Læsetid: 5 min.

Kældermennesket er kommet op i lyset og ud på nettet

Dostojevskijs kældermenneske er ikke bare en fiktiv figur, som han vises lige nu på Det Kongelige Teater. Han findes derude i virkeligheden som type. En type, som debattører tager i brug for at beskrive en aggressiv modpart. Men det er for nemt bare at affærdige ham som en latterlig mand, der sidder i sine hullede underbukser og kommenterer ondsindet på internettet. For nogle gange har han ret
Rasmus Bjerg spiller hovedrollen i Det Kgl. Teaters opsætning af Dostojevskijs ’Kældermennesket’.

Rasmus Bjerg spiller hovedrollen i Det Kgl. Teaters opsætning af Dostojevskijs ’Kældermennesket’.

Miklos Szabo

26. november 2011

Rasmus Bjerg står på en scene fyldt med ansigter. Men han er helt alene. Alene, men omringet af ansigter, der stirrer på ham fra væggen. Fra billeder, han selv har klippet ud af magasiner. Han ønsker at blive hørt, men ikke at få svar.

»Jeg er et sygt menneske. Jeg er et utiltalende menneske. Jeg er et ondskabsfuldt menneske,« siger han langsomt og nærmest med vel- behag henvendt mod publikum. Han er Dostojevskijs kældermenneske i Rune David Grues iscenesættelse, som har premiere i Skuespilhuset i aften.

Men det er ikke kun på scenen, kældermennesket stikker hovedet frem. Udtrykket har også fundet vej ind i vores sprog: Carsten Jensen har kaldt Dansk Folkepartis medlemmer for kældermennesker, og netop ovennævnte billede af en ondskabsfuld kværulant, der taler uden at lytte, fik Berlingskes blogger Anne Sophia Hermansen til at bruge ordet kældermennesker om de personer, der efterlader hadefulde kommentarer på hendes blog:

»Men i dag behøver han ikke Dostojevskij, han har internettet. Under pseudonym sidder han nu i sine hullede underbukser og poster kommentarer på særligt blogs. Uden at give noget af sig selv håner han dem, der gør, og uden at give sig til kende anklager han andre for at mangle moralske kvalifikationer,« skrev hun.

Tamper i tastaturet

Livsstilsekspert fra DR’s Kender du typen, Anne Glad, der også er cand.mag. i litteratur, ser også det moderne kældermenneske sidde bag en skærm i dag.

»Den mennesketype har altid eksisteret. Der sidder masser af pensionerede overlærere derude og tamper i tastaturet. Tidligere var der bare en debatredaktion, der fangede ham. På nettet er der intet filter, og kældermennesket er blevet mere synligt med web 2.0 og fremkomsten af de sociale medier,« siger Anne Glad.

»Sådan er det med et kældermenneske. Når først han kommer frem i lyset, så taler og taler og taler han,« siger Rasmus Bjergs udgave af kældermennesket.

Uden for fællesskabet

Dostojevskijs kældermenneske er vitterligt utiltalende. Hen over samtlige bogsider i romanen Kældermennesket — optegnelser fra en undergrund fra 1864 spreder han galde ud. Han foragter menneskeheden og sig selv. Han tilslutter sig intet værdisæt, ingen tro, ingen ideologi, ingen moral. End ikke, at 2+2 giver 4 vil han godtage.

»Han er et isoleret menneske. Han føler sig både stødt bort og støder andre bort,« siger iscenesætter Rune David Grue og tilføjer, at det er det interessante ved figuren:

»Han står uden for fællesskabet, men han er ikke et entydigt offer. Kældermennesket fremprovokerer selv mobningen. Han elsker at lade sig fornærme, og han ønsker ikke at lade sig korrigere af reel kontakt med andre mennesker. Han er et menneske uden et ’du’,« siger han.

Og Rune David Grue forstår da også parallellen, som Anne Sophia Hermansen og Anne Glad drager:

»Et fællestræk er, at debattørerne på nettet ofte ikke vil låse sig fast i en position: ’Jeg vil ikke bare være noget. Jeg vil være mig’, men det er for nemt at affærdige kældermennesket som ’underbuksemennesker’. For det, der gør, at vi stadig lytter forfærdede til Dostojevskijs kældermenneske i dag, er, at han ofte har fat i noget. Der er nogle ubehagelige sand- heder i det, han siger om den menneskelige fornuft og behovet for frihed,« siger Rune David Grue og holder fast i kældermenneskets kompleksitet. En sørgelig eksistens, der midt i sin selvvalgte usselhed konfronterer også det moderne menneske med dets drifter:

»Dyp et menneske i velstand, og det vil alligevel foretage sig noget afskyeligt,« konstaterer kældermennesket fra scenen i Skuespil- huset.

I forordet til Kældermennesket — optegnelser fra en undergrund hæfter forfatteren Villy Sørensen sig da også ved, at kældermennesket på et tidspunkt erklærer, at han ofte har ønsket sig at være et insekt.

»Han kan faktisk virke som et sådant: stikkende og kløende, ikke til at ryste af sig,« skriver Villy Sørensen.

Holder et spejl op

Anne Sophia Hermansen erkender da også, at hun har oplevet, at disse kældermenneskers kommentarer har givet stof til eftertanke.

»De har ofte holdt et spejl op for mig, og det har da ført til en del refleksion. Ikke mindst i begyndelsen af min bloggerkarriere. Så det er klart, at de rammer plet en gang imellem,« siger hun, men understreger, at hun oftest oplever, at de, der kommenterer ondskabsfuldt på hendes blog, ikke selv ønsker at blive korrigeret:

»Der er ikke noget konstruktivt over bevidste fejlfortolkninger, og mens Kældermennesket går alene rundt og er leversyg over livet og vilkårene i Rusland, føler nutidens anonyme kommentatorer sig kaldet til at dele deres ’leversyge’ med resten af Danmark. Nettet er jo dialogisk, men de vil ikke i dialog. De vil ikke blive klogere, for de ved alt.«

Forfatteren Carsten Jensens brugte udtrykket i et essay i Politiken kort efter valget:

»Fogh havde efterladt den håndfaste Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker som fangevogtere for en regering, der i forvejen mest udmærkede sig ved sin principløshed,« skrev han.

Et billede, han blev udsat for meget kritik for. Mennesketypekender Anne Glad afviser da også sammen- ligningen:

»Dansk Folkepartis tilhængere er jo netop meget fællesskabssøgende. De er fjendtligt stemt over for dem, der ikke deler deres verdensbillede, men kældermennesket deler jo slet ikke verdensbillede med nogen. Kældermennesket er alene og ønsker at være det. Han kan ikke tilslutte sig nogen form for ideologi. Han er ikke tilhænger af andet end sig selv, så han ville jo heller aldrig være nationalist,« siger hun.

En rem af huden

Igen er Rune David Grue heller ikke meget for at reducere kældermennesket til et billede på et medlem af Dansk Folkepartis folketingsgruppe.

»Kældermennesket er en ekstrem figur. Her viser Dostojevskij virkelig, at han er overdrivelsens mester. Og netop på grund af det ekstreme hæver kældermennesket sig op fra teksten og bliver en mytologisk figur, som finder vej ind i vores sprog. Men hvis vi bare kunne afvise ham som en hadefuld blogger, et medlem af Dansk Folkeparti eller en Anders Breivik, så ville vi ikke blive ved med at tale om ham. Vi kender ham. Vi ser ham i spejlet nogle gange. Vi har alle en rem af huden. I sorte øjeblikke, hvor vi frigør os fra fornuften, kan vi alle være kældermennesker.«

Man kan se sig selv i spejlet fra i aften i Skuespilhuset og til og med den 4. februar, og det er ikke noget kønt syn.

Således skriver kældermennesket:

»Så snart vi overlades til os selv uden en bog, bliver vi straks rådvilde og forvirrede — vi ved ikke, hvad vi skal hade eller elske, hvad vi skal beundre eller foragte. Vi har ligefrem besvær med at være mennesker, mennesker af ægte kød og blod. Vi skammer os, vi betragter det som en vanære og prøver af al magt på at være en slags hidtil usete almenmennesker. Vi er dødfødte og har i lang tid ikke haft levende fædre til ophav, og det bekommer os stadig bedre og bedre«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Jeg synes ikke om den tolkning, der her kommer til orde. Kældermennesket er en moralsk fortælling om en, der er kommet så langt ud, at han beslutter at begå selvmord, stiller en revolver op ad et lys, lægger hovedet på bordet og venter på at lyset brænder ned. Logistikken fejler og da skuddet vækker ham, føler han, at han har fået sit liv foræret og går derpå ud i verden for at rette op på det ødelagte, og bl.a. finde den fattige pige han skubbede omkuld i rendestenen.

Det er da rigtigt, at der kommer en hel del vredladne endog forbitrede indlæg ud på nettet, også her i vores tråde. Her er det dog hensigten, at man giver sig til kende med navn og billede, og det, synes jeg, styrker indlæggene. Man kan dog ikke forhindre at nogle omgår denne hensigt.

Hvorom alting er så synes jeg, at vi har en lødig debat her. Man kan selvfølgelig godt se, at nogle trykker for hurtigt på SEND og andre har for stor tiltro til, at deres læsere forstår det skrevne, men hovedsagligt kører det, og nogle skriver fantastiske indlæg.

At der i nogle afkroge af nettet findes mennesker, der kun hælder gylle ud, ved jeg ikke så meget om, da jeg undgår det. Jeg kan egentlig kun holde ud at læse Information og debattere her.

"I sorte øjeblikke, hvor vi frigør os fra fornuften, kan vi alle være kældermennesker".

Nemlig, ja.

.

Det er det der gør historien til én af Dostojevskis bedste i mine øjne: At den er så psykologisk fantastisk!

Men jeg ser ikke ret meget kældermenneske i nettets forbrugere eller i nørder iøvrigt.

John Christian Mogensen

Niels-Simon Larsen, mon ikke du forveksler "Kældermennesket" med "Et latterligt menneskes drøm" af samme forfatter?

Tom W. Petersen

Niels-Simon Larsen
"Man kan dog ikke forhindre at nogle omgår denne hensigt."
Jo. Man kan slette indlæg, der er anonyme eller under pseudonym, og det bør man gøre.

John Mogensen, du har ret i forvekslingen.

Dette gør nu ikke, at jeg vil trække anbefalingen
Niels-Simon Larsens kommentar tilbage.
-
I "Et latterligt menneskes drøm" oplever hovedpersonen en eksistentiel rejse og får en mindre åbenbaring i en drøm. Dette gør, at han ser lyset (om man så må sige) på en anden måde da han vågner.

Nu vil jeg snart med stor glæde og fornøjelse iblandet en vis form for frygt og ydmyghed til at genlæse "Kældermennesket", da det efterhånden er 20 år siden jeg sidst havde den i hænderne.
-

-

"Et latterligt menneskes drøm" er en kortere fortælling fra F.M.D.s enmandstidskrift "En forfatters dagbog" fra 1876 0g 1877.

Faktisk synes jeg det er for nemt at kalde folk for kældermennesker med henvisning til F.M.D....

Lene Timmermann

Selv om vi søger at undgå kælder-udgydelserne, så findes de alligevel derude på nettet - i stort omfang endda. De forsvinder ikke, fordi vi benægter deres eksistens.

Profil genkendt. Tilståelsessag.
Men jeg er nu hverken hadefuld, blogger, DF-medlem, og jeg har endnu ikke skudt en masse socialdemokrater, selvom intet er nemmere hvis man vil.
Men 'skimlet' det er jeg sørme efter 7 år med afbrudt vand i badeværelset, og saboteret udluftning i køkkenet, og en udlejer der fastholder at jeg er proforma hjemløs på 47tyvende år og pis nu af med dig ikke ?
Så selvfølgelig er kælderen efterhånden godt pansret. hehe..

Niels-Simon Larsen

Tak til årvågne meddebattører for at gøre opmærksom på ’forvekslingen’. Derfor gik jeg til kilden, bog nr.22, En forfatters Dagbog, oversat af Ejnar Thomassen. Udg. Stig Vendelkærs forlag.

Slog op i indholdsfortegnelsen. Optegnelser fra et Kælderdyb:
1. Kælderdybet.
2. I snesjap.
Længere nede står: Et latterligt menneskes drøm.

Det er ca. 45 år siden, jeg læste bogen. Alligevel har jeg ikke glemt den, og jeg mener, at E.T. så den som en trilogi. Nu står det hele for mig som ’Kældermennesket’.

Jeg har det dobbelt med Dostojevskij. Litterært genial, men politisk set gal.
Prøvede at læse De Besatte igen, men fandt den ulæselig. Kedelig. Ville nok også finde Brødrene Karamasov kedelig. Ærgerligt nok, for manden havde jo fat i nogle grundstrukturer, der også er højaktuelle i dag: ”På sin jagt efter materielle værdier, efter ydre tekniske fremskridt, har vesten mistet sin tro og dermed sin sjæl. At give menneskeheden dens sjæl tilbage, at bringe den troens, håbets håbets og kærlighedens forløsning . . .”.

Det ærgrer mig lidt, at et teaterstykke fokuserer på nogle gyllespredere, når der i trilogien er stof nok til et stykke om materialisme kontra sjælfuldhed.

Er lige kommet hjem efter at have set teaterstykket, Konvolutten. Jeg har intet med tilbage ud over meningsløsheden ved voldelige menneskers hærgen. Jeg finder tit teaterstykker dygtige i form, men tomme i indhold.
Det behøver vel ikke være sådan?

Det er efter min opfattelse beklageligt og trist, når debattører, hvad enten de er professionelle meningspushere eller amatører som undertegnede med hang til indimellem at ytre sin holdning i forskellige netfora, ikke har analytisk styrke, sproglig formåen eller måske menneskeligt overskud til at indgå i en saglig og sober debat med meddebattører.

Blandt de retoriske greb, som usaglige debattører gerne tyer til i kampen for at knække modstandere, kan nævnes ad hominem- og stråmandsargumenter, stereotypisering samt mere uspecificerede forsøg på at kompleksitetsreducere og nedgøre andre debattørers udsagn. Når dette sker, hvor den skyldige må formodes at vide bedre, er det særlig uklædeligt.

Derfor er det ironisk og noget forstemmende at læse denne artikel, hvor især Carsten Jensen og Anne Sophia Hermansen synes både at indtage en position moralsk hævet over dette 'kældermenneske' og samtidig forfalde til nogle af de usaglige greb, som de beskylder 'kældermennesket' for at bruge.

Carsten Jensen stereotypiserer og sætter nedladende Dansk Folkepartis medlemmer i bås ved at stemple dem som en [skimlet] sekt af klamme kældermennesker (op-er-godt-ned-er-dårligt-metafor). Med en effekt noget lig Poul Nyrup Rasmussens berømte udtalelse om, at Dansk Folkeparti ikke var 'stuerent', får man her associationer til udviklingsmæssigt laverestående væsener, der ikke som Jensen og ligesindede befinder sig i et højere luftlag med tilstrækkeligt åndelig lys og luft, en forudsætning for ordentlig mental hygiejne.

Anne Sophia Hermansen overtager udtrykket og fører dehumaniseringen og latterliggørelsen et skridt videre ved at hævde, at kældermennesket [sidder] nu i sine hullede underbukser og poster kommentarer på særligt blogs.

Carsten Jensen og Anne Sophie Hermansen gør her det beskidte arbejde, så vi alle sammen kan pege fingre ad 'kældermennesket', men alligevel virker artiklen generelt på mig som en subtil, lidt gammeldags og snobbet afstandstagen til de dér uregerlige sociale medier og debatfora 'ude' på internettet. Som Anne Glad siger: Der sidder masser af pensionerede overlærere derude og tamper i tastaturet.

'Kældermennesket' fremstår på overfladen som en afgrænset ekstrem type, der brager løs og hverken vil lytte eller i dialog, men samtidig åbner inddragelsen af især Carsten Jensens ord muligheden for, at denne type samtidigt bliver overlappende med netdebattører, hvis holdninger ikke er lige så velartikulerede eller politisk accepterede som dem, der typisk fylder den redaktionelt udfyldte del af mainstreammedierne.

Og det er synd. Internettet repræsenterer i mine øjne en af de vigtigste historiske platforme for demokratisk adgang til information, til kommunikation og social interaktion, og for stadigt flere mennesker har det revolutioneret måden, hvorpå de begriber og tilegner sig viden om verden. At deltage i den offentlige debat på internettet bør ikke være forbeholdt professionelle og veluddannede skribenter, men være noget, som også dem uden sproget i sin magt føler sig tilskyndet til.

@Niels-Simon Larsen:

F.M.D som politisk gal, det er dog en mening ;)

I mine øjne er han at læse som en vidunderlig humorist i sine menneskeskildringer.

Muligvis er det det der gør at han sagtens kan læses og forstås som politisk gal (også)(.

Jeppe Åkjær havde engang valget mellem digteriet og politikken. Han valgte, og godt det.
Nærlæser man hans sager, finder man flere sandheder end den nyrere danske politik kan mønstre til dags dato. Især det miljøpolitiske, men så sandelig også det sociale.

Og jeg synes stadigvæk man misbruger F.M.D., hvis man kalder visse debattører for kældermennesker uanset hvor giftige deres kommentarer er.

Niels-Simon Larsen

De store deler vandene – og os. Dostojevskij er en af dem. Som ung og søgende menneske hang jeg fast i D. i lang tid og troede, at han havde noget vigtigt at sige. Det havde han også: De slaviske folk (især det russiske, som han tilfældigvis selv tilhørte og befandt sig (intelligensmæssigt) i toppen af) havde en særlig mission, ja, var nu det udvalgte folk. Slut derfor op om zaren! Personligt var han ikke sympatisk, og havde efter, hvad jeg engang læste, begået flere af de forbrydelser, han skrev om. Ikke så godt for en kristen, men han havde nok brug for tilgivelse.

Bagefter kom turen til Kierkegaard. Kors! Hvorfor dyrker vi de store, når de er så fuldstændigt uegnede til at leve i denne verden og foragter dem, der gør det. H.C. Andersen, samme type. I eventyrene, som jo lige skal have en opbyggelig slutning, har han ikke andet end en klistret kristendom. De er umodne. Skriver om ’kvinden’, men har aldrig haft en i hænderne.

De store er store i kraft af deres billedskabende, digteriske evner.

Det er fuldstændig vanvittigt at bruge så megen tid på dem, som vi gør, når vi står og kigger ud over et økologisk sammenbrud på verdensplan. Ingen af de omtalte herrer var demokratisk sindede. Er de til noget? De kunne jo ikke få os op af kælderen.

Måske ikke op af kælderen, men i hvert fald har de givet os noget lys.

Må jeg vove den påstand at rigtig mange kunstnere der virkelig giver lyset ikke er særlig demokratisk sindede, ;), kunne jo godt nævne flere der har formet kulturen i kraft af deres kunst, men som politisk er fuldstændig udu.

Ikke for det, jeg læser f.eks. Salman Rushdie med samme fornøjelse som jeg læser Dostojevski, og synes han rummer noget af det samme: Humoren, det at kunne se, og det at kunne give.

De sataniske vers er jo en helt guddommelig humoristisk fortælling, der bare giver lys, humor og menneskelighed fuld skrue!

Og det er jo ikke kendetegnende for de alvorligt styrende formynderiske regeringer der på verdensplan mest plejer deres egen magt og frygt for at miste den, imens verden stille og roligt sejler ned i et økologisk morads.

jan christensen

generel opfordring til debatørerne: giv lidt af jer selv i jeres profil og tilføj dog et billede, det er ingen grund til at ville være et anonymt kældermenneske

Man må aldrig glemme at takke de oversættere, hvis indlevelse og eminente sproglige evner gør det muligt for de fleste danskere (jeg selv for det meste incl.), overhovedet at læse de "store udenlandske forfattere", så jeg i det mindste har mulighed for at danne mig en mening.

Tak.

Grethe Preisler

@Jesper Berg

Det ville unægteligt hæve debatniveauet på diverse offentlige fora, hvis deltagerne holdt sig til emnet og undlod at udhænge deres egne private idiosynkrasier som roden til alle onder. Så langt kan vi sagtens blive enige, også når det gælder den i intellektuelle kredse så udbredte idiosynkrasi over for alt, hvad der kommer fra "paphovederne" i Dansk Folkeparti.

Men forkundskaber er nyttige, som digteren sagde,. Og med hensyn til Poul Nyrups berømte replik om "manglende stuerenhed" så faldt den altså i en bestemt kontekst, hvilket de fleste lader til at have glemt.

Jeg har ikke glemt konteksten, for jeg var tilfældigvis sengeliggende med influenza ved den pågældende lejlighed, og havde derfor god tid til at følge radiotransmissionen af dagens folketingsdebat.

En debat, som bl.a. vedrørte et forslag fremsat af DF gående ud på, at hvis et medlem af en indvandrerfamilie blev kendt skyldig i en lovovertrædelse, der medførte en udvisningsdom, skulle hele hans familie
udvises af landet sammen med ham.

Så var det, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen gik på talerstolen og med træt og drævende stemmeføring indledte sit indlæg mod DF's forslag med bemærkningen: "Stuerene bliver I aldrig".

Og det skulle han aldrig have sagt, for jeg skal da ellers love for,at den bemærkning fik vandet i kog hos det ærede medlem Pia K, som brugte den næste halve time af tingets arbejdstid på at flintre op og ned af talerstolen for at gøre forsamlingen opmærksom på, hvor ren luften i stuerne havde været i hendes barndomshjem, og få statsministeren til at æde sine ord i sig igen.

Poul Nyrup Rasmussen indledte ikke sit indlæg mod DF med den berygtede bemærkning, men den var både velment og velplaceret, hvor den faldt. Han skar først effektivt DFs retorik i småstykker med nogle ganske få fakta - på en måde, som ingen dansk politiker siden har turdet eller formået. Og lige den dag, havde Poul Nyrup min store respekt. Hans konklusion på DFs fuldt bevidste løgne var:

"Når man diskuterer så principielle spørgsmål, som vi har diskuteret i dag: om menneskesynet, om, hvorvidt der skulle være forskel på, om man nu har aner fra et fremmed land eller man ikke har, selv om man er dansk statsborger, så kan jeg godt forstå, at der bliver sagt meget barske ting heroppefra. Og jeg synes, at de alle sammen var velbegrundede, og derfor siger jeg til Dansk Folkeparti: Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne!!

Og så forøvrigt tak for denne tråd, hvis generelt voldsomt høje niveau viser kældermennesker i absolut topform!

Grethe Preisler

@Tom Paamand,

Tak for linket til folketingsreferatet fra 7. okt. 1999. Ak ja, de gode gamle dage før spindoktorerne gjorde deres indtog på Borgen, og der sad retorikere af format i Tinget. Man blir da helt nostalgisk.

Det var nu ellers noget af en mundfuld det referat, men minsæl om ikke du har ret i, at den famøse sætning om manglende stuerenhed ikke var de allerførste ord i Nyrups bemærkninger til DF's forslag om "positiv særbehandling" af flygtninge og indvandrere med familierelationer til kriminelle.

Med venlig hilsen og glædelig advendt

G. Preisler

Poul Nyrup havde langt mindre uld i mund, end rygterne sagde. Når min respekt desværre ikke er mere udbredt skyldtes det hans samtidige omfavnelser af brutale hardliners som Thorkild Simonsen og Karen Jespersen, hvilket i mine øjne er langt mere landsskadeligt, end Sohn fortidige kindkys. Panikhandlingerne med disse ministerposter og en angrebskrig lagde solidt bunden til VKOs muddergrøft - og dermed til at alt for mange af de rigtigt grimme kældermennesker fik politisk magt i Danmark.

Niels-Simon Larsen

@Jan Christensen: Jeg har tænkt en del over dette med profil og billede. Der er ingen garantier for ægtheden. Enhver kan sætte et hvilket som helst billede på og skrive hvad som helst. Det sker også. Nogle få af os sætter et vellignende billede på og skriver nogle sande ord, men igen, enhver har lov at tvivle på ægtheden.
Nogle vil ikke give sig til kende. Frygter ligefrem repressalier (arbejdsgiver, familie). Man må respektere det. En sagde engang til mig: ”Alene det at læse Information, er mistænkeligt i mit bagland”.

Debatforummet er en demokratisk sandkasse for os i ’ubetroede’ stillinger (pensionerede overlærere o.lign. for nu at bruge en aktuel betegnelse).

--
Jeg er lidt træt af, at betegnelsen ’kældermenneske’ nu dækker over en lidet interessant mennesketype. Dostojevskijs kældermenneske er interessant, fordi der er tale om en nihilist, der bliver det modsatte.

Hvis nu det ovennævnte teaterstykke beskæftigede sig med, hvordan vi får omvendt gyllesprederne, så var der noget at komme efter. Sort i sort er ikke noget at spilde sine penge på.

Inger Sundsvald

Mennesket vil ikke sit eget bedste, og uanset hvad videnskaben kommer frem til m.h.t. til årsager til og det uhensigtsmæssige i, at mennesket bliver ved med at opføre sig nedrigt og ufornuftigt og aldrig bliver klogere, og hvorfor etik og moral aldrig vil slå rigtig igennem, så er årsagen, at mennesket kæmper for sin personlige frihed og slår sig i tøjret for ensretningen.
Mennesket er og bliver et ”kældermenneske”, og nyder det, og det er i kampen for sin personlige frihed mennesket bliver et kældermenneske - så hvorfor ikke stå ved det?
Mener Dostojevskij i ”I kælderdybet”:

”Hvor har alle disse vismænd den overbevisning fra, at mennesket behøver en normal, en dydig og formålstjenelig villen?”

”Hvorfor har de netop tilrettelagt sig den forestilling, at menneskets villen absolut skal være fornuftig, gavnlig og fordelagtig? Hvad mennesket behøver, hvad det elsker, higer efter og udfolder sig i, er ene og alene en selvstændig villen, hvor meget denne selvstændighed så end skal koste, og hvorhen den end fører ham og denne villen – ja, pokker må vide…”