De hippe dyrker det laaangsomme liv

Unge trendsættere er inspireret af amishkulturen og efterstræber det simple, naturlige og uprætentiøse liv. Det sker som et opgør med hele den glittede realitybølge og karriereræset i det hæsblæsende tempo
Modspil. Tv-værten Thomas Skov forsøger i sit 'Verdens bedste tv-program' at komme med et roligt og autentisk alternativ til den hurtige og overfladiske realitybølge.

Modspil. Tv-værten Thomas Skov forsøger i sit 'Verdens bedste tv-program' at komme med et roligt og autentisk alternativ til den hurtige og overfladiske realitybølge.

Bjarne Bergius Hermansen
3. november 2011

Moderne unge mennesker har længe villet se ud som skovhuggere, reklamerne ligner dem fra 60'erne eller medlemmer i et britisk jagtfællesskab. Man samler på plader, som har en autentisk værdi, der ikke kan findes i en iPod og ser langsomme tv-programmer som Bonderøven, Mad Menog Søren Ryge, og man rejser uden for lands lov og ret uden mobildækning. Det langsomme liv hitter blandt unge trendsættere, for den nye hipsterkultur søger væk fra stress og jag og efterstræber et liv som en slags moderne amish.

Det er, fordi de unge vil væk. For når de vil væk, så flygter de, mener filosoffen Arno Victor Nielsen.

»Der er tale om en bevægelse, der lader sig inspirere af amish, og som ophøjer det langsomme. Det er en reaktion mod farten. Den her dyrkelse af et liv, der var engang, er jo primært, fordi de er bange for at leve op til de krav, der stilles i den moderne verden. Derfor er grupperne, der lever sådan, en slags desertører, der er stukket af fra krigen, hvor krigen er samfundet,« siger han.

Jens Christian Nielsen, der er forskningsleder på Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, bekræfter, at den nye tendens kommer som en reaktion på det tempo- og prestigeræs, der florerer i dag.

»Det er simpelthen gået hen og blevet for meget for de unge. Derfor længes de efter simple liv og søger tilbage i tiden.«

For de fleste, der dyrker naturen og det lave tempo, er det en drøm, der ikke kan realiseres til fulde. For amishfolket, der er bosat i en række canadiske og amerikanske stater, lever et nærmest asketisk liv uden moderne teknologi og elektricitet. I nogle tilfælde giver de sågar afkald på knapper i tøjet.

For det kræver økonomiske ressourcer at flytte fra byen, »og så kræver det, at man er villig til at give afkald på en række relationer. Derfor dyrker de fleste kun den længsel, de har, i mindre grad«, siger Jens Christian Nielsen.

Men dyrket, det bliver længslen. Efterhånden er ser man flere unge, der vælger maratonløb til og fitnesscenter fra — og mange af de selv samme unge løber de 42.195 kilometer i bare fødder. Yogastudierne oplever en stadigt voksende tilstrømning, og det er også oppe i tiden at dyrke jorden kolonihavehuset. Det er sågar prestige i at lave sit eget brød fra bunden og bygge cyklen fra scratch.

Ud i naturligheden

En af dem, der gør oprør mod de herskende tilstande, er tv-værten Thomas Skov. Hans program på DR Mama, Verdens bedste tv-program, har sat tempoet ned og vil være i modvægt til de moderne, overfladiske idealer.

»Der er noget, der stritter i mig, når man går gennem Vesterbro og ser en hipster på et skateboard. Så ved man, at han har stået foran spejlet i sin lejlighed, der selvfølgelig ligger det helt rigtige sted, og tænkt: 'Jeg skal have en pengekat og et overskæg ligesom alle de andre. Hvad tænker de ikke ellers om mig'. Jeg synes ikke, det er efterstræbelsesværdigt at dyrke,« siger han.

Thomas Skov søger i stedet ud i det, han kalder virkeligheden. Der, hvor der ikke er endeløse rækker af mennesker, der ligner hinanden, og der, hvor der ikke er fart på tilværelsen.

»Min bedste stund for nylig var, da jeg var med min kæreste i Canada. Der var vi virkelig væk fra alting, helt derude hvor der ikke er nogen dækning.«

Det første, der sker, når Thomas Skov sætter fødderne i ødemarken, er, at han bliver ramt af stress. Fordi han ikke har kontakt til sit slæng, fordi han ikke kan tjekke sin mobil eller lægge billeder op på Facebook.

»Men når jeg så finder roen og er uden for samfundet, har jeg det bedre end nogensinde. Det er jo fantastisk at være væk fra alt og alle,« siger Thomas Skov og fortsætter: »Ferier uden for elektronisk dækning er vist også ved at være populære.«

Han håber, at han kan rykke rundt på magtforholdet i de unges tv-vaner. For på den måde at vippe Paradise Hotels 'smukke' mennesker og tonsende tempo af pinden.

»Søren Ryge har lavet to programmer om reb. Det er et tempo, som jeg godt kan affinde mig med. Jeg synes, han har en tilgang til mennesker, som ikke bygger på overfladevæsen,« siger Thomas Skov.

»Søren Ryges ro og naturlighed er et forbillede for mit program.«

Dræber modkulturen

I gamle dage var middelklassen udsultet og arbejdede i markerne. På den måde var det adelens privilegium at sidde i skyggen og spise sig fede, og derfor blev datidens ideal et blegfedt korpus. Da industrialiseringen rullede ind over landegrænserne, arbejdede middelklassen bag betonmure og samlebånd for at kunne stoppe sig med flæsk. På den måde blev de fede og blege. Overklassen rykkede således udendørs, og blev nu tynde og solbrændte. Og reaktioner som overklassens vil altid opstå som modvægt til menigmands holdning.

»De her naturelskere ser sig selv som en særlig gruppe, der er bedre end os andre. De mener, at de har fundet paradis på jord ved at længes tilbage. På den måde minder det om en religiøs bevægelse,« siger Arno Victor Nielsen.

Men ligesom overklassen blev indhentet af den gungrende pøbel, bliver dyrkelsen af det naturlige på et tidspunkt indhentet af de umoderne. Og det dræber modkulturen.

»Det er sådan, at de unge mennesker, som vil være en modkultur til det, der er smart og mainstream, ofte ender med at sætte den nye trend. Så følger de resterende unge med, og på den måde bliver de, som sætter trenden, indhentet af det, de kæmper imod,« siger Jens Christian Nielsen.

Thomas Skov er i hvert fald ikke i tvivl. Hans program er en protest mod det skønhedsideal og den travlhed, der er i fjernsynet i dag.

»Ikke fordi vores program handler om noget,« siger han: »Men fordi, det ikke er sundt, at de unge ser op til Melissa og Kenneth, eller hvad de hedder fra Paradise. Så er det bedre, at man får noget, der er i det rette tempo. Og som ikke er så overfladisk.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

- Amish-folket er en kristen gruppe, der udvandrede fra Europa til USA i det 18. og 19. århundrede. I dag bor de hovedsageligt i den amerikanske stat Pennsylvania og i Canada.

- De nægter at gøre brug af moderne teknologi og offentlig el-forsyning. Mændene går typisk med stråhat og seler, og kvinderne klæder sig i lange kjoler og kyser.

- Amish-befolkningen steg fra 125.000 i 1992 til 231.000 i 2008, hvilket vil sige en stigning på fire procent om året. De har blandt andet sikret væksten ved at insistere på ægteskab inden for gruppen, og en familie har i gennemsnit fem eller seks børn.

- Hvis stigningen fortsætter i samme tempo, vil der være dobbelt så mange amish-folk i 2026, som der var for tre år siden.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Grethe Preisler

Simple living på første klasse.

Men vil trendsætterne betale en hyre, der svarer til den, som de selv inkasserer for deres kreative virke, til dem, der passer deres unger, fjerner deres skrald, klipper deres bøgehække, bygger deres carporte, lægger tag på deres bondehuse og fliser i deres indkørsler?

No way! De er da ikke idioter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Engang sidst i 1980erne eller først i 1990erne mener jeg det var, eller mpske midten af 1990erne, var Shaker-kult(ur)en på sit højeste, enkelhed var også her på mode.

Og nej, denne bevælgelse med slow living kommer aldeles ikke fra USA; bevægelsen begyndte oprindeligt i Italien med slow food i klar modsætning til fast food. Og i slut 1990'erne talte forløberne for hipsterne, visse alternative mennesker (f.eks. astrologer, healere, clairvoyante mm) for simple living.

Og jeg kan så forstå, at det at tage det langsomt og med ro og ikke at skynde sig er kommet på dags-ordenen; i så fald må min tilgang til verden være moderne ;) --- sådan har jeg nemlig levet de sidste 20 år...

Ikke sådan at forstå, at der ikke er sket noget, men der er noget om det gamle ord om at 'hastværk er lastværk' og at ting kan gøres for hurtigt. Moderne mennesker bliver nødt til at sætte tempoet ned og få sjælen med...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Grethe Preisler

Jeg kender ikke personligt TV-værter som Bonderøven, Thomas Skov, Søren Ryge og andre kreative trendsættere, men mange af de almindelige mennesker, som dyrker "simple living" i mere eller mindre udstrakt grad, har intet økonomisk sikkerhedsnet, men har derimod valgt at leve uden de bekvemmeligheder, som de måske kunne have kæmpet sig frem til ved at klatre op ad karrierestigen.

Nogle mennesker har trang til det glitrede liv og betaler gerne en høj pris derfor, mens andre simpelthen ikke har trang til den slags, men trives bedre under enkle livsvilkår. Det er for mig at se uden forståelse for disse menneskers indstilling, når Arno Victor Nielsen erklærer, at disse menneskers holdning primært skyldes, at "de er bange for at leve op til de krav, der stilles i en moderne verden."

Det kunne jo også være, at disse mennesker på et eller andet plan har gennemskuet, at de "krav, som det moderne samfund stiller", kun repræsenterer en meningsløs udvikling, et materielt forbrug og en tom jagt efter statussymboler, man er bedre tjent foruden. Det er for mig livsbekræftende at se, at nye variationer af det spirituelle budskab, at kærlighed og et liv i pagt med naturen er mere tilstræbelsesværdigt end alverdens gods og guld, stadig fattes af en del mennesker i det moderne samfund..

@Karsten Aaen

Allerede Buddah, Jesus og mange af deres tidlige disciple søgte den enkle livsform :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Godt ord igen, Søren Tolsgaard.

Jeg omgås da også helst og fortrinsvis "almindelige" mennesker med jævne indkomster, som gør en dyd af nødvendigheden, sætter tæring efter næring og lever et jævnt og muntert virksomt liv på jord uden at gøre sig til af det og føre sig frem som "trendsættere", "kulturelite" og medlemmer af "den kreative klasse".

Men det er jo, så vidt jeg med mit begrænsede udsyn kan skønne, ikke lige dem, den gode Arno Victor harcelerer over i ovenstående artikel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Schmidt-Rasmussen

Artiklen er tilsyneladende et opgør med en overfladisk, materialistisk "reality"-kultur.

Men det opgør minder i den grad om den overfladiske og konkurrenceprægede tilgang til sociale relationer, som reality-kulturen repræsenterer:

Jeg mener:

"De her naturelskere ser sig selv som en særlig gruppe, der er bedre end os andre..."

"Men ligesom overklassen blev indhentet af den gungrende pøbel, bliver dyrkelsen af det naturlige på et tidspunkt indhentet af de umoderne... "

Var det ikke netop "umoderniteten", som disse unge skulle repræsentere - samt opgøret med den overfladiske, selvdyrkende kendiskultur, hvor attitude er alt og den reelle indsats, man gør for andre, ikke betyder noget?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Schmidt-Rasmussen

Det er ekstremt overfladisk, at sammenligne unge, der tilsyneladende blot er dovne materialister, med de hårdtarbejdende amishfolk.

Men alt er ikke idel lykke i amishland.

Der er opstået en modkultur inden for modkulturen:Trouble in amishland:

BERGHOLZ, Ohio (AP) - In an unusual public display of trouble among the traditionally guarded Amish, a breakaway group is accused of attacking mainstream members by cutting off their beards and hair, which carry spiritual significance in the faith.

At the center of the dispute is the group's 66-year-old old leader, Sam Mullet, who said he brought his followers from a community dozens of miles away 15 years ago so they could live by a stricter doctrine without interference.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Jeg har det som Karsten Aaen på det punkt - og jeg oplever, at ungdommen har det på samme måde. Den er blevet seriøs igen, den vil lære noget, den vil være tænksom, vidende og have et indhold i livet, der ikke foregår i butikkerne.
Må jeg også anbefale radio247.dk, der viser sig at være en radio med udpræget lytterdeltagelse om seriøse og eksistentielle emner.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva Bertram

Ret komisk foto, hvis det skal illustrere "et roligt og autentisk alternativ til den hurtige og overfladiske realitybølge". Den mandlige studievært i helt autentisk lyseblå trikot...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

Ingen årsag, Grethe Preisler :)

Måske er din opfattelse rigtig, men det forekommer mig dog, at Arno Voctor og den anden indlaldte ekspert i nogen grad retter smed for bager, idet de simpelthen skærer hele tendensen over en kam og antyder, at de unge kun hopper på vognen, fordi det er moderne og anderledes - og ikke kunne være fordi de har en forståelse af, at "det langsomme liv" er en livskvalitet i sig selv.

Jeg synes det er at undervurdere de unge, og måske at gå forbrugsfilosofiens ærinde, kun at opfatte bølgen som udsprunget af, at "de er bange for at leve op til de krav, der stilles i en moderne verden."

Der er forhåbentlig andet og mere i denne tendens, og man kunne ønske sig, at den, udover de kendte trendsætteres og eksperters fremtoning, blev belyst via de "jævne menneskers" egne eksempler. Det har Søren Ryge i øvrigt altid været god til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Schmidt-Rasmussen

Amish er hverken en subkultur eller en modkultur.

Det er en ultrapatriarkalsk form for kristendom, med en streng protestantisk arbejdsmoral, en meget streng seksualmoral og et forhold til alkohol og stoffer, som nok er ret sjældent blandt de unge, som artiklen omtaler.

Amishfolkets unge får dog lov til at løbe hornene af sig i nogle år, før de vender tilbage til det asketiske og arbejdsomme liv, som amishfolket mener, at gud påligger sande kristne at leve, hvis de vil frelses af gud.

Det er der ikke særligt meget "modkultur" over, vel?

Og hvad har det med overskæg og skovmandskjorter at gøre?

Jeg er lidt interesseret i svaret, for jeg har et ekstremt lavt forbrug og er meget doven, går ofte med skovmandskjorte, og har overskæg.

Man skulle jo nødigt blive forvekslet med disse selvglade, overfladiske fjolser, som artiklen omtaler.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

En meget vigtig fornyelse på radio247.dk er, at folk får lov til at tale ud uden afbrydelse af en nævenyttig journalist. Den tilbageholdenhed, som man savner på TV2 og DR, hvor journalisterne konkurrerer med deres ofre om opmærksomheden fra lyttere og seere, er velgørende og oplysende. Derudover noget, der næsten kunne lyde som et forsøg på at føre blogtankegangen ind i radioen, hvor mange programmer har mulighed for lytternes indblanding. Der er kort sagt en mindre distance mellem dem, der flokkes om radioen, og dem, der laver den. Jeg er foreløbig meget glad for det, jeg har hørt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Schmidt-Rasmussen

Hvad er det i øvrigt, der adskiller denne påståede elitekultur fra "den gungrende pøbel"?

Bonderøven er det mest populære tv-program i Danmark... Dovenskab er vidst også ret udbredt, ligesom skovmandsskjorter og overskæg.

Ungdomsarbejdsløshed og fattigdom er vist også ved at blive mere almindeligt.

Det triste faktum er der absolut ingen grund til at idealisere, ved at gøre unges manglende beskæftigelse og deraf følgende fattigdom til en dyd...

Desuden handler "det gode liv" ikke om, at være med på en mediepromoveret livsstilsmode, men om at leve i overenstemmelse med sine egne idealer - i hensyntagen til andre, verden og gud, hvis man tror på en gud.

Nogle unge foretrækker, at have så meget fart på som muligt og at være ultraproduktive - og de bruger rent faktisk ny teknologi til at forbedre verden.

Uden disse high-tech-unge med fart på ville low-techere (som mig, f.eks...) leve i et fattigt u-land, hvor der skulle arbejdes VIRKELIGT hårdt og længe for de elementære fornødenheder!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Schmidt-Rasmussen

Citat fra artiklen:

"I gamle dage var middelklassen udsultet og arbejdede i markerne. På den måde var det adelens privilegium at sidde i skyggen og spise sig fede..."

I vore dage er der ingen, der er udsultede, og det er middelklassen, der sidder i skyggen ryger fede, mens andre knokler...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

Jakob Schmidt-Rasmussen

Der er stadig mange, som sulter, paradoksalt nok især landbefolkningen i fattige lande, som i kraft af meget lav løn og gældsætning til de firmaer, som overtager jorden og producerer landbrugsprodukter til de rige lande, ofte synker længere og længere ned i en ond spiral..

Ved at realisere "det simple liv" med bæredygtig selvforsyning, mindsker vi den udnyttelse, som finder sted. Inspiration kan komme fra forskellige sider, Amish-bevægelsen er kun en af mange, der er også bl.a. antroposoffer, Findhorn-samfundet, yoga-ashramaer, og denne nye bevægelse fra Rusland:

http://www.youtube.com/watch?v=jw37dL3G_-E&feature=related

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorthe Møller

Måske en smule udenfor kontekst, men læste et meget fint lille citat af Roland Barthes den anden dag:
"Jeg føler, fordi man almindeligvis siger; arbejd, mor dig, se andre mennesker, at det paradoksalt nok er når vi bliver skyndet på, fortravlet, efterspurgt, udvendiggjort, at vi oplever den største sorg. Inderliggørelse, ro, ensomhed gør den mindre smertefuld."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Arno Victor Nielsen:
"De her naturelskere ser sig selv som en særlig gruppe, der er bedre end os andre. De mener, at de har fundet paradis på jord ved at længes tilbage. På den måde minder det om en religiøs bevægelse"

Er det naturen, de elsker? Den natur, de elsker, må i så fald være lige så platonisk som den kærlighed de har til denne, hvis det skal give mening.

Nogle mennesker søger det naturlige. Det handler først og fremmest om individets bevidsthed. Det er præcis det domæne, filosofien beskæftiger sig med, og som Arno Victor Nielsen måske burde have holdt sig til i denne sammenhæng?

Er askese den nye hold-konkurrence? Hvad kan man vinde, hvis man vinder over sig selv? Pinocchio-kugler til et års forbrug? Og hvor mange er det?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

"For amishfolket, der er bosat i en række canadiske og amerikanske stater, lever et nærmest asketisk liv uden moderne teknologi og elektricitet. I nogle tilfælde giver de sågar afkald på knapper i tøjet."

Ikke nok med det. Men -- gys -- de bruger heller ikke lynlåse!!!

Kvækerne, der ligner amish-folkene på nogle områder, er f.eks. ikke mere bagstræberiske og isolationistiske, end at de er yderst engagerede i OWS bevægelsen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars  Poulsen

"»Der er noget, der stritter i mig, når man går gennem Vesterbro og ser en hipster på et skateboard. Så ved man, at han har stået foran spejlet i sin lejlighed, der selvfølgelig ligger det helt rigtige sted, og tænkt: ‘Jeg skal have en pengekat og et overskæg ligesom alle de andre. Hvad tænker de ikke ellers om mig’. Jeg synes ikke, det er efterstræbelsesværdigt at dyrke,« siger han."

Det er naiivt at tro at man kommer uden om det her problem ved at iføre sig Bonderøvens 'uniform'....
Der er i virkeligheden ingen forskel på hipsterens uniform, jakkesættet, Bonderøven, provins-blå-kansas, osv. osv.
Man vil *altid* være en del af en sub-kultur og ligne nogle fra den kultur. Accepter det. Der findes meget meget få virkelige originaler (og de vil så blive kopieret ret hurtigt).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen

Arno V. Nielsen kaldes og kalder sig filosof.

Men i modsætning til rigtige filosoffer, så argumenterer han ikke.

Han fremsætter meninger, men argumenter er der ingen af.

Han klassificerer, vurderer, nedgør, men han argumenterer ikke.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen

"de er bange for at leve op til de krav"

Det er jo en grov nedvurdering.

"bange for"???

Næh, de synes, at det er tåbeligt, latterligt. Her reducerer Arno en livsindstilling til et psykisk problem. Meget, meget lavt. Direkte underlødigt.

Kierkegaard skrev i øvrigt, vist nok i Enten-Eller, noget i retning af, at det mest latterlige var dog folk, der havde hastværk.

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig SAK. Dette hastværk er latterligt. Allerede romerne havde den tanke og udtrykte den således: Festina lente.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen

Fy for satan, hvor er Arno ulækker med hans nedladende instilling til andre mennesker:

"De her naturelskere ser sig selv som en særlig gruppe, der er bedre end os andre. De mener, at de har fundet paradis på jord ..."

Bemærk igen venligst, at Arno ikke fremfører et eneste argument. Ikke én eneste tanke om, hvorfor disse unge menneskers drømme skulle være forkerte eller bare dårlige. Næh, de skal bare kanøfles.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

Debatten om hvorvidt det gode liv udspiller sig ved Hoffet eller i Skoven er jo ikke ny. Min egen yndling er "As you like it" af Shakespeare.

Og det er jo skoent og humoristisk naar "Bonderoeven" netop kalder sig selv for "Bonderoeven".

Jeg vil saa erklaere mig selv for en "CosmopolSnop" (og giver en flaske Champagne til den der kan finde paa et ord med flere o'er) - men kan jeg ikke blive fri for at andre kalder mig "overfladisk" eller "endeløse rækker af mennesker der ligner hinanden"?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kasper Thybo

@ Grethe Preisler:
I min verden misforstår du hvad der ligger i begrebet trendsætter, og sammenholder dem derfor fejlagtigt med begreber som kulturelite og kreativ klasse. Trendsætteres adfærd samles op af den kreative klasse som derefter spinder guld på det fordi de forstår at oversætte denne adfærd i kommerciel øjemed. Trendsættere og first-movers er netop karakteriseret ved at være et skridt foran den almene forbruger og er ikke dem der sælger skovlen til de håbefulde guldgravere… Dermed ikke sagt at det ikke er sket at en trendsætter er endt med lommerne fulde, men generelt mener jeg det forholder sig som beskrevet. Du tager fejl hvis du tror at man tjener kassen på at være subkulturel frontløber. Tværtimod er det benhårdt arbejde at få det til at løbe rundt. Det lyst, vilje og nysgerrighed der driver værket for langt størstedelens vedkommen.

Den såkaldte hipsterkultur der beskrives er mere møntet på dem der følger efter trendsætterne. Det slænget der altid er lige i hælene og som ikke vil udføre det hårde arbejde og påtage sig risikoen.

Men at sammenholde slow living og flugt med skovmandsskjorter, mad men og maratonløb er lige lovligt søgt.

Mvh
Kasper

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

@Hans Joergen Larsen

Jo jeg mener han har nogle platonisk inspirererede stadier i livet: Spidsborger, Aestetiker, Ironiker (der goer grin med andre), Etiker, Humorist (der goer grin med sig selv), Religioes A og endelig Religioes B.

Nu er vi CosmopolSnopper ikke eksperter i Kirkegaard, saa der er sikkert mange der kan uddybe og praecisere.

@Lise Oesterberg Bahr

Bravo! flere o'er. Men er det et ord? Vi CosmopolSnopper spiller jo Scrabble paa vores Ipad og den er godt nok striks!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen

Jeg er ikke helt klar over, hvad der nu skulle være i vejen med skovmandsskjorter. De er da både behagelige og varme at have på.

Maratonløb kan jeg ikke lige se ideen i, men det er muligvis en personlig udfordring.

Anledningen er jo ikke, som oprindeligt, at posten skal frem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen Lassen:
"Men i modsætning til rigtige filosoffer, så argumenterer han ikke."

Hvad der er værre end de fraværende argumenter, er at betragtningerne ikke er rettet mod filosofiens domæne. Begreberne, forestillingerne, om det enkelte menneskes forholden sig, på det ide-mæssige plan.

Arno Victor Nielsen er sædvanligvis interessant læsning, og formår at argumentere sammenhængende. At der er bragt et par fortolkede udsagn, frataget deres eventuelle kontekst, i denne artikel, kan der næppe konkluderes ret meget af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

At den urbane modernitet munder ud i nihilisme, tomhed, ensomhed, stress, fremmedgjorthed, hedonisme og, til sidst, en desperat tørst efter fred og naturlighed, udtrykt som en nostalgisk længsel - er hverken mærkeligt eller overraskende.

Moderniteten er født ud af et åndeligt skisme, en hjemløshed og en emancipationstrang, men også af en uophørlig dialektisk uro, som eksempelvis hele moden er et tydeligt udtryk for.

Moderniteten er den vestlige civilisations kollektive pubertet, på et par hundrede år, inherent ustabil, og med to forudsigelige udgange: Selvdestruktion og spirituel reformation.

Verden i dag, med alle sine iøjnefaldende problemer og dårligdomme kan på den ene eller anden måde føres tilbage til den dødsdrome, vi kalder Moderniteten.

Ikke at Moderniteten ikke har bibragt mange gode forandringer, men den er spirituelt afsporet i sine grundforudsætninger, og derfor ustabil og dømt til et relativ kort liv i den menneskelige civilisations historie.

At Moderniteten har avlet en syg og degenereret kultur, er ikke nogen ny tanke. Modernitetskritikken er omtrent lige så gammel som Moderniteten selv, det være sig som Romantik, religiøs eller politisk utopisme, Hippie-bevægelsen, etc.

Og 'den syge modernitet' skal ikke engang forstås metaforisk her. Den avler syge mennesker i et epidemisk omfang. Moderne lidelser som stress, angst, ensomhed, fremmedgørelse, etc. samt alle deres følgevirkninger i form af somatiske sygdomme, misbrug, selvmord etc. er altsammen de konkrete frugter af moderniteten.

Modernitetskritikken udspringer naturligvis af en fundamental og nærmest instinktiv fornemmelse af, at der ligger et modsætningsforhold mellem samfundsudviklingen, værdier, livsstil, etc. - og individets fundamentale åndelige behov. Moderniteten modarbejder, alt andet lige, menneskets åndelige behov, åndens interesser.

Dette modsætningsforhold er immanent og uomgængeligt, grundet i hele Modernitetens præmis, en Faustisk, grænseoverskridende drift, hvis logiske udfrielse er Døden.

'Simple Living', og alskens beslægtede bevægelser i tiden er blot de seneste knopskud på denne efterhånden gamle antitese til moderniteten. Nye generationer komer til, og genopfinder 'det stille oprør', af præcis de samme grunde som deres forgængere: Moderniteten er en trussel mod sjælens overlevelse.

Og naturligvis bliver denne modbølge mere desperat og akut i takt med at den 'Moderne syge' bliver terminal.

Så vidt den naturlige og nødvendige reaktion på modernitetens vold.

Men indenfor modernitetens rammer kan naturligvis alt assimileres. Moderniteten er altopslugende, og selv oprøret mod den, vil det opsuge og transformere til mode, trend, mainstream, forretning og Hipness.

Men alt det berører kun individder, som stadig lever indenfor den moderne dialektiks præmisser.

De, der konsekvent formår at ophæve denne stupide dialektik, dvs. hæve sig over den, kan være bedøvende ligeglade.

Moderniteten kan kun ophæves gennem en spirituel reformation; en metamorfose af egoet, hvoraf en ny uskyld fødes.

At leve autentisk enkelt og naturligt er ikke en trend eller noget andet, der kan forstås indenfor modernitetens dilalektiske kategorier. Det er selve ophævelsen af denne dialektik - den sande frihed, som vi blindt styrer efter i vores søgen ud af labyrinten.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Østerberg Bahr

Man får tanken retten hen mod en flok stære på eftermiddagsøvelsesflyvning - hvor hele flokken vender hvis (førerstæren(e)) vender, ...på et splitsekund for ikke at crashe med nabostæren ....

Fantastisk scenarium - sikke de kan (ligesom det ser ud til med mennesker) - indtil det modsatte viser sig at gøre sig gældende - crash...krise ....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Brøndum

@Lise Oesterberg Bahr

Ja den maa jeg boeje mig for. Jeg staar ved mit ord, og bringer flasken ind paa redaktionen naeste gang jeg er i Koebenhavn - den 24. november. Haaber det ikke er for ubelejligt at hente den der. Ellers maa vi faa Snoopy til at flyve den ud.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sören Tolsgaard

@Jakob Schmidt-Rasmussen

"Ungdomsarbejdsløshed og fattigdom er vist også ved at blive mere almindeligt. Det triste faktum er der absolut ingen grund til at idealisere, ved at gøre unges manglende beskæftigelse og deraf følgende fattigdom til en dyd…"

Det var faktisk, hvad nogle gjorde sidst i 70'erne, hvor især unge blev "arbejdsløse" eller "arbejdsfrie" i kølvandet på den første store oliekrise. Man var opmærksom på den mulighed, at produktion og forbrug ikke kunne vedblive at stige, og dette blev betragtet som en mulighed for mere fritid og kreativitet, bl.a. af foreningen SABAE (Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer), som i 1994 fik løsgængeren Jacob Haugaard valgt ind i Folketinget.

http://da.wikipedia.org/wiki/Sammenslutningen_af_Bevidst_Arbejdssky_Elem...

Foreningen havde et humoristisk islæt, og en positiv vinkel på arbejdsfrihedens muligheder, hvilket er tiltrængt også i nutiden, hvor evindelige jobansøgninger og jobsøgningskurser stækker den arbejdsfries selvfølelse.

Vi er uundgåeligt på vej ind i en tidsalder, hvor behovet for abejdskraft formindskes. Ideelt set burde vi i højere grad deles om det nødvendige arbejde, men det er jo i magthavernes interesse, at vi skal konkurrere om arbejde og løn, så derfor vil der fortsat være mange arbejdsfrie, som forhåbentlig får det bedst mulige ud af denne tingenes tilstand.

De mennesker, som indretter sig på "simple living" og finder beskæftigelse i de muligheder, som det langsomme liv byder på, har faktisk muligheden for at skabe netop de kreative og spirituelle gennembrud, som menneskeheden trænger til.

"Nogle unge foretrækker, at have så meget fart på som muligt og at være ultraproduktive - og de bruger rent faktisk ny teknologi til at forbedre verden. Uden disse high-tech-unge med fart på ville low-techere (som mig, f.eks…) leve i et fattigt u-land, hvor der skulle arbejdes VIRKELIGT hårdt og længe for de elementære fornødenheder!"

Det er faktisk begrænset, hvor hårdt vi behøver at arbejde for at producere de elementære fornødenheder. Den high-tech innovation, som finder sted, drejer sig mest om luksusprodukter, som nogle finder fascinerende, mens andre helst vil være dem foruden. Der kan naturligvis komme gavnlige resultater ud af innovation, men ofte øges kun overforbruget.

Magthaverne opfostrer os til en blærrøvsmentalitet, men det går dog hen ad vejen op for nogle, at et simpelt liv er mere tilfredstilllende end et liv i overhalingsbanen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for ole  thofte

Der er i den grad brug for forskellige alternative mentaliteter til den indsnævring og psykisk/kulturelle forarmelse neoliberalismen har medført. Individualismen og selvrealiseringen dyrkes, men på 'markedets' præmisser, normaliseringen af arbejsstyrken kaldes at få success.

Eksperter i selvmarkedsføring, kaldet 'branding' af personligheden dukker op som ukrudt. Læs hvad der gives af gode råd på Jobzonen mhp en succesfull personlig branding:

"Begrebet branding kender de fleste primært fra markedsføringen af varemærker. Men enhver aktivitet, som skaber, fremstiller eller eksponerer DIG som person i andre menneskers øjne, brander samtidig dig som unik personlighed og som aktiv. Selv usynlighed kan derfor i teorien være et personligt brand, selvom det nok ikke fremmer din karriere. Faktisk brander du dig selv hele tiden, uanset, om du er opmærksom på det eller ej. Du efterlader hele tiden indtryk hos andre, og du huskes især for, hvordan andre oplever sig selv sammen med dig.

Vi hører og læser det igen og igen, at alle har et potentiale for succes. Man skal blot sørge for  at dette potentiale bliver udviklet, og dernæst udnytte det til sit eget bedste. Korrekt, men faglig kompetence og dygtighed alene er desværre ikke nok til at opnå den succes, som man har potentialet til.
Du skal også være synlig for at få adgang til den succes, og meget gerne på din egen og helt unikke måde. Andre skal kunne få øje på dig, så dit potentiale kan blive efterspurgt. Det er interessen omkring dig som person, der gør, at du får plads til at udfolde dit potentiale, forfølge dine muligheder, skabe en karriere og blive en succes."

http://www.mannaz.com/da/artikler/hvad-du-tror
Læs osse:
http://www.jobzonen.dk/jobsoeger/arbejdslivet/karriereudvikling/plej-dit...
(hvis der er problemer med linkene så led lidt på sitet, siderne er der)

Disse selviscenesættende, blærerøvsfremelskende udtalelser er dybt alvorligt ment, og det gir mig i den grad myrekryb og trang til at komme væk. Det er meget, meget forståeligt at unge mennesker, der er underlagt den slags forventninger, prøver at udvikle andre mentalitetsformer og finde andre her-og-nu livsmuligheder - selv om det kan være svært. Punk, Ungdomshus, Christiania, Goa, grafittimaling osv forekommer langt mere ægte. Simple living for få penge, i kollektiv, i selvbygget halmhus, dyrkende egne grøntsager whatever forekommer osse mere attraktivt end selfbranding med success solgt til virksomheder, der malker de unges kreative potentiale i profittens navn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Hansen

Godt brølt, Ole Thofte. I det hele taget skal vi væk fra det dét profit, der tager alt for meget energi fra livsprocesserne. Et virksomt liv må tilstræbes, i eget tempo. Iøvrigt er det jo netop ikke sådan, at folk bare sætter sig i sofaen, når de ikke tjener penge - eller rettere: hvis det at skaffe sig til livets opretholdelse sker indenfor de rammer, vi sætter op i dag, vil tilbøjeligheden til passivitet på andre tider af døgnet være mere udprægede. Gang på gang må vi se i øjnene, at det satans arbejde er elefanten i rummet, så jo mindre det fylder, jo bedre. Så kan vi lave noget vigtigt, vi ikke bliver afbrudt i.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Soren Andersen

Idag: "Man samler på plader som har en autentisk værdi der ikke kan findes i en ipod"

For lang tid siden: "Man går kun til koncerter som har en autentisk og ægte værdi som ikke kan findes i plader"

For endnu længere tid siden: "Man bevæger sig kun til fods fordi hjulet er en overflødig opfindelse"

anbefalede denne kommentar