Baggrund
Læsetid: 3 min.

Humor som socialt våben

Kvinder er morsomme på en anden måde end mænd, fordi deres stilling i samfundet er anderledes, siger lektor i retorik på Stanford, Helle Rytkønen, der peger på humor som et vigtigt redskab for samfundskritik
Kultur
22. november 2011

WASHINGTON DC — Ph.d. Helle Rytkønen er lektor i retorik ved eliteuniversitetet Stanford. Hun underviser i humor og samarbejder med amerikanske stand-up-komikere, hvoraf flere er kvinder. Hun siger til Information, at minoriteter historisk via humor har fået mulighed for at »omdefinere tidligere nedladende begreber og påpege uligheder og uretfærdigheder og dermed opnå synlighed, stolthed og sammenhold«. Ligesom homoseksuelle f.eks. har kunnet erobre ordet ’queer’, gælder det også i høj grad for kvinderne, der kan slippe af sted med mere vidtgående vittigheder om eget køn end mændene.

»Vi så det også efter 9/11, hvor der var en hel del mu- slimske komikere, der specifikt begyndte at lave vittigheder om det at være muslim i Vesten såsom »Allah made me funny« og »The Axis of Evil Comedy Tour«. På det tidspunkt kom også Shazia Mirza — en kvindelig britisk-pakistansk komiker, som har optrådt i Danmark flere gange — på banen. Mange af hendes vittigheder handler om at vokse op i en muslimsk familie i et vestligt land — og alle de fordomme, der er omkring hende og muslimer.«

Rytkønen afviser, at det ene køn skulle være genetisk bestemt til at være morsommere end det andet. Der er andre grunde end biologi til, at der historisk har været færre kvindelige komikere, f.eks. kulturelle eller praktiske:

»Lucy Ball talte om, hvor svært det er at forene egne og samfundets forventninger til en kvinde, en mor, den primære person i hjemmet, med at være on the road og leve i en kuffert med usselt betalte gigs på comedy clubs.«

En må være nok

Rytkønen understreger, at der stadig er grænser for ligestillingen, uanset at der er kommet flere kendte kvindelige humorister i USA:

»Selv her i det tolerante San Francisco er det svært at få booket flere kvindelige komikere i samme comedy show. Forventningen blandt de mandlige organisatorer er, at kvinder laver kvinde-humor, så én dækker ligesom det område. Men ingen stiller spørgsmål, når der er flere mandlige komikere i den samme line up.«

Hun tilføjer, at kvindelige komikere til gengæld tit vil have nemmere ved at fortælle vittigheder, der er på kanten i kønspolitisk eller seksuel forstand, fordi kvinder har en anden ’etos’ eller autoritet — de har historisk ikke besiddet rollen som undertrykker:

»Tag for eksempel Sarah Silverman, der laver jokes om kønsdele. Det betyder ikke, at alle den slags vittigheder er sjove — blot at kvinder kan have nemmere ved at fortælle den type jokes, fordi de er kvinder. Publikum tolker budskabet ud fra både hvad, hvordan og hvem, det bliver sagt af. Komikerens krop er en del af historien.«

Forløsning og distance

Rytkønen påpeger derudover, at humor tillader os at tale om ømtålelige emner. Mennesker, som har været ude for diskrimination, kan f.eks. slippe ud af offerrollen:

»Jeg har kvindelige studerende, der er blevet mobbet i gymnasiet, og de elsker morsomme tv-serier som Mean Girls og Glee, fordi serierne giver dem en mulighed for at genleve traumatiske oplevelser med en humoristisk forløsning og afstand.«

Hun tilføjer, at humor også kan være klodset eller skadelig, men at god humor har »en utrolig vigtig funktion for vores samfund. For den reflekterer, hvilke normer og værdier vi har, og hvilke forhandlinger vi har — f.eks. mellem ytringsfrihed og respekt for religiøse minoriteter, eller mellem køn«.

»Derudover har humor, som forsker Robert Hariman, påpeger, nogle vigtige funktioner for vores demokrati: Den udbreder vigtige debatter om race, køn, seksualitet til bredere dele af befolkningen, som så kan tænke over og diskutere emner, der ellers tit er forbeholdt meningseliten.«

»Humor kan også minde os om vores fælles humanitet. Det kan godt være, det sker ved, at en komiker laver platte vittigheder om prutter eller andre kropsytringer som med Jon Stewart fra The Daily Show, men det kan have en socialt udlignende funktion — hvis det eksekveres godt. Og endelig kan god humor udstille grænserne for vores offentlige diskurs. Hariman peger på et klip fra det satiriske nyhedsmagasin The Onion, der har lavet en satire over ’Bring Your Daughter to War Day’, der spiller på den amerikanske praksis med at tage sin datter med på arbejde én gang om året, så hun kan se, hvad farmand laver.«

»Hariman påpeger, at parodien sætter spørgsmålstegn ved, hvor hverdagsagtigt vi omtaler død og krig — hvordan sproget i krigsreportager ofte ’normaliserer’ begge dele. Vi taler f.eks. om insurgents — et vagt begreb, som ikke giver associationer til et levende menneske, en far, en onkel, en søn, der er død. På den måde viser humoren begrænsningen af vores måde at tale på.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her