Læsetid: 11 min.

'Erik Balling og hans arv'

Uden på nogen måde at være nationalistisk havde Erik Balling en sjælden sans for, hvad det vil sige at være dansk, og han fandt sin egen vej til danskernes hjerter og hjerner. Informations Christian Monggaard har skrevet bogen 'Balling', der udkommer i næste uge. Vi bringer her et uddrag
Rottehullet. Erik Balling (th) instruerer nogle af de medvirkende i tv-serien 'Huset på Christianshavn', som blev produceret fra 1970-77. Fra højre er det i øvrigt Ove Sprogøe, Bodil Udsen, Johannes Møllehave (der var forfatter på serien), Arthur Jensen og producer Niels Jørgen Kaiser.

Rottehullet. Erik Balling (th) instruerer nogle af de medvirkende i tv-serien 'Huset på Christianshavn', som blev produceret fra 1970-77. Fra højre er det i øvrigt Ove Sprogøe, Bodil Udsen, Johannes Møllehave (der var forfatter på serien), Arthur Jensen og producer Niels Jørgen Kaiser.

WILLY HENRIKSEN

4. november 2011

Erik Ballings filmkunstneriske betydning er ikke på niveau med verdenskendte og beundrede auteurer og ikonoklaster som Carl Th. Dreyer og Lars von Trier. Men det, man opdager, når man ser og genser Ballings værk fra start til slut — et værk, der er mere omfattende end Dreyers og Triers tilsammen — er, at han var en auteur som dem. Ikke æstetisk — visuelt og dramaturgisk var Ballings film som regel ganske traditionelt skruet sammen — men indholdsmæssigt og tematisk. Der løber en rød tråd gennem hans film i form af de emner, han beskæftigede sig med, de spørgsmål, han stillede og forsøgte at besvare, i hans insisteren på at lave film for de fleste uden at gå på kompromis med kvaliteten og i hans sans for humor og satire.

Ballings filmhistoriske betydning ligger i, at han har skabt noget, der er eviggyldigt og fortæller sandheder om Danmark og danskerne. Han lader os se os selv lige i øjnene, og vi får øje på de medfødte paradokser, vi som folk og nation slæber rundt på: ydmyghed og storhedsvanvid, tolerance og selvtilstrækkelighed, åbenhed og snuhed, selvironi og selv- højtidelighed. Man kan blive ved med gense hans film og serier, og nye generationer bliver lige så let fanget ind og lever med i dem, selv om de foregår i en anden tid og et andet sted.

Det gælder de bedste af hans tidlige film, og det gælder selvsagt Huset på Christianshavn, Olsen-banden og Matador.

Balling var socialdemokrat af den gammeldags slags, men understregede igen og igen, at han ikke havde en bestemt politisk eller filosofisk dagsorden med sine film, og han afviste at optræde på vegne af et politisk parti. Han indrømmede dog også, at filmene selvfølgelig var et udtryk for, hvad han var for et menneske, og at han gerne ville »bringe sit publikum i bevægelse — sige noget under en eller anden form — og her tror jeg ikke, at smilet er den ringeste«, som han sagde til Fyens Stiftstidende i 1967, da han skulle forklare, hvorfor lystspillet og komedien var hans foretrukne genre.

Han havde med andre ord noget, han gerne ville formidle videre til så stort et publikum som muligt, et kritisk, humanistisk syn på verden og de mennesker, der bor i den. Hjemmefra havde han lært at skelne mellem rigtigt og forkert, og hos Bjørn Watt-Boolsen og hans familie oplevede han som ung mand værdien af rummelighed, tolerance og forståelse. De ting beskæftigede han sig med i sine film, samtidig med at han fortalte om familier, sociale strukturer, opgør med autoriteter, generationskonflikter, køns- og klassekamp og meget andet. Historien var vigtigst for ham, og mens han 'eksperimenterede' en smule som ung filmmager, fandt han med årene frem til en effektiv, prunkløs måde at lave levende billeder på, som var nem at håndtere og ikke stod i vejen for det, han gerne ville fortælle.

Balling var på den ene side en fremsynet og forholdsvis skarp systemkritiker og samfundssatiriker og på den anden side et produkt af sin tid og en gammeldags opdragelse med et traditionelt syn på kønsroller og familieliv. De to sider af hans personlighed mødes i nogle af hans film, især de tidlige, og giver dem et lidt skizofrent udtryk, men betyder også, at han ikke altid er så forudsigelig i sine budskaber, som man måske kunne forvente.

Balling var også en dygtig iagttager af menneskelig dårskab, en stor humorist og en følsom kulturseismograf, og hans film afspejler på deres egen lune, stiliserede facon udviklingen i det foranderlige samfund, de blev til i. De giver simpelthen et signalement af Danmark og den danske folkesjæl gennem mere end 50 år — hvis man altså tæller Matador med — fra slutningen af 1920'erne til midten af 1980'erne. Stort set alle hans film er sædeskildringer forklædt som folkekomedier og handler om sammenstød mellem gammelt og nyt. Derved bliver de et levende og morsomt katalog over skiftende tider.

Folkeligheden — en hjertesag

Erik Balling vidste, at der var brug for kunstneriske film til at udfordre publikum og udvikle filmmediet, og med tiden også et filminstitut til at hjælpe med at finansiere dem. Men han vidste også godt, at det var mainstreamfilmen, som byggede det økonomiske og politiske fundament, filmbranchen hvilede på. Han havde, som filmhistorikeren Peter Schepelern skriver i jubilæumsbogen 100 Years of Nordisk Film, »indset, at filmkulturens overlevelse i en lille nation hang sammen med den populære film: den folkelige film.«

Der er ingen tvivl om, at havde Nordisk Film ikke haft Balling til at lave Huset på Christianshavn, Olsen-banden og Matadori 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne, så ville selskabet ikke have overlevet den svære økonomiske krise, der ramte hele den danske filmbranche i samme periode. Balling og Nordisk Film var — efter nogle magre årtier — stort set de eneste, der solgte billetter på det tidspunkt, og det på trods af at det for Balling ikke handlede om at sigte efter den laveste fællesnævner og fordumme sine historier for at fange endnu flere mennesker. Hvilket mange af hans samtidige gjorde, og hvilket mange instruktører stadig gør, når de skal lave film for hele familien og forveksler bredde med stupiditet.

Nogle gange faldt Balling selv i vandet og benyttede sig af for mange af de samme lavkomiske virkemidler, han ikke sjældent skældte ud på i interview og kronikker — Kongeligt besøg (1954), Halløj i himmelsengen (1965) og Martha (1967) er tre eksempler — men den form for folkelighed, han helst og bedst dyrkede, handlede om respekt for publikum, solidaritet med personerne og et glimt i øjet til at punktere enhver form for personlig og national selvhøjtidelighed.

I april 1975 skrev Balling en artikel til Aktuelt, hvori han definerede begrebet folkelighed, som det tog sig ud for ham, og som han havde forsøgt at praktisere det i sine film og tv-serier: »Det må ikke dreje sig om at demonstrere sin egen dygtighed og bedreviden over for den undrende hob. Det bliver ikke anderledes, før vi holder op med at score alle de billige point på folkets bekostning. Der er en slags 'folkelighed', som består i at tale nedad, at lefle og ludre — og er man god nok til det, er man demagog. Der er en anden slags, som begynder med solidaritet, og som bliver rigtig, når vi alle sammen lærer at tage livet, arbejdet, kunsten alvorligt — uden derfor nødvendigvis at tage os selv og hinanden så fandens højtideligt. Hvis det er det, der menes med folkelighed, så er det mig en ære, en glæde og en dyb tilfredsstillelse at blive betegnet som folkelig filmmager.«

Skal man pege på instruktører, der i dag kan noget af det samme som Erik Balling, må det blive Susanne Bier, Anders Thomas Jensen og Tomas Villum Jensen, for selv om deres udtryk og stil er meget forskellig fra Ballings, nærer de samme respekt for publikum og ønsker som Balling at nå mange mennesker på en begavet made. Det interessante er, at Anders Thomas Jensen skriver manuskripterne til både Biers, Villum Jensens og sine egne film, og man kan godt se hans skæve tyvekomedie Blinkende lygter(2000) som en slags moderne udgave af Olsen-banden, ligesom de stiliserede universer og den anarkistiske humor i De grønne slagtere (2003) og Adams æbler (2005) rummer noget af Ballings veloplagte genreleg og kærligt-satiriske forhold til det danske sprog og dansk kultur.

Ind imellem alle sine lystspil og folkekomedier forsøgte Erik Balling sig så med nogle film, som ville andet og mere end blot få publikum til at grine, og man oplevede en anderledes alvorlig og psykologisk og kunstnerisk ambitiøs filmskaber folde sig ud. Med Pigen Gogo (1960) lykkedes det for andres penge end Nordisk Films at lave et psykologisk komplekst drama, mens hverken Døden kommer til middag (1964) eller Hændeligt uheld (1971) var tilstrækkeligt spændende til at fungere som Hitchcock-inspirerede thrillers. Begge film kostede Nordisk Film en god sum penge, og ansvarsbevidst, som han var, gik Balling tilbage til det, han kendte til, og som publikum elskede ham for.

Surrealisme og vanvid

Spændende er det at notere sig, hvordan instruktørens opvækst har spillet en rolle i hans værker. Faren var præst, men selv gik Erik Balling ikke i kirke, og allerede i Adam og Eva (1953) fornemmer man opgøret med en mere dogmatisk og glædesløs side af kristendommen. Det er den selvsamme indremissionske tankegang, Matadors Mads Skjern lægger bag sig, da han gifter sig med Ingeborg og i den grad skuffer sin nærmest fanatiske søster (Kirsten Rolffes). Nu var Ballings far ikke dogmatiker, men glad grundtvigianer og ifølge sønnen generelt et livligt og positivt menneske. Blot havde faren nogle meget bestemte og yderst traditionelle ideer om, hvordan et familieliv skulle tage sig ud. Ideer, som hverken den temperamentsfulde unge Erik eller hans tandlægeuddannede mor, der gerne ville arbejde, abonnerede på.

Klaus Rifbjerg fortæller, at han især holder af de øjeblikke af surrealisme og vanvid, der er i Olsen-banden, og de rigtige mennesker, han ser i Matador:

»Jeg tænker på Ghita Nørby i rollen som Mads Skjerns kone. Det er efter min mening en fremragende præstation, hvor hun virkelig er tæt på noget, der næsten kunne være Herman Bangsk. Det var den ambition, der boede inden i Balling, og som det aldrig rigtig lykkedes ham at slippe løs. Man oplever folks miljøer og kan læse noget ud af dem, og den villa i Gentofte, hvor Balling og Christa boede, var borgerligheden ganget med 87. Det var virkelig en slags borgerlighedens fæstning. Og den har måske ikke altid været lige nem at springe ud af.«

Deri ligger måske også noget af forklaringen på, at Balling havde så svært ved at få de alternative og antiautoritære miljøer til at fremstå overbevisende i film som Det var en lørdag aften og Midt om natten (1984). Han forstod og sympatiserede med miljøerne, men stod også udenfor og kiggede ind på noget, han ikke var en del af. Med Olsen-banden var det anderledes, fordi Balling og Henning Bahs i dem skabte deres eget stiliserede univers og befolkede det med deres egne figurer, som de kunne bruge til kærligt at udstille den småborgerlighed, de selv befandt sig midt i. Olsen-banden-filmene rummer en stor portion selvironi, og selv om Balling måske ikke er ganske lig Egon Olsen, er instruktøren stadig manden med planen, som ikke tåler amatører, og som enten går helt i stå eller bliver voldsomt vred, når han mister kontrollen.

Blufærdig og varm

Erik Balling var dog anderledes gavmild og imødekommende end Egon Olsen, ikke mindst i forhold til inderkredsen, a-holdet, dvs. de mennesker, han havde arbejdet sammen med i mange år og stolede på. Han var ikke en sprudlende, udadvendt personlighed — »jeg skal spørges, før jeg giver svar,« sagde han engang — men han respekterede sine dygtige og loyale medarbejdere, og man respekterede ham. Han behøvede ikke hæve stemmen for at trænge igennem på en filmoptagelse.

»Han var vild med det oplyste enevælde på Nordisk Film, og han var vanvittig morsom. Et eksempel på, hvor sjov han var, samtidig med at han mente det, var, at han fortalte, at 'grunden til, at folk skal sige De til mig, er, at man ikke kan sige Deres dumme svin',« siger forfatteren Ilse M. Haugaard, der i slutningen af 1960'erne boede hos Erik og Christa Balling.

Således tog det f.eks. Erik Balling mange år at blive dus med sin produktionsleder og højre hånd, Bo Christensen. Det skete først, da Christa en dag hørte de to mænd sige De til hinanden, og hun i utvetydige vendinger bad dem begge om at sige du.

Hans nærmeste venner var altså ikke nødvendigvis at finde blandt de mennesker, han arbejdede sammen med. Ilse M. Haugaard fortæller, at Balling håndplukkede de mennesker, der kom i hans og Christas hjem:

»Man fik enten adgang til dem gennem en af sønnerne eller Christa, som var vanvittig åben og havde veninder, hun var ustyrligt trofast over for. Det var ikke filmfolk, som kom ind og blev venner, bortset fra Henning Bahs. Bahs boede der indimellem, i uger ad gangen, når de skrev. Når arbejdsdagen så var overstået, spiste vi fantastiske middage, fordi Christa var verdens bedste kok, og der manglede aldrig noget, og så drak de deres whiskyer, og så kæderøg vi alle sammen og spillede yatzy. Det var vanvittig hyggeligt og sjovt. Der var altid fællesspisning, og vi så Forsythe-sagaen sammen om søndagen. Det var det første hjem, jeg havde haft, og derfor var jeg ekstra opmærksom på, hvor fedt det var.«

Balling var et dybt blufærdigt menneske, som hægede om sit privatliv. Selv om han i 1950'erne og 1960'erne arbejdede sammen med Christa, der var sminkøse, og siden også lod sin søn, Jan, være assistent på et par af sine film, optræder de næsten ikke i hans erindringer. Ikke fordi de ikke betød noget for ham, men fordi den del af hans liv ikke kom andre ved. I sine erindringer, der udkom i 1998, skriver Balling meget og grundigt om sin barndom og ungdom, men hans forældre var døde, og det var en tid, der lå bag ham, og som han kunne se tilbage på og forsøge at analysere og tolke. Nutiden og det privatliv, han stadig levede, var kun hans egen sag.

Balling var i besiddelse af en stor portion empati, som han delte ud af, når der var behov for det — når nogen havde brug for den. Og det var ikke mindst denne empati og forståelse for andre mennesker, som gjorde ham i stand til at beskæftige sig med Danmark og danskere på så indgående og indfølt en facon. Han satte sig i sine personers sted, lod publikum opleve verden gennem deres øjne, og på den måde fik han skabt den på film så vigtige genkendelse og identifikation.

Jovist er både Poeten og Lillemor og Yvonne og Egon skabeloner — og mere eller mindre overdrevne og karikerede figurer. Men de personificerer både noget almenmenneskeligt og noget specifikt dansk. Og overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen — det samme gør humoren. Uden på nogen måde at være nationalistisk havde Erik Balling en sjælden sans for, hvad det ville sige at være dansk. Og uden at gå på kompromis med sine idealer fandt han sin egen genvej til danskernes hjerter og hjerner, som oftest ved hjælp af humoren.

Derfor indtager han en hædersplads i vores folkelige filmhistorie.

'Balling' af Christian Monggaard udkommer den 11. november på Informations Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer