Læsetid: 6 min.

'En guru der tiltrak mange'

Eskimo og koloniherre. Polarforsker og digter. Modsætningerne var mange, men Knud Rasmussen forstod at forene dem, mener Niels Barfoed. Men hvorfor er det ham vi husker, spørger han, og forsøger at give et svar ved at skrive om 'Manden bag helten', som hans nye bog hedder, ikke om Rasmussens arktiske bedrifter
Forfatteren Niels Barfoed er i sine biografier optaget af mænd, som har deres rod i borgerskabet, men som ud fra denne baggrund skejer ud og tager risici. I tilfældet med polarforskeren dansk-inuitten Knud Rasmussen er det også tilfældet, for præstesønnen fra Grønland drager ud på mange vilde våger.

Forfatteren Niels Barfoed er i sine biografier optaget af mænd, som har deres rod i borgerskabet, men som ud fra denne baggrund skejer ud og tager risici. I tilfældet med polarforskeren dansk-inuitten Knud Rasmussen er det også tilfældet, for præstesønnen fra Grønland drager ud på mange vilde våger.

Jakob Dall

7. november 2011

Knud Rasmussen var den sidste af de 'gammeldags' polarforskere, men Niels Barfoeds biografi om Rasmussen handler ikke om hans bedrifter.

Den er historien om den mand, han var og blev, formet af sin baggrund, af de mennesker han kom nær — han tiltrak mange — og den udvikling, han gennemløb.

Knud Rasmussen voksede op i Jakobshavn (vore dages Ilulissat), hans mor havde grønlandsk blod i årerne, faren var dansk præst, og Knud var fra barnsben tosproget.

Med tiden udviklede han en 'hvid' side og en 'eskimoisk' side. Den sidste kunne han vise i Danmark og Europa, den første stod forrest i Grønland, hvor han var beskytteren, velgøreren, ja, kongen — men ikke grønlænder, sådan som man opfattede ham i København.

Ifølge Barfoed var han desuden livsglad, social, en womanizer af guds nåde, handlekraftig, et organisationstalent og samtidig digter med en dybtfølt sans for naturen — også menneskenes. På den ene side en Aladdin, på den anden lukket, konfliktsky og svær at komme ind på livet af.

Niels Barfoed betegner ham som en guru.

»Han omgav sig gerne med en lille tæt flok, der var valgt med omhu. Egentlige venner var der få af. En undtagelse er Peter Freuchen, der forblev trofast hele livet. Men af de to var Freuchen den mest hengivne,« mener Niels Barfoed.

»Knud Rasmussen havde stor glæde af Peter Freuchen, men det var Freuchen, der nærede de ømme følelser. Knud var centrum.«

Der er adskillige forklaringer på det, Niels Barfoed kalder Knud Rasmussens magi. Han besad er stort overblik, var en fremragende organisator, hvilket eksempelvis betød, at der var fred på hans ekspeditioner.

»Der var et godt klima i den udstrækning, man kan tale om et sådant, når ekspeditionen består af ambitiøse, egomane typer, og én forklaring er, at han, lederen, ikke kom for tæt på nogen. Han bevarede en effektiv distance«.

Freuchen talte om Knud Rasmussens uforklarlige herredømme. Han havde en enorm karisma. Det er ham vi husker, og som alle kender, siger Niels Barfoed, der gerne ville »læse verdens bedste bog om karisma«, for han har selv lidt svært ved helt at forklare den.

»Men den har at gøre med magt. Ikke med magtbegær, for det led han ikke af, det behøvede han ikke. Derimod kunne han se ind i mennesker, og han var en fatemaker,« mener han og nævner, hvordan Knud Rasmussen for eksempel kan 'se' en grønlandsk kvinde og sørge for, at hun fik uddannelse i København, fordi hun efter hans mening egnede sig som sygeplejerske.

»Han havde et lynhurtigt blik for folks potentialer, og vidste, hvad der var godt for dem«, understreger Barfoed og fremhæver det som den egenskab, der satte polarforskeren i stand til at finde de rette ekspeditionsdeltagere.

Knuds slædeforspand

En af de første historier, Niels Barfoed fortæller i bogen, handler om, hvordan den lille Knud lærer at køre med hundeslæde: Han spænder sine grønlandske legekammerater for! Koloniherren, den ene af Knud Rasmussens sider, blev grundlagt tidligt.

»Han kan optræde med koloniherrens hele magt, hvor han ikke står til ansvar for nogen. Knud Rasmussen var født ind i toppen af samfundet, oven i købet den åndelige top, det var ham, der boede på 'slottet', præstegården i Jakobshavn. Og ingen så noget ejendommeligt i hans opførsel, det var dagens orden.« Dertil kommer, at Knud Rasmussen tidligt måtte klare sig selv. Som 12-årig blev han ladt tilbage i Danmark for at gå i skole.

»Han lærer at klare sig selv, men hele hans indre består af Grønland, der er ikke andet, og det kan han ikke kommunikere! Jeg tror, at han kommer til at tilbringe hele sit liv med at udtrykke det 'indre' Grønland, som lå indkapslet i ham,« siger Niels Barfoed og fremhæver, hvordan drengen Knud kunne bryde ud i skurrende grønlandsk sang, når kammeraterne var i gang med Højskolesangbogen.

»Grønland vælter ud af ham som et brøl: 'Dette er mig, og I kender mig ikke. Jeg vil vise, hvem jeg er, men det kan jeg ikke, for I forstår ikke grønlandsk'.«

Når han på de lange rejser sidder sammen med angokokken, stammens åndemaner, så er han sit indre nærmest, siger Niels Barfoed.

»Han har nærmet sig sindrigt og snedigt. På femte Thule-ekspedition har han følgeskab af en grønlandsk kvinde, så ingen skal tro, at han er ude på kvinderov — det kunne være livsfarligt! Han er den kloge europæer, der trænger ind i absolut ukendt land, men det sker med hunde, og han taler det eskimoiske sprog, der er adgangen til deres livsform. Langsomt vænner han dem til sig, og så får han den symbiotiske kontakt med shamanen, som han efterstræber. Der, i den kontakt, er han på sit højeste, dér bliver hans to sider, europæeren og eskimoen, ét.«

Knud Rasmussens store betydning lå i, at han på den måde var i stand til at kanalisere eskimoernes indre verden til os, mener Niels Barfoed.

At grønlænderne har kunnet bevare deres sprog til i dag, tilskriver han også et langt stykke Knud Rasmussens indsats. Han og hans familie talte alle grønlandsk. Havde kolonisatorerne bestået af folk, der ikke forstod grønlandsk, er det ikke sikkert, at sproget havde overlevet, mener han.

Splittelse? Nej

En af antagelserne om Knud Rasmussen er, at han var splittet mellem sin eskimoiske og sin europæiske side, men Niels Barfoed er ikke enig.

Tværtimod formåede han at leve med begge sider, ja med mange indbyrdes modstridende sider, hele livet, påpeger han.

»I modsætning til for eksempel en Robert Peary vil han blæse på kapløbet om at komme først til Nordpolen, det er det åndelige liv, der interesserer ham. På den ene side er han romantisk, han spørger sig frem til kilderne hos den gamle lusede kone eller hos angokokken: 'Hvem er Månen, hvem er Solen, hvad er det for en Havmoder, der nogle gange sørger for dårlig fangst osv.?«

»På den anden side er han kolonisator, han betjener kolonimagten og er som sådan fremtidens mand, der mener, at grønlændernes chance for at overleve er deres europæisering og dermed afkald på deres egen kultur.«

— Ville han gå ind for olieboringerne i dag?

»Ja, hvis de bidrager til grønlændernes selvstændighed på vore vilkår. Han gik ikke, som Fridtjof Nansen ind for reservater.«

Erotik og livets risici

Konstateringen af Rasmussens gurulignende status fører os ind på den erotiske dimension af polarforskerens liv. I selve hans gurustatus ligger der en erotisk tiltrækning, påpeger Niels Barfoed, »en dragning, der virkede på både kvinder og mænd.«

Og Knud Rasmussen tillod sig et liv, hvor han gjorde forbavsende lidt for at skjule sine eskapader. Han havde jægernaturen.

Men hvad består Niels Barfoeds egen fascination af Knud Rasmussen i? Han er i sine biografier optaget af mænd, som har deres rod i borgerskabet, men som ud fra denne baggrund skejer ud og tager risici, siger han eftertænksomt.

»Som gør ting, der fuldkommen falder uden for samfundets ordenshorisont og galopperer ind i foretagender, som kan gå rivegalt.«

»I 50 år har jeg forsøgt at læse litteratur ud fra kendte tekster og få mit eget og helst noget nyt ud af dem. Med de seneste bøger har jeg lært fryden ved at finde og bruge spritnye og ubrugte kilder.«

I Knud Rasmussens tilfælde har Barfoed været i både klausulerede arkiver, privatarkiver og i uudnyttede tilgængelige kilder, der bare ikke har vakt polarforskernes interesse.

»Der er så mange steder, man ikke har ledt, siger han.

»Man har været fikseret på statuen, ikke det, der befandt sig i skyggen, end ikke, hvor der var tale om umiddelbart tilgængeligt materiale som for eksempel Rasmussens korrespondance med den svenske tegner og forfatter Albert Engström, en af de få livsvarige venner. Engström var jo ikke videnskabeligt interessant for polarforskningen.«

»Det spørgsmål, jeg har stillet mig, har været, hvordan man kunne gøre denne mand tilgængelig for dig og mig. Som menneske.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sven Damm-Ottesen

Jeg kommer oprindeligt fra Hundested hvor en statue af manden stod foran Rådhuset. Knud har haft et sommerhus deroppe, og det trækker man så på hvad man kan.
Men det er da slut med at kaste snebolde på ham, ha virker sgu som en som en spænende personlighed.