Den svenske instruktør Ruben Östlund har været i Göteborg for at hyre byens hårdkogte drenge som hovedrolleindehavere i sin nye film, Play. Filmen, der får premiere i Danmark under CPH:DOX, baserer sig på mere end 40 kriminalsager begået på Göteborg-egnen mellem 2006 og 2008, og i Östlunds genindspilning sker det med en distinkt, observerende kameraføring, der minder om dokumentarfilmens æstetik. Men det er ikke en dokumentarfilm. Lige så lidt som det er en fiktionsfilm. Drengene er fra Göteborg. Men de spiller nogle andre end sig selv. Så hvad er det så? Spørger man professor i filmvidenskab ved Københavns Universitet Ib Bondebjerg, er det en bastard — og dem bliver der stadig flere af i moderne dokumentarfilm.
»De centrale tendenser er større variation og større bredde. I æstetik såvel som genre,« siger Bondebjerg, der kalder udviklingen for et internationalt fænomen.
Større netværk
Ser man på programmet for årets CPH:DOX-festival, tyder det da også på, at pilen peger den vej. For eksempel omdannes hardcore dokumentariske optagelser pludselig til syrede dansescener i Alma Har'els Bombay Beach. Og i Richard Jobsons The Somnambulistsfremfører uddannede skuespillere autentiske vidneudsagn fra soldater, der døde i Irak-krigen.
»Dokumentaren har mere end nogensinde før fået mulighed for at udfolde sig i kraft af den udvikling, som den mere uafhængige dokumentarfilmsektor har gennemlevet. Det betyder, at en festival som CPH:DOX kan bygge på et stadig større netværk af uafhængige producenter, fordi man ikke nødvendigvis skal passe ind i en særlig journalistisk kasse på en tv-station,« siger han.
Ruben Östlunds Player et godt eksempel på denne nye dominerende type dokumentarfilm. Da den tidligere i år blev præsenteret på filmfestivalen i Cannes, blev den markedsført og frametsom en fiktionsfilm, men genrekonflikten ser Tine Fischer, direktør for dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der præsenterer Playi sin hovedkonkurrence, ikke noget problem i.
»Man kan på flere måder retfærdiggøre at kalde den en dokumentarfilm. Først og fremmest er den baseret på ægte scener. Men derudover sker der reelle pskykologiske ting på skærmen, når disse børn bliver bedt om at agere over for hinanden i meget lange sekvenser. De er blevet tildelt nogle roller, men de har været nødt til at improvisere,« siger hun og kalder det en »ny og meget eksperimentel« slags dokumentarisme.
»Det er interessant at se film og metoder, der adskiller sig fra den klassiske 'fluen på væggen'-dokumentar.«
Sælger ikke ud
Ifølge Ib Bondebjerg er der altid blevet manipuleret med virkeligheden i dokumentargenren. Han nævner året 1914, hvor man genindspillede Slaget ved Somme. Og selv om tendensen er stigende i disse dage, er det udelukkende til gavn for mediet.
»Virkemidlerne gør kun virkeligheden mere spændende. Vi ved, at en god fortællemåde, en god dramaturgi og en æstetisk visuel side alt andet lige forbedrer historien. Hvis ikke man redigerer og serverer virkeligheden, bliver den uinteressant,« siger han og peger på Janus Metz' Armadillo, som efter professorens mening kun blev en bedre film af, at Metz åbenlyst havde ladet sig inspirere af Hollywoods dramaturgi. Skildringen blev mere levende og rørende, men samtidig blev autenticiteten opretholdt, hævder Bondebjerg.
»Nogle af de mest succesfulde danske dokumentarfilm de senere år har været Armadillo, Anders Øster- gaards Gasolin'og et par af Jørgen Leths film. Jeg tror ikke, der er nogen, der vil sige, at filmene har mistet deres troværdighed eller autenticitet af, at man godt har kunnet mærke instruktørens hånd. Tværtimod. Det er nogle af de stærkest fortalte og mest signifikante virkelighedsskildringer, vi har i dag,« siger han og understreger, at det ikke er fair at påstå, at den moderne dokumentarfilm gør knæfald for underholdningsindustrien.
Han anerkender dog, at dokumentarfilmen længe har været på vej væk fra sin oprindelige funktion som det virkelighedsskildrende og oplysende medie.
»Det skete allerede midt i 60'erne, hvor tv-journalistikken overtog dokumentarens rolle,« siger professoren.
Men Tine Fischer fra CPH:DOX er langtfra enig i, at den moderne dokumentarfilm har afgivet sin oplysende rolle til andre medier.
»De seneste 10 år har genren oplevet en opblomstring efter tidligere at have levet en konservativ og ret puritansk tilværelse. Den tilførsel af energi, vi ser i dag, kommer kun genren til gode. Og det er fuldstændig uomgængeligt, at dokumentarfilmen — uanset hvilken retning, den bevæger sig i — har en forbindelse til virkeligheden. En forbindelse, der gør, at man som seer forpligtes, fordi den går direkte ind i noget, der sker eller er sket,« siger hun.
»Denne virkelighedsrelation ændrer sig ikke, fordi udtrykket er lidt mere skævt.«
"Filmen er baseret på virkelige hændelser"...
O-kay, det er der jo som bekendt mange film, der skilter med. Udfordringen for mig, er når virkemidlerne, d.v.s. vinklingen, musikken eller den tydelige personinstruktion står i vejen for virkeligheden, så holder det i min begrebsverden op med at være dokumentar.
Det kan sagtens være fin filmkunst og god underholdning, men dokumentar betragter jeg det ikke som. Der kan sagtens fremføres gode pointer i film uden, at man påberåber sig etiketten "dokumentarfilm", jeg mener for eksempel at Jason Reitman's "Thank you for smoking" eller Oliver Stone's "Born on the 4th of July" havde en masse at fortælle sine seere, og havde masser at tænke over eller have en holdning til bagefter. De prøvede dog ikke at dække sig ind under en prætentiøs dokumentar-genre, de var bare godt skrevne, instruerede og formidlede.
Så var Birth of a nation altså også en særligt succesfuld, historisk dokumentarfilm med visse fiktive elementer, ligesom Triumf des Willens?
Hvad begrebet dokumentarfilm dækker over, har været diskuteret siden de første af slagsen blev lavet engang i starten af forrige århundrede.
Der er et par centrale aspekter i denne diskussion, og jeg skal her tillade mig at citere hvad jeg tidligere har skrevet om dette emne i en bog om filmlyd:
”... Betyder begrebet ’dokumentar’ fx at det er film, som har til hensigt at give et mere sandfærdigt billede af virkeligheden end fiktionsfilm?
Og hvis det er tilfældet, i hvilken udstrækning er det da tilladt at iscenesætte denne virkelighed for at tilpasse den til filmens fortælling?
Og i hvilken udstrækning er det tilladt senere hen at bearbejde virkelighedsstoffet for at give det en bestemt form?
Det er problematikker som har beskæftiget dokumentarfilmskabere lige så længe betegnelsen ’dokumentarisk’ har eksisteret, og der er mange meninger og udlægninger om den sag.
I henhold til ordbogen (Politikens Nudansk Ordbog) betyder ordet "dokumentarisk": baseret på faktiske hændelser el. bevislige kendsgerninger.
Dette lyder umiddelbart ret klart og skulle ikke være til at misforstå, men begrebet ”dokumentar-film” dækker imidlertid over et større spekter end disse afgrænsninger lader formode.
Definition fra James Monaco's Film Glossary:
Dokumentar: En betegnelse med et bredt tolkningsrum, grundlæggende brugt til at referere til enhver film eller program som ikke er af helt fiktivt art.
Udfra denne definition vil alle film som indeholder visse faktuelle informationer altså kunne gå under betegnelsen dokumentar.
Da det jo er et ret så vidtspændende område er det også temmelig intetsigende for så vidt angår at kredse en filmisk genre ind, men ikke desto mindre er definitionen faktisk dækkende for situationen i dag, hvor stort set alt som bevæger sig kan, og bliver kaldt dokumentarisk, hvis det nu er det man ønsker.
En af de første centrale personer i dokumentarfilmens historie, John Grierson, erkendte allerede i 1946 at betegnelsen var problematisk. Han skrev:
Dokumentarisme er en klodset betegnelse, men lad det være. Franskmændene, som først brugte udtrykket, mente kun rejsefilm. Det gav dem en solid, højtravende undskyldning for filmklubben Vieux Colombiers eksotisme.
Vi kan i dag resignere og konstatere, at vi stadig må lade denne upræcise betegnelse være og operere med begrebet som en slags fællesnævner for mange meget forskellige typer film som kun har det til fælles, at de beskæftiger sig med beretninger fra livet under en eller anden form.
De kan være vidt forskellige i deres udtryk, lige fra det nøgternt berettende til det svulstigt overdramatiserede som ikke lader en amerikansk b-film noget efter.
John Grierson betegnede også den dokumentariske fortælling som: ”den kreative behandling af virkeligheden”.
Hvor langt kan man så gå i denne 'kreative behandling' af virkelighedsstoffet? Og det uden at vi bevæger os over i fiktionen, som jo også oftest har sit udspring i en eller anden form for virkelighed! Diskussionen synes kompliceret og endeløs. ...”
Denne ovenfor nævnte ”kreative behandling af virkeligheden” er halmstrået som mange klynger sig til og legaliserer med mere eller mindre fortærskede floskler som fx denne artikels overskrifter: ”Den gode dokumentarfilm er manipuleret” og ”Virkeligheden bliver nemlig mere sand, når den tilsættes virkemidler”.
Denne sidste tekst er en variant af den ustandseligt gentagne frase om det fremragende ved at benytte ”filmiske virkemidler” i den dokumentariske fortælling.
Men hvad ligger der egentligt i de forskellige udsagn om disse filmiske virkemidler?
Dette er ikke godt at vide, og da de såkaldte virkemidler jo er ganske mangfoldige, henstår udsagnet temmelig diffust og intetsigende.
Men uagtet alt dette, så kan man selvfølgelig ikke lave film uden, heller ikke dokumentarfilm.
Dog er der eet virkemiddel, oven i købet et meget populært af slagsen, man efter min mening skal være varsom med. Og det er musikken!
Hvis den tonser løs fra start til slut (dette forekommer faktisk), har filmen hurtigt mistet min interesse.
Men også i mere moderate doser kan den skade en dokumentarfilm. Modsat hvad professor Bondebjeg hævder, så virker brug af musik i dramatiserende øjemed på mig stik imod hensigten – jeg kan ikke holde det ud.
Forleden aften viste DR2 en fremragende og flere gange prisbelønnet amerikansk dokumentarfilm om Afghanistan krigen ”Hell and Back Again”. Den er helt uden musik, hvilket er en afgørende faktor for handlingens direkte vej til publikums hjerter.
Diskussionen omkring, hvad begrebet
dokumentarfilm dækker over, kan efter min mening overføres og sammenlignes med diskussionen: Hvad dækker begrebet journalistik over.
"Dokumentar" er en fastholdelse af et forløb, en situation, et stykke liv, faktisk levet liv, en dag, en uge, et årstid. Men altså ikke opdigt. Dokumentaren vil skildre det faktiske.
Det samme kan man sige om journalistik. En journal er jo en optegnelse over dagens begivenheder. Men også i den journalistiske verden kan man putte virkemidler ind, vinkle, redigere, sortere, peppe op med fotos, ja, mange tricks, der gør "historien" mere interessant og salgbar. Men er den rigtig?
Bemærk iøvrigt brugen af ordet "historie" om en journalistisk nyhed. Nu skal jeg fortælle dig en historie. Det ord ligger ganske tæt på begrebet "at binde nogen en historie på ærmet".