Læsetid 6 min.

Det første du er ikke det andet jeg

Du'et. Ifølge Karl Ove Knausgård har Hitlers og Breiviks manifester det til fælles, at de savner et 'du'. Men på hvad skal et 'du' kendes?
Du'et. Ifølge Karl Ove Knausgård har Hitlers og Breiviks manifester det til fælles, at de savner et 'du'. Men på hvad skal et 'du' kendes?
11. november 2011

Da Sharidyn Svebakk-Bøh, Johannes Buö, Lene Maria Bergum, Eyvind Hoyden og 65 andre i juli blev dræbt på Utøya af en højreekstremistisk terrorist, satte den norske forfatter Karl Ove Knausgård sig ned og læste terroristens manifest. Han havde tilbragt vinteren med at læse et andet højreekstremistisk manifest, Hitlers Mein Kampf.

Om disse ting fortalte han i sit radioessay nogle uger efter terrordåden. Breiviks og Hitlers tekster havde noget væsentligt til fælles, sagde han: Der var ikke noget 'du' i dem. Ifølge Knausgård er det det, der kendetegner den 'onde' stemme — eller stemmen hos den, der savner empati: At den ikke retter sig mod et 'du'.

Det fik mig straks til at tænke: Hvordan er det med Knausgårds egen Min kamp,hans eget selvbiografiske romanværk? Findes der et 'du' i det 'jeg', som taler her? Eller findes der kun et 'jeg' i inderlig dialog med sit eget selvbillede? Med en vis paranoid gysen fik jeg den mistanke, at Knausgårds projekt rent faktisk gik ud på at skrive Mein Kampf om igen, at skrive som Hitler og Breivik, at skrive uden et 'du'.

Hvad nu hvis det 'jeg', vi har fulgt gennem værkets første fem bind, i sjette og sidste bind springer ud som uempatisk narcissist, nazist, et ondt og destruktivt menneske? Hvad nu, hvis Knausgård med sin forførelse af læsermasserne har været ude på at vise os, hvor let masserne lader sig forføre af en Hitler-stemme? En ret creepy mistanke, som Knausgård dog selv afkræftede, da jeg i slutningen af august sad med ham på en scene på Møn og havde lejlighed til at spørge ham direkte. Min kamper ikke skrevet som en du-løs tekst, den rummer en bestræbelse på at skrive sig frem til du'et — også selv om denne bestræbelse kan gå igennem en afkobling fra socialiteten, som i Knausgårds andet bind, hvor jegets blik på den stockholmske middelklasse er ondt som Dostojevskijs kældermenneskes.

Du som smør

Men hvor findes du'et? Hvordan kan vi se på en tekst, om den har et 'du' eller ej? At teksten udgår fra en bevidsthed, hvor 'du' findes, hvor den anden findes, kan jo aldrig være garanteret ved den simple forekomst af det lille ord 'du'. Og omvendt kan det heller ikke være det simple fravær af ordet 'du', der gør en stemme til en Hitler-stemme.

Det tog mig lidt tid at forstå, hvor det egentlig var Knausgård mente, at du'et kunne lokaliseres. Faktisk var det først efter interviewet, da et måltid blev serveret, at jeg fik en fornemmelse af at forstå det. Jeg sad og stirrede på en tallerken med smør, på de fede, bleggule klodser med spor efter kniven og tænkte: »Dér har vi Knausgårds du!«. Dér, i knivens spor i smørret, i den sansekonkrete detalje, i den nærværende opmærksomhed på hverdagens banale genstande. Det var det, han havde sagt, at du'et findes i dén opmærksomhed, i dét nærvær. At det er her, noget andet kiler sig ind i jeget, som da ikke længere er narcissistisk lukket om sig selv.

Og det er jo sandt, at Min kampvrimler med den slags sansekonkrete detaljer, som får deres egen ironi ved at være erindrede, med en minutiøsitet, som langt overskrider den realistiske hukommelses. Det fortællende jeg kan beskrive, hvordan osten ydede modstand mod høvlen ved et tilfældigt morgenbord for ti år siden, eller ordret citere en 20 år gammel banal telefonsamtale i dens fulde længde. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvad dette gør ved du'et — at opmærksomheden således er tilbageprojiceret og fiktiv — men måske kan åbningen for du'et eller den anden også være en åbning for fortiden, for et tidligere jeg — og for en anden mulig sansning, som kun kan praktiseres i fiktionens hypotetiske modus.

Du som ansigt

I sit radioessay gjorde Knausgård ansigtet til du'ets emblem. Han fortalte om, hvordan han efter Utøya-massakren gik rystet rundt i Malmös gader og så på ansigter, overbevist om, at blikket for den enkeltes ansigt — det blik, der får individerne til at træde punktuelt frem af den neutrale menneskemasse — at det er dette blik, der gør det umuligt at dræbe. Det er stort set det samme, den franske filosof Emmanuel Levinas siger, når han skriver, at fra den andens ansigt udgår buddet: »Du må ikke slå ihjel«.

Findes du'et i knivens spor i smørret, eller findes det i ansigtet? Jeg er betænkelig, når du'et henlægges til ansigtet. Det har jeg mine grunde til at være. I Kærlighedens gerninger skriver Kierkegaard, at 'det første du' er ikke 'det andet jeg'. Og spørgsmålet er, om ansigtet ikke netop er emblemet på 'det andet jeg' frem for 'det første du'.

Er ansigtet ikke en beroligende spejlingsflade, en garanti for genkendelig identitet? Er ansigtet ikke dér, hvor jeg kan få bekræftet, at den anden er ligesom mig ('det andet jeg') og ikke noget foruroligende andet ('det første du')? Og er det mon ikke det, Slavoj Zizek mener, når han hævder, at min 'næste' er ansigtsløs og gør kz-lejrens muselmand, denne levende døde, til prototypen på denne ansigtsløse, dette 'du', som ikke er nogen bekræftende spejlingsflade for mit jeg, men snarere et sår i min narcissisme, en flænge i min forståelse af, hvad det vil sige at være 'menneske'?

Kunne man tænke sig, at den etiske modgift til foragten for menneskeliv snarere handlede om at kunne møde og rumme dette provokerende og umenneskelige 'du' end at kunne genkende sig selv i den andens spejlende ansigt?

Du som perle

Det er absolut ikke i litteraturen, at Kierke- gaard finder 'det første du'. I Kærlighedens gerninger fnyser han over digteren, som »kan forstå alt og forklare det i gåder«, men ikke »forstå sig selv, og at han selv er en gåde«. Det er den lidenskabelige, romantiske digter, Kierkegaard er ude efter her. Han giver ingen eksempler på hans digtekunst, men jeg forestiller mig, at det kunne være smægtende kærlighedssonetter. Digte af den type, hvor 'du' netop bare er et andet 'jeg'. Hvor det besungne skønne 'du' er en spejling og bekræftelse af det besyngende 'jeg's skønne metaforer. Det lille ord 'du', det store ord 'jag',som Gunnar Ekelöf skriver i et af sine mere fjollede digte. Her betragter han ordene, som var de arkæologiske fund: Det lille ord 'du', som nogen engang har hængt om en andens hals som en perle, det store ord 'jag',hvormed nogen engang 'i tandløshed' har skrabet sit eget seje kød ... Man kan filosofere længe over, hvorfor 'du' er det lille ord, og 'jag'det store, indtil man tager de svenske ord i sin mund og indser, at den bliver lille og spids, når man siger 'du' og stor og gabende, når man siger 'jag',med et fuldtonet svensk bagtunge-a ...

Ak ja, det lille du, den lille perle, den lille udmærkelse man kan hænge om halsen på den udkårne. Det er selvfølgelig ikke den slags 'du', Knausgård efterlyser, og jeg er stadig spændt på, om der vil destilleres en anden slags 'du', når han nu i årevis har skrabet sit eget kød med det store ord 'jeg'.

Du som henvendelse

Men hvor pokker finder vi det 'du', som Knausgård savner hos Breivik og Hitler, hvis ikke vi finder det i ansigtet og heller ikke i ordet 'du'? Skal vi vende tilbage til knivens spor i smørret? Jeg er i tvivl. Jeg er i tvivl om, hvorvidt den opmærksomme nærsansning ikke også bare kan blive en slags æstetisk narcissisme, en måde at spinde en kokon om hans majestæt jeget på, så det er endnu længere fra sit første 'du'.

I bund og grund tror jeg, at vi finder litteraturens 'du' i noget så diffust som dens stemme, dens tonefald. Det er her, vi kan få fornemmelsen af, at dette sprog er henvendt, uafhængigt af om der står 'du' eller ej. Hans Otto Jørgensen skriver et sted, at en 'sand' sætning er en sætning, som avler flere sætninger, og som har en henvendelse i sig.

Skulle jeg fremhæve en stemme fra dette års danske boghøst, der har en sådan henvendelse i sig, måtte det blive Bjørn Rasmussens. En stemme, der virkelig skraber kødet af (og ikke bare trimmer sig) med sit 'jeg'; en stemme, der gør 'du' til alt andet end en perle. I Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet lader han et jeg messe om opløste kropsgrænser, om cutting og hundebegravelser og homopenetrationer og løst kød på hesteskeletter og prostitution og flydende køn med en stemme, der holder læseren i et jerngreb fra start til slut.

Hør bare her, hvordan 'jeg' og 'du' koreo-graferes i tekstens slutning:

»Jeg ligger i handskerummet, i hoppens krybbe. Jeg ligger i minibaren på dit hotelværelse, og her vil jeg blive liggende, til det er tid til at dø, når jeg er ældet og hvidlig, som den chokolade du har stående på dit skrivebord og byder yngre, spændstige vårharer.«

Det er sådan, man riskerer at tiltales af litteraturen. Det er i en sådan ikkemenneskelig skikkelse, hvidlig som ældet chokolade, man risikerer at møde jeget, når man læser. Det er ikke et ansigt, det er ikke knivens spor i smørret, det er ikke et digter-jeg, der puster sig op ved at hænge perle-du'et om halsen på sin læser. Det er ikke det andet jeg, men måske det første du.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu