Læsetid: 4 min.

De hårde drenge nede fra drift

David Lynch har givet os sit første soloalbum, fuld af derangeret pop. Og det virker som det naturligste i verden, helt i forlængelse af hans mørkt afmægtigt romantiske verden, som vi har lært at frygte
David Lynch har udgivet sit første soloalbum, og det er umiskendeligt et værk fra en begavet og uforudsigelig kunstner.

David Lynch har udgivet sit første soloalbum, og det er umiskendeligt et værk fra en begavet og uforudsigelig kunstner.

Keld Navntoft

7. november 2011

Filminstruktør, musiker, visuel kunstner og skuespiller David Lynch har nørklet rundt i det vestlige kollektive underbevidste i over 20 år. Og det begyndte for alvor med tv-serien Twin Peaks, som sendte hans melankolsk romantiske, sort humoristiske, subversive og genrelegende gemyt direkte ind i millioner af hjem i den vestlige verden.

Jeg husker tydeligt det afmægtige sug i mellemgulvet, når endnu et afsnit var gledet over skærmen, og man indså, at man måtte vente en uge på at se endnu dybere i denne uudgrundeligt anakronistiske og uafrystelige by i USA. En uge? En umulig distance at tilbagelægge.

Siden har Lynch vundet De Gyldne Palmer i Cannes for Wild At Heart, og hans senere film er — med undtagelse af Straight Story — blevet stadig mere uudgrundelige. Han har lavet kulsorte tegneserier og tegnefilm. Udstillet sine uhyggelige malerier, lydkunst og skitser — også i København. Han har lavet en fotobog til Danger Mouse og Sparklehorses duo-projekt Dark Night of The Soul. Og nå, ja, så er han blevet ambassadør for Transcendental Meditation.

Hvis renæssancemennesket er på vej tilbage, så har Lynch taget tidligt forskud på glæderne. Og det med betragtelig kunstnerisk vægt og en tydelig forkærlighed for fortabte følelser, sort drift og vores iboende vold.

Første soloalbum

Han har været helt igennem mesterlig i sin brug af populærmusik — fra 60'er-hits til trash metal — og huskomponisten Angelo Badalamentis arbejde i film som Blue Velvet, Wild At Heart og Twin Peaks: Fire Walk With Me, som i denne anmelders ører meget vel kan være det bedste nykomponerede soundtrack nogensinde.

Og så har han flirtet med musik før. Skrevet tekster og produceret Twin Peaks-sangeren Julee Cruises plader sammen med Badalamenti. Og han har også komponeret et par numre til Fire Walk With Me.

Altså virker det helt naturligt, at han nu præsenterer sit første soloalbum, Crazy Clown Time. Et klaustrofobisk trængt, derangeret popalbum. Sange om tabt og vunden kærlighed, og om at slippe negativiteten og de uproduktive tanker — der så stadig lyder, som om de er sunget fra en i hvert fald melankolsk position.

Og der gemmer sig en solid popnerve i et par numre af den technopoppede variant, der kan minde om en perverteret Moby, ikke mindst perlen »Good Day Today«. Og Karen O fra Yeah Yeah Yeahs synger for på åbningsnummeret.

Men ellers synger Lynch for, gerne i ildevarslende numre med det dér slæbende signatur-trommebeat, som har givet os salig myrekryb i årtier.

Syg truende vokal

Hans vokal høres typisk gennem et slør af klangbehandlinger, herunder autotuning, der giver hans stemme noget skælvende anfægtet, psykisk ustabilt. Hvis ikke han hvisker truende eller synger med en drævende dialekt i sin pergamenttynde sopran, der får denne anmelder til at tænke på en den klinisk psykisk syge sanger Daniel Johnston.

Det er selvfølgelig værd at bemærke, at denne anmelder og sandsynligvis millioner af andre mennesker er ude af stand til at høre Crazy Clown Time uden samtidig at applikere billeder fra Lynchs film og tv.

Det giver musikken en enorm merværdi og fordel, som ingen YouTube-musikvideoer kan konkurrere med. Men samtidig giver det også en følelse af at vade i klicheer og underbevidst hængedynd fra den dunklere del af kulturen. Men det er Lynchs eget, selvopfundne hængedynd, Lynchs egne klicheer. Og han bearbejder dem inden for sin egen syge poplogik.

Når jeg hører en twang-guitar er jeg tilbage på The Great Northern-hotellet, hvor FBI-agent Dale Cooper boede. Når jeg hører instrumenter køre baglæns, besøger jeg mareridtsscener fra flere film lagt oven i hinanden. Og når han giver os et slæbende trommebeat får jeg lyst til cherry pie og damn good coffee, men også en låst dør og en ladt seksløber.

Som han tidligere har gjort, tager han her populærmusikken og perverterer den. Stikker en skalpel igennem den blanke overflade og ser betændelsen sive ud med en skræmt nydelse i hver eneste bevægelse.

Alt brænder sammen

Og albumtitlen Crazy Clown Time kan læses som en reference til den sublime scene i Blue Velvet, hvor Dennis Hoppers psykotiske antagonist synger med på Roy Orbisons »In Dreams« fra 1963: A candy colored clown they call the sandman tiptoes to my room every night —prøv at falde i søvn efter dén scene.

Eller forsøg at drømme sødt efter Lynchs brug af maskingeværsalver, afmægtige kvindeklynk og stalker-synth på Crazy Clown Time. Eller efter den dystre breakup-sang »Speed Roaster«:

I walk the streets/Sometimes I see some girls I'd like to meet/Maybe/Why won't you answer your phone?

David Lynch danser stadig med de hårde drenge nede fra drift, og hans skæbner — eller skæbne — synes gerne og ofte at befinde sig i et teen-univers, hvor man mister mødomme i hurtige biler, fordriver ungdommen på diners, og afvisninger og brud rammer som et fragttog mod egoet. Hvor alt brænder sammen.

Men der er også mere konstruktive sange, og selv i albummets mest desperate numre er der en lyrisk nerve, en fryd ved at se ind i mørket. Det er fortabte sange, der galvaniserer. Deprim kandis. Forkrøblede romancer. Sørgmodige og morsomme vanskabninger. Og det er en sær nydelse at synge med på dem.

David Lynch: Crazy Clown Time (Sunday Best/Cosmos Music). Udkommer mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu