Man behøver blot at kigge ned over de seneste års bestsellerlister for at se tendensen: Fagbøger om historiske begivenheder skrevet af journalister eller med journalistiske vinkler hitter! Fra de storsælgende Blekingegade-bøger af Peter Øvig Knudsen (samt den aktuelle 'Hippie 1')over Tom Buk-Swientys bestsellere om Slagtebænk Dybbølog Dommedag Alsog til de anmelderroste og populære bøger om modstandskæmperen Ole Lipmann eller den kommende om polarforskeren Knud Rasmussen — begge af Niels Barfoed.
Alle bøger, der i stedet for at anskue komplekse historiske begivenheder som modstandskampen under besættelsen eller 1960'ernes ungdomsoprør tager udgangspunkt i konkrete og hånd- faste enkeltbegivenheder eller personer og sætter dem ind i en større historisk kontekst.
Og det er et helt bevidst valg, at man fokuserer på de dramatiske begivenheder og spændende enkelte skæbner, siger Peter Øvig Knudsen, der står bag nogle af de seneste års bedst sælgende danske historiebøger om blandt andet nazisten Birkedal, Blekingegadebanden og senest om Thylejren.
»Jeg er jo ikke historiker. Og der er ikke nogen tvivl om, at jeg interesserer mig for mennesker. Og jeg vil skrive bøger, hvor mennesker og ikke historiske samfundsforandringer spiller hovedrollen,« siger Peter Øvig Knudsen.
»Jeg leder efter et dramatisk forløb, som jeg kan fortælle den store historie, jeg gerne vil fortælle, igennem. Med Blekingegade-bøgerne var udgangspunktet at beskrive den marxistiske fundamentalisme, når den bliver til vold og kriminalitet — og her var Blekingegadebanden det konkrete eksempel, jeg valgte, efter jeg havde besluttet mig for at skrive om marxismen i 1960'erne og 70'erne. På samme måde har jeg i min nye bog ønsket at skrive om hippierne og derefter fundet ud af, at Thylejren fra sommeren 1970 kan bruges som et billede på den store historie. Og her adskiller jeg mig fra historikerne, fordi jeg bevidst fortæller en dramatisk historie og ikke en tematisk.«
Og den dramatiske indgangsvinkel bliver stadig mere populær hos forfattere til historiske fagbøger, forklarer Claus Bryld, professor i historie fra RUC:
»Det er helt tydeligt, at mange historiske bøger i de her år tillægger stoffet nogle klare journalistiske tilgangsvinkler. Og nogle gange lykkedes det at give nogle virkeligt kompetente historiske fremstillinger,« siger han, og henviser også til både Tom Buk-Swientys og Peter Øvigs bøger som gode eksempler.
Historisk skepsis
Claus Bryld påpeger, at de dramatiske fortællinger har store fordele:
»Øvigs bøger om Blekingegadebanden tror jeg ikke kunne have været skrevet af en historiker. Der er ikke nogen tvivl om, at forfattere med denne tilgang virkelig kan få stoffet til at leve. Det har historikere tit svært ved. Og det er jo nok også derfor, at mange af de bøger sælger så godt.«
Men ikke alle historikere er begejstrede for den dramatiske form for historiefortælling, som fylder mange af de populære historiske fagbøger i disse år. Senest har Peter Øvig Knudsens nyeste bog, Hippie 1,skabt debat om, hvorvidt Thylejren og hippiebevægelsen var årsagen til, at alt fra familieliv til sexvaner og musik gennemgik en revolution i 1960'erne og 70'erne. Her har historikere anklaget Peter Øvig Knudsen for at forsimple og fordreje virkeligheden.
»Det er sådan set en meget gammel diskussion,« fortæller Bernard Eric Jensen, lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet.
»Nogle faghistorikere anklager de dramatiske fortællinger for at forsimple konklusionerne. Og det har de for så vidt ret i, for hvis man er trænet som journalist i at kæmpe om opmærksomheden, så vil man også forsøge at gøre historien spændende og dramatisk,« siger Bernard Eric Jensen og forklarer, at faghistorikere typisk ikke er afhængige af at sælge deres bøger, fordi de får forskningspenge. Det betyder ifølge Bernard Eric Jensen, at deres skrivning ofte har mere karakter af afhandlinger med fokus på det reflekterende og bevisførelsen.
»Og det sælger altså ikke bøger,« konkluderer han.
Den store skepsis fra faghistorikerne har Peter Øvig Knudsen ikke kun bemærket i forbindelse med sin nyeste bog:
»Især da jeg skrev mine første dokumentarisk-historiske bøger for 10 år siden, oplevede jeg, at mange historikere gjorde meget ud af, at jeg ikke var universitetsuddannet historiker. Og det var svært for dem at acceptere, at mine bøger havde anderledes måder at dokumentere historiske begivenheder på.«
Begrænsningerne
Og på trods af at der er positive eksempler på dramatiske historiebøger, mener også Claus Bryld, at det kan være problematisk, når forfatterne fravælger store dele af en historisk begivenhed eller periode for i stedet at fokusere på blot én skæbne eller afgrænset situation: »Du kan anlægge den her skarptvinklede synsvinkel, hvis du har at gøre med bestemte begivenheder, som Slaget ved Dybbøl eller Blekingegadebanden. Men når vi for eksempel taler om hippierne som bevægelse, er det så stort et kulturhistorisk felt, at det ikke kan forløses med en snæver vinkel på en afgrænset gruppe mennesker,« siger han og påpeger, at det i et sådant tilfælde er nødvendigt at benytte en mere traditionel faghistorisk metode, hvor aspekter som økonomi, kultur, ideologi, politik og meget andet inddrages.
»Så bliver det måske mere kedeligt og ikke så let at sælge i overskrifter. Men nogle emner kan du bare ikke skarpvinkle på den måde,« siger Claus Bryld.
Det løb mig koldt ned af ryggen da jeg læste Peter Øvig Knudsen´s koncept for hvordan han skriver ”historiske” bøger:
”Jeg leder efter et dramatisk forløb, som jeg kan fortælle den store historie, jeg gerne vil fortælle, igennem. Med Blekingegade-bøgerne var udgangspunktet at beskrive den marxistiske fundamentalisme, når den bliver til vold og kriminalitet”
Så vidt jeg kan forstå, udleder Peter Øvig Knudsen ikke sin konklusion, ud fra en gennemarbejdet forskning, men omvendt bygger han sin historie op omkring, en allerede eksisterende konklusion nemlig: ” marxistiske fundamentalisme, når den bliver til vold og kriminalitet”. Og hvorfra stammer så denne konklusion – tja inden i hoved på forfatteren. Er det så ikke ren fantasi – øh JO.
Historieskrivning bør skildre fakta, ikke opdigt, det
kan de fleste vel blive enige om. Men for at sælge sin historie, har nogle historieskrivere fundet ud af, at det skæpper i kassen hvis man pepper historien lidt op med nogle virkemidler, drama, vinkler, sorteringer, redigeringer, nogle indlagte fordomme, der bekræfter bestemte ideologiske holdninger osv.
Bare det sælger, er det godt, synes pressen at mene.
Artiklen lægger sig i slipstrømmen på et et par andre Informationsartikler fra de seneste dage:
- om kulturedaktionernes kommercialisme
http://www.information.dk/283899
- og om dokumentarens forhold til digt.
http://www.information.dk/283787
Michael Kongstad Nielsen:
"Historieskrivning bør skildre fakta"
Tjoh, der kan der være noget om. Helst foretrækker jeg, at der bliver gjort ganske meget ud af ideer :-)
Ideerne, og dermed ambitionerne og visionerne, som det bærende element for krønikeskrivningen.
Men Heinrich R., det er jo en diciplin indenfor historieskrivningen, en spændende diciplin, men trods alt en niche set i den store sammenhæng.
Michael,
er det ikke sådan, at historieskrivning mest af alt består af nicher? Dvs. vinkler til forståelse. Der er vel næppe én der kan siges at favne bredere end alle andre?
Jeg underkender ikke materialistisk historieskrivning (som der findes masser af afarter af). Det er på basis af fakta, at megen analyse og forståelse kan høstes.
Mht. til Slagtebænk Dybbøl er forfatteren jo historiker, bare oplært i USA. Og i Europa, og især da i dette lille land synes vi helt at have glemt, at historie også udleves og opleves og ikke mindst gennemleves af rigtige konkrete mennesker. Dette sørger Tom Buk-Swientys bøger om Dybbøl og Als netop for kommer i fokus; han bruger den lille historie for at fortælle den store historie. Og han gør det godt.
Og der bliver ikke stukket noget under stolen i hans bog om Slagtebænk Dybbøl, vi får en indføring i de meget ofte komplicere problemstillinger der var dengang, beskrevet ved de konflikter mellem de mennesker som handlede på den tid. Og vi får også en indføring i de komplekse overvejelser, Bismarck havde dengang.
Hvis man sammenligner Swienty's bog med en anden bog om samme emne, som vist er meget brugt i folkeskolen, ja så vinder Swienty's bog altså med flere hundrede meter. I den anden bog står så uvidenskabelige sætninger som 'Bismarck ville have krig for enhver pris' og så lige nogle fordomme om tyskerne og tyskland også, selvom Tyskland slet ikke eksisterede som samlet nation i 1864-1865.
Ang. Øvigs bog om hippierne, så ja, måske tager han munden lidt for fuld, men er sandheden ikke den, at manden et ret langt stykke hen ad vejen har ret? Hippierne ville noget andet end det borgerlige samfunds dekadence med ægteskab, 2-3 børn, villa, volvo og ligusterhæk og karriere og kvinder der blev port-vins-drankere fordi de ikke fik udnyttet deres potentialer fuldt ud, mens manden gik på arbejde.
Hippierne tog afstand fra den materialisme som var kommet op igennem 1950erne og 1960erne, og mente at materielle ting ikke gør os lykkelige, det er snarere det lidt slidte begreb 'stræben efter lykken' der gør os lykkelige. Og hvad der er lykken for hver enkelt må den enkelte, gerne i samarbejde med andre, finde ud af. Og deraf kom hippiernes spirituelle søgen, der måske ofte udartede sig til at prøve alle former for bevidstheds-udvidende stoffer (selv Steve Jobs tog LSD...) for netop at komme i kontakt med de dybere i bevidstheden. Desværre opdagede de for sent at dette er alt for farligt hvis ikke man har f.eks. erfarne shamaner til at hjælpe sig på vej...
Det er nok ikke tilfældigt at George A. Romero i sin film 'Night of the Living Dead (1968) til sidst lader folk gå rundt i et supermarked og købe ind - og folk kan komme i tvivl om hvem der er rigtige zombier, de døde levende der vil ind i supermarkedet udenfor, eller de levende døde inde i supermarkedet som med tomt blik går og køber og køber og køber - og bliver mere og mere zombie-ficeret som tiden gør.
Pointen er at hippierne ville have et opgør med den materialisme, der i 1960erne prægede samfundet.
Og den bevidsthed (for nu at kalde det for det), der blev søsat dengang i 1967 lever stadigvæk videre, i mange år levede den kun i små, aparte, religiøse netværk, så bredte den sig langsomt til resten af samfundet. Ikke en by i Danmark har ikke en gang haft en healer, en helse-kost forretning mm.
Hippierne introducerede så vidt jeg kan se også sundheds-bølgen herhjemme, med brune ris, mikro-makro mad, syre-base balance mm. Og alt dette havde de med jo med hjem fra deres rejser til Indien.
Og selvfølgelig kom hippierne på det tidspunkt, fordi der var en økonomi og en økonomisk grobund for at de kom på lige det tidspunkt, og ikke på et andet.
en hippie som per øvig knudsen, vil jo gerne, som hippie, gøre stoffet levende
Problemet forvrides endnu engang: ingen er født med at læse faghistoriske og dybdeborende litteratur, men hvis man møder det tidligt nok, selvom det er kedeligt for et barn og en teenager, vænner man sig til det og vil til sidst ikke andet. Jeg har svært ved at komme igennem Øvigs længere bøger, det gik lige med Birkedal, og jeg har svært ved, at man så ihærdigt forsvarer journalistik, der løber med en halv vind. Forkert eller utilstrækkelig oplysning kan være langt værre end ingen oplysning.
Karsten Aaen:
"Mht. til Slagtebænk Dybbøl er forfatteren jo historiker, bare oplært i USA."
I USA har Howard Zinn dannet skole for historiefaget. Er Tom Buk-Swienty en del af den bølge?
Altså Tom Buk-Swienty er cand. mag.:
http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur...
Al historieskrivning der ligger uden for vores direkte erfaring må nødvendigvis være opdigtet. Derfor har samfundet opfundet en metode hvorved det kan bestemme værdien i et udsagn om en historisk begivenhed, kendsgerningerne i og omkring den, for den dette tjener bedst, samfundseliten.