Læsetid: 5 min.

'Hvad fanden stiller man op med Tyskland?'

Udfordring. 'Krig og kolonialisme har defineret os,' siger Jan Guillou, hvis nye ambitiøse romanprojekt tegner et portræt af det 20. århundrede, begyndende med 'Brobyg-gerne', det første bind i en nordisk slægtsroman, han selv beskriver som en næsten uoverkommelig udfordring. Men hvad — han gik jo alligevel bare og lavede sudoku
I byen. Den svenske forfatter Jan Guillou gæster i weekenden bogmessen i Forum.

I byen. Den svenske forfatter Jan Guillou gæster i weekenden bogmessen i Forum.

Søren Bidstrup

11. november 2011

»Mine herrer, en verden ligger nu for jeres fødder, men det er en ny verden. Det tyvende århundrede vil nemlig komme til at opleve større tekniske fremskridt end nogen anden epoke i menneskehedens historie. Den moderne teknik vil nu udvikle sig i store spring og forandre verden så gennemgribende, at de af vore kolleger, der dimitterer herfra om hundrede år, vil betragte vor tid, som vi betragter stenalderen.«

Sådan taler rektor til de nyuddannede diplomingeniører ved datidens førende skole i Dresden i 1901, og hans tale vil i flere henseender vise sig at være profetisk. Dog måske med undtagelse af hans spådom, om at vi inden længe vil være i stand til at 'erobre verdenshavenes dybder' som hos Jules Verne.

I Brobyggerne får tre forældreløse, men begavede norske fiskersønner sponsoreret ingeniøruddannelser i Tyskland. Herfra forgrener deres respektive rejser sig. Personlige omstændigheder tvinger to af dem til at bryde deres løfter om at vende hjem til Norge og bygge broer. Mens Sverre tilslutter sig det homoseksuelle miljø i London og dermed skriver sig selv ud af Brobyggerne, klar til at figurere i opfølgeren, flygter Oscar fra en pinlig kærlighedsaffære med en svindlerske til Afrika for at bygge jernbaner. Lauritz må derfor vende alene tilbage til flækken Finske og risikere forholdet til sin udkårne, overklassekvinden Ingeborg.

Det vigtigste tema

Romanen fortæller Oscars og Lauritz' historie frem Første Verdenskrigs afslutning, til 1919, og dækker dermed 20 års europæisk historie, og således har den 67-årige produktive svenske journalist, debattør og forfatter Jan Guillou indledt sit nye ambitiøse romanprojekt, at skrive den store nordiske slægtsroman.

— Hvordan fik du idéen til dit nye romanprojekt?

»Det startede som en teoretisk diskussion for seks år siden. Min kone er forlægger, så vi taler altid om bøger. Vi var ude at gå en tur i skoven, og hun spurgte mig, hvorfor jeg troede, at der ikke var nogen skandinaviske forfattere, der havde skrevet den store roman. Når englænderne gør det, så bliver det altid godt. Tænk på Downtown Abbey for eksempel. Men hvis du skal skrive om tre generationer i dag, skal du dække hele 1900-tallet. To verdenskrige og hele den teknologiske udvikling, inklusive månelandinger og nye former for kolonialisme. Hele 1900-tallet — det er overvældende.«

— Hvad fik dig til at vove forsøget på trods af den udfordring?

»På det tidspunkt var jeg blevet færdig med at skrive om krigen mod terrorisme. Jeg troede, det var det vigtigste tema, jeg skulle berøre i mit forfatterskab, og så sad jeg pludselig der og lavede sudoku. Jeg gik og syslede, og så begyndte jeg at gå og reflektere og at angribe problemerne rent teoretisk, et efter et.«

— Hvad var det for problemer?

»For det første — hvad fanden stiller man op med Tyskland? Tyskland spiller jo hovedrollen i de sidste 200 års historie på godt og ondt. Jeg er fransk og norsk. Jeg har altid kunnet tale tysk, men jeg har aldrig villet sige et ord på tysk, så hvordan skulle jeg komme over Tyskland? Det faldt dog naturligt at starte i Norge, hvor min egen familie kommer fra, og lade hovedpersonerne tage til Tyskland, inspireret af min morfar, der blev diplomingeniør i Dresden omkring år 1900. Så var der det næste problem. Hvad fanden stiller man op med Første Verdenskrig, en historie, alle kender? Ved at fortælle en del af historien fra Afrika, kunne jeg belyse krigen fra en vinkel, de færreste kender. Efter fire år stod romankonstruktionen der pludselig.«

— Har du arbejdet anderledes med 'Brobyggerne', end du plejer at gøre?

»Jeg har skelet til de store romaner, til Balzac og Tolstoj og frem til Thomas Mann, men moderniseret stilen. Deres karakterer gestalter, tænker og funderer og går omkring i en meget langsommere verden. Min roman er mere handlingsdreven, og jeg bruger filmiske klip og tilsætter action. En mand slår i bordet i slutningen af et kapitel, og man beslutter at sende de tre drenge til Dresden. Det hindrer jo ikke, at man kan starte næste kapitel 15 år senere. Jeg har skrevet satirisk politisk samtidskrønike på et journalistisk sprog, så det virkede troværdigt. Med Arn anvendte jeg en pastiche på ældre udtryksformer. Men her i mit nye romanprojekt, findes der ikke anden metode end den store klassiske metode.«

Historisk arrogance— Hvordan beskriver man så 100 års historie i en romanserie?

»Det var et vigtigt udgangspunkt for mig at gøre det til en personlig historie. Vi ser jo verden fra vores personlige ståsted. Den ene af de tre brødre, som jeg sender til Belgisk Congo i 1909, han forstår det, han oplever, ud fra det sted i verden og i historien, hvor han befinder sig netop da. For ham og hans tyske kammerater fremstår kong Leopold den Anden for altid som Europas værste tyran, den værste barbar. Det bliver paradoksalt, når man læser det med eftertankens klogskab. De kunne ikke forestille sig en værre tyran. Men for os, som læser det i dag, sætter det Hitler i perspektiv på en ny måde. Når man spørger en svensk forsamling i dag, om man kunne forestille sig en tyran som Hitler, der slog seks millioner jøder ihjel, er sagen en anden. I min beretning bestræber jeg på hele tiden at undgå eftertankens klogskab. Jeg vil undgå historisk arrogance.«

— På den måde vil du både sige noget om dengang og nu?

»Det er hensigten. Engang ville jeg skrive en bog om Den Kolde Krig. Det var i 1986 og blev til Hamilton. Da drejede det sig om tre år. Men så i 1989 skete der helt uforudsete ting. Men ser vi tilbage på det med nutidens øjne, kan vi få mere åbenhed i forhold til vores forældre og deres forældre og den tid, de levede i.«

— Hvad er dine tanker om, hvor vi står nu??

»Anden Verdenskrig og kolonialismen har defineret os — og har betydet endnu mere krig — og det som vi før kaldte tredje verden — opfattes nu som et trusselsbillede. For 20 år siden kunne vi ikke have forestillet os, at både Danmark og Sverige gik i krig i Afghanistan. Det er en historie, der er værd et revidere af hensyn til fremtiden.«

— Ligger der en kritik i romanprojektet?

»Nej, for man kan ikke ændre sine forældre. Men måske kan man lære at forstå dem bedre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu