosfære koges væk, og liv bliver umuligt,« skrev han. »Koloniserer vi andre solsystemer, kan vi overleve længere end vores sol, måske i yderligere 100 billioner år, hvor alle stjerner vil være begyndt at brænde ud.«

Udløbsdato

En tidshorisont, der i teorien tegner lovende for livets fremtid. Men universet har flere tricks i ærmet.

»Fysikken synes at understøtte Kafkas bemærkning om, at ’håbet er uendeligt, blot ikke for os’. Homo sapiens har eksisteret i 200.000 år, og vores nærmeste slægtning, Homo erectus, eksisterede i omkring 1,8 millioner år. Pattedyrarters gennemsnitlige levetid er på omkring 2,2 millioner år.«

Mange af os bruger stoffer som koffein og nikotin hver dag. Vores voksende forståelse af fysiologien fører til udvikling af nye stoffer, der kan forbedre humøret, gøre os mere årvågne eller holde os vågne i dagevis. Hvor lang tid går der, før vi udvikler et euforisk stof, vi ikke længere kan kontrollere. I så fald vil verden ikke gå under med et brag, men fade ud i en rus.

Eller hvad nu hvis biologiske og teknologiske forstærkninger og forbedringer fører vores art op på det ’transhumanistiske’ niveau, hvor den bliver radikalt forskellig fra det, vi kender i dag? ’Postmennesker’ vil muligvis bestå af kunstig intelligens baseret på tanker og hukommelsesmateriale fra forhenværende mennesker, der har uploadet sig selv til en computer, hvor de nu kun eksisterer som digitale informationer på superhurtige computernetværk. Deres fysiske kroppe vil være borte for længst, men vil de kunne få adgang til og lagre uendelige mængder af informationer og dele deres tanker og følelser øjeblikkeligt og utvetydigt med andre digitale menneskevæsener.

 

Alok Jha er videnskabsjournalist på The Guardian og forfatter til bøgerne ’The Doomsday Handbook: 50 Ways to End the World’, som denne artikel bygger på, og ’How To Live Forever and 34 Other Really Interesting Uses for Science’

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fordi vi får mere indsigt bliver det vi ser ikke mere sandsynligt - tvært imod.
Sidst jordens liv blev ramt af en nærvedudslettelse åbnedes plads for det mere fleksible varmblodede liv. Måske den næste nærvedudslettelse (selvskabt?) åbner plads for liv med mere omtanke og fornuft.