Læsetid: 3 min.

Endnu et kinderæg til samlingen

Konturerne af en ny generation har aftegnet sig i årets debutbøger, den er måske feministisk — og var slet ikke synlig til sidste weekends Bogforum
Kultur
18. november 2011

Spørger man — jeg — på Facebook, hvad en klumme i Information f. eks. kunne handle om, så er de tre første svar: eventuelle tendenser i årets debutbøger, poesi og bogforum, om der mon findes en ny feministisk litteratur, og om der er noget ved den. Hvorfor ikke tage dem alle tre i en klumme, det kunne være ligesom et kinderæg.

Jeg ved ikke, om der er en tendens i alle debuterne dette efterår, men det er, som om en ny generation — født omkring 1985, udkommet det sidste års tid eller to — er ved at blive synlig. Amalie Smith, Julie Sten-Knudsen, Asta Olivia Nordentoft og Bjørn Rasmussen er debuteret i år. Theis Ørntoft udkom for et par år siden, men hører vist til i samme gruppe, det samme gør avisens egen Olga Ravn, hvis første egentlige bog gerne skulle komme på Gyldendal næste år. Et sted i udkanten, sådan ser det ud for mig, står Josefine Klougart.

De kender hinanden på kryds og tværs, fra tidsskrifter, Forfatterskolen, oplæsninger og alt muligt andet. Og deres bøger kredser også om det samme: køn, krop, begær, identitet. De skriver på en hård, nogle gange næsten pornografisk kødelighed. På den anden side virker begæret ikke liderligt hos dem, men snarere ulykkeligt. Især er det fyldt med konflikter. Gennem deres begær slås mennesker med hinanden. Hvem underlægger sig hvem? Har den ekshibitionistiske krop magten over sin beskuer? Eller tvinger den andens blik én til at indtage sære stillinger.

Sådan lyder det hos Amalie Smith:

»I biografen Midt på sommeren/ var jeg (ved et tilfælde) alene/ med dine to andre elskerinder,/ det gjorde mig rolig, for så var de ikke hos dig/ Du så gerne, at Jeg rørte/ ved mig selv/ i det offentlige rum/ og tænkte på, om du kunne se mig./ Sådan gik den sommer,/ så snart jeg vendte ryggen til,/ fulgte du efter mig/ og omvendt.«

Interesse for kønsroller

De overstregede ord er ikke tilfældige, de former vores læsning, på samme måde som du’ets blik former jeg’et. Og selvom Theis Ørntoft i Yeahsuiten — stadig de sidste par års mest interessante digterdebut — koketterer energisk med sin unge livsglæde, så er hans digte også fyldt med udsagn som »nu skal min pik igen stå skoleret for nattens lærerinder«, og »jeg er en pige med diller«. Sådan siger den mandlige digter i dag, ubekymret.

Er den slags feministisk? Man kan i al fald godt mærke interessen for køn og kønsroller, for den måde, vores blikke og vores begær former hinanden på, for en form for flydende seksualitet. Til gengæld er der ikke mange skildringer af livet i dobbeltsengene ude i forstæderne i dag. Ingen af dem skriver om behovet for en styrket barselsfond eller om det mandlige svin af en ekspedient, der øjenkneppede dem den anden dag. Normalitetens pres interesserer dem ikke, kort sagt.

Det leder frem til Bogforum, denne kirke for den danske normalbog. Alt det med en ny generation forblev selvfølgelig uomtalt ude i Forum sidste weekend. Til gengæld havde en legetøjsbutik en stand oppe på første sal, måske havde de booket sig ind den forkerte uge.

Et eller andet sted dernede læste forfatterspirer fra Forfatterskolen op. På den måde mødte de et publikum, mens folk defilerede forbi med deres fjerne øjne. Der var også noget med tidsskriftet Hvedekorn, så poesi var der masser af! Kom ikke her. Dog ikke inde i Gyldendals lillebitte baglokale — hvor de serverede gratis fadøl, god stil — dér lugtede i stedet af gammel fisk.

Det sidste er ikke nogen tendens, håber vi, det er heller ikke feministisk. Tror vi. Det er ikke engang særlig lækkert i et kinderæg, men det er sådan, det var. Og så skal det med.

Serie

Bogstaveligt talt

Seneste artikler

  • Gensyn på Alex

    2. marts 2012
    Selv om man står på Alexanderplatz, forventer man jo ikke at møde Alfred Döblin
  • Vinterdigte

    20. januar 2012
    Man kan bruge digterne til at komme igennem vinteren. For eksempel Thøger Larsen, en af vores store vejrdigtere
  • Værdier nu med kommission

    25. februar 2011
    Der findes ord, der i al deres upræcision formår at favne tidsånden på en hjælpeløs og alligevel nødvendig måde. I lang tid var det ordet sammenhængskraft, der dannede mode...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her